Dersom Jesus var blevet længe i Jerusalem efter begivenhederne ved løvhyttefesten, ville de jødiske rådsherrers had meget snart have haft hans fængsling til følge. Men endnu var tiden ikke kommet for hans største vidnesbyrd. Derfor forlod Jesus i stilhed byen og vendte tilbage til Galilæa, sandsynligvis til Kapernaum, for at vente på Guds ledelse med hensyn til hans afsluttende gernings forløb.

Disciplene, som var bange for hans sikkerhed, hvis han atter skulle vove sig til Jerusalem, bad ham indtrængende om at blive i Galilæa, hvor han stadig var påskønnet. Men Jesus vidste, at den tid nærmede sig, da hans jordiske gerning måtte ende på korset, og roligt afventede han en tilkendegivelse fra Gud om, at hans time var kommen.

Det var kort før tempelvielsens fest, at tegnet kom fra Gud, og med korsets skygge truende foran sig „holdt Jesus sig stadig Jerusalem for øje som sin vandrings mål".

Ved den beslutsomhed, hvormed Jesus mødte sin sidste ildprøve, opfyldte han atter en profeti. For århundreder siden havde Esajas i inspiration nedskrevet den lidende Messias' ord „Den Herre Herren åbned mit øre, og jeg stred ikke imod, jeg unddrog mig ikke - - - Mig hjælper den Herre Herren, så jeg ikke beskæmmes; jeg gør derfor mit ansigt som sten, jeg bliver ikke til skamme."

Ledsaget af de tolv apostle og en temmelig stor skare af sine disciple begav Jesus sig på vej sydpå gennem den nedre del af Galilæa. For sidste gang hvilede hans blik på den skønne Genesaretslette og søens blå vand, som han ikke skulle gense før efter sin opstandelse.

Over Esdrelonsletten nåede de Samarias grænser. Da aftenen var ved at falde på, sendte Jesus Jakob og Johannes i forvejen for at bede om gæstfrihed i en af landsbyerne ved vejen. Men da samaritanerne hørte, at Jesus var på vej til templet i Jerusalem, nægtede de rent ud at give ham nattely.

Jesus havde kaldt de to disciple „tordensønnerne", og dette navn tro blev de straks rasende. De skyndte sig tilbage til Jesus og råbte: „Herre, vil du, at vi skal byde ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, – således som Elias gjorde?"

Jesus blev bedrøvet, fordi Jakob og Johannes, skønt de havde været så længe sammen med ham, dog havde lært så lidt af hans hjertes følelser over for mennesker. Stilfærdig satte han dem i rette: „I ved ikke, af hvad ånd I er," sagde han.

De var selv sikre på, at deres vrede var bevis på deres troskab mod Jesus, men i virkeligheden stammede den fra såret stolthed og harmfuld krænkelse, fordi Jesus og hans budskab blev afvist. Ved begge dele åbenbarede de en ånd, som var fuldkommen fremmed for deres mester. Jesus fortabte sig aldrig i selvmedlidenhed over den skammelige behandling, han måtte tåle, og aldrig forsøgte han at anvende anden magt end kærlighedens for at drage mennesker til sig. Hvis disciplene havde haft anelse om alt det, Jesus skulle lide ved onde menneskers hænder i de nærmest følgende måneder, ville de aldrig have stillet et sådant forslag.

Guds And lader sig ikke tvinge. Som apostlen Paulus formanede: „Men en Herrens tjener bør ikke strides, men være mild imod alle – - med sagtmodighed," ikke med hidsighed og vrede, „irettesættende dem, som modsætter sig, om Gud dog engang ville give dem omvendelse til sandheds erkendelse."

„Menneskesønnen," sagde Jesus, „er ikke kommen for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse dem," og hvor som helst intolerance eller forfølgelse stikker hovedet frem, stammer den ikke fra Gud, men fra Satan; den har været frafaldets våben, men aldrig været den sande Kristi kirkes.

Dengang Jesus udsendte de tolv, bød han dem, at hvis de i en by blev afvist, skulle de gå andetsteds hen, og nu da han selv blev nægtet adgang til den samaritanske landsby, førte han roligt sine disciple til et andet sted. Dette har muligvis været en anden samaritansk landsby, hvor kvinden fra Sykar har medvirket til at berede folk til at tage imod ham, – eller måske er han vendt tilbage til Galilæa og er blevet der om natten.

