Fra den ensomme bjergegn omkring Kæsarea Filippi begav Jesus sig atter hen imod byerne ved søen i Nedre Galilæa. Den rejse, som skulle ende i Jerusalem og på Golgata, var begyndt!

Disciplene var forvirrede over alt det, som Jesus havde fortalt dem, og de var bedrøvede. Jesus havde anerkendt Peters åndsfyldte vidnesbyrd om, at han i sandhed var Messias, som Israel så hen til. Dog havde han forberedt dem på, at han meget snart ville blive grebet af sine fjender, dømt og henrettet. Det var alt sammen så ganske forskelligt fra deres forventninger om den sejrende Messias' komme. Og mens de rejste sydpå, talte de indbyrdes om, hvad det alt sammen kunne betyde. Men de var bange for at udspørge Jesus mere, for at han ikke skulle dadle dem for deres langsomme opfattelse.

Vi ved ikke bestemt, hvor længe Jesus blev i Kæsarea Filippis omegn, efter at han havde fortalt dem om sin kommende lidelse og død, eller hvor lang tid det lille selskab var om deres rejse tilbage til Galilæa, men det var en seks dages tid efter Jesu betydningsfulde erklæring, at han meddelte sine ledsagere, at han ville gå op på et nærliggende bjerg for at bede, og at han ville tage Peter, Jakob og Johannes med sig.

Hans bestemmelse vakte ingen indvendinger fra de andre disciple, for Peter og Zebedæus' to sønner havde allerede ved deres dybere forståelse og klarere opfattelse af hans lære opnået at blive betragtet som Jesu nærmeste venner. Mellem alle disciplene var de blevet udvalgt til at være vidner til Jairus' datters opvækkelse, og uden tvivl havde Jesus ved andre lejligheder taget dem med sig som sine særlige ledsagere i nætter, hvor han bad. Også lige til det sidste skulle de være ham nærmest i Getsemanes mørke. Derfor sagde Jesus til de andre disciple, at de skulle skynde sig til en landsby, hvor de kunne være om natten, og tog så Peter, Jakob og Johannes med sig op i bjergene.

Beliggenheden af det bjerg, som Jesus besteg, har været genstand for mange formodninger. Nogle har ment, at det var en af Hermons sydlige udløbere, men den kendsgerning, at de allerede havde rejst lang vej, synes at udelukke dette. Desuden var der en stor skare jøder sammen med disciplene, da de næste morgen mødte dem, hvoriblandt nogle af de stedlige rabbinere, så de må have forladt de mere hedenske dele af det nordlige Galilæa.

En overlevering, som stammer fra de første kristne århundreder, omtaler bjerget som Tabors bjerg, nogle kilometer syd for Galilæas sø på grænsen af Esdralon-sletten. Denne tradition var så levedygtig, at man på bjergets flade top finder runinerne af ikke mindre end tre kirker. Men denne antagelse er imidlertid lige så usandsynlig som den anden, for beretningen siger udtrykkeligt, at de ikke „drog gennem Galilæa" før næste dag. Af de klippecisterner, som findes på toppen, ved man også, at Tabor altid har været beboet, og på Jesu tid lå en fæstning øverst oppe på bjerget. Omkring år 60 forstærkedes murene af Josefus, som under den jødiske opstand var kommandant i Galilæa, for at standse den romerske hærfører Vespasians fremrykning, og man kan stadig se resterne af hans anlæg. Det lyder ikke sandsynligt, at Jesus skulle have besteget Tabor for at søge et stille sted til bøn.

Vi må altså slå os til tåls med ikke at vide navnet på det bjerg, hvor Jesus og hans disciple tilbragte natten, men gætte os til, at det var et sted nord for Galilæas sø, men ikke langt fra de jødiske byer ved søen.

Jesus og hans disciple havde vandret hele dågen, og da de nåede bjergets top, og mørket var ved at falde på, var de alle meget trætte. De tre deltog sammen med Jesus i aftenandagten, og derpå svøbte de sig ind i deres kapper og lagde sig ned i græsset. Da det jo var sommer, behøvede de ingen yderligere beskyttelse mod vejr og vind, og snart sov de trygt.

