Mens Jesus prædikede i Peræa, kom der bud fra Maria og Marta i Betania om, at deres broder Lazarus var meget syg. „Herre, se den, du elsker, er syg." Ordlyden af sendebudets besked åbenbarer den dybe kærlighed, Jesus følte for denne familie, og de for ham. Vi ved ikke, hvor længe de havde kendt ham, men det er meget muligt, at de har været omvendt siden hans første prædikegerning i Judæa. Jesus blev altid modtaget med glæde i Betania, når som helst han var i nærheden af Jerusalem, og i deres fortvivlelse over broderens sygdom vendte Maria og Marta sig straks til Jesus for at få hjælp.

Da dette skete så snart efter Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus, har nogle ment, at der var en forbindelse mellem de to mænd, men det var der selvfølgelig slet ikke. Lazarus i lignelsen var en fattig tigger, mens Lazarus fra Betania var en højt agtet og sandsynligvis velhavende mand. Der er dog en mulighed for, at Jesus valgte tiggerens navn i sin viden om, hvad der snart skulle hænde, for underet var i sandhed et påfaldende efterspil til lignelsen.

I det budskab, søstrene sendte Jesus, bad de ham ikke rent ud om at komme til Betania for at helbrede Lazarus. De kendte de jødiske lederes voldsomme had imod ham og ville nødigt udsætte ham for livsfare. De var klare over, at det for ham ville være lige så let at udtale de helbredende ord, hvor han nu var, og derfor fortalte de ganske enkelt Jesus om deres broders sygdom og overlod til ham selv at tage bestemmelse om, hvad han ville gøre.

Der er intet berettet om, hvilket svar Jesus sendte tilbage til Betania, men til sine disciple sagde han: „Denne sygdom er ikke til døden, men for Guds herligheds skyld, for at Guds Søn skal herliggøres ved den." Naturligvis vidste Jesus, at Lazarus skulle dø. Det, han mente, var, at døden ikke ville beholde Lazarus i sit greb, og at der ville ske et stort under, som ville herliggøre Gud og hans Søn. I stedet for med det samme at gengive ham helbredet og straks begive sig til Judæa sendte han derfor sendebudet tilbage og vedblev med at prædike endnu i hele to dage.

Disciplene, som vidste, hvor meget Jesus holdt af Lazarus og hans søstre, har nok undret sig over, at han ikke reagerede over for deres henvendelse. Men samtidig følte de sig lettede, for de var bange for, at hans liv skulle komme i fare, hvis han atter vovede sig så nær til Jerusalem.

Denne lettelse var imidlertid kun kortvarig, for da der var gået to dage, sagde Jesus til sine disciple: „Lad os gå tilbage til Judæa!" Straks begyndte disciplene at gøre indvendinger over for ham. „Rabbi!" sagde de, „nylig søgte jøderne at stene dig, og dog drager du igen derhen?"

Jesus svarede dem på denne måde: „Har dagen ikke tolv timer? Den, som vandrer om dagen, støder ikke an, for han ser denne verdens lys. Den, som vandrer om natten, støder an, fordi han ikke har lyset i sig."

Med disse ord sagde han: „Jeg har af Gud fået givet en dag, hvor jeg skal fuldføre min gerning, og så længe min dag varer, og jeg gør min Faders vilje, kan intet ondt ske mig."

Dette er en grundsætning, hvori enhver kristen burde finde opmuntring. Enhver af os har fået tildelt en „dag", hvor vi skal gøre Guds gerning, og hvis vi vandrer i det lys, som han lader skinne på vor sti, så vil ikke blot byrden blive „let", men ved hans forudseenhed vil vi bevares i sikkerhed, hvordan de ydre omstændigheder så end kan være.

Så sagde Jesus for at forklare disciplene, hvad det var, han ville gøre: „Lazarus, vor ven, er sovet ind; men jeg drager hen for at vække ham af søvne."

Da Jesus talte om, at Lazarus var sovet ind, forekom det disciplene, at der ikke var grund for Jesus til at udsætte sig for fare, og de trængte ind på ham for at få ham til at blive, hvor han var. Hvis Lazarus var faldet i søvn, var han sikkert i bedring og ville snart være helt rask igen.

Da Jesus så, at hans disciple misforstod meningen af hans ord, forklarede ham dem rent ud og uden omsvøb: „Lazarus er død!"

Da Jesus besøgte Jairus' hus, forvirrede han dem, der var kommet for at klage ved den lille piges død, ved at sige: „Pigen er ikke død, hun sover!" Og atter denne gang benyttede han den samme billedtale med hensyn til Lazarus for at understrege det håb, han havde at bringe de sørgende.

