Jesus var ikke nået ret langt hen ad vejen fra landsbyen efter at have velsignet børnene, da en rigt klædt ung mand — sandsynligvis i begyndelsen af trediverne — kom løbende. Han banede sig vej mellem disciplene, kastede sig ned for Jesu fødder og udbrød: „Gode mester! Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?"

Vi får ikke at vide, hvem den unge mand var. Han kan have været dommer der på egnen eller forstander i den stedlige synagoge. Han har uden tvivl været velkendt for sin rigdom og fromhed, og skaren, som fulgte Jesus, stirrede i forundring på dette syn, for farisæerne havde ofte udtrykt deres mishag med Jesus ved det hånlige spørgsmål: „Mon nogen af rådsherrerne eller farisæerne har troet på ham?"

Det, at den unge mand kom løbende, giver en antydning af den kamp, han havde haft med sig selv, før han nærmede sig Jesus. Måske har han først ladet Jesus gå forbi uden at tale til ham. Da han så Jesus forsvinde længere henne ad vejen, blev han klar over, at hvis han ikke talte til ham nu, fik han måske aldrig mere lejlighed til det. Derfor overvandt han sin stolthed, løb efter Jesus og kastede sig ned for hans fødder i ærbødighed og ydmyghed.

Hvor ofte gentager dette sig ikke i hovmodige synderes liv, når Jesus kommer forbi i deres tilværelse, måske gennem en traktat eller et blad, som rækkes dem, eller ved en indbydelse til et kristeligt møde. En tid holder de sig tilbage i deres stolthed. De kan ikke overvinde sig til at indrømme deres åndelige nød. Nogle tøver for længe, og lejligheden går tabt, måske for stedse. Men lykkelige er de, der som denne unge mand løber hen til Frelseren, mens han endnu er at finde.

Ved at tiltale Jesus som „Rabbi" eller „Mester" anerkendte den unge rådsherre ham som en anset lærer, akkurat som Nikodemus havde gjort, og ved at kalde Jesus „Gode mester" indrømmede han, at Jesus var enestående blandt alle de betydelige rabbinere, han havde truffet. Men han anerkendte ham ikke som Guds Søn eller Messias. Derfor søgte Jesus først og fremmest at stille ham ansigt til ansigt med det livsvigtige spørgsmål, hvem det var, han talte til.

„Hvorfor kalder du mig god?" spurgte Jesus. „Ingen er god, uden en, nemlig Gud."

„Du ved jo så godt," mente Jesus i virkeligheden, „at i de ældstes skrifter beskrives Gud som „den, der er god og gør vel". Hvis du i mig ser en, som du er nødt til at kalde god, burde du så ikke spørge dig selv, om jeg ikke er både god og Gud?"

Uden at gå nærmere ind på dette emne, gik Jesus over til det spørgsmål, som den unge mand havde stillet ham. Han kunne have gjort ham opmærksom på, at det evige liv ikke, som farisæerne helst ville indbilde sig, kunne erhverves ved at udføre noget, hvor godt det end var, men at det er „den, som tror på ham", som ikke skal „fortabes, men have evigt liv". Det var dette, som Jesus fortalte rådsherren Nikodemus, da han opsøgte ham under lignende omstændigheder. Grunden til, at han ikke drejede samtalen i denne retning, var, at den unge mand ikke var moden til at stilles over for kravet om at tro på Jesus. Som from farisæer troede han, at „gode gerninger" var berettigelsen til at komme ind i Himmeriget, og han mente, at han selv var i stand til at imødekomme Guds fordringer, hvis de blot blev klarlagt for ham. Han ønskede at vide, hvad han skulle gøre for at have ret til evigt liv. Derfor talte Jesus til ham ud fra det erfaringstrin, hvor hans spørgsmål anbragte ham, og forelagde ham tydeligt det mål af lydighed, han måtte nå til for selv at opnå det evige liv.

„Vil du gå ind til livet," sagde Jesus, „så hold budene!"

Men Jesu svar tilfredsstillede ikke den unge mand. Han vidste godt, at salmisten havde forkyndt om Herrens bud: „Dine lovbud står fast, de holder dine tjenere oppe." Han kendte også godt det råd, den vise Salomo havde givet: „Min søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud! Thi en række af dage og leveår og lykke bringer de dig."

Det, han ventede af Jesus, var en nøjere udredning af, hvad der var hans pligt. Han vidste, at der var forskellige tankeretninger mellem rabbinerne med hensyn til de allermest vigtige åndelige krav, og han var ivrig efter at høre Jesu råd om, hvad han burde koncentrere sig om for at vinde det evige liv. Derfor spurgte han igen: „Hvilke bud?"

