Fra Nain gik Jesus sammen med sine disciple tilbage henimod Galilæas sø, og sandsynligvis var det, da han nærmede sig søen, at man bragte en besat, som både var blind og stum, til ham, fra hvem Jesus, til mængdens forbavselse, uddrev den onde ånd.

Mellem folkeskarerne, som stod der, var der som sædvanligt ondskabsfulde skrift-kloge og farisæere, der straks antydede, at det var ved Beelzebul, „de onde ånders fyrste", at Jesus uddrev de onde ånder.

Oprindeligt var Beelzebul filistrenes „fluegud", men på Jesu tid havde man tillagt ham magt over sygdomme i almindelighed, og han blev dyrket af hedningerne i Galilæa og Syrien.

Sædvanligvis tog Jesus ikke meget hensyn til de fjender, der alle vegne fulgte ham, men dette blasfemiske angreb måtte have omgående svar. Jesus vendte sig mod sine angribere og spurgte dem, om det var tænkeligt, at Satan ville tillade sine tjenere først at besætte deres stakkels ofre og så bringe dem i vanry ved at benytte ham, Jesus, til at uddrive dem? Sandelig, sagde han „Hvis et rige er kommet i splid med sig selv, kan det rige ikke bestå. Og hvis et hjem er kommet i splid med sig selv, kan det hjem ikke bestå. Og hvis Satan har sat sig op mod sig selv og er kommet i splid med sig selv, så kan han ikke bestå, men det er ude med ham." Derfor var deres forklaring fuldkommen tåbelig.

Jesus gik videre i sin bevisførelse og stillede dem et endnu skarpere spørgsmål: „Hvis jeg uddriver onde ånder ved Beelzebul, ved hvis hjælp uddriver så jeres egne tilhængere dem?" På Kristi tid var der mange jødiske djævleuddrivere, som ved deres besværgelsesformularer foregav at uddrive onde ånder, så det argument, som farisæerne anvendte overfor Jesus, måtte øjensynligt lige så vel gælde dem. Dersom han var i ledtog med Satan, så måtte de også være i ledtog med ham!

Hvis de på den anden side gjorde fordring på, at Guds kraft var med dem, så måtte Jesus, der uddrev djævle uden brug af lange besværgelser, men blot ved sit bud, langt kraftigere udføre „Guds fingers værk! Kan I så ikke se, sagde Jesus, at i mig er „Guds rige kommet til jer".

For yderligere at trænge ind på sagen brugte Jesus et levende eksempel. „Når den stærke fuldt rustet vogter sin gård, bliver det, han ejer, i fred. Men når en, der er stærkere end han, angriber og overvinder ham, så tager han hans fulde rustning, som han satte sin lid til, og uddeler byttet."

Satan er den „stærke, fuldt rustede mand", og hans „gård" er verden, for han er „denne verdens herre". „Det, han har", er de ofre, som er faldet i hans kløer, og hans „rustning" består af alle de onde påfund, hvormed han holder mennesker i trældom.

Men Jesus er „stærkere" end Satan, og det store mål for hans komme er at „udråbe for fanger, at de skal få frihed", og at befri dem, som er Satans slaver. Det var i kraft af sin guddommelige magt, at han befriede denne stakkel.

Ved en senere lejlighed gav Jesus sagen en helt anden vending mod sine farisæiske anklagere ved at fortælle dem, at det ikke var ham, der var i pagt med Satan. „I har djævelen til fader," sagde han rent ud.

Jesu befrielsesværk overfor Satans fanger var genstand for en af Esajas' mest vidunderlige profetier. Som svar på Andens spørgsmål: „Kan bytte fratages en helt?" svarede Herren profetisk: „Så siger Herren: Om fanger end fratages helten, slipper bytte end bort fra den stærke, jeg strider mod dem, der strider mod dig, og dine børn vil jeg frelse. — Alt kød skal kende, at jeg, Herren, er din frelser, din genløser."

Medens Jesus vandrede her på jorden, viste han ofte, at han var stærkere end Satan, og i dag berøver han stadig djævelen hans bytte. Hans værk er måske ikke altid så iøjnefaldende, som dengang han for farisæernes og de skriftkloges øjne uddrev den stumme ånd, men der er utallige sjæle, der kan bevidne en lige så virkningsfuld befrielse fra åndelig trældom.

Da Jesus til slut havde tilbagevist farisæernes beskyldning med hensyn til hans magts oprindelse, benyttede han den lejlighed, de havde givet ham, til at fremkomme med endnu en advarsel mod Satans list. Guds magt, sagde han, er altid rede til at frigøre mennesker fra Satans grusomme trældom, men hvis ikke de befriede beder ham blive hos dem altid, så udsætter de sig for yderligere og endnu farligere angreb.

„Når den urene ånd er faret ud af mennesket, vandrer den gennem vandløse steder og søger hvile, men finder den ikke", i et andet offer! Så siger den til sig selv: "Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af."

Når den kommer tilbage til den sjæl, som den engang holdt i trældom for sin herre, Satan, finder den hjertet „fejet og pyntet", men tomt, fordi den befriede ikke har forstået at modtage Jesus og bevare ham hos sig.

Jesus fortsatte: „Så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig der; da bliver det sidste værre for dette menneske end det første."

Farisæerne var selv et eksempel på det, Jesus mente, for skønt de havde tilladt Guds sandhed, gennem Moses og profeterne, at rense deres liv fra den hedenske gudsdyrkelse, så havde de ved at nægte at tage Jesus ind i deres liv udsat sig for nye djævelske bedrag.

Kun Kristi nærværelse kan værne hjerte og sjæl mod Satans angreb. Uden hans stadige nærværelse er vi overgivet til vore åndelige fjenders nåde og barmhjertighed. Men sammen med ham „mere end sejre vi".

Da farisæerne skamfulde listede sig bort efter Jesu lammende fordømmelse, gav han dem en sidste advarsel.

„Sandelig siger jeg eder: alt skal tilgives menneskenes børn, synder og bespottelser, hvor meget de end spotter; men den, som taler bespotteligt mod Helligånden, får i al evighed ingen tilgivelse, men er skyldig i evig synd."

Tidligere havde Gud på mange måder søgt at åbenbare sin kærlighed og drage det genstridige Israel tilbage til sig. Han havde åbenbaret sig i sine gerninger og ved sine profeter, men deres vidnesbyrd var blevet forkastet. Ved at sende sin søn åbenbarede Gud sin vilje til at se bort fra deres synd og tilgive dem. Men nu forkastede de ham! Dog var Gud stadig barmhjertig og nådig, og de skulle få tilgivelse, hvis de angrede deres overtrædelser. Selv på korset bad Jesus for dem, som havde korsfæstet ham, idet han sagde: „Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør." Men hvis de til det sidste afviste Helligåndens tilskyndelser, den, som ville blive sendt til dem, når han var vendt hjem til sin Fader, så var der ingen mulighed mere. Derfor bønfalder forfatteren af Hebræerbrevet: „I dag, når l hører hans røst, så forhærd ikke eders hjerter."

I vore dage henvender Ånden sig for sidste gang til menneskehjerter. Under-tiden bekymres mennesker ved den følelse, at de allerede har begået den utilgivelige synd og er forkastede af Gud. Men den kendsgerning, at deres samvittighed bevæges at Ånden stadig beder for dem, og at frelsen venter på hjertets gensvar og vilje.

Men snart vil Ånden ophøre med ende. Så vil i sandhed den, som har evige fortabelse.

Derfor lyder Åndens kaldelse mere hører hans røst, så forhærd ikke eders lade være med at tage imod dem.