„Syndens sold er død," erklærer Bibelen, og på grund af synden er alle skyldige at dø, en død, som hvis der ikke sker et nådesunder, må vare evigt. Men Gud har ved Kristus sørget for, at mennesker kan genvindes fra dødens magt for atter at leve. Derfor er døden ved Kristus blevet forvandlet til en „søvn", hvorfra den sovende atter kan vækkes til live igen.

Denne kendsgerning bekræftes ved det ord, Jesus valgte til at beskrive dødens „søvn". Han benyttede ikke den fysiologiske betegnelse „hupnos", men „koimesis", som betyder „hvile". Det var altså hans hensigt at betone, at skønt døden som sådan er en virkelighed, så „hviler" nu de døde kun fra deres møje, og at de i Guds gode time og på Jesu kald atter vil blive vækket op fra deres søvn.

Som bevis på sin magt til at opvække døde fra deres „søvn", havde Jesus givet enken i Nain hendes søn tilbage, han havde kaldt Jairus' datter tilbage fra dødens favn, og snart skulle han nu vise, at Lazarus kun var „sovet ind".

Da disciplene forstod, at det var Jesu faste beslutning at drage til Betania, sagde Tomas, som også kaldtes Didymus, fordi han var en tvilling, til de andre disciple: „Så lad os gå med, for at vi kan dø sammen med ham!" Hans modige ord kaster et interessant strejflys over Tomas' karakter. Han har muligvis fundet det temmelig vanskeligt at forstå teologiske problemer, og måske har han haft et noget pessimistisk sind, men intet af dette berørte hans usvigelige troskab over for Jesus.

Den ca. fyrretyve kilometers rejse fra Peræa til Betania kunne være klaret på en dag, men da Jesus ikke havde hastværk og sandsynligvis prædikede undervejs, varede den to dage. Så hvis Lazarus netop var død på det tidspunkt, da sendebudet fandt Jesus, måtte han have været død, som beretningen siger, i fire dage, dengang Jesus og hans disciple nåede Betania.

Da Marta hørte, at „Mesteren" kom op ad bjergstien, gik hun ud for at møde ham, mens Maria sad utrøstelig hjemme og tog imod deltagende venners besøg.

Marta mødte Jesus uden for landsbyen og udbrød uvilkårligt: „Herre! havde du været her, var min broder ikke død. Men selv nu ved jeg," tilføjede hun, „at alt, hvad du beder Gud om, vil Gud give dig."

Hun vidste, hvordan enkens søn i Nain og Jairus' datter var blevet opvakt fra de døde, og hun var sikker på, at Jesus også kunne opvække Lazarus, hvis det var hans vilje. Jesus svarede hende mildt: „Din broder skal opstå."

Først troede hun, at Jesus ville trøste hende med håbet om den fælles opstandelse for de retfærdige, og sagde: „Jeg ved, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag," men hun havde håbet på, at han var rede til straks at gøre et under for den døde Lazarus' skyld.

Jesu næste ord fik hendes hjerte til at banke hurtigere. „Jeg er opstandelsen og livet," sagde han. „Den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Tror du det?"

„Ja, Herre," svarede Marta hurtigt, „jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til verden."

Nu var Marta sikker på, at Jesus ville vække hendes døde broder til live, og hun lod sig det ikke sige to gange, da Jesus bød hende gå og hente Maria. Ganske stille sneg hun sig ind i huset for ikke at bringe uro mellem de sørgende og hviskede til Maria: „Mesteren er her og kalder på dig." Straks rejste Maria sig og fulgte hende ud på vejen.

Da sørgegæsterne så Maria gå bort, mente de, at hun ville gå hen til graven for at græde der, og i deres deltagelse fulgte de med hende i nogen afstand. Men Maria og Marta skyndte sig til det sted, hvor Jesus ventede på dem.

Så snart Maria så ham, sank hun grædende ned ved hans fødder, og fra hendes læber lød det samme fortvivlede udbrud, som man lige havde hørt fra Marta: „Herre! havde du været her, var min broder ikke død!"

Jesus blev dybt bevæget ved at se Maria græde. „Hvor har I lagt ham?" spurgte han jøderne, der var kommet sammen med Maria. „Herre! Kom og se!" sagde de, og da han vendte sig om for at følge dem, græd han.

„Se, hvor han elskede ham!" sagde man i sørgeskaren. Men det var ikke udelukkende hans deltagelse for de fortvivlede søstre, som var årsag til hans sorg. Gennem den sorg, som havde ramt hans kære venner, så Jesus den sorg, som adskillelsen fra ens kære havde bragt over millioner lige fra tidernes begyndelse.