Men Jesus var stadig vågen, og han flyttede sig lidt bort fra de sovende og gav sig til inderligt at bede. Allerførst bad han om kraft til at vandre lidelsens vej, som lå så mørk foran ham, og som endte ved korset. Så bad han om, at den herlighed, han havde haft hos sin Fader fra tidernes evighed, og som atter skulle blive hans, når han havde fuldbragt sit kald, blot for et kort øjeblik måtte åbenbares for hans tre udvalgte disciple.

Gud modtog hans selvindvielse og opfyldte hans bøn. Da Jesus rejste sig fra sin knælende stilling, blev det menneskelighedens dække, som han havde påtaget sig, da han kom for at opslå sin bolig blandt mennesker, trukket til side, og Guds evige Søns herlighed strålede frem. Nattens mørke spredtes af en himmelsk klarhed, som udstrålede fra og forvandlede Menneskesønnen.

Disciplene vågnede op ved den blændende stråleglans, og da deres øjne var blevet fortrolige med det uvante klare lys, så de i undren op på Jesu strålende skikkelse. Efter de beskrivelser, evangelisterne har fået af de tre disciple, beretter Mattæus, at Jesu skikkelse var som solen; Markus sammenligner den med sneen i dens renhed og hvidhed, mens Lukas erklærer, at Jesu skikkelse var som lynet. Selv hans klæder lyste og glitrede.

Det er i sandhed betagende, hvordan beskrivelsen af den forklarede Kristus stemmer overens med Daniels og Johannes' inspirerede beskrivelser af Kristus. Men hvor de kun kunne berette om syner af Kristi herlighed, der så de tre disciple på Forklarelsens bjerg Jesus selv, for der fortælles udtrykkeligt, at disciplene vågnede og så ham. De var ikke i trance! Det var ingen drøm! Det var ikke et syn, de så! Det var den Jesus, de kendte, men forklaret ved den himmelske lysglans.

Da Jesus blev menneske, havde han „afført" sig sin herlighed; Guds Søn var iklædt menneskeskikkelse. Ved forklarelsen blev dette dække fjernet. Jesus var frigjort for sin menneskelige begrænsning, og Guds Søns herlighed skinnede frem. Det var det modsatte af inkarnationens mirakel.

Hvis disciplene nogen sinde havde tvivlet om,, at Jesus var „den forjættede", så kunne de ikke gøre det mere. Her var en synlig. bekræftelse på det, som Peter i tro havde udtalt: at Jesus var den levende Guds Søn.

Det var intet under, at denne apostel mange år efter i et af sine breve til menighederne tillidsfuldt erklærer, at han ikke havde ført dem bag lyset med „kløgtigt opdigtede fabler" om Jesus, for han og hans meddisciple havde været „øjenvidner til hans guddoms-herlighed".

Det er heller intet under, at Johannes, som var sammen med Peter på „det hellige bjerg", i de første vers af sit evangelium erklærede: „Vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen."

Og hvis Jakob, det tredje øjenvidne til forklarelsen, ikke havde været den første af apostlene, som kom til at „smage døden" for Kristi skyld, ville han sikkert også have fortalt om sin uudslettelige erindring om dette vidunderlige syn.

Mens disciplene i henrykkelse stirrede på Jesu skikkelse, så de to andre strålende skikkelser, en på hver side af Jesus, som alvorligt talte sammen med ham. Da de lyttede til samtalen, hørte de navnene på hans ledsagere. Det var Moses og Elias.

At disse to store mænd fra Det gamle Testamente var til stede ved denne betydningsfulde lejlighed tages af nogle som et bevis på alle de retfærdige dødes bevidste tilværelse. Men dette er en fuldstændig vildfarelse. Bibelen lærer os stadig, at de hellige døde endnu ikke er i Himmelen, heller ikke er de onde døde i skærsilden eller i et flammende helvede. Skriften åbenbarer klart, at de døde er „hensovede" og uden bevidsthed i graven indtil den dag, da Jesus vender tilbage, med undtagelse af nogle, der efter Guds forsyn har fået lov til allerede at få del i Himmelens herlighed. Mellem dem er Moses og Elias.

Ligesom en anden gammeltestamentlig hellig mand, Enok, døde Elias aldrig. Enok vandrede med Gud i en sådan fuldkommenhed, at der kom en dag, da han „gik bort" uden at se døden. Han „var ikke mere, thi Gud tog ham". På samme måde blev Elias taget op i en „ildvogn" til det himmelske rige uden at dø.

