Medens Judæas og Galilæas synagoger længe havde lukket for Jesus, blev han i Peræa stadig budt velkommen som tilrejsende prædikant. På en sabbatsdag havde han som sædvanlig lært, da han i kvindernes afdeling af menigheden lagde mærke til en gammel, krumbøjet kvinde, der var blevet krøbling efter en gigt-lidelse, som havde varet i atten år. Hun vidste, at på sabbatten tillod de rabbinske vedtægter kun i yderste nød behandling, hvor der var fare for menneskeliv, og derfor havde hun ikke bedt Jesus om helbredelse.

Men den længsel efter befrielse, som hendes blik udtrykte, undgik ikke Jesus; han kaldte hende hen til sig, lagde hænderne på hende og sagde: „Kvinde! Du er løst fra din sygdom." Straks rettede hun sig op, fuldstændig helbredt, og hun brød ud i lovprisning af Gud.

Denne begivenhed skete så hurtigt, at synagogeforstanderen ikke fik tid til at lægge sig imellem. Men så snart han så, hvad Jesus havde gjort, viste han sin store harme over, at et sådant brud på den rabbinske lov kunne have fundet sted i hans synagoge. Men da han ikke vovede at dadle Jesus, som øjensynligt havde folkets bifald, henvendte han sin kritik til kvinden. „Der er seks hverdage," sagde han fromt bebrejdende, „på dem kan I jo komme og lade jer helbrede, men ikke på sabbatsdagen."

Men Jesus kunne ikke tillade, at den stakkels kvinde således blev irettesat. „Du hykler," sagde han, idet han vendte sig mod forstanderen, „løser ikke enhver af jer sin okse eller sit æsel fra krybben og trækker dem til vands, selv om det er sabbat?" Selvfølgelig kunne han ikke benægte dette, for selv den mest nøjeregnende farisæer ville ikke føle samvittighedsnag ved at udføre denne nødvendige pligt. Derfor, fortsatte Jesus, „denne kvinde," som ikke var et umælende dyr, men "en Abrahams datter, som Satan har holdt lænket, tænk, i atten år, burde hun ikke løses fra denne lænke på sabbatsdagen?"

Ved dette under viste Jesus atter, at medens „arbejde" for vindings skyld på sabbatsdagen er misbrug af de hellige timer og til vanære for Gud, så er nødvendigt arbejde og kærlighedsgerninger lige så berettigede på sabbatsdagen som tilbedelse eller fordybelse i Guds ord. Ved en anden lejlighed sagde han, at det er i høj grad „efter loven" at „gøre vel på sabbatten" til hjælp og velsignelse for andre.

Hvis der den morgen i forsamlingen var nogle af de jøder, som havde diskuteret blodbadet i Jerusalem eller ulykken i Siloam med ham, har Jesus måske med sin udtalelse om, at den stakkels kvinde havde været „lænket" af Satan i atten år, villet give en yderligere forklaring på lidelsens betydning.

Langt fra at være Guds dom over overtrædere er legemlig lidelse og ulykke først og fremmest Satans værk. Det er ham, som binder mennesker i sin trældoms lænker og søger at skade og ødelægge dem. Men selv på denne måde kan han kun bringe sin ondskab til udførelse, når der bliver indrømmet ham en vis frihed til at handle efter Guds forsyns plan.

Når Gud ser, at et menneske er utaknemmeligt for hans godhed eller forsætligt ulydigt over for hans vilje, tillader han måske Satan „at slå" ham, så han kan lære, at „troløses vej er hård", og i anger vende tilbage til Gud.

På den anden side kan Gud undertiden tillade, at de retfærdige „slås" af Satan for at sætte deres tro på prøve eller fremstille dem som et eksempel på tro for andre mennesker. Job var et slående eksempel på dette.

Vi får ikke• at vide, om Gud havde ladet denne kvinde være „lænket" af Satan i atten år på grund af hendes synd, eller for at hun kunne udvikles gennem lidelsen, men det er tydeligt, at hendes tro var blevet styrket og ikke svækket ved hendes sygdom. Hvis hendes tilstand havde gjort hende bitter, ville man ikke have truffet hende i synagogen, og hun ville ikke være blevet helbredt. Men fordi hendes tillid til Gud var stærk nok til regelmæssigt at føre hende hen for at tilbede, var Jesus der for at lønne hendes tro og bevise sin magt.

