Ikke længe efter helbredelsen af høvedsmandens tjener begav Jesus sig ud på sin anden missionsrejse til byerne i Galilæa, som optog det meste af året 29. På den første vandring var kun de allerførste disciple med ham. Nu havde han ledsagelse og hjælp af alle de tolv, han havde udvalgt til sin tjeneste. For disse var det en uvurderlig lære i missionsgerning, som de snart skulle få praktisk brug for.

Sammen med Jesus var der også nogle kvinder, der var blevet hans disciple, og som med glæde gik Jesus og hans disciple til hånde på deres rejser. Blandt dem, der nævnes ved navn, var Maria Magdalene, af hvem Jesus havde drevet syv onde ånder, Johanna, der var gift med Herodes' husfoged Kuza, og Susanna. De to sidste var øjensynligt velhavende kvinder, som forsynede discipelskarens fælles pung „med det, de havde", som tak for de åndelige goder, de modtog fra Jesus.

Vi kender ikke nøjagtigt den vej, Jesus fulgte, mens han „vandrede om fra by til by og fra landsby til landsby og prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige", men det har nok været i begyndelsen af denne vandring, at han mødte de to blinde, som råbte efter ham: „Forbarm dig over os, du Davids søn!"

Da Jesus ikke ønskede at komme i ny strid med sine altid spejdende fjender om sin messiasværdighed, som de legemligt blinde mænd klart havde erkendt med åndens øjne, førte han dem afsides ind i et hus, uden tvivl et, hvor han for tiden nød gæstfrihed.

„Tror I, jeg kan gøre dette?" spurgte han mændene, da han var alene med dem. „Ja, Herre!" svarede de som med en mund. Da rørte Jesus som svar på deres tro ved deres øjne, og „deres øjne åbnedes".

Da de glade gik bort, bød Jesus dem ikke at tale om, hvad han havde gjort, for at han frit kunne gå videre til de andre byer, men de kunne ikke holde deres lykke for sig selv, og store skarer fulgte ham på hans vej, eftersom hans ry spredtes vidt omkring.

Efter en rundrejse på nogle uger gennem Galilæas land kom Jesus og hans disciple ned fra højlandet af den klippefulde vej langs Tabors bjerg og nåede den østlige del af Esdralon-sletten. Det var nærved aften, da den lille flok begyndte på opstigningen ad den stejle sti, der fører til landsbyen Nain.

Landsbyens navn, som betyder „skøn", betegner dens henrivende beliggenhed på en højslette på den nordvestlige skråning af Lille Flermon, som ragede op til en højde af ca. 500 m. Mod vest strakte Esdralons slette sig, grøn og smuk med spirende sæd, ud mod havet, mod syd begrænset af Karmels blå bjerge og på den anden side af Nedre Galilæas høje. I dag er landsbyens beliggenhed så „skøn" som nogensinde, for nu er den frugtbare slette spættet af jødiske kolonier i den nye stat Israel, men nutidens Nain selv er en ussel lille landsby, omgivet af de muhamedanske beboeres fattige marker.

Skyggerne var ved at blive lange, da Jesus og hans disciple kom forbi en del klippehuler, der var Nains begravelsesplads. Nogle var allerede fyldt med døde og var forseglede for at spærre indgangen for vilde dyr. Andre lignede store gabende dyb, der ventede på at lukke sig om deres ofre

De var lige kommet forbi klippegravene, da der lød jamren fra byens port, og et ligfølge kom ud. Det var der imidlertid ikke noget usædvanligt ved, for det var skik at begrave de døde lige før mørkets frembrud.

I spidsen for processionen gik den, som skulle holde begravelsestalen ved graven. Bag ham kom de lejede grædekoner, som jamrede deres klagesange. Så kom fire bærere med en simpel båre af strå og fletværk, hvorpå der lå en ung mands livløse skikkelse, indsvøbt i linnede ligklæder. Et klæde var lagt let hen over det opadvendte ansigt, og de blege blodløse hænder var foldet over brystet. Bagved båren, støttet af venner fra landsbyen, gik hans moder, en ældre enke, overvældet af sorg over tabet af sin eneste søn.

Deres bestemmelsessted var en af klippehulerne ved vejen, hvor enken for nogen tid siden havde henlagt sin mand, den døde unge mands fader. Der skulle liget anbringes i en niche i klippen, begravelsestalen skulle fremsiges, hulens indgang ville atter blive spærret, og den stakkels moder, den sidste af familien, måtte vende tilbage til sit tomme hjem og sin sorg. Men på denne stille efterårsaften skulle det gå helt anderledes.

Den sørgende moder så knap på Jesus og hans disciple, da hun gik forbi dem, fordi hun troede, at de var fremmede, som søgte herberg i byen for natten. Men da Jesus forstod, hvilken ulykke der havde ramt den skrøbelige, bøjede skikkelse, sagde han blidt til hende: „Græd ikke!"

Et øjeblik løftede hun blikket, taknemmelig for de venlige ord, og ville så atter gå videre, da Jesus trådte frem og rørte ved båren, idet han gav bærerne tegn til at standse.

