På trods af Jesu tydelige forkyndelse af sin nærforestående lidelse og død kredsede disciplenes tanker stadig om de „tolv troner", som han havde lovet dem i sit rige, og som de nu mente måtte være ganske nær. Mens de nu drog hen imod Jeriko, var der derfor strid imellem dem, om hvem der skulle have de pladser, som var nærmest tronen.

De kvinder, som vandrede sammen med disciplene, tog ikke del i samtalen, men de krav, som nogle af disciplene fremførte, vakte bekymring hos Salome, Zebedæus' hustru. Hendes to sønner, Jakob og Johannes, var mellem Jesu første disciple og havde altid været allernærmest knyttet til ham. De havde da sikkert allermest ret til ærespladser ved siden af Kristus. Derfor besluttede hun at komme enhver henvendelse fra de andres side, for at sikre sig fremragende stillinger, i forkøbet ved personligt at tale med Jesus. Hun bød sine to sønner følge med og indhentede ham, da han gik lidt i forvejen for de andre, og bad så ærbødigt om tilladelse til at fremkomme med en begæring.

„Hvad vil du?" spurgte Jesus venligt. Salome gik lige til sagen. „Sig, at mine to sønner må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre side."

Det havde været velfortjent, hvis Jesus havde tildelt denne ærgerrige moder en skarp irettesættelse. Men han blev mere bedrøvet end vred over hendes egenkærlige bøn.

Han henvendte ikke sit svar til Salome, men til Jakob og Johannes, der temmelig forlegne stod ved siden af hende, og sagde: „I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme, eller døbes med den dåb, som jeg skal døbes med?" Deres tanker drejede sig om de fremtrædende pladser, de higede efter, og de kroner, de håbede at komme til at bære. Men Jesus ville have dem til at forstå, at før han tog sæde på sin strålende trone, måtte han ophøjes på et frygteligt kors, og kun de, som var rede til at dele hans lidelser, kunne få del i hans herlighed.

I virkeligheden sagde han: „I beder om de pladser i mit rige, som er mig nærmest, men er I beredt til at stå ved min side gennem det alt sammen, indtil jeg opnår min trone? Hvis det er jeres ønske at herske sammen med mig, så må I være rede til først at tømme min lidelses kalk og endogså at døbes med dødens dåb for min skyld."

Så ivrige var disciplene efter at få en besvarelse på deres bøn, at de affærdigede Jesu modspørgsmål med den ubekymrede forsikring: „Ja, vi kan."

Hvis Jesus havde ønsket det, kunne han have fået deres selvtillids boble til at briste ved at fortælle dem, at før der var gået en uge, ville både de og deres kammerater have forladt ham og overladt det til ham alene at imødegå sit jordiske livs allerstørste prøvelse. Men trods deres menneskelige svaghed vidste han, at brødrene elskede ham inderligt, og at de gennem dyb ydmygelse ville komme til at lære uselvisk hengivelse og tillid. Derfor sagde han mildt: „Den kalk, som jeg tømmer, skal I tømme, og den dåb, som jeg døbes med, skal I døbes med." Og sådan skete det; for Jakob var i virke-ligheden den første af de tolv, der døde martyrdøden på Herodes Antipas' bud, og skønt Johannes overlevede alle de andre disciple og døde en naturlig død, måtte han tåle landflygtighed og pinsler for Kristi navns skyld.

Men skønt de skulle komme til at dele hans kalk og hans dåb med ham, tilkom det ikke ham, der også var Guds „tjener", at fordele rigets løn. I sit alvise forsyn havde Faderen beredt „sted" i sit rige for alle dem, der ved hans nåde „sejrede", men denne hæder ville først blive åbenbaret på den sidste belønningens dag. Desuden ville den kendsgerning, at de havde været de første, der sluttede sig til ham, ikke give dem nogen forret frem for dem, der først var kommet til ham i den „tredje", den „sjette", den „niende" eller selv i den „ellevte" time, som han havde forklaret det i sin lignelse om arbejderne i vingården. Deres pligt var kun at være tro i den gerning, der var betroet dem, ligesom han var det i sin, og deres løn ville blive retfærdig og sikker.

