I den sidste af sine tre lignelser tegnede Jesus et levende billede af de retfærdiges og de ondes endelige adskillelse på den store dommens dag, når Kristus kommer igen.

Da Jesus kom for første gang, lagde han særlig vægt på, at han ikke kom „for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham".

Men når han vender tilbage „i sin herlighed, og alle englene med ham", bliver det for at „sætte sig på sin herligheds trone" som konge og dommer over hele jorden.

På den dag, sagde Jesus, skal „alle folkeslag" samles foran ham, både jøder og hedninger, både de levende og de døde, „og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene. Og han skal stille fårene ved _sin højre side og bukkene ved den venstre".

Denne hentydning ville disciplene forstå at værdsætte. Det var almindeligt blandt Palæstinas hyrder at opdrætte både får og geder, de første for uldens og kødets skyld og de sidste for deres mælk. Om dagen græssede hjordene sammen, men om natten blev de adskilt i forskellige folde eller i særskilte hjørner af en større fold for at sove.

Når man sammenlignede dem, var det forståeligt, at hyrden måtte føle størst kærlighed til fårene, for mens de var blide og føjelige dyr, var gederne i almindelighed ondskabsfulde, stædige, vanskelige at styre og ødelæggelseslystne. Det var derfor let at tænke sig fårene som de retfærdige og gederne som de onde og at sammenligne deres adskillelse om natten med de retfærdiges og de ondes adskillelse ved afslutningen af denne verdens nådetid.

Idet Jesus stiller de retfærdige på sin højre side, som er hæderens og ærens, vil han sige til dem: „Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt."

Som forklaring på deres udvælgelse til den evige løn vil Jesus sige: „Thi jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer af mig; jeg var nøgen, og I gav mig klæder; jeg var syg, og I så til mig; jeg var i fængsel, og I besøgte mig."

Når de retfærdige erklærer, at de ikke er i stand til at erindre, at de har ydet deres konge nogen sådan tjeneste, vil han svare: „Sandelig siger jeg eder: hvad I har gjort mod en af mine mindste brødre der, har I gjort imod mig."

Lige straks kunne det synes, som om disse årsager til belønning kunne lyde temmelig meget som frelse ved gerninger, men naturligvis er der ingen modsigelse mellem den domsscene, der her skildres, og skriftens stadige lære, at frelsen kun sker ved tro alene.

Ligesom i fortællingen om talenterne viste Jesus her det indbyrdes forhold mellem tro og gerninger. Troen er i sandhed den eneste grundvold for frelse, men hvis vi af nåde er genfødt af den guddommelige skaber „til gode gerninger", vil disse blive det ydre vidnesbyrd om den indre omskabelse. De gode gerninger, Jesus opregner, er ikke en kilde til fortjeneste, men et vidnesbyrd om tro.

Som modsætning vil Jesus sige, idet han udtaler sin fordømmelse over dem ved sin venstre side: „Gå bort fra mig, I forbandede! til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle. Thi jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer ikke af mig; jeg var nøgen, og I gav mig ingen klæder; jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig."

Når de forkastede indvender, at de ikke kan huske at have afslået at komme ham til hjælp, vil han svare: „Sandelig siger jeg eder: hvad I ikke har gjort imod en af de mindste der, har I heller ikke gjort imod mig."

I deres tilfælde afslørede mangelen på „gode gerninger" tydeligt, at de ikke havde oplevet en livsforvandling ved troen, og at deres bekendelse var forgæves.

Når adskillelsen var fuldbyrdet, skulle de retfærdige gå ind i „det rige, som" var dem „beredt, fra verdens grundvold blev lagt". Dette rige var egentlig først indviet i Edens have, men denne plan blev krydset af synden, og dens opfyldelse måtte udsættes. Men når Guds ældgamle plan fuldbyrdes ved Kristi genkomst, og jorden atter fornyes i sin paradisiske skønhed, vil dørene til Guds rige åbnes på vid gab for de hellige, så de kan gå derind og „eje" det til evig tid.

Men mens de retfærdiges lod bliver et vidunderligt liv i det rige, der var „beredt" til at være deres evige bolig, vil de ondes skæbne blive en evig tilintetgørelse i den ild, som er „beredt" Djævelen og hans engle. Alt, hvad Guds kærlighed kan gøre for at føre mennesker til at vælge hans frelse, har han gjort. Men hvis de forkaster den, har de dermed valgt at få del i Satans undergang. Menneskets valg er frit, men når han først har valgt, er hans skæbne beseglet.

„Disse," sagde Jesus om dem, som forkastede håns frelse, „skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv."

Hvad skal man forstå ved denne evige straf? Jesus antyder klart, at den vil blive modsætningen til „det evige liv", og modsætningen til evigt liv må blive evig død. Den vil ikke blive, som mange fejlagtigt har lært, en endeløs bevidst lidelse i den guddommelige harmes ild. Dette er ikke blot en fuldstændig forkert fremstilling af skriften, men en misforståelse af Guds karakter.

Hvis de onde på mirakuløs måde skulle bevares, for at de for stedse skulle blive ved med at lide kvalen ved at brændes, ville de lige så vel som det retfærdige have „evigt liv", og forskellen ville kun bestå i arten af dette liv! Men intetsteds siger Bibelen, at syndere skal leve i evighed. Tværtimod erklæres det kategorisk, at de vil blive, „som om de aldrig havde været". Bibelen lærer ikke om „evig straf". „Syndens løn er døden," den evige død.

Et endeløst liv vil blive de retfærdiges lod. De ondes skæbne vil blive en endeløs død.