Men skønt Jesus i øjeblikket var blevet jaget bort fra Samaria af indbyggerne i en af grænselandsbyerne, vidste han dog, at der blandt samaritanerne var mange, der ville tage mod evangeliet, og de skulle også høre det. Han havde i virkeligheden allerede besluttet at foretage en sidste vandring i Samaria, før han drog op til Jerusalem. Han benyttede samme fremgangsmåde som på sin sidste rejse gennem Galilæa. Men i stedet for kun at sende de tolv apostle ud, udvalgte han denne gang „halvfjerdsindstyve andre" fra sit store følge af disciple og sendte dem „i forvejen, to og to, til hver by og hvert sted, hvorhen han selv ville komme".

Uden tvivl var der en betydning i antallet af dette andet missionshold, som Jesus udpegede. På samme måde som de tolv apostle svarede til antallet af Israels stammer, svarede de halvfjerdsindstyve nøjagtigt til den større gruppe, som Moses udvalgte til at bistå ham i hans arbejde med at dømme Israel. Synedriet eller rådet var grundlagt efter de halvfjerdsindstyve rådsmedlemmer, som Moses havde udvalgt, og intet kunne derfor være mere rimeligt for Jesus end at vælge dette antal til den udvidede skare sendebud for evangeliet.

Jesu anvisninger til de halvfjerds var de samme, som han havde givet de tolv, med undtagelse af, at det ved den forrige lejlighed blev forbudt disciplene at gå ind i „nogen af samaritanernes byer", hvorimod Samaria var indbefattet i de halvfjerdsindstyve opgave.

De skulle vandre „to og to" til gensidig støtte for hinanden og for at give deres vidnesbyrd større vægt.

De skulle ikke gøre særlige forberedelser til deres rejse med hensyn til mad, penge eller overflødige klæder, men skulle sætte deres lid til gæstfriheden hos de mennesker, blandt, hvem de færdedes.

Rabbinernes religiøse fordomme eller snæversyn skulle de ikke lægge for dagen, men frit gå ind i de menneskers hjem, hvor de blev modtaget, hjælpe de syge og lidende og forkynde, at „Guds rige" var „nær" for dem i Jesu egen skikkelse.

Hvis de i en landsby blev vel modtaget, skulle de blive der, til deres gerning var tilendebragt. Hvis deres budskab blev afvist, skulle de ikke efterligne Jakob og Johannes i deres indstilling, men ryste støvet fra det sted af deres sko og skynde sig videre for at søge dem, der ville høre dem.

„Den, som hører jer, hører mig," sagde Jesus, „og den, som ringeagter jer, ringeagter mig; men den, som ringeagter mig, ringeagter den, som udsendte mig." Og i Guds time ville lønnen eller gengældelsen komme. På dommens dag skulle det endog gå „Sodoma tåleligere" end de byer, som forkastede dette himmelsendte budskab. Den store begunstigelse, der var blevet dem til del ved, at Jesus vandrede midt imellem dem, ville forøge deres skyld, hvis de forkastede ham.

Måske var det, mens Jesus gav råd til de halvfjerds, at han med sorg tænkte på den skæbne, der ventede de store skarer i Galilæas byer, som han nu var blevet tvunget til at forlade, fordi de vragede hans nådesbudskab.

„Ve dig, Korazin! ve dig, Betsajda!" sagde han, „thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i jer, var sket i Tyrus og Zidon, så havde de for længe siden omvendt sig og siddet i sæk og aske. -- - - Men det skal gå Tyrus og Zidon tåleligere ved dommen end jer. Og du, Kapernaum! Mon du skal ophøjes indtil Himmelen? Til Dødsriget skal du fare ned!"

Men i øjeblikket var opgaven for evangeliets sendebud ikke at ødelægge eller blot true med ødelæggelse, men at vise vejen til frelse.

I Samaria viste det sig, at de halvfjerdsindstyve budskab blev modtaget lige så beredvilligt som i Galilæa, dengang Jesus første gang vandrede imellem dem og forkyndte, at Guds rige var nær forestående, og før der var gået lang tid, vendte de tilbage „med glæde" og erklærede, at „også de onde ånder" var blevet uddrevet, når de nævnede Jesu navn.

