Da Jesus gik ned i Kedrons dal efter at have afsagt dommen over det ufrugtbare figentræ, blandede han sig med skarerne, som drog gennem Den gyldne Port ved templet ind i Hedningernes Gård. Da han så sig om, så han, at købmændene i templet allerede var i fuld gang med salget af offerdyr og -fugle, og dette var også den sidste dag for indkøb af påskelam. Der var trængsel af mennesker omkring dyrene i foldene, burene med duer og boderne med mel, olie og salt og andre ingredienser til ofrene, mens en raslen af mønter på vekselerernes borde fortalte om de store pengesummer, der skiftede ejer, når de tempelsøgende tilbyttede sig deres tempel-halvsekler til offerpenge.

På rette sted på torvene og selv i de gader, der førte op til templet, var denne handel retmæssig og tilladt, da størstedelen af de tempelsøgende kom langvejs fra og stolede på at kunne købe deres offergaver hos de stedlige købmænd og få vekslet deres penge til tempelmønt. Men det var helligbrøde at bringe købet og salget ind i tempel-gårdene, og denne praksis blev om muligt gjort endnu værre ved det bedrageri og optrækkeri, som tempelgæsterne var genstand for.

Foruden de griske købmænds vanhelligelse af den yderste forgård lagde Jesus også mærke til, at byens bude havde gjort den til en slags gennemgang, hvor de kunne skyde genvej, når de skulle bære deres byrder fra den ene del af byen til den anden.

Hver gang Jesus var kommet til templet, havde disse scener voldt ham den største sorg, men da han ikke havde grebet ind over for købmændene siden dengang for tre år siden, da han havde drevet dem ud, mente de, at han havde fundet sig til rette med sagen, som den nu engang var, og markedet var ved denne påskefest travlere end nogen sinde.

Men da hans jordiske gerning nu var ved at være tilendebragt, følte Jesus sig tilskyndet til for sidste gang at lære dem, at Guds hus og symbolerne på hans kommende offer er hellige. Til deres største overraskelse gik han derfor lige over gården og begyndte at jage dem ud, både „dem, som solgte, og dem, som købte", og at vælte „vekselerernes borde og duekræmmernes bænke". Ligeledes viste han budene, som gik over tempelgårdene, bort, „og han tillod ingen at bære deres sager igennem helligdommen".

Forrige gang havde Jesus blot sagt til de griske købmænd: „Gør ikke min Faders hus til en kræmmerbod," men denne gang råbte han med den fulde messianske myndighed, som „den forjættede Herrens tjener", den, han den foregående dag ved sit indtog i Jerusalem havde påtaget sig: „Står der ikke skrevet, at mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkene? men I har gjort det til en røverkule."

Da det und r dødsstraf var hedningerne forbudt at træde ind i det egentlige tempel, var denne „Hedningernes Gård" indrettet særligt for, at „den fremmedes sønner", der ønskede at „slutte sig til Herren for at tjene ham og for at elske Herrens navn og blive hans tjenere", kunne få lov til at komme i hans nærhed. På den måde blev denne profeti opfyld: „Og de fremmede ... vil jeg bringe til mit hellige bjerg og glæde i mit bedehus; deres brændofre og deres slagtofre bliver til behag på mit alter; thi mit hus skal kaldes et bedehus for alle folk."

Derfor var det så forfærdeligt, at de saddukæiske tempelmyndigheder kunne tillade købmænd at gøre dette „bedehus for alle folk" ikke blot til et almindeligt marked, men også til „en røverkule". Hvordan skulle hedningerne føle trang til at dyrke Gud midt iblandt en sådan vanhelligelse og vild forvirring? Hvis det var på denne måde, at jødernes rådsherrer opfattede det hellige ansvar over for „folkene", var det så noget under, at Guds langmodighed næsten var udtømt?