Som svar nævnede Jesus ham flere af morallovens bud. „Du må ikke slå ihjel; du må ikke bedrive hor; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; ær din fader og din moder," og for at sammenfatte alt det øvrige: „og du skal elske din næste som dig selv." I stedet for at diskutere den rabbinske lovs bestemmelser, henledte Jesus hans opmærksomhed på lovens „vægtige problemer", som farisæerne i almindelighed overså. Endvidere begrænsede han med vilje sin fremsigelse til De ti Buds anden tavle, som beskriver menneskets pligter over for sin næste, – af grunde, som snart ville vise sig.

Med en utålmodig håndbevægelse, fordi Jesus havde citeret den slags indlysende bud, svarede den unge mand: „Det har jeg holdt alt sammen fra min ungdom af, hvad mangler jeg endnu?"

Den unge mand havde ikke tænkt sig at være indbildsk eller pralende, da han sagde dette. Han var blevet opdraget til en dyb følelse af sit ansvar over for Gud, og ikke alene mente han, at han samvittighedsfuldt overholdt alle morallovens befalinger, men også alle de omhyggeligt udarbejdede detaljer i den mundtlige overlevering. I deres øjne, som kendte ham, var han en mand med udadlelig karakter og af meget stor fromhed, og det krænkede ham, at Jesus skulle finde det nødvendigt at minde ham om den slags elementære pligter.

Jesus betragtede den unge mand indtrængende. Beretningen siger ligefrem, at han så „ind i" ham. Han så, at han oprigtigt ønskede at tækkes Gud. Han kendte den kamp, det havde kostet ham at ydmyge sig offentligt, og han „elskede" ham, fordi han havde overvundet sine farisæiske fordomme og havde taget det første skridt hen imod troen. Jesus „elskede" ham, som han elsker enhver sjæl, der kommer til ham i sin uvidenhed og synd. Det var også i kærlighed, at han sagde de ord, som med et slag knuste den unge rådsherres selvretfærdighed og fik ham til at stå sønderknust og uden noget andet håb end Guds nåde.

„En ting mangler du," sagde Jesus langsomt og roligt. „Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig."

Den unge mand blev modfalden, og hans friske ansigt fik et forskrækket udtryk. Han havde altid regnet sig selv for at være gavmild. Synagogens kasserer vidste, at han altid trofast havde betalt tiende, og den stedlige menighed så op til ham som en ædel velgører. Men Jesus vidste, at alt, hvad han havde givet, havde været af hans overflod. Hans gavmildhed havde aldrig kostet ham noget. Han havde aldrig behøvet at ofre noget for den. Da Jesus foreslog en godgørenhed, som virkelig ville gøre ondt, afslørede han den skæbnesvangre brist i den unge mands karakter, som han ikke engang selv, for slet ikke at tale om hans samtidige, havde haft mistanke om.

For første gang stod det ham klart, at der ikke havde været noget virkelig fortjenstfuldt i noget af det, han havde gjort. Pludselig så han al sin højtpriste dyd svinde ind til ingenting. Alle hans gerninger havde været „døde" gerninger. De havde vundet ham menneskers bifald, men ikke Guds. Han var rystet over at se, at selv i det forhold, der gjaldt hans ansvar over for sine medmennesker, var han vejet og fundet for let. Han elskede ikke sine medmennesker højt nok til at give så meget, at det gjorde ondt, og han elskede ikke Gud højt nok til at overgive alt til ham.

Han var kommet til Jesus i den mening, at han kun var et skridt fra Himmeriget. Nu forstod han, at dette skridt gik over det store svælg mellem beregnende lydighed for at samle sig fortjeneste og uselvisk lydighed, der udsprang af kærlighed.

Hvis han på grund af denne afsløring havde været villig til straks en gang for alle at opgive forsøget på at indrette sin „egen retfærdighed" og var kommet til Kristus med et ydmygt og angerfuldt hjerte, ville han have kunnet ombytte sin farisæismes „smudsige pjalter" med den sande „retfærdighed ved tro på Gud". Ved Guds Ands virken kunne han, som Jesus havde sagt til den anden farisæer, Nikodemus, være blevet „født på ny" og være blevet til en „ny skabning" i Kristus Jesus. Så ville han have kunnet sige som apostelen Paulus: „Det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig." Og ved den iboende Kristi kraft ville „lovens krav" være blevet fuldkommen opfyldt i hans liv, ikke som en „fortjeneste", der kunne fortjene frelse, men som resultatet af hans frelsende fællesskab med Kristus. Kun på denne måde kunne han opnå den fuldkommenhed, der ville berettige ham til et „evigt liv".