For Jesus, som allerede så korsets skygger samle sig om ham, var det gode resultat af de halvfjerdsindstyve udsendelse en kilde til trøst og glæde. Når han hørte om, hvordan Satans håndlangere måtte flygte for evangeliets sejrende forkyndere, forvissede det ham om, at skønt Satan ville opbyde al sin kraft imod ham, så var han dog en slagen fjende.

Mens Jesus så op mod himmelen -- som så han et syn – udbrød han: „Jeg så Satan falde ned fra Himmelen som et lyn." I Himmelen havde Guds Søn anført de tro engle i den første kamp mod Lucifer og hele hans oprørske hær og havde set dem blive styrtet fra Himmelen ned på jorden. Satan havde stadig mulighed for at kræve jorden som sit rige og modarbejde Guds Søns værk ved alle lejligheder, men enhver sejr for evangeliet nedkæmpede sjælefjenden yderligere, og en dag ville hans nederlag være fuldkomment, og han ville synke ned i evig fortabelse.

Selv nu kunne Satan ikke udøve anden magt end den, der var ham tilladt af Gud. „Se," sagde Jesus, „jeg har givet jer myndighed til at træde på slanger og skorpioner og over hele fjendens magt, og han skal slet ikke kunne gøre jer nogen skade."

Denne forsikring blev fornyet over for Paulus, dengang Jesus lovede ham, mens han arbejdede i evangeliets tjeneste: „Jeg er med dig, og ingen skal lægge hånd på dig og gøre dig noget ondt." Den har ligeledes opmuntret dem, der arbejdede for Gud i tidernes løb, til at haste frem gennem omskiftelser og farer i deres himmelsendte kald. De har gjort Paulus' egen erklæring til deres: „Er Gud for os, hvem kan da være imod os?"

Mens Jesus nu så på de halvfjerds, så lykkelige over de gode resultater af deres udsendelse, forøgedes glæden i hans hjerte. Han frydede sig over, at Guds kraft åbenbarede sig i disse enfoldige, men helliggjorte sjæle. „Jeg priser dig Fader, Himmelens og jordens Herre," udbrød han og rettede atter sit blik mod det høje, „fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var din vilje."

Ligesom de tolv, han først havde udvalgt, betød disse måske kun lidt i verdens øjne, men styrket ved Guds And havde de været i stand til at forvise mørkets magter og bringe Guds frelsende ord til mennesker. Og således ville det blive ved med at være, når deres efterfølgere skulle bringe evangeliet til jordens fjerneste egne.

„Ikke mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme" ville måske ofre sig for hans sag og tjeneste, men ved de ydmyge redskaber for hans nåde ville hans frelse kunne nå ud til mennesker.

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem: „Salige er de øjne, som ser det, I ser. Thi jeg siger jer, at mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, men fik det ikke at se, og høre det, I hører, men fik det ikke at høre." Hvad de havde set, var begyndelsen til Satans hærs nederlag over for Guds magt, s6m engang ville blive fuldkomment og endeligt.

Men alligevel formanede Jesus dem, at hvor stor end Guds sendebuds glæde måtte være over den kraft til at tilbagevise mørkets kræfter, der var betroet dem, så burde deres største glæde altid bestå i deres eget personlige forhold til Gud. „Glæd jer ikke over, at ånderne er jer lydige, men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i Himlene."

Denne formaning står stadig ved magt, for hvor ofte er det ikke hændt lige fra Satan og nedefter, at hovmod over Guds gaver har ført mennesker til at miste fornemmelsen af deres egen trang til hans frelse. Det, som de har gjort for Gud, har fået dem til at glemme, hvad Gud må gøre for dem. Selvet har lumskeligt skjult sig i form af hovmod over åndelige bedrifter. Ved en anden lejlighed sagde Jesus netop til sine disciple, at på dommens dag ville Gud være nødt til at sige til nogle, som hævdede at have bekendt sig til hans navn og i hans navn at have udrettet vidunderlige ting, at han aldrig havde kendt dem!

Det var erkendelsen af denne åndelige fare, som fik apostlen Paulus til at erklære: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet." Også vi burde altid huske på, at gavmildhed over for Guds sag og heldige resultater i arbejde for Gud, ja, selv sjæle, der er vundet for Gud, ikke sikrer os at blive antaget af ham. Til syvende og sidst er det kun den personlige tilegnelse af Guds frelse gennem anger og et fornyet liv i Kristus, der kan forvisse os om, at vore navne er optegnet i Lammets livets bog.