Men skønt deres planer var strandet, var synagogeforstanderen og de nøjeregnende farisæere ikke til sinds at lade sagen falde så let. De forsamlede sig, hvor ingen kunne høre dem, og gav sig til at tale om, hvordan de kunne komme af med Jesus. Først besluttede de, at de ikke mere måtte give ham lejlighed til at prædike, og det er betydningsfuldt, at vi aldrig siden under Jesu jordiske gerning læser om, at han lærte i en synagoge. De fandt også på noget andet, og på et senere tidspunkt den samme dag opsøgte de atter Jesus.

„Gå bort og drag herfra," sagde de til ham, „thi Herodes har i sinde at slå dig ihjel!"

Selvfølgelig var Jesu sikkerhed farisæerne aldeles ligegyldig. Men hvis de kunne skræmme ham til at forlade Peræa, hvor Herodes allerede havde ladet Johannes Døber myrde, så ville de blive fri for hans indflydelse på folket, og de ville skaffe ham lige i kløerne på ypperstepræsterne i Jerusalem.

Men deres snedige plan lykkedes ikke. Jesus var hverken bange for Herodes eller Rom eller nogen af sine jødiske fjender, for han vidste, at han var under sin Faders aldrig svigtende beskyttelse, indtil han havde fuldbragt det værk, han var udsendt til.

Han vendte sig til de farisæere, der havde hyklet omhu for hans sikkerhed, og sagde: „Gå hen og sig til denne ræv: Se, jeg uddriver onde ånder og helbreder syge i dag og i morgen, og på den tredje dag er jeg ved målet."

Jesu beskrivelse af Herodes var træffende, for hele sit liv havde han søgt sin egen fordel ved list og onde påfund. Han havde trængt sig ind i sin broders hjem og havde forført Filips hustru. Han havde tilkaldt Johannes Døber under foregivende af at ville høre hans budskab og så ladet ham fængsle. Han havde udtrykt ønske om at træffe Jesus, men kun i den hensigt at blive klar over, hvem han var, og så, om nødvendigt, gøre kort proces også med ham.

Men skønt Herodes' ræveagtige list havde skaffet ham meget af det, han ønskede, så kunne han ikke tilintetgøre Guds plan. Jesus havde ikke tilendebragt sit vidnesbyrd i Peræa. Derfor ville han fortsætte denne gerning „i dag og i morgen og den følgende dag", og hverken Herodes eller jøderne ville være i stand til at hindre eller skade ham, før den var fuldbragt. Når hans arbejde var udrettet, ville han forlade Peræa, thi, tilføjede han, „det er udelukket, at en profet bliver dræbt andre steder end i Jerusalem." Der, sagde han, „er jeg ved målet." Hermed mente Jesus, at i Jerusalem ville han være ved målet for sin frelsende gerning ved det højeste offer på korset og ville kunne sige til sin Fader om sit værk: „Det er fuldbragt!" Ved sin død ville han også „fuldbringe" sin erfaring om lidelse til beredelse for sin gerning som vor talsmand i Himmelen og som vor ypperstepræst.

Da Jesus talte om højdepunktet af sin jordiske gerning, vendte han sig fra dem, der stod omkring ham, og mens han så ud over Jordandalen til bjergene om Jerusalem, udbrød han: „Jerusalem! Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! Og I ville ikke."

I to år havde rådsherrerne i Jerusalem nu lagt råd op om Jesu død. To gange havde de gjort forsøg på at få ham stenet i templet, og han vidste, at han snart skulle blive hævet op på et grusomt kors uden for portene. Og for at gøre uretfærdigheden fuldkommen og besegle den brødefulde bys og nations skæbne skulle de første kristne martyrers blod, inden der var gået lang tid, blive udgydt på dens gader.

„Se," forkyndte Jesus, i forudfølelse af den frygtelige dom over Jerusalem, „jeres hus bliver overladt til jer selv!"

Så vendte Jesus sig til spionerne fra Jerusalem, der havde prøvet, at lokke ham bort fra Peræa, og han sagde dem rent ud, at når han kom til Jerusalem, ville han ikke komme som flygtning, men som sejrherre. „Men jeg siger jer: I skal ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: 'Velsignet være den, som kommer i Herrens navn!'"

Og opfyldelsen af denne profeti var i sandhed mærkelig. For da Jesus nogle få måneder senere holdt sit sejrende indtog i Jerusalem, var netop disse ord, der er citeret efter salmisten, den velkomsthilsen, han modtog fra påskeskarerne, der fyldte byen.