Nogle af de fjendtlige rabbinere talte imidlertid hånligt om de kærlige følelser, Jesus viste. Hvis det gjorde ham så ondt for den sørgende familie, som det lod til, og hvis alle de beretninger om hans undergørende kræfter var sande, hvorfor havde han så ikke forhindret denne sørgelige hændelse? „Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have hindret, at denne mand døde?"

På dette tidspunkt var Jesus kommet til klippegraven, hvor Lazarus var begravet. Siden Origenes' dage i det tredje århundrede efter den kristne tidsregning har man regnet den for identisk med et gravkammer, som er udhugget i klippen sydøst for landsbyen. Man kommer ind til det gennem et forrum, sandsynligvis en naturligt dannet hule, omtrent ni fod i kvadrat, netop stor nok til at rumme båren og de nærmeste efterladte. I gulvet af dette forrum fører en flisedækket åbning ned til det virkelige gravkammer, som er ca. seks fod i kvadrat og hugget ud i den bløde, kalkagtige klippe. Ligesom alle andre af traditionen anerkendte bibelske mindesteder er det blevet beklædt med marmor og omdannet til et kapel, så at den fremspringende kant, hvor liget har ligget, er borte, men det har uden tvivl oprindelig været en grav, og selv om det ikke netop er Lazarus' grav, så kan den ikke have ligget ret langt herfra.

I en henseende stemmer graven nøjagtigt overens med Bibelens beretning. I beskrivelsen siges der, at der lå en sten „på den", det vil sige, at den dækkede en lodret nedgang til gravkammeret, – i modsætning til Jesu grav, hvor stenen blev „væltet" vandret hen foran indgangen.

„Tag stenen bort," befalede Jesus, da de alle var nået hen til graven. Et øjeblik glemte Marta det håb, som Jesus havde skænket hendes hjerte, og hun blev forfærdet ved tanken om at udsætte sin broders lig for alles blikke, for han havde været død i fire dage, og liget måtte være begyndt at gå i opløsning.

Det er betydningsfuldt, at der i denne fortælling bestandig lægges vægt på, at der var gået fire dage. Det var uden tvivl med overlæg, at Jesus havde ventet netop så længe, fordi det ifølge gældende jødisk tankegang var den dag, efter hvilken al mulighed for genoplivelse var udelukket. I de første tre dage efter døden plejede slægtninge at besøge graven for at betragte liget i det håb, at tilstanden måske kun var en dvale eller koma. Når den tredje dag var gået, måtte alt håb opgives, og graven blev lukket med en tung sten. Hvis Jesus havde oprejst Lazarus på en af de første tre dage, ville hans fjender have hævdet, at der ikke var tale om et under, men da de foreskrevne tre dage var forløbet, og graven var forseglet, var dette argument fuldstændig udelukket. Opløsningens kendetegn og lugt ville tvinge jøderne til at indrømme, at Lazarus virkelig var død.

Ganske stille mindede Jesus Marta om hendes tro på ham. "Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?" Marta genvandt sin ro og trådte til side og tillod de omkringstående mænd at løfte stenen bort fra åbningen i gulvet i det ydre rum.

Mens Jesus stod foran det gabende hul, opløftede han sine øjne mod himmelen og sagde: „Fader! jeg takker dig, fordi du har bønhørt mig." Han talte disse ord med høj røst, så de omkringstående kunne være vidne til den forbindelse, han til alle tider havde med Gud.

De kritiske jøder havde spurgt, hvorfor han, hvis han var alt det, han hævdede, så ikke havde forhindret Lazarus' død. Jesu ord skulle vise dem, at han og hans Fader var et i deres formål med hensyn til Lazarus, og at i det rette øjeblik ville Guds magt til at genopvække selv de døde blive åbenbaret.

Så bøjede han sig frem og talte ned i hulens gabende åbning. Med myndighed i sin stemme – den, som engang skal opvække alle døde fra deres leje „under mulde" – råbte han: „Lazarus, kom herud!"

Der lød en slæbende lyd fra gravens mørke dyb, og et øjeblik efter vaklede en skikkelse, hvis hænder og fødder var indsvøbt i gravklæder, og hvis ansigt var indhyllet i en dug, op ad trappetrinene. Øjensynligt må hans ben have været indsvøbt hvert for sig efter ægyptisk skik, ellers ville han ikke have været i stand til i det hele taget at gå.

„Løs ham og lad ham gå!" bød Jesus, og da jøderne sprang frem for at befri Lazarus for de hæmmende klæder, forbavsedes de over at se ham stå foran dem, ikke svag og udtæret, men rank, med sunde farver og helt rask.

