Mellem skarerne, som var vidne til farisæernes nederlag i spørgsmålet om at give skat til kejseren, var der også nogle saddukæere. Da de ikke havde brug for farisæernes yderliggående nationalisme eller for deres indviklede teologiske overleveringer, følte de kun ringe deltagelse for dem i deres ydmygelse. Men samtidig havde saddukæerne deres egne grunde til gerne at ville slippe af med Jesus --for eksempel hans indblanding i handelen i templet! Da derfor de skuffede farisæere trak sig tilbage, satte saddukæerne et nyt angreb i gang i den hensigt at bringe Jesus i miskredit i folkets øjne.

Et af de punkter, hvor deres synspunkt var fundamentalt forskelligt fra farisæernes, var spørgsmålet om et liv efter dette. Skønt farisæerne på Jesu tid hævdede at støtte deres lære på det Gamle Testamentes skrifter, var de blevet stærkt påvirket af de grækere, der hyldede Platons filosofiske ideer, og var begyndt at undervise om „sjælens" fortsatte tilværelse efter døden, som de forbandt med Bibelens lære om opstandelsen, der dog var begrænset til legemet. De materialistiske saddukæere havde på den anden side tilegnet sig epikuræernes og stoikernes filosofiske ideer og var gået til den anden yderlighed ved helt at benægte, at der var et liv efter dette. De hævdede, at „sjælen" døde sammen med legemet, og at der ikke var nogen fremtidig tilværelse, hvor mennesker ville kunne modtage den belønning eller straf, som deres jordiske liv fortjente. Som en naturlig følge af dette benægtede de også tilværelsen af engle eller nogen anden slags åndelige væsner, der stod over mennesket.

De havde haft megen strid med farisæerne om dette emne og mente, der her var en lejlighed til at forvirre Jesus, mens folket hørte derpå. Derfor stillede en af saddukæerne ham et spidsfindigt spørgsmål.

,,Mester! Moses har sagt: 'Når nogen dør barnløs, skal hans broder på grund af svogerskabet tage hans hustru til ægte og skaffe sin broder afkom.' Nu var der hos os syv brødre; og den første giftede sig og døde, og da han ikke havde afkom, efterlod han sin hustru til sin broder. På samme måde gik det også den anden og den tredje, ja, dem alle syv; sidst af alle døde hustruen. Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen? De har jo alle været gift med hende."

Som grundlag for dette argument benyttede saddukæerne en forordning, som Moses havde givet for at sikre, at familier ikke uddøde i Israel. Denne lov foreskrev, at i tilfælde af, at en israelit døde barnløs, skulle hans enke tages til hustru af en af sine svogre, og det første barn skulle antage den afdøde ægtemands navn og arve hans ejendom. På denne måde ville familienavnet og familiearven bevares umisteligt fra den ene generation til den anden. Loven var ikke bindende, men undladelse af at rette sig efter den blev betragtet som troløshed over for familien og udsatte for almindelig uvilje.

Sandsynligvis var saddukæerens temmelig fantastiske anvendelse af denne bestemmelse en almindeligt brugt fælde, som blev anvendt under ordstrid med farisæerne, og saddukæeren har ment, at han kunne benytte den over for Jesus. Men selv om farisæerne lod sig forvirre af dette spøgsmål, gjorde Jesus det absolut ikke.

„I farer vild," svarede han straks, „fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft."

Spørgsmålet var tåbeligt af to årsager. For det første var det meget indbildsk at mene, at de havde opdaget en fejl, som Moses ikke havde været klar over, og som Gud selv ikke havde taget med i sin beregning. Hvis de studerede skriften lidt nøjere, ville de forstå, at der i det hinsidige liv ikke ville kunne forekomme den slags vanskeligheder af den simple grund, at slægtskabsforhold i Guds rige vil være fundamentalt forskellige fra dem i vort nuværende liv.

„Men de, som er agtet værdige til at få del i den anden verden og i opstandelsen fra de døde, tager hverken til ægte eller bortgiftes. Thi de kan ikke mere dø; de er jo engles lige, og de er. Guds børn, da de er opstandelsens børn."

I dette liv er en af de vigtigste hensigter med det ægteskabelige samliv at bevare den menneskelige race. I det kommende liv vil der, da der ikke findes nogen død, ikke være brug for den slags forholdsregler. Det særlige forhold mellem mand og kvinde, som er en del af det ægteskabelige liv på jorden, vil derfor ikke mere bestå, og derfor kunne spørgsmålet om, hvis hustru enken skulle være, ikke opstå. De slægtskabs- og venskabs-forbindelser, som er grundlagt i det jordiske liv, vil sikkert fortsættes i det hinsidige, men de vil være så langt videre og dybere, at de udelukker enhver følelse af skinsyge eller enhver fornemmelse af savn, sådan som saddukæerne fremstillede det. I denne henseende vil opstandelsens børns samhørighed være ligesom de himmelske engles.

For det andet var saddukæernes benægtelse af at tro på muligheden af et liv efter dette ved en opstandelse ikke blot fornægtelse af Guds visdom, men også af Guds magt. Hvis Gud var Skaberen af alt liv, var det sikkert en krænkelse af hans almagt at formode, at døden kunne vriste hans skabninger fra ham, uden at der var håb om at genvinde dem.. Paulus rettede dette spørgsmål til kong Agrippa, der sandsynligvis havde været under indflydelse af saddukæisk tænkning: „Hvorfor holdes det da for utroligt hos jer, at Gud opvækker døde?"

Til støtte for denne overordentlig rimelige læresætning kunne Jesus have fremført mange vægtige udsagn fra skriften om det hinsidige livs virkelighed. Han kunne have fremdraget Esajas' inspirerede forsikring til Israel: „Dine døde skal blive levende, mine dødes legemer opstå." Og atter: „Jorden giver dødninger igen."