Rygtet om Jesu handling spredtes hurtigt i hele templet og ud på de omkringliggende gader, og det varede ikke længe, før de blinde og halte og de, som led af andre sygdomme, begyndte at strømme derind. Snart genlød gården, som havde været skueplads for de købendes og handlendes larm, af glædesråb fra de syge, som var blevet helbredt ved Jesu ord eller berøring.

På dette tidspunkt var tempelmyndighederne blevet underrettet om, hvad der var sket i den ydre gård, og skyndte sig derhen. De var rasende over Jesu måde at behandle købmændene på, da de jo var der med deres bemyndigelse og skaffede dem stor vinding. De var også bange for, at dette store vidnesbyrd om hans myndighed skulle bringe folket til på stedet at erklære Jesus for Messias og konge. Man kan derfor tænke sig deres forbavselse, da de så Jesus ganske stille sidde og lære midt i en opmærksom skare, mens børnene løb omkring og råbte: „Hosianna Davids søn!"

Da de ikke i hans milde værdighed kunne finde på noget at angribe ham for, kunne de kun byde ham, ligesom de havde gjort på vejen til Kedron, at irettesætte børnene for deres gudsbespottelse, når de hilste ham som „Davids søn". Men Jesus svarede, at de kun handlede i overensstemmelse med en ældgammel messiansk profeti, som ligesom alle andre profetier „måtte opfyldes". Han spurgte dem: „Har I aldrig læst de ord: 'Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang?'"

Præsterne blev krænkede over denne antydning om, at Gud havde lagt sin lovsang i de småbørns mund, fordi de selv havde undladt at erkende og lovsynge Gud for Messias. Men i deres vrede kunne de ikke finde på noget til svar; heller ikke af frygt for folket, som „hang ved ham og hørte ham", kunne de „finde ud af, hvordan de skulle bære sig ad". De skar tænder af raseri, mens de sneg sig bort til rådskammeret for at finde på, hvordan de kunne „få ham slået ihjel".

Da Jesus atter havde fået ro, fortsatte han med sin helbredelsesgerning og lære, indtil „det blev aften". Så forlod han endnu en gang byen og vendte tilbage til Betania.

Den næste dag, den ellevte i måneden nisan, gik Jesus ind i templet for at lære – for sidste gang under sit jordeliv. Ypperstepræsterne og de ældste fulgte til det sidste i hælene på ham for at søge at hindre hans arbejde og samle beviser mod ham, som han kunne dømmes for. De sidste to eller tre dages begivenheder: hans opsigtsvækkende indtog i byen, hans anden tempelrenselse og hans anvendelse af tempelgårdene til sine helbredelser og prædikevirksomhed havde fuldstændig undergravet deres myndighed som templets vogtere. Nu var det deres eneste håb at gøre et sidste forsøg på at ydmyge ham i folkets øjne. Derfor banede en imponerende flok af templets rådsherrer, både ypperstepræsterne, de ældste inden for forskellige afdelinger af præsteskabet, skriftkloge og andre fremtrædende medlemmer af rådet sig vej gennem menneskemængden og stillede ham det hånlige og udæskende spørgsmål: „Med hvad ret gør du dette, eller hvem har givet dig retten til at gøre dette?"

Det var deres omhyggeligt udtænkte plan, at hvis Jesus afslog at hævde sin myndighed, ville de tilkalde tempelvagten og vise ham bort som en uønsket og uberettiget person. Hvis Jesus på den anden side åbenlyst hævdede sin myndighed fra Gud, ville de beskylde ham for gudsbespottelse. Hvis han desuden gjorde fordring på at være Davids søn, ville de over for Pilatus kunne beskylde ham for ophidselse til oprør og for at vække opstand mod de romerske myndigheder.

Det er måske mærkeligt, at de, da de satte denne fælde for Jesus, ikke erindrede, hvor ydmygede, de var blevet, da de forrige gang forlangte, at han skulle legitimere sig. Øjensynligt har de tænkt, at tidspunktet for afgørende handling ikke længere kunne opsættes. Men Jesus lod sig imidlertid ikke så let fange i deres snare. Han svarede, idet han benyttede en fremgangsmåde, der var almindeligt brugt i rabbinernes diskussioner: „Jeg vil også stille jer et spørgsmål, og hvis I svarer mig på det, skal jeg sige jer, med hvad ret jeg gør dette."

