Nu nærmede løvhyttefesten sig, og fra den femtende til den enogtyvende dag i Tisri (september-oktober) drog for tredje gang i det jødiske år alle, som var i stand til det, op til Jerusalem for at tilbede.

Skønt den måske ikke var den, der samlede flest deltagere, kaldte Josefus den „årets største og helligste fest", og dens særlige betydning blev markeret ved, at repræsentanter for alle de fireogtyve skifter af præster kom op til Jerusalem for at tage deres del af tjenesten.

Festen havde fået sit navn, fordi de besøgende under deres ophold i Jerusalem byggede hytter af grene fra oliventræer, palmer, pinjer og myrter i de nærliggende marker og frugthaver og på balkoner og hustage i byen for at mindes Guds forsyn under Israels ørkenvandring.

Den kendsgerning, at Jesus i atten måneder ikke havde deltaget i nogen af festerne i Jerusalem, var med stadigt stigende ængstelse blevet bemærket af brødrene, og da nu denne sidste fest i det andet år nærmede sig, besluttede de derfor at gå til Kapernaum for indtrængende at anmode ham om at tage del i den.

For det første følte de, at hans stadige fraværelse ved festerne kunne give indtryk af, at han var ligegyldig over for de nationale tidspunkter for gudsdyrkelse, og skærpe rabbinernes kritik, når de beskyldte ham for at nedbryde Mose lov.

Desuden kunne Jesus aldrig gøre sig håb om at gøre sig gældende som åndelig vejleder for folket, hvis han holdt sig skjult i Galilæa. Før eller senere var han nødt til at vise sig i Jerusalem, midtpunktet for Israels religiøse liv, og det naturlige tidspunkt hertil var, mens han var på højden af folkets yndest.

Derfor bad de Jesus: „Drag bort herfra og gå til Judæa — — — Når du gør disse gerninger, så vis dig for verden!"

Men det var ikke Jesu hensigt at drage til Jerusalem blot for at stille sine brødre tilfreds. De misforstod ganske hans kald. Han stræbte ikke efter at blive udråbt til konge i Jerusalem, men efter at vidne til det sidste og at dø der til frelse for menneskeheden. Skridt for skridt nærmede han sig sit jordelivs store klimaks, og når timen kom, ville han ikke svigte. Men det var ikke hans brødre, der skulle fastsætte dette tidspunkt; det måtte hans Fader selv afgøre.

Derfor sagde Jesus til dem: „Drag I op til højtiden; jeg drager endnu ikke op til denne højtid, thi for mig er tiden endnu ikke inde."

I virkeligheden var Jesus fast besluttet på at drage op til højtiden, men dersom han var rejst sammen med en af karavanerne fra Galilæa, ville rygtet om, at han kom, være gået forud for ham, og hans fjender ville muligvis have hindret ham i at komme ind i byen og fuldende sit værk.

Ved ankomsten til Jerusalem blev de, som Jesus havde forudset, fra alle kanter bestormet med ophidsede forespørgsler: „Hvor er han?", og da man fik at vide, at han ikke var kommet sammen med de andre, blev han genstand for megen diskussion. Nogle forsvarede ham og sagde: „Han er en god mand." Andre erklærede: „Nej, han fører folket vild." Men ingen vovede åbenlyst at angribe ham af frygt for de galilæiske pilgrimme, for hvem han var en folkehelt.

Efter den første skuffelse over ikke at se Jesus hengav skarerne sig til festens store og glade forløb. Ved det første daggry blev de vækket ved fire sejrsfanfarer, blæst på sølvtrompeterne af dertil beskikkede præster, og alle skyndte sig til templet for at være vidne til den forunderlige ceremoni, som fandt sted ved daggry hver dag.

Lige før tidspunktet for morgenofferet vandrede en procession, anført af en præst og et kor af leviter, ned til Siloams dam; medbringende et gyldent kar, der rummede tre „log" eller cirka halvanden liter. Det blev fyldt med vand fra dammen og blev så, højt opløftet, højtideligt båret gennem Vandporten, hvor trompeterne atter lød, og op til præsternes gård. Her blev vandet under sang og jubel hældt over i en sølvskål på den vestlige side af brændofferalteret, til minde om vandet, der strømmede fra klippen i ørkenen. Samtidig blev en tilsvarende skål på den anden side af alteret fyldt med et vinoffer, og de to drikofre flød bort sammen gennem en kanal i klippeblokken, hvorpå alteret stod.

Hvis dette store alter har stået, hvor nu Klippemoskeen hæver sig på den gamle tempelplads, må hulen nedenunder have rummet disse drikofre, før de flød bort gennem Kedrons bæk.

Hele dagen igennem flokkedes pilgrimmene i templets gårde med palme- og myrte-grene i den ene hånd og „citrons", en melonagtig frugt, i den anden. Ved nattetid fortsattes højtidelighederne ved skæret af en kæmpekandelaber, næsten 25 meter høj, som var rejst i Kvindernes gård, og hvis lys blev forstærket af tusinder af fakler, båret af menigheden.