Mens den unge rådsherre stod tavs og med bøjet hoved, så Jesus den kamp, der foregik i hans hjerte. Han vidste, hvad han kunne bruge denne stærke, unge sjæl til, hvis han helt ville overgive sig til Gud. Men han kunne ikke træffe bestemmelsen for ham. Den unge mand måtte selv overgive sig.

Der gik nogle få øjeblikke, og den unge rådsherres skuldre skælvede af en sorg, han ikke kunne beherske. Men det var ikke en sorg, der førte ham til omvendelse. Det var en vredens sorg, fordi Jesu pris var større, end han kunne betale. Han var for stolt til at begynde helt forfra ved at „tro", og han var ikke beredt til at ombytte sit „meget gods" med de himmelske „skatte".

Uden at se mere på Jesus vendte han sig bort og gik hurtigt sin vej. Han kunne være blevet en stor Guds apostel, og hans navn kunne for evigt have levet i Herrens hukommelsesbog, men han afslog tilbudet om nåde og forsvandt i forglemmelsen, et sørgeligt eksempel for alle stolte syndere, der „ikke bryder sig om så stor en frelse".

Disciplene havde fulgt samtalen med dyb interesse og tænkt, hvor stor betydning det ville have, om den unge rådsherre sluttede sig til dem. Da han var uden for hørevidde, så de spørgende og skuffede på Jesus.

„Hvor er det dog vanskeligt for dem, der har rigdom, at komme ind i Guds rige!" sagde Jesus ganske kort. Men da han så det forvirrede udtryk i deres ansigter, uddybede han, hvad han havde sagt.

„Børn," sagde han forklarende, „hvor vanskeligt er det ikke for dem, som forlader sig på rigdom, at komme ind i Guds rige!" – „En kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige!"

Jesus ville ikke hermed antyde, at rigdom i sig selv er noget ondt, og at den uundgåeligt må fjerne dem, der besidder den, fra Gud. Abraham var rig, men dog blev han kaldt „Guds ven". Johanna og de andre kvinder var også rige, og de anvendte deres rigdom til hjælp for Kristus. Jesus mente, at de, som „forlader sig på rigdom", det d udelukker sig selv fra Guds rige. Faren ved rigdom er den, at erhvervelsen af den alt for tit ikke levner tid til tilbedelse af den Gud, som giver „magt til at få rigdom". Alt eftersom de rige føjer hus til hus og mark til mark driver kravet om endnu mere alle tanker om Gud ud af deres liv. Besiddelsen af rigdom tilfredsstiller deres sind med materielle goder, og de kommer til at tro, at der ikke findes større rigdom. På den måde udvikles der en falsk følelse af indbildskhed og 'selvsikkerhed, og de kommer ikke ud af vildfarelsen, før det er for sent, når Gud siger: „I denne nat kræves din sjæl af dig."

Ved sin mærkelige sammenligning viste Jesus, at vejen ind i riget er for snæver til, at man kan komme ind, hvis man klamrer sig til jordisk ejendom. Fortolkere er uenige om, om han hentydede til, at det var umuligt for en kamel at komme igennem en af de små sidegange i de gamle porte, eller til hvor umuligt det var at få et groft reb (kamilos) igennem øjet på en nål af ben eller metal, men i begge tilfælde var hans mening ikke til at misforstå. Der er kun adgang til riget for den sjæl, som er villig til at give slip på enhver jordisk hindring. Disciplene tog dette skridt, da de „forlod alle ting" for at følge Jesus. Den unge mand afslog at give slip på „sit meget gods" og måtte vende om ved selve rigets port.

Skuffede og rystede over at miste en så lovende tilhænger fødtes dette spørgsmål uvilkårligt på disciplenes læber: „Hvem kan så blive frelst?"

Jesus svarede: „For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige."

Sandheden er, at der ikke er noget håb hverken for rige eller fattige, hvis de tænker sig, at de kan vinde frelse ved egen kraft. Ingen synder kan nogen sinde selv hæve sig op af den afgrund, hvori han er faldet. Men hvis mennesker vil gøre brug af Guds frie tildeling af nåde, er der ingen, han vil forkaste, ingen, han ikke kan frelse.

Det fundamentale krav for at blive modtaget af Gud er, at vi forsager „al" selvretfærdig fortjeneste og kommer til ham i sjælens fattigdom, hvor vi kun har hans nådes rigdom at sætte vor lid til.

Som Jesus forkyndte i Bjergprædikenen, er det „de fattige i ånden", som Guds rige gives til, det er dem, som er blottet for al fortjeneste og som „hungrer og tørster efter retfærdighed", som skal mættes.