Da de så, at han var rabbiner, kunne de ikke skjule deres overraskelse over, at han på denne måde forårsagede uorden i ceremonien; de kunne jo se, at han ikke var i slægt med den unge mands familie. Et øjeblik efter blev deres overraskelse til forbløffelse, da Jesus henvendte sig til den livløse skikkelse på båren. „Unge mand," sagde han med høj og myndig røst, så det gav genlyd i den stille aftenluft, „jeg siger dig: stå op!"

Straks da han havde talt, begyndte den unge mands hænder at bevæge sig, så løftede han hovedet, og et øjeblik efter sad han op.

Jesus hjalp ham ned fra båren og førte ham hen til den forbavsede moder, som var lige så overvældet af bevægelse ved sit genvundne barns omfavnelse, som hun nogle minutter før havde været ved sorgen over hans død.

Underets første virkning på mængden var frygt på grund af det vidunderlige, som de havde set. Men da de var kommet sig af deres forbavselse, begyndte de at „prise Gud" og sagde: „En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk."

Uden tvivl gik deres tanker tilbage til det mirakel, som Elisa gjorde for århundreder siden i Sunem, ovre på den anden side af netop dette bjerg, da han bragte en anden enkes søn tilbage til livet.

Hvis disse mennesker havde givet sig tid til at tænke, ville de have forstået, at Jesus ikke bare var en anden „profet", for den måde, hvorpå han oprejste enkens søn i Nain, var helt forskellig fra Elisas undergerning i Sunem eller fra Elias', da han oprejste enkens søn i Zarepta i Fønikien.

Dengang Elisa kom ind i den sunamitiske kvindes hus, „lukkede han døren - - og bad til Herren``. Da Elias tog den døde søn fra enken i Zareptas skød og bar ham ind i det rum, hvor han boede, „råbte han til Herren". Men Jesus gik ikke i forbøn hos Gud for denne enkes søn; med myndighed bød han den unge mand: „Stå op!", og straks vendte livet tilbage til den døde.

Her var der ingen profet, der anråbte om Guds kraft for at hjælpe en stakkels enke. Jesus var selv Gud, der ved sit ord gav livet tilbage til enkens søns lig, ligesom han, i begyndelsen, gav Adam livets ånde og gjorde ham til „en levende sjæl".

Men folkets øjne var tillukkede, og kun disciplenes snævre kreds så i dette mirakel den højeste åbenbaring om, at Jesus var Guds søn. Allerede havde han vist sin magt over de livløse ting ved at forvandle vand til vin. Han havde åbenbaret sin magt over sygdomme ved at helbrede en mangfoldighed af alle slags legemlige og sjælelige lidelser. Nu åbenbarede han for første gang sin største magt ved at åbne dødens porte og bringe et af dens ofre tilbage til livet.

Men hvorfor ventede Jesus lige til nu med at sætte kronen på værket ved at vise sin magt? Svaret må sikkert søges i de begivenheder, der var gået lige forud. På bjerget havde Jesus indvarslet sit rige og valgt dets første vidner. Ved helbredelsen af høvedsmandens tjener havde han vist, at hans riges undersåtter skulle komme fra øst og vest og nord og syd for at sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i herligheden. Nu åbenbarede han, ved at oprejse enkens søn i Nain, sin magt til endog at hente dem, som troede på ham, tilbage fra graven, så de kunne få del i hans rige.

Det betyder også noget, at dette var den første undergerning, som Jesus gjorde uopfordret. Han havde helbredt en mængde mennesker, der var kommet til ham for at bede ham om hjælp. Han havde hjulpet mange på venners indstændige forbøn. Men ved denne lejlighed var initiativet kun hans eget. Hvorfor? Fordi det er således, han på sin tilkommelses store dag vil kalde de døde frem fra deres støvseng. På sin Faders bud vil han stige ned fra Himlen, og med et sejrsråb vil han kalde de troende døde frem fra deres grave.

„Den time kommer," sagde Jesus ved en anden lejlighed, „da alle de, som er i gravene, skal høre min røst, og de skal gå frem."

„I et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder," bekræfter apostlen Paulus, „skal de døde opstå." „Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå."

Ligesom Jesus gav denne unge mand tilbage til hans moder, således vil mange børn, som døden har adskilt fra deres forældre, blive givet dem tilbage, og forældre til deres børn. Med jubel vil forældre omfavne deres børn. Børn vil atter klynge sig til dem, de elsker højest. Døden vil være helt opslugt af sejren, og hver tåre skal borttørres.

Intet under, at Paulus ender sin gribende beskrivelse af opstandelsen på den yderste dag med denne formaning: „Så trøst nu hverandre med disse ord!"

Og det har vi grund til, for det under, som oprejste enkens søn i Nain, var det første af de mange beviser, som Jesus kom for at give os på, at ikke engang den legemlige død vil komme til at skille hans folk fra hinanden og fra hans rige på den dag, da „de ydmyge skal arve jorden!"