Ad stille sideveje, i stedet for ad den travle hovedvej gennem Jordandalen, nåede Jesus og hans disciple Kapernaum og slog sig atter ned under Peters gæstfrie tag. En af de første, som besøgte dem, da rygtet spredte sig om deres ankomst, var opkræveren af den årlige tempelskat. Hvert år på den første dag i Adar (februar-marts) kom der en officiel bekendtgørelse til hver eneste by i Palæstina, ligesom også til de jødiske samfund i udlandet, med krav om den halvsekel „løsepenge", som enhver jøde, rig eller fattig, der var fyldt tyve år, måtte betale til vedligeholdelse og tjeneste i templet. Fjorten dage senere — det vil sige på den femtende dag i Adar — blev der indrettet indsamlingssteder i hver eneste by og landsby, og de troende begyndte at indbetale deres gaver til særligt udpegede opkrævere, som kaldtes „sendebud".

Da kun den hellige halvsekel passede i tempelkassen, førte dette med sig, at den lokale mønt måtte ombyttes med tempelpenge. En halvsekel svarede til en dobbelt-drakme eller diadrakme i græsk mønt og til to denarer i romersk mønt. Det svarede til cirka to dages løn for en almindelig jødisk håndværker.

Når alle de frivillige bidrag var indkommet, begyndte opkræverne at henvende sig til efternølerne, for skønt skatten var frivillig, stod det alle klart, at det var en hellig pligt at medvirke.

Til en fastsat tid blev afgiften bragt til Jerusalem af „sendebudene", og blev der under sikker bevogtning gemt i templets tre store skatkister. For disse penge blev offerdyrene, røgelsen og andre forråd indkøbt, der blev betalt for istandsættelser, og præsterne, leviterne og tempeltjenerne fik heraf deres løn.

Da Jesus og hans disciple vendte tilbage til Kapernaum, var „sendebudene" netop ved at afslutte deres arbejde, for at alle pengene kunne blive sendt op til Jerusalem før løvhyttefesten. Dette var grunden til det øjeblikkelige besøg i Peters hjem.

I virkeligheden burde man slet ikke have henvendt sig til Jesus, da leviter og profeter ligesom præsterne var fritaget for tempelskatten. Men uden tvivl har opkræverne fået at vide, at Jesus ikke officielt var anerkendt som religiøs lærer, og at man derfor skulle opkræve skatten hos ham. Det var sikkert udtænkt af præsterne som en ny fælde for at skaffe bevismateriale mod Jesus. Hvis Jesus nemlig undlod at betale skatten, ville man beskylde ham for troløshed over for Guds tempel eller for at stå i ledtog med Zeloten, Judas Galilæeren, som nægtede at betale tempelafgifterne, så længe romerne rådede i landet. Dette sidste kunne selvfølgelig tydes som en politisk krænkelse.

Da jødernes ledere ved mange tidligere lejligheder havde gjort pinlige erfaringer, når de prøvede at overliste Jesus, gav de indsamlerne besked om ikke at henvende sig direkte til Jesus, men forsøge sig hos Peter. Derfor ordnede de det, så de mødte ham uden for huset, og spurgte: „Betaler jeres mester ikke skatten?"

Peter, der som sædvanlig handlede for hurtigt, gik i fælden. Han vidste godt, at skatten for længst burde være betalt, og for at redde Jesus for bebrejdelser svarede han hastigt: „Jo."

Hvis der havde været penge i den fælles pung, ville Peter sandsynligvis på stedet have betalt skatten for Jesus, men da han ikke havde pengene parat, har han rimeligvis sagt til opkræveren, at han skulle bringe ham dem.

Så snart han var gået, skyndte Peter sig ind til Jesus og fortalte ham om opkrævningen af skatten. Hans ansigt viste, hvor bekymret han var, for at denne kedelige tildragelse skulle blive omtalt til skade for Jesus. Men til Peters store forbavselse fremdrog Jesus noget, som han i sin iver slet ikke havde tænkt på.

„Hvad mener du, Simon?" sagde han. „Af hvem tager jordens konger told eller skat? Af deres egne sønner eller af de fremmede?"

„Af de fremmede," svarede Peter uden at betænke sig.

Jesus vedblev: „Så er jo sønnerne fri."

Peter forstod straks, hvad Jesus mente. Da Jesus var Guds Søn, var templet hans Faders hus. Det var da indlysende, selv bortset fra hans særstilling som Guds profet, at det var helt forkert for Sønnen at betale skat til Faderen! Nu angrede Peter sit hastige forsvar af Jesus og begyndte at overveje, hvordan han kunne komme fri af sit løfte. Men Jesus beroligede ham straks ved en forsikring om, at skønt han efter loven var fritaget for skat, så ville han for fredens skyld ikke unddrage sig.

„Men for at vi ikke skal forarge dem," sagde han til Peter, „så gå ned til søen, kast en krog ud og tag den første fisk, som kommer op; og når du åbner dens mund, så skal du finde en stater; tag den og giv den for mig og dig!"

Peter gik lydigt ned til kysten bag huset og fandt en „sinnara" frem blandt sine fiskeredskaber – af samme slags, som stadig bruges af fiskere i Galilæa. Så gik han ned til en af de små vige ved søens bred. Knap havde han kastet snøren med krogen ud, før en fisk snappede efter maddingen. Forsigtigt trak han fisken op på land, og da han åbnede dens mund, fandt han der, som Jesus havde sagt, et pengestykke, en græsk mønt, som kaldtes en stater og i værdi svarede til fire drakmer – eller en hebraisk sekel.

Overleveringen har givet navnet „St. Peters fisk" til en aborrelignende fisk (araberne kalder den „musht" på grund af de spidse pigge i bagfinnen), som stadig fanges i søen. Denne fisk bærer sin rogn i munden, ja, endogså sine unger, hvis der er fare. Det er derfor ikke svært at tro, at den let kunne komme til at sluge en blank sølv-mønt, som nogen havde tabt i vandet, – og som Jesus vidste, ville være der!

Peter kastede fisken ud i vandet igen og skyndte sig til skatteopkræveren med sin firedrakme, og skønt Bibelen ikke beretter, hvad han sagde, har vi lov at tro, at han fortalte ham, hvordan han var kommet i besiddelse af den, og at Jesus kun betalte den af venlighed og nåde.

Endnu en gang var præsternes anstrengelser for at skaffe vidnesbyrd imod ham slået fejl, men desuden lærte dette usædvanlige under Peter og de andre disciple to ting. Det gav dem en forvisning om, at al magt stod til Jesu rådighed, og at hans tjenere aldrig ville komme til at mangle noget i hans tjeneste. Det blev dem også et eksempel på den kristnes forhold til verdens krav. Jesus viste dem, at det ofte er hensigtsmæssigt for den kristne at give afkald på sin ret for at undgå unødig strid og modstand, selvfølgelig forudsat at det ikke drejer sig om noget principielt.

Jesus havde berørt dette i sin Bjergprædiken, da han tilskyndede de troende til at vandre „to mil" i stedet for en. Nu lærte han dem atter, at giver man kejseren – eller en anden myndighed – ikke blot, „hvad kejserens er", men også endnu mere, kan det aldrig bebrejdes den kristne, at han benytter sin religion som middel til at undgå sociale forpligtelser over for sine medmennesker.