Den folkemængde, der omgav Jesus, da han kom ud fra farisæerens hus, var der en ung mand, hvis fader nylig var død. Da testamentet blev gennemgået, fik han som den næstældste søn en tredjedel af ejendommen, mens hans ældre broder fik to tredjedele, fordi han efter den mosaiske arvelov havde ansvaret for at sørge for sin moder, der var blevet enke, og for mulige ugifte søstre.

Denne egenkærlige yngre søn havde lagt mærke til Jesu ringeagt for de ældstes overleveringer og mente, at hvis han spurgte ham, ville han måske fremkomme med en udtalelse, der kunne være til fordel for ham i denne arvesag.

Men der var en verden af forskel mellem de skriftkloges og farisæernes overfladiske traditioner og de gavnlige love, som Gud gav til Moses. Medens Jesus greb enhver lejlighed til at benægte de førstes gyldighed, forringede han aldrig den guddommelige lovs myndighed med så meget som „det mindste bogstav eller en tøddel".

Arvelovene var i fremragende grad retfærdige og billige, og det var begærlighed fra den unge mands side, som tilskyndede ham til at søge Jesu hjælp mod sin broder. I erkendelse af dette svarede Jesus straks: „Menneske! Hvem har sat mig til at dømme eller at skifte mellem jer?" Og til de omkringstående sagde han: „Se til, at I vogter jer for alskens havesyge; thi selv om et menneske har overflod, afhænger hans liv ikke af det, han ejer."

Det sørgeligste for denne unge mand var, at han ansigt til ansigt med ham, som kunne have givet ham åndelige skatte, ikke bad om noget mere end en ekstra del af sin faders arvegods.

Der er i dag mange mennesker, der har det samme begrænsede syn på kirkens gerning, som denne unge mand havde på Jesu jordiske gerning. Uden at lade sig betage af evangeliets kald til vore sjæle kræver de, at kirken skal udrette noget for at hjælpe på uligheden i rigdom, højere lønninger, bedre beskæftigelsesforhold osv., og de bedømmer kirkens værdi efter dens beredvillighed eller det modsatte til at blande sig i den slags forhold. Til dem, som i vore dage mener, at kirken først og fremmest burde virke for sociale reformer, lyder Jesu svar stadig: „Hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?"

Skønt Jesus ofte tog til orde mod tyranni og uretfærdighed og begærlighed, så var det ikke i første række hans opgave at genoprette sociale fejl, men at forkynde „rigets evangelium". Derfor er det også i dag kirkens første pligt at forkynde Guds sidste nådesbudskab til en verden, der snart skal forgå.

Når Jesus kommer igen, vil han komme som „kongernes Konge og herrernes Herre" og overtage herredømmet. Så vil enhver form for tyranni og uretfærdighed blive hævnet, og al uret vil blive udlignet. Men indtil da gælder hans første tanke – og hans sendebuds første tanke – at gøre Guds sande børns „kaldelse og udvælgelse urokkelig" til hans kommende riges retfærdighed og fred.

Da Jesus ved sit svar havde gjort det klart for den unge mand, hvad der var den vigtigste opgave i hans gerning mellem mennesker, gik han over til ved en af sine vidunderlige fortællinger at betone, hvad der set i evighedens lys burde ligge mennesker på sinde.

„Der var en rig mand," begyndte han, „hans mark havde båret godt." For en stor del skyldtes dette det strenge arbejde, han havde gjort for sin gård. Der var andre mindre flittige naboer, hvis jord var af samme beskaffenhed og havde nydt gydt af den samme regn og solskin, men ved sin flid og dygtighed havde denne mand overgået dem alle ved sin jords ydeevne. Dette var kun rosværdigt. Han havde erhvervet sin rigdom på fuldt ud hæderlig måde, og hans folk var uden tvivl tilfredse med den gode løn, han betalte dem for deres flittige omsorg for hans interesser.