Medens de talte sammen, kom de andre disciple til, og da de hørte, der var tale om hans „højre" og „venstre side", gættede de, hvorfor Salome og hendes to sønner havde draget Jesus ind i en privat samtale. Selvfølgelig blev de vrede, fordi Jakob og Johannes havde villet prøve at narre dem.

Jesus blev bedrøvet over at se en sådan ånd imellem sine disciple og sagde, da han havde kaldt dem hen til sig: „I ved, at folkenes fyrster er strenge herrer over dem, og de store lader dem føle deres magt. Således skal det ikke være iblandt jer." „Men den," fortsatte han, „som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener; og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl. Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene."

Jesus forklarede, at storhed i verdens riger er eftertragtet på grund af de fordele, som rigdom og indflydelse og magt fører med sig, men storheden i Himmeriget har tjeneste og ikke forrettigheder som grundlag. De første i Guds rige er ikke dem, som „hersker" mest, men de ydmygste, ikke dem, som tjenes mest, men dem, som tjener andre mest.

I Det gamle Testamente beskriver Gud sin Søn profetisk som „min tjener", og apostlen Paulus fremstiller det fuldendte billede af Jesus og hans deraf følgende ophøjelse og løn. Han, som var „i guddomsskikkelse" og „Gud lig ... gav afkald og tog tjenerskikkelse på". Han „ydmygede sig selv" i tjeneste for andre, og til slut blev han „lydig til døden, ja, døden på et kors". „Derfor," erklærede apostlen, „har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn skal hvert knæ bøje sig i Himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!"

Det var på grund af sit uendeligt store offer, at Jesus blev „højt ophøjet", og hæderspladserne ved hans side i riget er forbeholdt dem, der yder Gud en lignende kærlighedens tjeneste. „Den (det vil sige enhver), som sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone."

Desuden vil storhed i Guds rige vedblive med at være ikke forrettens storhed, men tjenestens storhed. Englene, som nu er Guds trone nærmest, er „ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse", og den vigtigste gerning for de hellige, der når de såliges hjem, vil blive, at „hans tjenere skal tjene ham". Gennem evighedens år vil tjeneste for Gud være den største ære, hans børn kan hige efter.

Men for at vi nu ikke skulle tro, som nogle har gjort, at der kun er en grads-forskel imellem den tjeneste, mennesket kan udrette for Gud, og Kristi tjeneste, afsluttede Jesus sin formaning med en livsvigtig sætning, som man ikke må overse. Han kom for „at tjene" og „give sit liv som løsesum for mange".

Medens menneskets tjeneste i uselvisk opofrelse bør ligne Kristi, så var dog hans offer i denne sidste henseende enestående og umuligt at gentage, for det tilvejebragte ikke alene et eksempel, men var en „løsesum" for mennesker.

Dette ord brugtes på Jesu tid om den pris, det kostede at løskøbe en slave af trældommen og gøre ham til en fri mand; og det var i denne betydning, men åndeligt, at Jesus anvendte det. Salmisten har erklæret om fortabte syndere: „Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum – prisen for hans sjæl blev for høj." Således har Jesus ved sin død fremskaffet løsesummen, som ikke kunne opnås på nogen anden måde, for at købe dem tilbage til Guds rige.

Men det er sørgeligt, at skønt Kristi død var en „løsesum", der var stor nok til at udslette al synd og frelse enhver synder fra den evige død, så undlader dog mange at gøre brug af dette nådige tilbud. Jesus talte sørgeligt sandt, da han sagde til sine disciple, at hans liv ville blive en „løsesum for mange", men ikke for alle. Lykkelige er de, der som Charles Wesley kan erklære: „Hans blod er mig nok."