Han kunne have henvist til Guds forjættelse gennem Hoseas: „Dem skal jeg fri fra Dødsriget, løse fra døden!"

Han kunne have citeret Ezekiel og Daniel: „Jeg åbner eders grave og fører eder ud af dem." „Og mange af dem, der sover under mulde, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til skam, til evig afsky."

Men da saddukæerne kun betragtede Mose skrifter som autoritative, valgte Jesus at bevise evighedslivets dogme ud fra dem og således vise, at saddukæerne ikke engang kendte de skrifter, som de foregav at støtte sig til. „Men at de døde opstår," sagde Jesus, „har også Moses givet til kende i stedet om tornebusken, når han kalder Herren for Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Gud er ikke dødes, men levendes Gud."

Hvis Abraham og Isak og Jakob ikke skulle have nogen tilværelse ud over det jordiske liv, som de for længst havde forladt, så var der ingen mening i denne erklæring. Den var kun forståelig, hvis Abraham og Isak og Jakob i et fremtidigt liv skulle lønnes for deres troskab mod Gud i dette liv.

Gud havde givet patriarkerne mange løfter, som ikke var blevet opfyldt i deres jordiske liv. Han havde for eksempel lovet Abraham, at han ville give ham Kanaan „til evigt eje", men Abraham var hele livet en pilgrim og en fremmed på jorden, og da han døde, ejede han ikke så meget som en kvadratmeter af den. Men Abraham døde i tro på den pagt, Gud havde oprettet med ham, og så hen til en „stad" og et „land", som han engang skulle arve. Mange andre løfter var der givet til Isak og Jakob og andre af Israels senere fremragende personer, der også døde i troen, „uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så og. hilste det i det fjerne". Hvis sådanne forjættelser aldrig skal opfyldes, kan både Guds ord og Guds magt bestrides. Medmindre altså Gud er en løgner, må der være et liv efter dette, hvor Abraham og hans sæd skal arve ikke blot Kanaans land, men „jorden". Saddukæerne havde intet svar til disse uimodsigelige argumenter.

Man må imidlertid ikke tro, at Jesu gendrivelse af saddukæerne derved sidestillede ham med farisæerne i deres tro på sjælens naturlige udødelighed, for andetsteds havde han vist, at de tog lige så meget fejl. Saddukæerne havde ret i at lære, at døden er afslutningen på det bevidste liv. De havde uret i deraf at udlede, at det døde legeme derved udelukkes fra Guds magt til at genrejse det. Farisæerne havde ret i at hævde, at der var et liv efter døden, men de havde uret i at tro, at denne tilværelse uden afbrydelse fortsatte efter legemets død. Jesus understregede Bibelens hermed overensstemmende lære, at døden afslutter den bevidste tilværelse, men at de døde, når timen kommer, skal „opstå" for at gøre regnskab for deres jordeliv for Guds domstol.

I modsætning til farisæernes lære, at de døde var henvist til særskilte ventesteder, alt eftersom deres livsførelse havde været retfærdig eller slet, sagde Jesus, at alle døde i „graven" afventer deres fremkaldelse for dommen. Dog gjorde han det ganske klart, at der er en meget afgørende adskillelse mellem dem efter Guds plan. Som apostlen Paulus senere sagde det; de, som har „levet" for Gud, dør „i Kristus", og deres liv er „skjult med Kristus i Gud". Af denne grund kunne Jesus sige: „Den, som har Sønnen, har livet," skønt han for en tid måtte gennem gravens porte. For Gud lever han stadig. Derfor er Gud stadig Abrahams, Isaks og Jakobs Gud og også alle deres, som i tro er døde „i Kristus", og som skal opvækkes til evigt liv.

Den ondes liv kan lige så vel som de retfærdiges siges at være „skjult i Gud", fordi Gud er herre over ethvert menneskeliv, men de er ikke „skjult med Kristus i Gud". Alle skal de opvækkes ved Guds kraft, når tiden er inde, så han kan åbenbare sine dommes retfærdighed for dem og hele universet, men mens de retfærdige efter dommen skal indgå til „evigt liv", vil de onde blive, „som om de aldrig havde været til". Dette er, hvad Bibelen kalder „den anden død", hvorfra ingen kan vende tilbage.

Jesu afsløring af saddukæernes materialisme burde være en lære for vor tids materialistiske „saddukæere", som mener, at de ved deres højere visdom kan finde svagheder og usandsynligheder i sandhedens ord. Med en tilsyneladende viden hævder de, at Bibelen ikke stemmer overens med de „sikre resultater", som skyldes de moderne videnskaber: geologi, biologi, psykologi og alle de andre. Men sagen er alligevel, at når Bibelens lære sættes på prøve mere imod kendsgerninger end mod teori, så viser de moderne saddukæeres spekulationer sig uvægerligt at være forkerte. De, som i deres egen forfængelighed et så kloge, at de ikke kan tro på „det enkle evangelium", vil før eller senere vise sig at have været „blinde" med hensyn til de livsvigtige kendsgerninger, hvoraf Bibelen til de mindste enkeltheder består. Og ikke alene har det atter og atter vist sig, at de har taget fejl med hensyn til kendsgerningerne eller i deres fortolkning af dem, men ligesom saddukæerne i gamle dage viser de sig ustandseligt at være blottet for den åndelige indsigt, som er nødvendig for at forstå dybderne i dens inspirerede lære. Apostlen Paulus advarede sin tids troende mod at agte på „den 'erkendelse', der med urette kaldes således", og denne advarsel er der stadig brug for.