Mens Jesus drog ned gennem Jordandalen på vej til påskefesten i Jerusalem, blev han tiltalt af nogle af sine fjender blandt præsterne, som sarkastisk forlangte at få at vide, når „Guds rige", som han havde prædiket om i mere end tre år, skulle komme. På trods af alt, hvad Jesus havde sagt om sin gerning, klamrede disse jøder sig stadig til den almindelige opfattelse, at Messias skulle vise sig som en krigerkonge, en ny Makkabæus, en større David, for at befri dem fra det romerske åg og føre dem ind i Guds kongerige. I virkeligheden sagde de til Jesus: „Hvis du er Messias, som du jo hævder at være, hvornår vil du så befri Israel og bestige tronen? Hvis du ikke snart skrider til handling, vil vi med rette erklære dig for en bedrager, en falsk Messias."

Denne hån gav Jesus endnu en lejlighed til at vise disse jøder, som mente at være lærde, hvor fuldstændigt de havde misforstået de messianske profetier, og til mere udførligt end nogen sinde før at fremstille forløbet af de begivenheder, der ville føre til oprettelsen af hans rige.

Det Guds rige, som han havde forkyndt, forklarede Jesus, var ikke et timeligt kongerige, som nogen kunne pege på og sige: „Se her! eller: Se, der er det!" Det havde ikke været indvarslet ved noget „udvortes" skue, men var allerede nu „midt iblandt dem". Det var „rundt omkring" dem. Det var „inden i" deres hjerter, der var villige til at modtage det.

Det rige, Jesus forkyndte, var ikke blot fremtidens herlighedsrige, men nådens allerede eksisterende rige. Om end det måske ikke ejer nogen ydre pragt, er det dog et virkeligt kongerige, hvor mennesker kan komme ind ved at slutte sig til Jesus, dets konge.

Det har, som Paulus yderligere forklarede ved en anden lejlighed, en virkelig trone, „nådens trone", hvor sjæle kan søge hen og „finde nåde til hjælp i rette tid". Dets indvånere får overdraget et himmelsk „borgerskab", og ved troen bliver der allerede nu „givet dem en plads med ham i den himmelske verden i Kristus Jesus". Det var for at bringe dette rige til mennesker, at Menneskesønnen „først måtte lide meget" og „blive forkastet" og dø.

En dag, i Guds egen time – advarede Jesus sine fjender og forsikrede sine venner – ville Menneskesønnen vise sig i sin herlighed og sit rige. „Thi ligesom lynet, når det glimter, skinner fra den ene side af himmelen til den anden, sådan skal Menneskesønnen være på sin dag." Men den lidende tjener måtte gå forud for den sejrende konge. Korset måtte gå forud for kronen.

For rigets længselsfulde børn kunne ventetiden mellem „lidelsen" og den „herlighed, som skal åbenbares", måske synes lang. Den kræver udholdenhed i troen, og det er nødvendigt at være på vagt mod dem, der giver falsk alarm og siger: „Se, der er Kristus, eller: her er han!" Men hvis de var trofaste og vågede, når timen kom, så ville de se umiskendelige vidnesbyrd om hans komme. Der ville ikke være mulighed for tvivl om, at hans genkomst var nær forestående.

Men sørgeligt er det dog, at på den dag vil det store flertal ikke våge og afvente hans komme. Mennesker vil være lige så blinde for hans andet komme, som de var for hans første. I sandhed, erklærede Jesus, vil verden være som „i Noas dage". Ligesom i tiden før syndfloden vil en tankeløs verden være opslugt af sanselig lyst og grådig havesyge og ondskab, og hans genkomst vil blive en lige så rystende overraskelse, som dengang syndfloden strømmede ned over den forhistoriske verden og „ødelagde" dem alle.

På Menneskesønnens dag, forkyndte Jesus videre, vil verden være i samme tilstand som Sodomas syndige indbyggere, da Gud „lod regne med ild og svovl ned fra himmelen", og lige så pludseligt og lige så fuldstændigt skal de onde udslettes og forsvinde i dommens sidste ødelæggelse.

Men på den dag vil en dyrebar rest våge og vente på Kongens genkomst, og der vil komme en voldsom adskillelse mellem dem, der er rede til at møde ham, og de uforberedte.

Jesus giver en levende beskrivelse af det. „Jeg siger jer: I den nat skal der ligge to mænd på samme leje; den ene skal tages med, den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To mænd skal være på marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage."

Om de, som „tages med", er de hellige, som samles ind i riget, og de andre er dem som „lades tilbage", eller om de, som „tages med", er dem, der føres bort til dommen, og de, som „lades tilbage", er dem, som omgives med guddommelig beskyttelse, er uvæsentligt. Det betydningsfulde er, at de retfærdige og de onde vil blive uigenkaldeligt adskilt for evigt.

Og hvad vil så være kendetegnene på dem, som tages med, og dem, som forkastes på denne dag? Jesus gav to ejendommelige kendetegn på sit trofaste folk.

Det vil være dem, som er så ivrige efter at møde deres Herre, at verdens ting fuldstændigt vil have mistet deres magt over dem. Hvis de er „på taget", når kaldet lyder, vil de ikke have noget ønske om at gå ned i huset for at samle deres jordiske ejendele, før de skal møde Kongen. Hvis de er „på marken", vil de skynde sig at slippe bort fra den dømte verden ind under den guddommelige beskyttelse. De vil ikke være ligesom „Lots hustru", som dengang dommen truede, „så sig tilbage" og blev opslugt af ødelæggelsen over byen. Verdens greb om dem vil være så let, at de ved tegnene på Kongens komme vil forlade alt og gå ham i møde.

Atter siger Jesus, at de, som har ret til en plads i herlighedens rige, vil være dem, som er så længselsfulde efter deres løn i Himlene, at de er villige til at overgive deres jordiske liv til martyriet, om det skulle være nødvendigt, hellere end at svigte Gud i den sidste kamp. For dem er Kristus mere end selve livet. De, som sætter livet, og hvad der hører til livet, højere end troskab mod Gud, vil få deres fulde løn i denne verden og omkomme sammen med den i dens fald. Men „den, som mister sit liv" for Kristi sag, kan være sikker på, at det fortsættes i Guds evige rige

Forundrede over Jesu rystende beskrivelse af begivenhederne ved hans genkomst spurgte disciplene ham: „Hvor, Herre," kommer de hen, som ikke får en plads i riget? Hvad skal der blive af dem, når Guds trofaste folk samles ind?

„Og han sagde til dem: 'Hvor ådselet er, der vil gribbene flokkes."` På den dag, erklærede Jesus, vil der ikke være noget sted for dem, der har forkastet hans nåde og barmhjertighed, hvor de kan skjule sig for Guds retfærdige harme. „Hvor de dræbte er", vil ødelæggelsens gribbe uvægerligt samles, og lige så sikkert vil en afgørende og uafvendelig dom indhente en åndeligt fordærvet og syndig verden.

Det var et strengt svar til jødernes onde rådsherrer, som uforsigtigt havde spurgt, når og hvorledes Guds rige ville komme, og dets alvorlige advarsel må have ramt dybt i manges hjerter, da Jesus gik videre.

Hvad vil den dag komme til at betyde for dig? Vil det blive en lykkelig fuldendelses dag eller en dag med rædsel og dom?

Om du på den dag bliver „taget med" ind i herlighedsriget eller „ladet tilbage" afhænger af, om du er modtaget i hans nådesrige eller stadig er udenfor.

Vil du da ikke, mens det endnu er tid, rette dig efter apostlen Peters kald og „gøre din kaldelse og udvælgelse urokkelig"?