Da Jesus havde endt sin prædiken på bjergsiden ved Kapernaum, vendte han sammen med sine disciple tilbage til byen. Rygtet om, at Jesus var kommet tilbage, spredtes hurtigt i byen. Blandt andre nåede det til en høvedsmand, som boede der. Muligvis har han været befalingsmand i den romerske garnison, som lå i Kapernaum, eller måske, og mere sandsynligt, har han været i tjeneste hos Herodes Antipas, fjerdingsfyrsten for Galilæa, hvis vagtmandskab var organiseret efter romersk mønster og kommanderet af grækere eller romere.

Skønt opdraget som hedning, havde denne høvedsmand, siden han var blevet ansat i Palæstina, ligesom Kornelius, den romerske høvedsmand i Joppe, følt sig tiltrukket af den jødiske tro og var blevet en af „Portens proselyter". Det vil sige, at skønt han ikke var omskåren og ikke rettede sig efter alle de rabbinske forordninger, så troede han på den sande Gud, overholdt den moralske lovs forskrifter og tilbad i den jødiske synagoge.

Da han desuden var en meget velhavende mand, havde han endogså bygget en synagoge for jøderne i Kapernaum, måske netop den, hvis ruiner stadig ligger spredt langs bredden af søen ved Tell Hum. I denne bygning findes der netop dekorationer i græsk-romersk stil, som måske er indføjet som et tegn på påskønnelse af giveren.

Øjensynligt havde høvedsmanden aldrig mødt Jesus, men han havde hørt om hans undergerninger. Da han fik at vide, at Jesus var i nærheden, følte han sig tilskyndet til at søge hans hjælp for en meget betroet tjener, der var alvorligt syg af en smerte-fuld lammelse og havde været døden nær. Høvedsmandens sorg over sin tjener viser, at han må have været en god mand, for i de tider blev slaver kun betragtet som løsøre, der ligegyldigt kunne kastes bort, når det ikke mere var brugeligt. Måske havde denne tjener frelst sin herres liv i kampen. Eller, hvis han har været en jøde, kan han måske endog have været redskabet til at bibringe høvedsmanden hans viden om Gud. Hvad grunden end har været, så følte han sig stærkt knyttet til sin tjener, og da al menneskelig hjælp svigtede, vendte hans tanker sig til Jesus, den store læge.

Uden tvivl havde høvedsmanden hørt om helbredelsen af den fornemme mands søn i Kana nogen tid før, men så ydmyg af hjertet var denne gode og fromme mand, at han ikke følte sig værdig til personligt at nærme sig Jesus. I stedet opsøgte han de ældste i den stedlige synagoge og bad dem gå i forbøn for ham. De ældste var kun alt for villige til at hjælpe en så indflydelsesrig velynder og gav sig straks til at lede efter Jesus.

Den farisæiske tankegang var let kendelig i deres fremførelse af høvedsmandens bøn, for de begyndte med at fortælle, hvor „værdig" en mand, han var, og i hvor høj grad han fortjente Jesu hjælp. „Han elsker vort folk," sagde de, „og har bygget vor synagoge til os."

Men Jesus var ikke som farisæerne! Han spurgte ikke om, hvor mange gode gerninger de, som kom til ham, havde gjort. For ham var det nok, når de kom i tillid til, at han holdt af dem og ville opfylde deres bønner. Det, som ved denne lejlighed betød noget for ham, var ikke beretningen om høvedsmandens gode gerninger, hvor udmærkede de end havde været, men hans tro og den ydmyghed, hvormed han nærmede sig.

Jesus begav sig beredvilligt af sted til høvedsmandens hus. Da denne hørte, at han var på vej, var hans første tanke den, at hans hus ikke formelt var rent nok til at modtage en stor rabbi. Derfor sendte han venner ud for at møde Jesus og sige: „Herre, gør dig ikke ulejlighed, thi jeg er for ringe til, at du skal gå ind under mit tag." Men for Jesus var høvedsmandens følelse af uværdighed det bedste bevis, han kunne give på sin værdighed, og derfor standsede han ikke på sin vej.

Høvedsmanden skyndte sig selv ud, da han nærmede sig, stadig ængstelig for, at Jesus i hans hus skulle finde noget, der var krænkende for ham. Atter gjorde han undskyldninger, fordi han gjorde Jesus ulejlighed, og sagde: „Sig kun et ord, så bliver min tjener rask."

„Jeg er jo selv en mand, der står under kommando og har soldater under mig," blev han ved, „og siger jeg til den ene: Gå! så går han; og til den anden: Kom! så kommer han; og til min tjener: Gør dette; så gør han det." Dersom han, en romersk officer, kun behøvede at befale over sine undergivne for at være sikker på øjeblikkelig lydighed, så var det jo tilstrækkeligt, hvis Jesus, der udøvede Guds magt, blot sagde et ord, og hans tjeners sygdom ville forsvinde!

Da Jesus sammenlignede denne ikke-jødiske soldats tro med den vantro og modstand, han havde mødt hos sine egne landsmænd, „undrede han sig", og idet han vendte sig imod dem, der var fulgt med, sagde han: „Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Og jeg siger eder: mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget. Men rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor; der skal der være gråd og tænderskæren."

Jøderne havde en overlevering om, at når Messias kom og sejrede, ville han „dække et bord" for jøderne, mens hedningerne skulle se til „og skamme sig". Det må have forfærdet de stolte farisæere, da Jesus vendte billedet om og erklærede, at de troende hedninger skulle sidde på de pladser, som de mente var forbeholdt dem, mens de skulle kastes ud i „mørket". Dette var i sandhed „en ny lære" og højst uvelkommen for dem. Men Jesus afventede ikke deres bemærkninger om det. Han vendte sig til høvedsmanden og sagde: „Gå kun, det skal ske dig, som du troede!"

Glædestrålende skyndte manden sig tilbage til sit hus og fandt, at hans tjener var blevet rask „i samme stund", da Jesus havde talt det lægende ord. Vi kan være sikre på, at det ikke kun var legemlig helbredelse, men også frelse, der kom til hans hus den dag!

Det er sikkert meget betydningsfuldt, at dette under skulle følge lige efter Jesu forkyndelse om riget og dets børn i Bjergprædikenen, for i beretningen om denne første ikke-jøde, som kom til Kristus, har vi en sikkerhed for frelsens almengyldighed. Skønt høvedsmanden efter kødet ikke tilhørte Israel, så var han i sandhed medlem af det åndelige Israel, der skulle komme „fra øst og vest" og fra nord og syd ved evangeliets vidnesbyrd.

I denne lille gruppe, med høvedsmanden og hans ledsagere stående foran Jesus sammen med disciplene har vi et ganske lille billede af Guds børn af alle folkeslag, som en dag skal forenes i Himmeriget.