Skønt dette ikke var den første gang, at Jesus havde oprejst døde, så var det ganske sikkert det mest iøjnefaldende oprejsningsunder. Opvækkelsen af Jairus' datter fulgte umiddelbart efter hendes død, og kun hendes forældre og tre af disciplene havde været vidner til den. Der var flere, som så opvækkelsen af enkens søn i Nain, men de var kun indbyggere i en ganske ringe, lille by. Men Betania var et vigtigt sted på hovedvejen, ikke mange kilometer fra hovedstaden, der var mange indflydelsesrige mennesker fra Jerusalem til stede, og Jesus havde ventet, indtil al tvivl om Lazarus' død var udelukket, før han udførte underet. Det var det højeste vidnesbyrd om den guddommelige kraft.

Det var også et endegyldigt vidnesbyrd om de dødes „søvn". Hvis Lazarus' „sjæl" havde forladt hans legeme i døden, ville han sikkert have bragt en erindring om sit korte ophold i Paradis med tilbage til sit jordiske liv, men han havde absolut intet at fortælle. Det er tydeligt, at han hverken havde været i Himmelen eller skærsilden eller nogen andre steder. Han havde „sovet", og om tidsrummet mellem at han faldt i dødens søvn og vågnede op til livet igen, vidste han intet. Og således vil det gå alle, der nu sover dødens bevidstløse søvn. Om tidsrummet så er fire dage eller fire århundreder eller fire årtusinder, så er det glemt, når de vækkes op ved Jesu kald på opstandelsens morgen.

Atter havde underet en forskellig virkning på folk. „Mange af de jøder," som var kommet for at trøste de to søstre, „troede" på Jesus på grund af underet. Men andre skyndte sig hen til farisæerne, forfærdede over begejstringen over mirakellægen fra Galilæa.

Det var en umulighed at kalde alle rådets enoghalvfjerds medlemmer sammen med så kort varsel, men ypperstepræsterne og farisæerne sammenkaldte straks så mange som muligt for at bestemme, hvad man skulle gøre.

„Hvad skal vi gøre?" drøftede de med hinanden, „den mand gør jo mange tegn." Så længe Jesus indskrænkede sin lære og sine tegn til Galilæa, var det ikke så alvorligt, men nu var han vendt tilbage til Judæa og drog skarerne efter sig, og de måtte handle hurtigt, hvis der skulle undgås en folkeopstand til fordel for ham.

„Hvis vi lader ham blive sådan ved," hævdede de, „vil alle tro på ham," og de romerske myndigheder, som ville tro, at han var ved at rejse opstand, ville „komme og tage både land og folk fra os". De vidste på den anden side ikke, hvordan de skulle bringe Jesus til tavshed uden selv at pådrage sig folkets fjendskab.

Ordføreren i rådet var ypperstepræsten, Kajfas, en saddukæer og svigersøn af Annas, der for nogle år siden var blevet afsat fra embedet som ypperstepræst af Valerius Gratus, men for hvem det var lykkedes at bevare det ypperstepræstelige embede i familien. I utålmodighed over ubeslutsomheden i diskussionen kaldte han forsamlingen til orden.

„I forstår da heller ingenting," sagde han, „og I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at et menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde!"

Kajfas så, at der kun var en vej ud af vanskelighederne. Der måtte fremskaffes anklager mod Jesus, der kunne sikre hans dom og henrettelse ved hjælp af romerne. Valget stod imellem, om en mand skulle dø, eller et helt folk ofres. Det selvfølgelige svar var, at Jesus måtte dø.

Kun lidt begreb Kajfas, mens han fremsatte sin onde plan, at hans ord, ham selv ubevidst, var en profeti. „Han profeterede" med sandhed, som beretningen siger, „at Jesus skulle dø for folket; og ikke for folket alene, men også for at samle Guds adspredte børn sammen til et."

Men Jesu død ville ikke komme til at opfylde det formål, som Kajfas havde tænkt sig. Mens Jesu dyre offer skulle bringe frelsen til dem, som ville tage imod det, skulle forkastelsen af Jesus af langt de fleste af folket skabe vished om den nationale katastrofe, som Kajfas søgte at undgå.

Men endnu var tidspunktet for det store offer ikke kommet. Jesu arbejdes „dag" var endnu ikke til ende. Endnu havde han en gerning at udføre. Da han derfor hørte om den afgørelse, der var truffet imod ham, „færdedes han ikke mere frit blandt jøderne", men gik bort derfra til udkanten af ørkenen i nærheden af byen Efraim. Hans „time" var endnu ikke kommet.

Her fandt Jesus i to uger et stille tilflugtssted, hvor han i samfund med Gud beredte sig til den endelige prøvelse, og dag for dag belærte han sine disciple og forberedte dem til den tid, som nu ikke mere var fjern, da han skulle tages fra dem.