Huset på klippen!

 

Mere end en gang påpegede Jesus, at farisæernes mest fremtrædende egenskab var åndeligt hovmod. I synagogerne higede de efter de fornemste pladser. På gader og torve bar de deres fromhed til skue, og i deres bønner tøvede de ikke med at berette Gud om alle deres indbildte dyder.

Det eneste, som kunne sidestilles med deres åndelige hovmod, og som faktisk var en følge af det, var deres strenge dom om andre. Når de ikke kundgjorde deres egen retfærdighed, udtalte de deres dom over en anden. Derfor passede det godt, at Jesus anvendte slutningen af sin store prædiken på bjerget til at tale om dom, både den menneskelige og den guddommelige.

De, som giver sig til at dømme andre, erklærede han, må være meget forsigtige, så de ikke udsætter sig for selv at blive dømt efter samme målestok og slippe endnu dårligere fra det! I kan være sikre på, sagde han, „at den dom, I dømmer med, med den skal I dømmes, og det mål, I måler med, med det skal I selv måles."

Jesus fortsatte, idet han særligt henvendte sig til farisæerne mellem sine tilhørere: „Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til?" Hvis de absolut skulle dømme andre, ville de gøre klogt i først at „tage bjælken ud" af deres eget øje; så kunne de se klart til at „tage splinten ud" af deres broders øje.

Men det er endnu bedre, sagde Jesus, hvis vi slet ikke sætter os til doms over andre. „Døm ikke, for at I ikke skal dømmes!" Selv om vi kan og bør erkende synden, som det den er, så kan alene Gud læse årsagen til den i det menneskelige hjerte. Da Faderen desuden „har overgivet Sønnen al dom", sætter de, som selv påtager sig at afsige en forhastet dom over andre, sig ikke alene i Guds, men også i Kristi sted.

Men skønt vi hverken har ret eller evner til at dømme andre, så dømmer mennesker i virkeligheden sig selv ved deres handlinger. Lige så sikkert som et træ kendes på sin frugt, vil den sande karakter vise sig ved livets frugt. Jesus sagde: „Af deres frugter skal I kende dem."

Efter træets natur må det bære frugt „efter sin art". Tjørne bærer ikke søde druer; tjørne, tidsler eller brombærranker kan heller ikke frembringe figen! Hvis et træ virkelig er et godt træ, vil det bære god frugt, men hvis et træ af naturen er giftigt, vil det bære giftige frugter. Ligesom træer ikke kan undgå ved deres frugt at vise, af hvad slags de er, sådan kan mennesker det heller ikke. Ligesom rajgræsset og hveden i den første væksttid næsten ikke er til at skelne fra hinanden, således er det en tid næsten umuligt at kende forskel på de onde og de gode, men før eller siden kommer den tid, hvor deres sande væsen afsløres ved deres gerningers frugt. Man bedømmer et træs værdi efter den frugt, det bærer, og den sidste prøve i menneskers liv er ikke, hvad det har været, men hvilken frugt de har båret.

Dette er ikke i modstrid med Bibelens stadige belæring om, at mennesker frelses ved tro og ikke ved gerninger. Det betyder ganske enkelt, at hvis et menneske virkelig i tro er et Guds barn, så kan han ikke lade være med at gøre det, som behager Gud. Hvis hans liv er rodfæstet i troen, vil retfærdighedens frugter vise sig. Og omvendt: hvis retfærdighedens frugter ikke er synlige i livet, må der være noget i vejen med hjertet, thi fra hjertet „udgår livet".

Vi behøver derfor ikke at dømme nogen. De vil uvægerligt dømme sig selv, og, som Jesus sagde: „Af deres frugter skal I kende dem." Og dog, forklarede Jesus videre, kan der være nogle, som så snedigt skjuler deres sande natur, at de fuldstændigt kan skuffe deres medmennesker. Selv indenfor Guds kirke kan de vinde anseelse ved at tale i hans navn og udrette noget for hans sag. Men skønt deres bedrag tilsyneladende lykkes her i livet, så er det den største dårskab, hvis de mener, at de ved den sidste prøve kan narre Gud.

Måske tænkte Jesus på Judas, som stod sammen med de andre disciple, da han højtideligt forkyndte: „Ikke enhver, der siger til mig: „Herre, Herre!" skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje."

