Siden Jesus af den vrede folkehob var blevet udelukket fra synagogen i Nazaret, havde hans moder og hans familie ikke set ham. Men fra tid til anden hørte de nyt fra venner i Kapernaum om hans uophørlige arbejde.

Hans brødre anerkendte ham stadig ikke som den forjættede Messias, og hans fordømmelse af tidens religiøse ledere havde voldt dem store vanskeligheder. Da de til sidst hørte, at farisæerne havde beskyldt ham for at være „besat" af en djævel, blev det dem for meget! De besluttede at gå til Kapernaum og om nødvendigt holde ham tilbage med magt.

Da de var klare over, at Jesus sandsynligvis ikke ville lytte til dem, betroede de Maria deres frygt og bad hende gå med og hjælpe dem. Først tøvede hun, for skønt Josefs børn ikke troede, vidste hun, at Jesus var Guds Søn, og at alt, hvad han gjorde, var efter hans himmelske Faders vilje. Men da de trængte mere og mere ind på hende, samtykkede hun til sidst i at følge med dem.

Da de kom til Kapernaum og spurgte efter Jesus, blev de henvist til det hus, hvor han boede. De skyndte sig derhen og fandt som sædvanligt gården overfyldt med tilhørere og syge, der var kommet for at søge helbredelse hos ham. De forsøgte at bane sig vej gennem mængden, men forgæves. Til sidst fik de dog, ved disciplenes hjælp, sendt Jesus besked om, at hans moder og brødre var udenfor og søgte efter ham. De nævnede udtrykkeligt Maria, da de mente, at han gerne ville træffe hende, selv om de selv ikke kunne vente meget hensyn fra ham.

I den korte beretning, vi har om begivenheden, kunne det se ud, som om Jesus behandlede budskabet temmelig køligt, men det gjorde han selvfølgelig ikke. Skønt han vidste, at hans brødre kun tænkte på sig selv, har han ganske sikkert kaldt sin moder til sig og forsikret hende om, at hun ikke skulle ængste sig for ham. Hele livet igennem havde Jesus behandlet Maria med den kærligste omhu, og en af hans allersidste handlinger, da han i yderste nød hang på korset, var at overgive hende til sin elskede discipel Johannes' omsorg.

Men da han så ofte benyttede øjeblikkets hændelser til at indprente sine tilhørere en lærdom, så gav det budskab, som han her fik overbragt, en anledning til at lære dem en dyb åndelig sandhed.

„Hvem er min moder, og hvem er mine brødre?" spurgte han de omkringstående. Efter kødet var Maria hans moder, og de, med hvem han var vokset op i det lille hjem i Nazaret, var hans brødre. Men fordi Gud var hans virkelige Fader, havde han en langt større familie og slægtskabsforhold til alle, som i sandhed var Guds børn.

Han så rundt på alle dem, der „sad omkring ham", og sagde: „Se, her er min moder og mine brødre! Den, som gør Guds vilje, er min broder og søster og moder."

Ved denne erklæring fornægtede Jesus ikke sin jordiske familie, som han elskede højt, men han sagde, at alle, der vendte sig fra deres synder og overgav deres liv til ham, var genfødt ind i Guds familie. Efter kødet kunne de være jøder eller samaritanere eller hedninger, men hvis de fulgte ham, var de hans himmelske Faders børn, og han skammede sig ikke over at kalde dem brødre og søstre.

Hvad enten de var rige og indflydelsesrige, eller de var toldere og syndere, så var de alle medlemmer af Guds familie.

Apostlen Paulus forklarer dette vidunderlige nye slægtskab, når han skriver: „Thi alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn. I modtog jo ikke en ånd, der skaber trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I modtog en ånd, der skaber barnekår, og i den råber vi: Abba, Fader!"

Lige siden Kristi tid er denne Guds store familie vokset, så den nu rummer mænd og kvinder, drenge og piger af enhver race og sprog og farve. Alle er lige kære for Gud, og de skulle også være det for hinanden.

