| |
Da morgenen brød frem over de østlige høje, begyndte Jesus og hans ledsagere nedstigningen fra forklarelsens bjerg til den tågede verden nedenfor. Disciplene havde været betagne ved åbenbaringen af den herliggjorte Kristus og ville gerne være blevet der sammen med ham. Nu forstod de, at denne oplevelse kun havde været et kort øjebliks fjernelse af forhænget, en forsmag på fremtidens herlighed, og at der stadig var et arbejde på jorden, som han og de skulle fuldende.
Synet af Kristi majestæt havde imidlertid i øjeblikket fået dem til at glemme, hvad Jesus havde fortalt dem om sin lidelse og død, og havde givet dem fornyet håb om den forestående oprettelse af hans rige.
Når de tænkte på, at den ene af de to himmelske gæster, der havde vist sig sammen med Jesus, var Elias, overvejede de, om dette kunne være opfyldelsen af Malakias' profeti: „Se, jeg sender jer profeten Elias, før Herrens store og frygtelige dag kommer." De havde tit hørt de skriftkloge henvise til denne profeti, og den tids jøder mindedes den bogstaveligt ved at lade en plads stå tom og lade indgangsdøren være på klem, så han kunne træde ind, når han kom!
Da Jesus nu sagde til dem, at de ikke måtte fortælle om synet foreløbig, spurgte de derfor tvivlrådigt: „Hvorledes kan da de skriftkloge sige, at Elias først må komme?"
Det er sandt, sagde Jesus, skriften erklærer tydeligt, at Elias skal forkynde Messias' komme og vække mennesker til anger, på samme måde som da han kom første gang for at føre Israel tilbage til Gud. „Men jeg siger jer, at Elias er kommen, og de kendte ham ikke, og de har gjort med ham, hvad de ville —" Så forstod disciplene, at han talte om Johannes Døber.
Elias' komme var gået i opfyldelse, ikke i Elias' skikkelse på forklarelsens bjerg — dette havde et ganske andet symbolsk formål – men i Elias-budskabet om anger og bod, som Johannes Døber havde prædiket for „at berede Herrens vej". Ved hans fødsel var det udtrykkeligt blevet sagt, at han „skulle gå foran ham i Elias' ånd og kraft", og ved besøget af Johannes' disciple havde Jesus bekræftet, at Malakias' spådom havde fået sin første opfyldelse i ham. „Han er den, om hvem der er skrevet: „Se, jeg sender min engel for dit ansigt.""
Nu havde de nået bjergets lavere skråninger, og samtalen endte brat, da de så en stor skare, som kom løbende hen imod dem. Forrest kom de ni disciple i heftig ordstrid med en del præster og skriftkloge.
Da de nåede Jesus, fik alles ansigter et forbavset udtryk; for ligesom Moses' ansigt skinnede, da han kom fra Guds nærhed på Sinaj, sådan dvælede endnu en afglans af herligheden på bjerget over Jesu ansigt, og de standsede foran ham i ærefrygt og ærbødighed.
Uden at ænse den undren, han vakte blandt skarerne, spurgte Jesus de skriftkloge: „Hvad er det, I strides med mine disciple om?"
Før de kunne svare, styrtede en ophidset mand frem af skaren og kastede sig for Jesu fødder.
„Mester," råbte han, „jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Og når som helst tager den magten over ham, kaster den ham om, og han fråder og skærer tænder og stivner; og jeg har sagt til dine disciple, at de skulle uddrive den, men de magtede det ikke."
Jesus så fra den bedendes fortvivlede ansigt hen til de forreste i skaren, som sammen nærmest slæbte en modstræbende ung mand med sig. Hans klæder og hår var i uorden, hans øjne stirrede glasagtigt frem for sig, og da han fik øje på Jesus, faldt han til jorden og vred sig i frygtelig krampe.
Så vendte Jesus sig til disciplene, som nu havde nået Peter, Jakob og Johannes, og de bøjede skamfuldt hovedet. Da de om morgenen var stået op i landsbyen, hvor de havde fået nattely, var de blevet opsøgt af denne fader med hans åndssvage barn. Ved tidligere lejligheder havde de på deres nylig afsluttede missionsrejse drevet onde ånder ud af mange plagede og forpinte mennesker, men da de bød djævelen at fare ud af denne unge mand, trodsede han dem.