Lige indtil den nat, da Jesus spiste det sidste påskemåltid sammen med sine disciple, førte Judas sine meddisciple bag lyset. Men han kunne aldrig narre Jesus, og da de samledes til dette afskedsmåltid, afslørede Jesus det onde hjerte, som så længe havde været skjult bag det glatte ydre.

Det var rystende for disciplene at gøre sig klart, at de hele tiden havde haft en forræder iblandt sig. Og det ville sikkert også være rystende for Guds kirke i dag, hvis den sande karakter hos nogle i deres midte blev åbenbar. Jesus forkyndte nemlig: „Mange vil sige til mig på hin dag: Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?" Bedrøvet tilføjede han: „Og da vil jeg sige dem rent ud: jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret."

Det er i sandhed alvorligt at gøre sig klart, at på dommens dag vil mange, der har været agtede medlemmer af hans kirke og ledere i hans gerning, komme til at høre den frygtelige erklæring: „Jeg har aldrig kendt jer," og alt, hvad de har udrettet, skal afsløres som uægte, der dækker over et syndefuldt hjerte. Disse „forrædere" bliver måske ikke som Judas afslørede her i livet, men på dommens dag vil alle hjertets hemmeligheder ligge blot. Den dag vil der uden tvivl også være mange, som disse hyklere har afvist med foragt, men som af Jesus vil blive budt velkommen til deres Herres glæde.

Jesus afsluttede sin prædiken med et sidste gribende eksempel for at vise, hvorledes de sande og de falske til slut vil åbenbare sig. Han sagde: „Enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og handler efter dem, han ligner en klog mand, som byggede sit hus på klippegrund," men „enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og ikke handler efter dem, ligner en dåre, som byggede sit hus på sand."

Mellem Galilæas bjerge findes der mange vandløb, som i den regnløse tid bliver fuldstændig udtørrede, så store strækninger af den sandede flodseng ligger bare. Jesus skildrede en tåbelig bygmester, der fandt en af disse jævne strækninger ved siden af en flod og tænkte, hvor det ville være let at bygge sit hus på et sådant allerede beredt sted, og uden at bekymre sig om en grundvold byggede han et storartet hus, som blev beundret af alle, der så det.

Den anden mand var klog nok til at indse, at et bygningsværk ikke varer længere end sin grundvold, og derfor vendte han den fristende, jævne flodbred ryggen og opsøgte en højere beliggende grund, en klippegrund, til sit hjem.

Han blev tilrettevist af den tåbelige bygmester, fordi han gik så højt op, når der var rigelig plads langs flodbredden, og fordi han brugte sine kræfter til at planere den hårde klippegrund, når der ved floden fandtes byggegrunde, som slet ikke behøvede at tilberedes. Men den kloge mand blev ved med at gøre sin grundvold i stand, og derpå gravede han dybt ned i klippen for at sikre murene. Han arbejdede strengt og bar alle materialerne op på klippen, men til sidst blev hans hus da færdigt.

Tilsyneladende var der ikke stor forskel på de to bygninger, hvad det ydre angik, så længe det endnu var sommer. Men snart satte regntiden ind, og vinterstormene begyndte. På ganske kort tid blev den tørre flodseng forvandlet til en rasende bjergstrøm. Den letsindige bygmester så med forfærdelse floden hvirvle rundt om det nederste af hans hus og skylle det bort, som lige havde været en fast sandbred. Det varede ikke længe, før huset på sandet var undermineret og faldt sammen med et stort brag. Imedens var den kloge mands hus højt oppe på klippen i sikkerhed for de vilde vandstrømme. Det lå på sin faste grundvold, i sikkerhed for storm og regn, og da den tåbelige mands hus var brudt sammen og var revet med af floden, lå den kloge mands hus der stadig.

Således, sluttede Jesus sin tale, vil det gå, når menneskers liv sættes på den endelige prøve. De, som har ladet sig nøje med en kun ydre eller tilsyneladende gudfrygtighed, vil ikke kunne møde livets strenge prøvelser og Guds endnu strengere dom, når han bringer jorden til at skælve. På den dag vil alle de ting, der kan rokkes, rokkes og bortryddes, og kun „de ting, som ikke kan rokkes", skal blive bestandig.

Kun den, hvis liv er bygget på Kristi sikre grundvold, og hvis hjerte helt har overgivet sig og er lydigt mod ham, vil kunne bevares for tid og evighed.