Dette festprogram havde varet i fire dage, da Jesus viste sig og ganske stille gav sig til at lære i tempelgårdene. Sandsynligvis har han valgt den korte genvej gennem Samaria, og skønt han påbegyndte rejsen sent, nåede han altså Jerusalem ikke længe efter de egentlige karavaner, som var draget gennem Jordandalen og over Jeriko.

Opmærksomheden samlede sig straks om Jesus. Mange, som ikke før havde hørt ham, var som tryllebundne af hans milde ord og klare udlægning af skriften. „Hvordan har han fået den skriftkundskab, da han ikke er lærd?" spurgte de. De vidste, at han aldrig havde været i Hillels eller Shammais skoler. Hvorfra kunne han så have fået sin vidunderlige viden om skrifterne?

Dette spørgsmål gav Jesus den ønskede anledning til at forklare, hvad kilden var til hans lære. „Min lære er ikke min egen," sagde han, „men hans, som sendte mig."

„Hvis nogen vil gøre hans vilje," fortsatte Jesus, „skal han erfare, om læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget."

Jesus sagde rent ud til sine tilhørere, at forståelsen af sandheden ikke udelukkende er afhængig af forstandsmæssig dygtighed, men af åndelig redebonhed. Viljen til at adlyde gør sindet lydhørt for Guds krav, men hovmod og fordomme fordærver hjertet og hindrer sindet i at forstå sandheden.

Ærgerlige over formodningen om, at de ikke virkeligt ønskede at gøre Guds vilje, ville nogle af de omkringstående til at bestride det underforståede i Jesu ord, men Jesus fortsatte: „Har ikke Moses givet jer loven?" spurgte han skarpt, „og ingen af jer holder loven!" Atter og atter havde hans fjender hævdet, at de overholdt loven, mens han brød den. Men i virkeligheden var det modsatte tilfældet. Ikke blot holdt de ikke loven, men de søgte at dræbe ham, som fuldt ud overholdt den og uden frygt udlagde den.

Mere end en gang havde Jesus kraftigt besvaret deres kritik over, at han var en sabbatsbryder, og nu beviste han ved et andet billede, hvor grundløs deres beskyldning var.

„Moses har givet jer omskærelsen," sagde han, „og I omskærer mennesker også på en sabbat."

Nu ville ingen israelits liv være i fare, hvis denne symbolske handling blev opsat til den følgende dag, hvis den „ottende dag", hvor den normalt skulle foretages, tilfældigvis faldt på en sabbat. Men rabbinerne mente, at optagelsen af en sjæl i Israels hellige folk var så betydningsfuld, at loven om omskærelsen overgik selve sabbatsloven.

Hvor kan I da vredes på mig," spurgte Jesus, „fordi jeg har gjort et helt menneske rask på en sabbat?" „Døm ikke efter skinnet, men fæld en retfærdig dom."

Da folket hørte Jesus åbent dadle jødernes religiøse vejledere, forstod de ikke, hvorfor disse ikke greb ind over for ham.

„Skulle rådsherrerne virkelig have erkendt, at han er Kristus?" spurgte nogle.

Men andre fandt den tanke latterlig, at Jesus skulle være Messias. „Når Kristus kommer, ved ingen, hvorfra han er," sagde de. „Dog om ham ved vi, hvorfra han er."

Jesus lyttede en stund til deres samtale; så afbrød han dem. „Ja, I kender mig og ved, hvorfra jeg er ... men han, som har sendt mig ... ham kender I ikke."

De kunne mene, at de vidste god besked om hans jordiske forældre, men de kendte intet til hans guddommelige undfangelse, og de kendte heller ikke i sandhed hans himmelske Fader.

„Jeg kender ham," vedblev Jesus, „thi fra ham er jeg kommen, og han har udsendt mig."

Da de hørte disse ord, „kom mange af folkeskaren til at tro på ham". Men andre blev vrede, fordi han hævdede at være „sendt af Gud". Men atter forhindrede en usynlig magt dem i at lægge hånd på ham, „thi hans time var endnu ikke kommen".

Nu blev farisæerne klare over, at hvis de ikke handlede hurtigt, ville Jesus vinde folkets tillid, og de ville fuldstændig miste deres indflydelse; derfor hidkaldte de befalingsmændene for vagten, der havde ansvaret for opretholdelsen af ro og orden i tempelområdet, og gav dem ordre til at arrestere Jesus som en, der forstyrrede freden i Helligdommen. Tempeltjenerne trængte sig frem gennem folkeskaren og afventede, at Jesus skulle forsyne dem med et påskud til at anholde ham. Jesus opfattede deres hensigt og formanede dem skarpt til hurtigt at udrette deres arbejde, ellers ville han undslippe fra dem.