Moses døde, men han blev af Gud selv begravet i bjergene på den anden side af Jordan, og han blev kaldt frem fra denne ukendte grav til en særlig opstandelse, som der berettes om i Judas' brev.

På grund af disse enestående omstændigheder havde Moses og Elias allerede begyndt deres himmelske gerning og kunne lade sig sende af Gud for at møde Kristus på Forklarelsens bjerg.

Der var vigtige grunde til denne vigtige udsendelse. Moses var det redskab, som Gud brugte til at meddele de vidunderlige enkeltheder ved tjenesten i helligdommen, som så levende afbildede Kristi stedfortrædende offer, medens Elias var den største af de profeter, som havde forudsagt Messias' komme i herlighed. I Det gamle Testamentes sidste skrift nævnes Elias også i forbindelse med det varslende budskab, som skulle gå forud for Kristi andet komme. Ved profeten Malakias forkyndte Gud: „Se, jeg sender jer profeten Elias, før Herrens store og frygtelige dag kommer." Johannes den Døber forkyndte Kristi første komme „i Elias' ånd og kraft", og det nådige og advarende budskab, som går forud for hans anden genkomst kaldes ofte „Elias' budskab".

Der var således ingen, der havde større adkomst til at møde Kristus på tærskelen til fuldendelsen af hans jordeliv end disse to, hvis vidnesbyrd skulle opfyldes ved ham. Hvis englene frem for alt „begærede" at „se ind i" hemmeligheden ved den guddommelige kærlighed i menneskenes genløsning, hvor langt mere måtte så Moses og Elias længes efter at tale med Jesus om hans forsoningsoffer.

Sikkert kunne ingen mere passende udsendinge være kommet fra Himlen for at bringe Jesus et tegn på Faderens godkendelse af ham og en forvisning om betydningen af hans stedfortrædende død.

Bibelen bruger et bemærkelsesværdigt ord om det, samtalen mellem Moses og Elias og Jesus drejede sig om. Skønt det ofte gengives ved hans „død", er det i virkeligheden hans „bortgang" eller „udgang". Jesu død var ikke det samme som et andet menneskeligt væsens død. Livet blev ikke berøvet ham, som det bliver berøvet mennesker. Jesus gav frivilligt slip på livet og tog imod døden for menneskers skyld. Han betalte villigt „syndens sold" for at fri mennesker ud af dødens greb. Af egen fri vilje gik han gennem „dødsrigets pogte" for at bane vej ved sin opstandelse til nyt liv for de genløste. Og hvem kunne bedre indgyde ham mod til hans forudbestemte hverv end Moses og Elias, for hvem døden allerede var overvundet?

Peter var den første, der tog til orde, mens de var indenfor den blændende stråleglans. „Det er godt, at vi er her," udbrød han i begejstring. Det var det sandhed, for det, som indtil dette øjeblik havde været en trossag, blev pludseligt synligt i Kristi utilslørede herlighed. Det var en så vidunderlig oplevelse, at Peter gerne ville glemme den sørgelige verden dernede og altid forblive i herligheden på bjerget.

Han vendte sig til Jesus og fortsatte hurtigt: „Lad os bygge tre hytter, en til dig, og en til Moses og en til Elias!" Da der ikke var længe til løvhyttefesten, er det muligt, at han mente, de kunne fejre den her, men med sit sædvanlige voldsomme sind overvejede han ikke, hvad det var, han sagde. For det, han foreslog, var en umulighed.

Det var Jesu mening, at disciplene skulle styrkes ved denne forsmag på hans sejr, men der var endnu meget for ham selv og dem at udrette på jorden. Han måtte lide og dø og opstå fra de døde. De måtte gå ud og forkynde en korsfæstet Kristus, som var opstanden og atter ville komme igen, så alle ville få mulighed for at få del i hans herlighed. Kun på den måde kunne de „for evigt" være sammen med deres sejrende Herre.

Jesus svarede ikke Peter med ord, men han fik sit svar, da en lysende sky sænkede sig ned og udslettede det vidunderlige, de så. Mens disciplene stod lammede af frygt, talte Guds stemme ud fra skyen: „Denne er min Søn, den elskede, i ham har jeg velbehag. Hør ham!"