Præsterne i landsbyen havde hurtigt fået nys om disciplenes forlegenhed og samlede sig rundt om dem for at spotte. Hjælpeløse og ydmygede som de var, forstod disciplene, at de hurtigt måtte finde Jesus, og derfor begav de sig af sted, fulgt af de plagsomme præster og andre beboere hen imod det sted, hvor de den foregående aften var skiltes fra ham.
„Bring ham hen til mig," bød Jesus, og den stakkels dreng, der vred sig i krampe, blev lagt for hans fødder.
„Hvor lang tid har han haft det sådan?" spurgte han mildt den ulykkelige fader. „Fra barndommen af," svarede han, „og den har tit kastet ham både i ild og i vand for at tage livet af ham." Måske var det en forbigående tvivl i den stakkels faders sind, da han indrømmede, hvor langvarig hans søns lidelse havde været, som fik ham til at udbryde: „Men hvis du formår noget, så forbarm dig over os og hjælp os."
Jesus gentog mandens egne ord, da han svarede: „Hvis du formår! Alt er muligt for den, som tror."
Manden forstod, at Jesus havde sporet tvivlen i hans sind, og i angst for, at hans svigtende tro skulle berøve hans søn Jesu helbredende berøring, råbte han grædende: „Herre, jeg tror, hjælp min vantro!"
Han havde ikke behøvet at frygte, at Jesus ikke ville modtage hans oprigtige tro, om end den var svag. Jesus vendte sig til drengen, der lå på jorden, og befalede den urene ånd: „Du stumme og døve ånd! Jeg byder dig, far ud af ham og far ikke mere ind i ham."
I et sidste forsøg på at modsætte sig Jesu magt skreg ånden og sled i drengen. Men den kunne ikke modstå Guds Søns myndighed, og da den havde opbrugt sin kraft, „for den ud af ham".
Det pludselige ophør af drengens krampetrækninger fik de nærmeste til at udbryde: „Han er død," men Jesus tog ham blidt ved hånden og rejste ham op, og han var helbredt fra den samme time.
Da folk var gået bort, førte disciplene Jesus hen til det hus, hvor de havde boet om natten, og spurgte ham i enrum: „Hvorfor kunne vi ikke uddrive den?" „Fordi I har så lidt tro," svarede Jesus dem rent ud.
I tillid til den undergørende kraft, de havde udøvet ved tidligere lejligheder, havde de glemt, at kraften til undergerninger var afhængig af stadig og nær forbindelse med Kristus. De havde mistet denne forbindelse, fordi selvisk ærgerrighed med hensyn til de højeste pladser i Guds rige var spiret frem i deres sind, og derfor stod de magtesløse og beskæmmede over for mængden, da de blev stillet over for denne pludselige, alvorlige kamp med det ondes kræfter.
Jesus fortalte, mens han pegede op mod det bjerg, fra hvis top de lige var steget ned: „Dersom I har tro som et sennepsfrø, da kan I sige til dette bjerg: 'Flyt dig herfra og derhen,' så skal det flytte sig; og intet vil være umuligt for jer."
En gang tidligere havde Jesus benyttet det lille sennepsfrø, som vokser op til et stort træ, som billede på sin kirkes underfulde vækst fra den ubetydelige begyndelse. Nu brugte han det som eksempel på troens almagt. Ethvert bjerg af vanskeligheder kan overvindes af det svageste hellige menneske, for oprigtig tro, om end den er svag, vil hidkalde Almagtens ubegrænsede kræfter.
Men Jesus tilføjede, at denne undergørende tro ikke kan finde rum i et hjerte, som er besat af selvisk ærgerrighed. Kun ved „bøn og faste", ved fuldstændig hengivelse og afhængighed, kunne de blive redskaber for Guds nåde og kraft. Og kun således kan vi finde kraft til virkelig brugelig tjeneste for hans sag.
|
|