„Endnu en kort tid er jeg hos jer," sagde han til dem, „så går jeg bort til ham, som sendte mig. I vil lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kan I ikke komme."

„Hvad er det for noget, han siger?" hviskede vagten til hinanden. „Hvor tænker han på at drage hen, siden vi ikke skulle finde ham? Mon han tænker på at gå til dem, som bor i adspredelsen iblandt grækerne, og lære grækerne?"

De anede ikke, og det gjorde heller ingen af de andre tilstedeværende, at Jesus et halvt år efter for stedse skulle blive befriet fra deres hænder ved sin sejrrige himmel-fart til sin Fader.

Men hvad han så end mente, så forstod vagten, at de ikke kunne anklage den stilfærdige, værdige lærer for at være en fredsforstyrrer, så i øjeblikket måtte de holde sig tilbage.

Til sidst kom „den sidste og store højtidsdag", hvor festlighederne nåede deres højdepunkt. Jesus stod i en af templets gårde, da det gyldne kar i højtideligt optog blev båret hen til højalteret. På denne sidste dag var karret imidlertid tomt for at være et billede på det jødiske folks stadig uopfyldte løfter. Jesus blev bedrøvet, fordi ingen i tilskuerskaren i ham genkendte den „levende kilde", det sande livets vand for deres tørstende sjæle, og da folket veg til side for at gøre plads for processionen, råbte Jesus: „Om nogen tørster, han komme til mig og drikke."

„Den, som tror på mig," vedblev han, mens alles blikke var rettede mod ham, „fra hans indre skal der, som skriften siger, rinde strømme af levende vand," og han skal til sin tid blive en kanal for livgivende nåde for sine medmennesker.

Da apostlen Johannes mange år efter berettede Jesu ord, forklarede han: „Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, engang skulle få."

Atter var folk uenige om hans mærkelige udtalelser. Nogle sagde: „Han er i sandhed profeten," og tænkte på ham, som Moses havde omtalt.

Andre gik endnu videre. „Han er Kristus," erklærede de tillidsfuldt.

„Kristus kommer vel ikke fra Galilæa?" modsagde andre dem. „Har skriften ikke sagt, at Kristus kommer fra Davids slægt og fra Betlehem, den landsby, hvor David var fra?"

Da ophidselsen voksede, besluttede tempelvagten, at øjeblikket var inde, hvor de med rette kunne anholde Jesus for at virke forstyrrende på festritualet, men atter holdt en usynlig magt dem tilbage, og „ingen lagde hånd på ham".

Da de vendte tilbage til hallen, hvor ypperstepræsterne og farisæerne var forsamlede, spurgte rådsherrerne vredt: „Hvorfor har I ikke ført ham med?"

„Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler," svarede de helt betagne.

Rasende over, at deres plan om at sikre sig Jesu anholdelse var slået fejl, spurgte farisæerne spottende: „Er I også ført vild? Har måske nogen af rådsherrerne troet på ham, eller nogen af farisæerne?" Når disse, som bedst forstod at bedømme Jesu rettroenhed, alle fordømte ham, hvor turde så de betvivle denne doms rigtighed? De havde vist sig ikke at være klogere end det uvidende pak, der altid ville følge en opsigtsvækkende bedrager.

Utålmodigt sendte de vagten bort og gav sig til indbyrdes at drøfte, hvordan de skulle få Jesus fængslet.

Iblandt dem var Nikodemus, den farisæer, som ved nattetid havde opsøgt Jesus to år før. Siden dette skelsættende møde havde Nikodemus fulgt Jesu virksomhed og var mere og mere kommet til den overbevisning, at han virkelig var Messias. Nu følte Nikodemus, skønt han ikke offentligt turde bekende dette, at han måtte gøre noget for at forhindre de andre rådsherrer i at bringe Guds vrede over sig.

Derfor forelagde han rådet et spørgsmål om lov og ret. „Dømmer vor lov mon et menneske, uden at man først forhører ham og får rede på, hvad han har gjort?" spurgte han.

Rådsherrerne vidste udmærket godt, at de handlede mod loven ved at fordømme Jesus, før han havde haft lejlighed til at tale til sit forsvar, men de fejede indvendingen til side ved at beskylde Nikodemus for at være i ledtog med Jesus.

„Er du måske også fra Galilæa?" hånede de ham. „Slå efter, så skal du se, at i Galilæa fremstår der ingen profet." Dette var selvfølgelig ikke rigtigt, for Jonas var fra Gat-Hefer, og Nahum var elkosjit. Selv den store Elias var muligvis født i Galilæa.

Nikodemus svarede ikke, men hans advarsel standsede en forhastet aktion fra rådets side. De erkendte, at de endnu ikke havde grundlag for en dom over Jesus. Mødet blev afbrudt, „og de gik hver til sit hjem", mens Jesus gik til sin løvhytte i en oliven-lund på Oliebjerget, som han særligt holdt af, for der at hvile under stjernerne.