Det talte ligeledes til bondens fordel at han havde haft den forudseenhed at sørge for oplagsrum til den forventede forøgelse af sin jords udbytte. Hvis han ikke skulle gå glip af sit arbejdes frugt, var det helt rigtigt af ham at tænke „ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? jeg har jo ikke plads til min høst".

Der var stadig ikke noget forkert i hans beslutning, da han sagde: „Sådan vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større, og der vil jeg samle alt mit korn og mit gods."

Hidtil havde han kun vist sig som en flittig og driftig forretningsmand. Men da han begyndte at planlægge, hvordan han ville anvende sin voksende formue, så åbenbarede han en ganske anden side af sin karakter.

Grublende tænkte han: „Jeg vil sige til min sjæl: Sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad!"

I hans hjerte var der ingen tanke for Gud, som havde givet ham „magt til at samle sig rigdom", og der var ingen følelse af afhængighed eller ansvarlighed for de rigdomme, der var blevet ham betroet. Han tiltog sig selv hele æren for sit held, og han planlagde at anvende hele sin rigdom udelukkende til sin personlige behagelighed, til velvære og fornøjelse. Endvidere så han helt bort fra den fundamentale kendsgerning, at nydelsen af de rigdomme, han havde samlet sammen, var afhængig af en ved varen af Guds allerstørste gave, selve det liv, som han havde vist sig så uværdig til.

Pludseligt og smerteligt blev han klar over denne skæbnesvangre forglemmelse, da „Gud sagde til ham: Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det, du har samlet dig?"

I menneskers øjne havde han været overordentlig klog og forudseende og havde gjort sig fortjent til det resultat, han havde nået. Men i Guds øjne var han en dåre, og dommen for hans dårskab blev for ham i sin bedste alder at miste den „løn", han mente at have sikret sig selv.

I dette frygtelige øjeblik blev han klar over, at det jordiske bygningsværk, han havde opført, ville gå over til andre, og at han ikke havde noget åndeligt forråd i det himmelske skatkammer til livet hinsides.

„Således," sagde Jesus, „går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig i Gud."

Men trods denne advarsel har der alligevel siden dengang været millioner og er i dag stadig millioner, som er lige så tåbelige. Timelige værdier kan skaffe velvære og luksus og en vis forbigående glæde, men de kan ikke give virkelig fred i sjælen, – den kommer kun ved det rette samfund med Gud og med mennesker. De rige kan være dybt ulykkelige, medens der ofte findes sand glæde i selv de fattiges hjerter.

Alt for ofte opdager de, som vier al deres tid og alle deres kræfter til ophobning af synlige goder, at den behagelighed og det velvære, de ventede sig, blev tynget ned af den uro og elendighed, der følger med.

Ofte flygter de rige bort og efterlader dem, der stolede på dem, i ensom fortvivlelse. Og selv om mennesker får lov til selv at beholde frugten af deres egoistiske erhvervelser, så vil der uvægerligt til sidst komme den bitre erkendelse af, at de har „fået deres løn". Efter dette liv er der ikke noget tilbage til dem.

Det er intet under, at Paulus indskærper den unge Herrens tjener Timoteus: „Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men - - - byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv."

For sidste gang vil de timelige rigdommes selvbedrag vise sig på den dag, da Kristus kommer igen, og de ugudelige rige vil kaste deres forgængelige skatte fra sig som værdiløse og bønfalde om de sande rigdomme, som de så længe har foragtet; men så vil det være for sent. Nu er tiden inde til af Guds hånd at modtage de åndelige skatte, som vil berige vort jordiske liv og vare i al evighed.

Så lad os da agte på Jesu råd og i stedet for at leve i ængstelig bekymring for vor flygtige, timelige ejendom ved et liv i tillid og offertjeneste skaffe os „en uudtømmelig skat i Himlene", så vort endeligt ikke skal blive som en „dåres" endeligt, men at vi må høre til dem, der er „vise til frelse".