Ængsteligt ventede de på hans spørgsmål. „Johannes' dåb, hvor stammede den fra? Fra Himmelen eller fra mennesker?" spurgte Jesus. Dette var et meget foruroligende emne at bringe offentligt frem, og straks begyndte rådsherrerne at hviske indbyrdes om, hvad de skulle svare.

„Svarer vi: 'Fra Himmelen', sagde de, 'så vil han spørge os: 'Hvorfor troede I ham så ikke?" for Johannes havde tydeligt vidnet om, at Jesus var Messias. „Og svarer vi: 'Fra mennesker', så vil hele folket stene os, for det er overbevist om, at Johannes var en profet."

Endelig besluttede de ikke at indvikle sig yderligere i dette spørgsmål, og halvkvalt af ærgrelse svarede de: „Vi ved det ikke."

Det var allerede galt nok for disse folkets anerkendte lærere at være nødt til at indrømme, at de ikke kunne vurdere en så fremragende prædikant som Johannes' gerning, men de skar bogstavelig talt tænder af skuffelse og vrede, da Jesus gjorde deres nederlag fuldstændigt ved dette gensvar: „Så siger jeg heller ikke jer, med hvad ret jeg gør dette."

I håb om at slippe bort, før deres ydmygelse blev endnu større, prøvede ypperstepræsterne og de ældste at bane sig vej gennem mængden, da Jesus standsede dem. De havde valgt offentligt at drage hans myndighed i tvivl, og derfor skulle de også yderligere beskæmmes offentligt.

„Men hvad mener I?" spurgte Jesus. „En mand havde to sønner; han gik til den første og sagde: 'Gå hen, min søn, og arbejd i vingården i dag!'

Han svarede og sagde: 'Ja, herre!' men gik ikke derhen.

Så gik han hen til den anden og sagde det samme til ham. Han svarede og sagde: 'Nej, jeg vil ikke;' men bagefter fortrød han det og gik derhen."

„Hvem af de to gjorde nu, som faderen ville?" spurgte Jesus.

Rådsherrerne kunne ikke se, hvad meningen var med denne enkle lignelse, og gav det indlysende svar: '„Den sidste." De rødmede, da Jesus for hele skaren gav dem ret i deres svar og fortsatte: „Sandelig siger jeg eder: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige førend I. Thi Johannes kom til jer og lærte jer retfærdighedens vej, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham; og skønt I så det, fortrød I det dog ikke bagefter, så I troede ham."

Rådsherrerne mente, at de var blevet færdige med vanskelighederne med Johannes og hans budskab, men nu blev deres holdning over for ham stillet offentligt til skue, og de blev på en lidet smigrende måde sammenlignet med de toldere og syndere, der var blevet omvendt og døbt af ham. Trods alle frynser og bederemme var deres stand fremstillet som intet andet end ydre skin.

Denne rystende fremstilling af de jødiske rådsherrers hykleri er ikke blot en gammel historie fra Jesu gernings tid. Den burde føre alle, der bekender sig som Herrens disciple, til at „prøve" sig selv, for at se, om de „er i troen". For akkurat ligesom Gud sendte et budskab ved Johannes for at berede vejen for Kristi første komme, således sender han i de sidste tider sit endelige nådeskald til beredelse for Kristi andet komme. Og ligesom i lignelsen vil Kristus, når han kommer i sit rige, tage en stor mængde tidligere syndere til sig, som har besvaret hans kald, mens mange af dem, der påstod, at de var gudfrygtige, vil gå fortabt.

Derfor betyder det meget, at vi lærer at forstå denne betydningsfulde lignelse, for at vi, når Jesus kommer i sin herlighed, kan findes mellem Guds sande børn.