Morgenen efter at løvhyttefesten var afsluttet, vendte Jesus atter tilbage til templet. Der var stadig store skarer af festdeltagere, og da han satte sig på sin vante plads for at lære, samledes der hurtigt mange om ham. Jesus havde ikke talt ret længe, før nogle skriftkloge og farisæere brutalt brød ind i kredsen af lyttende, og med sig slæbte de en rædselsslagen kvinde, hvis tøj var i uorden. De kastede hende ned på jorden for Jesu fødder og råbte i foregiven harme: „Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i hor."

Uden tvivl har den i øjeblikket overbefolkede by, de midlertidige boligforhold alle vegne, samt ophidselsen ved vinhøstens fest givet rig lejlighed til ulovlige forbindelser mellem de mindre principfaste gæster ved festen, og sandsynligvis var nogle af præsterne tilfældigvis blevet vidne til en sådan skamløs scene. Den skyldige mand var øjensynligt sluppet bort uden at være genkendt, for kun kvinden var pågrebet.

Efter den lov, Gud havde givet Moses, blev hor erklæret for en af de alleralvorligste forsyndelser, fordi den undergravede det hellige ægteskab, der var indstiftet i Paradis, og hvoraf hele samfundsordningen afhang. Derfor var det forordnet, at denne frygtelige synd skulle straffes med de pågældendes død. „Således skal du udrydde det onde af din midte."

Så dybt var imidlertid Israel faldet fra det høje moralske standpunkt, der krævedes af dem som Guds udvalgte folk, at dødsstraffen for længst var fraveget, og den hårdeste straf på Kristi tid var at berøve kvinden hendes medgift og give hende „et skilsmissebrev".

Ved enhver anden lejlighed ville jødernes rådsherrer have tilladt den umoralske kvindes mand at træde frem for en lovgyldig domstol, og når hendes skyld var bevist, ville de have udtalt dommen. Men da rådsherrerne drøftede sagen imellem sig, så de her en mulighed for at sætte en fælde for Jesus.

Hvorfor ikke overlade sagen til ham og spørge om hans bedømmelse, set ud fra Mose lov? Hvis han hævdede lovens yderste strenghed, kunne de påberåbe sig at være mere barmhjertige end Jesus. Hvis han rettede sig efter deres afsvækkede lov, kunne de sige, at han slog sig til tåls med rabbinernes regler. Hvis derimod kvinden gav udtryk for anger og bod, og Jesus tilrådede at vise barmhjertighed, kunne han anklages for at nedbryde folkets moral.

Nogle mener, at rådsherrerne kan have udpønset en endnu mere fej plan, nemlig den, at hvis Jesus havde dømt kvinden efter Mose lov, så kunne de have udført dommen og derpå have indsendt en beretning til den romerske landshøvding om, at Jesus havde beordret en henrettelse uden først at søge stadfæstelse hos de romerske myndigheder. Dette ville med sikkerhed have ført til hans øjeblikkelige fængsling og henrettelse.

Vi ved ikke, om de havde fattet denne frygtelige plan, men planen om at afkræve Jesus hans dom talte tydeligt for sig selv, og uden at gøre sig ulejlighed med at finde hendes mand, hastede de med den dybt ydmygede kvinde hen til ham.

„Mester," sagde de til ham for at følge deres plan, „i loven har Moses befalet os at stene den slags kvinder. Hvad siger nu du?"

Jesus gik ikke i fælden. Han vidste godt, at deres tiltale som „Mester" kun var et skalkeskjul og tænkt som en smiger for at vinde hans opmærksomhed.

Han vidste også, at der ikke var nogen sand gudsfrygt over for loven i deres hjerter, for på talløse måder havde de forandret den og indrettet den efter deres egen slaphed og synd. Han kunne ligefrem i deres øjne læse syndige hemmeligheder, som de holdt skjult selv for deres nærmeste.

I retfærdig harme over deres hykleri vendte Jesus sig fra dem, bøjede sig ned og gav sig til at skrive i støvet. Først mente præsterne, at han søgte at vige uden om spørgsmålet, og derfor gentog de det. Langsomt hævede han hovedet, hans blik mødte deres, og han sagde alvorligt: „Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der kaster sten på hende." Så gav han sig atter til at skrive.

De bøjede sig frem og så ned på jorden på det, Jesus havde skrevet, og de blegnede. For synligt for alles øjne læste de der deres eget livs skjulte synder. De havde bragt denne stakkels kvinde herhen for at få hende dømt, så de kunne fange Jesus, men i stedet var de selv blevet dømt for Kristi domstol.

„Dømt af deres egen samvittighed" var de nu kun ivrige for at lade hele sagen falde, og „de gik bort, den ene efter den anden, de ældste først"! Sådan listede de sig bort.

Mængden havde trukket sig tilbage fra det pinlige optrin, og nogle få øjeblikke var Jesus og kvinden alene. „Kvinde," sagde Jesus mildt til hende, „hvor er de andre? Var der ingen, der fordømte dig?"

„Nej, Herre, ingen!" svarede hun skælvende.

„Jeg fordømmer dig heller ikke," sagde Jesus, og mens han lagde sin hånd tilgivende på hendes hoved, tilføjede han: „Gå bort, synd fra nu af ikke mere."

I sin taknemmelighed kastede hun sig for hans fødder og forsikrede ham, at hun aldrig mere ville synde på denne måde. Vi har grund til at tro, at denne forfærdende oplevelse fremkaldte virkelig anger i kvindens hjerte, og at hun siden hen levede et nyt liv.

Denne rystende begivenhed bidrager atter til at åbenbare Kristi stilling til syndere og til synden. Han undervurderede på ingen måde kvindens brøde. Han lod ikke synden gå upåtalt hen. Han nævnede den ved dens rette navn. Men Jesus så også i kvinden et offer for forførelse, som nu ærligt angrede sin afskyelige forbrydelse, og han skænkede hende tilgivelse og nåde.

For de forhærdede og hykleriske rådsherrer, som var ligeglade med hendes skæbne, og som kun var alt for parate til at udnytte hendes fald til deres egne onde formål, havde han kun foragt og fordømmelse tilovers. De havde forlangt lovens dom over en stakkels synder uden hensyn til Guds barmhjertighed. Derfor skulle de selv uden nåde dømmes efter den samme lov.

Denne fortælling minder os om, at skønt synd kan have held til at skjules for menneskers øjne, så viser den sig klart for ham, som kan læse hjertets tanker og hensigter, og den er opskrevet i de himmelske bøger. En dag skal disse bøger åbnes, og syndere vil komme til at se ting skrevet op, som de har søgt at skjule, på samme måde som de skriftkloge og farisæerne så deres synder skrevet i støvet.

Ved denne lejlighed fik de jødiske rådsherrer lov at gå bort, men ved Kristi endelige dom vil ingen kunne undslippe.

Hvor er det derfor vigtigt, at vi ikke venter, til Kristus skal afsløre vore synder, men at vi sender dem „forud til dom", så de ikke på den yderste dag skal stå op og fordømme os.