Da Moses forkyndte Israel Guds vilje, sagde han: „Jeg tager i dag himmelen og jorden til vidne mod jer på, at jeg har forelagt jer livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve!"

I Jesu vidunderlige prædiken på bjerget i Galilæa fremstillede han i en række slående eksempler det livsvigtige valg, som evangeliet stiller mennesker overfor.

Han sagde: „Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten elske den ene og hade den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke både tjene Gud og mammon."

Da vore første forældre i Edens have svigtede deres troskab mod Gud ved at overtræde hans bud, blev de Satans tjenere og troede i deres tåbelighed, at den løn, han bød dem, var bedre end troskabens belønning hos deres skaber. Og siden da har mennesket stadig haft valget mellem at forblive i Satans tjeneste eller atter at blive lydigt mod Gud.

Til gengæld for tjenesten tilbyder Satan „uretfærdighedens mammon" og „syndige glæder". Han kan dog kun tilbyde dem „for en tid", fordi hans magttid som „verdens fyrste" er strengt begrænset. Når hans frist udløber, vil han miste alt, og de, som har del i hans besiddelser, vil også miste alt og dermed også selve livet.

På den anden side lover Gud ingen rigdom i „den nærværende onde verden". 1 stedet tilbyder han „sin nådes overvættes rigdom" og „glæden ved hans frelse", og lover os en arv i Himmelen, som „ikke visner hen".

Hvor er det sørgeligt, at mange er så kortsynede, at de vælger det værdiløse glimmer og flitter i en verden, som „forgår", frem for at blive „Kristi medarvinger" til en evig arv.

Der er selvfølgelig dem, der mener, at de kan få det bedste ud af begge verdener.

Men de tager sørgeligt fejl! .Det er ikke muligt at dele sin kærlighed mellem Gud og mammon. Hvis tankerne kredser om jordiske ting, må Gud uvægerligt blive glemt. Hvis vi virkelig ville tjene Gud, må vi „ikke elske verden, ej heller det, der er i verden". „Venskab med verden er fjendskab imod Gud," siger Jesus. Der findes ingen neutralitet, og vort valg er gensidigt afgørende.

I sin næste skildring af de to muligheder, mennesker har at vælge imellem, pålagde Jesus dem indtrængende: „Saml jer ikke skatte på jorden, - - men saml jer skatte i Himmelen."

Jesus mente ikke dermed, at vi aldeles ikke skulle tage hensyn til vort materielle behov eller til deres, som er afhængige af os. Gud har indstiftet årstiderne, for at vi skal kunne så og høste rigeligt. Han giver os „magt til at blive rige", og han venter, at vi med flid skal bruge vore evner. Det, som han fordømmer, er en falsk vurdering: at tanker og energi koncentrerer sig om „at samle skatte" på jorden på bekostning af at forsømme fællesskab med Gud. En mand kan blive millionær, og dog kan han, hvis han betragter sin rigdom som helligt, forvaltet gods, der skal anvendes til Guds ære, bevare et fuldkomment fællesskab med ham. En anden kan styrtes i åndelig ødelæggelse ved en ringe del af denne rigdom. Det er, når kærlighed til penge fortrænger kærligheden til Gud, og tillid til jordisk ejendom erstatter tilliden til Gud, at rigdom bliver den „rod", hvorfra alt „ondt" kommer.

Jesus uddybede dette billede videre og viste, hvor usikkert, selv her i livet, den „uretfærdighedens mammon" er, som Satan tilbyder dem, der tjener ham.

„Saml jer ikke skatte på jorden," sagde han, „hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler." Akkurat som møllet æder sig ind i den opbevarede dragt, og rusten tærer på hårdt metal, til det smuldrer til støv, således kan grundlaget for jordisk velstand være lumsk undermineret og pludselig styrte sammen. Intet „guld-randet" værdipapir kan garantere for varigheden af noget jordisk.

På Jesu tid var det almindeligt, at tyve gravede sig gennem de leropbyggede mure ind i de riges huse for at søge efter skatte; selv de vældige pyramider og Faraonernes omhyggeligt skjulte grave var ikke sikre for gravrøvernes list. Der findes ingen virkelig sikkerhed i jordisk ejendom, sagde Jesus. Og selv om det måske lykkes os at holde fast ved den her i livet, så triumferer den store tyv, døden, dog til sidst og fratager os alt. Hvor langt klogere er det derfor at samle skatte som tilgivelse og fred i Himmelens varetægt ved at være trofaste mod Gud og adlyde hans bud, så de kan stå på vor konto, når vi fra denne verden går over i den kommende verden.

Men, siger måske nogle, hvis vi forsager verden og alt, hvad den har at byde os, og helt og fuldt slutter os til Gud, hvis vore tanker kun drejer sig om hans sags fremgang og kommende rige, hvordan skal det så gå os med vore timelige fornødenheder? — Til svar pegede Jesus på fuglene, som kredsede og flagrede over skarernes hoveder, mens de lyttede.