For Jesus var ordene en forsikring om, at Gud var tilfreds med den måde, hvorpå han havde udrettet sin jordiske gerning.

For disciplene var de endnu et vidnesbyrd om, hvem Jesus var, som Peter senere skrev: „Thi han fik ære og herlighed af Gud Fader, da denne røst lød til ham fra den majestætiske herlighed: „Denne er min søn, den elskede; i ham har jeg velbehag!" Denne røst hørte vi lyde fra himmelen, da vi var med ham på det hellige bjerg."

I ærefrygt for Guds nærhed faldt de på deres ansigt og vovede knapt at løfte hovedet af frygt, før Jesus mildt havde sagt: „Rejs jer og frygt ikke!"

Da de tog hænderne bort fra øjnene, var ståleglansen forsvundet, de himmelske gæster var der ikke mere. Kun Jesu kendte skikkelse stod foran dem. De var skuffede over, at den salige oplevelse havde varet så kort, men intet kunne fordunkle den forvisning, som disse øjeblikke havde givet dem. De ville med glæde følge ham, hvor han end ville føre dem hen.

Det var næsten blevet daggry, og da solens første stråler brød frem over højderne, vandrede de ned ad bjergsiden. Mens de gik, bød Jesus sine disciple ikke at tale om begivenhederne den foregående nat, „før Menneskesønnen er opvakt fra de døde". De måtte ikke engang fortælle det til de andre disciple. Så mærkelig denne befaling end kan lyde, så understreger den dog hensigten med forklarelsen. Hvis disciplene havde berettet om deres oplevelse, mens Jesus endnu var i live, ville ingen have troet dem. Den tilsyneladende fantastiske beretning ville kun have gjort de jødiske ledere endnu mere rasende og have forøget deres modstand.

Men efter opstandelsen gav det et bestyrkende bevis på underet. Graven kunne ikke holde ham fast, fordi han var Guds egen Søn. Og Peter og de andre apostle benyttede med stor virkning forklarelsens vældige begivenhed i deres forkyndelse om Guds Søns opstandelse og herliggørelse.

Men forklarelsen var mere end et vidnesbyrd om, at Menneskesønnen i sandhed var Guds Søn; den var mere end en åbenbarelse af den himmelske herlighed, han havde at give. Den var også et forvarsel om Kristi fremtidige sejr ved hans næste genkomst til sit folk.

Ved Kæsarea Filippi havde Jesus sagt til sine disciple, at nogle af dem „ikke skulle smage døden", førend de så Menneskesønnen „komme i sit rige", og Peter, som i sit andet brev omtaler forklarelsen, bevidner, at den ikke blot forkyndte vor Herres Jesu Kristi „kraft", men også hans „komme".

I virkeligheden var forklarelsen et fuldkomment billede i det små af hans andet komme.

På den vidunderlige dag vil Jesus ikke mere vise sig i „en tjeners skikkelse", men i hele sin majestæt som den guddommelige konge. „Da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen," forkyndte Jesus senere, „og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og megen herlighed."

Jesu to ledsagere ved forklarelsen afbilder ligeledes i det små de to slags mennesker, som skal være „Sammen med ham" på hans sejrsdag.

Moses, som døde på Nebo bjerg og blev oprejst af Gud, er et billede på de „døde i Kristus", der skal „opstå" for at samles med englene i Kristi nærhed. Moses' herligheds-klædning fremstiller også rigtigt det „herligheds-legeme", hvori de vil opstå, og retfærdighedens „hvide klædning", som de skal iføres.

På den anden side fremstiller Elias, fordi han blev optaget til Gud uden at se døden, de levende retfærdige, som skal forvandles til at ligne Kristus ved hans komme.

Moses og Elias vidner også om virkeligheden af de genløstes liv. Personligheden vil være den samme, genkendelsen vil være fælles, mens alle åndelige og legemlige brist vil være forsvundet i den evige verdens herlighed.

Kun i en henseende kunne forklarelsen ikke være et billede på Kristi og hans folks endelige sejr. Forklarelsen var et øjebliks oplevelse, et flygtigt forvarsel om den kommende herlighed, men når „de døde i Kristus" opvækkes, og de, som lever og „bliver tilbage", „bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften", vil de frelste ikke have nødig som Peter at bede om at måtte blive sammen med ham i herligheden. De skal „altid være sammen med Herren".