På mange måder hjælper vore jordiske slægtskabsforhold os til at forstå dem, vi opnår i Guds store familie. Mere end en gang sammenlignede Jesus en jordisk faders kærlighed med Guds omsorg for sine børn, men forvissede os dog om, at Guds kærlighed er uendelig meget større end selv de kærligste forældres. „Hvis da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres Fader, som er i Himlene, give gode gaver til dem, som beder ham?"

Når vore jordiske forældres kærlighed tvinger os til at ære og adlyde dem, hvor meget mere burde vi så ikke ære og adlyde vor himmelske Fader?

Dersom der er kærlighed og hengivenhed mellem en jordisk families medlemmer, burde vi så ikke elske dem lige så højt, som vi er forenet med i et åndeligt fællesskab i Guds familie? Og vi burde altid være rede til at tjene hinanden i kristen kærlighed.

Vi er stolte af den jordiske familie, som vi tilhører, og derfor passer vi på altid at hævde dens ære. Burde vi ikke være endnu ivrigere efter at hævde Guds families ære ved at undgå ethvert ord eller hver handling, som kunne plette dens skønne navn?

Naturligvis er det Guds ønske, at de, som er forenet med et jordisk slægtskabs bånd, også skulle forenes i fællesskab med Guds folks større familie, men fordi sjæle enkeltvis fødes ind i Guds familie, hænder det undertiden, at forældre ikke er enige om at overgive sig til Gud. Og ofte lader børn sig føre bort fra den åndelige troskab, som deres forældre indprentede dem i deres barndom.

Under sådanne sørgelige forhold må man huske, at selv Jesu familie var splittet på grund af hans brødres fordom og skinsyge. Og når der må træffes hjerteskærende afgørelser mellem pligt mod Gud og mod dem, som er os nære og kære, så er der trøst og styrke i at tænke på, at Jesus led under de samme modstridende følelser.

Jesus talte advarende om, at nogle familier efter kødet i den grad ville blive skilt fra hinanden ved evangeliets krav, at „broder" skulle „overgive broder til døden, og fader sit barn, og børn skal sætte sig op mod forældre og slå dem ihjel".

Denne forudsigelse gik kun alt for sørgeligt i opfyldelse under de hedenske forfølgelser i de første århundreder og i den mørke middelaldertid, da Roms frafaldne kirke søgte at udslukke troen hos dem, der gerne ville dyrke Gud efter deres samvittighed.

Den opfyldes også i vor moderne tid, når hedenskabet sætter sig imod udbredelsen af evangeliet, og hvor kommunismens ateistiske ideologi forgæves har forsøgt at udslette Kristi navn og tro.

I historiens sidste dage ved vi, at Satan, fordi han ved, at hans tid er kort, vil gøre en sidste anstrengelse for at splitte familier indbyrdes og sætte dem op mod Gud. Men Det gamle Testamentes allersidste vers indeholder et vidunderligt løfte om, at også Gud vil handle og søge at genvinde de fortabte sønner og døtre og de fortabte fædre og mødre og atter bringe dem tilbage til Guds folks familiekreds og berede dem til den dag, da Jesus kommer igen.

„Se, jeg sender jer profeten Elias," forkynder han, „før Herrens store og frygtelige dag kommer. Han skal vende fædrenes hjerte til sønnerne og sønnernes til fædrene."

Og ligesom Jesu splittede familie atter fandt sammen ved det store vendepunkt på Golgata, således skal mange familier, som nu er åndeligt splittede, genforenes i troskab mod Gud og tro på hans Søn ved de rystende begivenheder i den historiske tids sidste krise.

Apostlen Paulus ender sin beskrivelse af velsignelsen ved samhørighed indenfor Guds familie med dette løfte: „Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger." På den dag, hvor Jesus kommer, vil Guds børn få deres herlige arv. Hvilken dag det vil blive, når alle de, som er sovet ind i tro, vågner til opstandelsen, og hele Guds familie i Himmelen og på jorden er samlet om hans trone!

Det bliver den største genforening, der nogensinde har været!