„Se til himmelens fugle," sagde han, „de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og dog giver jeres himmelske Fader dem føden." Den kendsgerning, at Gud gav disse skabninger livet, så de kunne fylde luften med deres lovsange, forkynder, at det er hans vilje at opretholde deres liv, så de opfylder deres bestemmelse. Dersom Gud har en langt højere tanke med vort liv, vil han sikkert ikke have mindre omhu for os, når vi søger at virkeliggøre vort høje kald i Kristus.

Atter sagde Jesus, idet han med hånden viste hen mod de grønne skråninger, hvor blomsterne strålede i alle farver: „Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes: de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem." Gud smykker blomsterne på bjerg og i dal, på eng og ved flodens bred, for at de i al deres ynde kan give jordens overflade større skønhed. Men hvis Gud gør så meget for at skabe de dejlige blomster, „som står i dag, og i morgen kastes i ovnen", kan vi så ikke også stole på, at han vil sørge for deres fornødenheder, for hvem han har planlagt en langt højere og mere varig bestemmelse?

I selve de legemer, som Gud har givet os, ser vi vidnesbyrd om hans omsorg. „Hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin vækst?" Den fysiske vækst finder sted, fordi Gud har bestemt, at vi skal nå en vis udvikling. Men langt vigtigere end dette er den åndelige vækst, som han vil, vi skal nå. Mon han så vil være mindre rede til at forsyne os med alt, hvad der kan bidrage til dette formål?

Jesus benyttede sig atter af dagliglivets kendte foreteelser og vedblev: „Er der nogen iblandt jer, som vil give sin søn en sten, når han beder ham om brød, eller give ham en slange, når han beder ham om en fisk? Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres Fader, som er i Himlene, give gode gaver til dem, som beder ham!" — både her i livet og endnu rigeligere i det tilkommende!

„Bed," tilføjede han i et vidunderligt tredobbelt løfte, „så skal der gives jer," for hans øre opfanger hurtigt hans børns svageste kalden, og hans hånd er rede til at tilfredsstille al deres trang. „Søg, så skal I finde," for han er nær for at velsigne. „Bank på, så skal der lukkes op for jer," for han har sin hånd på døren og venter på at besvare din kalden.

Dersom vi da ikke behøver at bekymre os om vore fornødenheder i dag, så er der endnu mindre grund til at ængstes for i morgen. Han, som kender „begyndelsen og enden", kan nok tage ansvaret for morgendagen, når morgendagen kommer. Derfor sagde Jesus: „1 må ikke være bekymrede og sige: Hvad skal vi spise? eller: Hvad skal vi drikke? eller: Hvad skal vi klæde os i? —   Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift."

Verdslige menneskers tanker begrænses af deres timelige fornødenheder, fordi dette liv for dem er det eneste sikre. Men for Gud er dette liv kun som en forgård til en langt rigere og mere varig tilværelse. Og hvis dine tanker og din stræben er rettet mod denne høje bestemmelse, vil Gud sørge for, at du ikke mangler noget, som kan bidrage til, at du når den.

I et sidste malende eksempel sammenligner Jesus afslutningen for dem, der vandrer ad de verdslige glæders og den syndige friheds „brede vej", med dem, der vælger den snævre og opadstigende vej, som fører til Gud.

Palæstina er et land med bjerge og dale, og uden tvivl har Jesus fra det sted, hvor han stod, kunnet skimte den brede landevej, som førte over Genezaret-sletten, og bjergstiernes tynde, hvide linier, der stejlt førte op til landsbyerne på bjergtoppene.

Han så, hvor den brede vej vrimlede med mennesker, medens de mindre travle rejsende gjorde sig til gode med vin og sang i kroerne langs med vejen. Hvor var dette et rammende billede på de skarer, der vælger den brede vej i livet, og som kun tænker på rejsens behagelighed og de fornøjelser, de møder. Og hvor betydningsfulde virkede ikke de ensomme skikkelser, der drejede af fra den brede vej for at vandre op ad den stejle vej til bjergene!

Mens den lyttende skares øjne fulgte stimmelen på den brede vej og de små skikkelser, der hastede opad, fremkom Jesus med sin advarsel: „Vid er den port, og bred den vej, som fører til fortabelse, og mange er de, der går ind ad den;" men "snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den." Hvor er det sørgeligt, at så mange vælger det, som er nydelsens tilsyneladende brede og behagelige vej, uden at gøre sig klart, at den ender i trældom, smerte, sorg og død. Hvor langt bedre er deres valg, som går ind ad den snævre port til den trange vej, som fører til Guds stad! Det er sandt, at det betyder at opgive al verdslig ærgerrighed og at forsage verdens forfængelighed og synd. Det er en knudret og vanskelig vej, og stadig må man passe på at undgå faldgruberne ved siden af vejen. Det kræver flid og ihærdighed altid at haste fremad og opad. Men langs med den opadstigende vej findes Guds forsyns og omsorgs levende kilder. Der er også hvilesteder, hvor sjælen kan blive forfrisket og genoplivet. Der er en fører, som lyser på vejen foran os, og stien bliver stadig lysere, efterhånden som den nærmer sig til Guds hellige stads gyldne porte.

Lykkelige er de, som vælger den trange vej og når til den evige stads tilflugtssted, før verdens solnedgang, når portene lukkes i.