Ved talrige lejligheder havde Jesus antydet, at det var en sorgens og lidelsens vej, han var kommet for at vandre. Da Johannes' disciple spurgte ham, hvorfor hans disciple ikke fastede, svarede han, at så længe brudgommen var hos dem, kunne „brudesvendene" kun glæde sig, men at en dag skulle han „tages fra dem", og så ville de have grund til at faste og sørge.

Da han engang i en af sine taler sammenlignede sig selv med „livets brød", sagde han til de vantro jøder: „Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer."

Til farisæeren Nikodemus forkyndte Jesus, at „ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv i ham".

Men alle disse antydninger havde været fremsat i symbolske vendinger, som han ikke havde udlagt for sine disciple. Nu i Kæsarea Filippi, da deres tro havde nået sit højdepunkt begyndte Jesus mere tydeligt end nogensinde at fortælle dem, at „han skulle gå til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes".

Men stadig forsikrede han dem om, at dette ikke ville betyde nederlag for hans sag. Det ville snarere være begyndelsen til sejren, for på „den tredje dag" ville han opstå som syndens og dødens overvinder og høste frugten af sit offer hos sin Fader i Himmelen.

Ligesom Peter var den første til at bevidne sin tro på Jesu Messias-værdighed, sådan var han også den første til at give udtryk for sin rædsel ved den ydmygelsens vej, som Jesus nu havde afsløret ville blive hans lod. Med møje havde han behersket sig, da Jesus uden at gøre indsigelser fandt sig i farisæernes og de skriftkloges hån og modstand, men han ville ikke være med til at tillade Mesterens fjender at dræbe ham.

I sin iver for at tiltvinge sig opmærksomhed om sin protest greb Peter fat i Jesus og udbrød: „Gud bevare dig, Herre! Nej, sådan må det ingenlunde gå dig! "

Disciplens udbrud var udtryk for hans dybe kærlighed til Jesus og hans sags ære, men det var misforstået nidkærhed og viste hans mangel på forståelse af Kristi første kommes højeste formål. Samtidigt med, at han erkendte Jesus som Guds Søn og den sande Messias, manglede han forståelsen af forbindelsen mellem „Kristi lidelser" og den „kommende herlighed".

Ved at sige, at disse ting ikke måtte ske, modsagde han ligeud Jesus, som havde erklæret, at de skulle ske, hvis menneskets befrielse fra syndens straf skulle blive til virkelighed.

Ved sin fremfusenhed tillod han ligefrem Satan at lægge ham ord i munden, som kunne have vendt Jesus bort fra sin nådige frelsesplan.

Jesus skelnede fristerens stemme i Peters udbrud og vendte sig hurtigt bort, idet han sagde: „Vig bag mig, Satan! thi du er mig til forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er."

Ved disse strenge ord gjorde Jesus ikke Peter til et med Satan, men han viste ham, at ved at lade sig benytte som Satans talerør havde han i virkeligheden stillet sig på linie med den store fjende ved at forsøge at ødelægge den plan, Gud havde lagt til menneskers frelse.

Ordet „forargelse", som Jesus valgte til betegnelse for Peter, havde en særlig betydning, for det brugtes om aftrækkeren på en fælde, hvorpå lokkemaden blev anbragt. Peter havde virkelig tilladt sig at være den, der støttede Satans snedigste fristelse for at lokke Jesus bort fra den vej, der var bestemt for ham.

Lang fra at være, som pavekirkens Rom hævder, den „klippe", som Satan forgæves kaster sig imod, havde Peter tilladt „dødsrigets porte" at få overhånd over ham! Men ved denne oplevelse og gennem Jesu lange lidelse fik Peter en dybtgående lære. Og mange år senere finder vi i brevene til kirkerne, hvordan den gamle apostel utrætteligt priser betydningen af „Kristi dyrebare blod".

„I ved jo," skrev han, „at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene, men med Kristi dyrebare blod, som med blodet af et lam uden plet og lyde. Hertil var han forud bestemt, før verdens grundvold blev lagt, men blev ved tidernes ende åbenbaret for jeres skyld." Det, han engang fandt utænkeligt, fremkaldte nu hans inderligste taknemmelighed og dybeste kærlighed.

Da Jesus tydeligt overfor Peter og de andre disciple havde erklæret, at hans død var af afgørende betydning for opfyldelsen af hans forløsergerning, fortsatte Jesus med at fortælle dem, at „korset" måtte gå forud for „kronen", også for dem. Højtideligt forkyndte han: „Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig."

Hidtil havde Jesus ikke tydeligt afsløret, hvilken frygtelig død der ventede ham. Nu fik de det værste at vide: at han skulle dø på et forfærdeligt kors, -- og at dersom de ville følge ham trofast, måtte de være forberedt på at lide samme skæbne.

Korsfæstelse var i gamle dage den frygteligste form for henrettelse. Den var blevet brugt af både ægyptere, babylonere, persere og grækere, og under romernes herredømme var det stadig den almindelige form for straf, både når det drejede sig om deres fjender og om særlig skammelige borgerlige forsyndelser. Utallige jødiske oprørere havde lidt korsfæstelsesdøden, så langt disciplene kunne huske tilbage. Offeret blev altid først pisket og derpå tvunget til at bære sit kors eller i det mindste enten den lodrette bjælke eller tværbjælken til retterstedet.

For at fuldkomme menneskers genløsning var Jesus frivilligt kommet til jorden for at lide og dø „selv korsdøden". Kunne hans disciple så gøre mindre end at være villige til at tage deres kors op og følge i hans spor?

Men skønt det måske ville falde i deres lod at ofre alt for hans skyld — hjem, ejendom, familie og venner og at lide fattigdom, prøvelser, forfølgelse, ja, selv døden, så forsikrede Jesus dem, at korsets vej for dem, ligesom for ham, ville være vejen til liv og herlighed.

Det kunne lyde som en selvmodsigelse, men „den, som ville frelse" sit liv ved at svigte ham og klamre sig til verden, ville til sidst „miste det", mens „den, som mister sit liv" for Kristi skyld, skulle „finde det" for evigt.

„Når Menneskesønnen kommer i sin Faders herlighed med sine engle" for at gengælde enhver „hans gerning", vil det vise sig overvældende klart, at det at søge sit eget er at miste sig selv, mens det at miste sit eget er at finde sig selv. For på den dag vil jordisk vindings glimmer vise sig at være falsk og intetsigende, mens de små kors, som Kristi efterfølgere har båret, vil forekomme som intet, når de af hans hånd modtager „ærens krone", den, som skal være de retfærdiges løn.

Da Jesus havde afsluttet sin belæring om den udfordring, der ligger i at være hans discipel, så han den lille skare ind i ansigtet. De var højtidelige og ængstelige, og ingen af dem talte. Selv Peter var nu tavs. Men Jesus kunne se, at de alle med undtagelse af Judas havde taget deres beslutning. De var rede til at følge ham hele vejen til korset, når de derved kunne blive regnet for værdige til at leve med ham i hans rige. Og mens han stod der midt iblandt dem, lovede han dem noget mærkeligt: „Sandelig siger jeg eder, der er nogle af dem, som står her, der ikke skal smage døden, førend de ser Menneskesønnen komme i sit rige."

Hvad kunne Jesus mene med dette forunderlige løfte? Øjensynligt mente han ikke, at nogle af dem ville opleve at se ham komme igen i herlighed, for de er alle for længst døde.

Heller ikke talte han om sin opstandelses herlighed, for ikke blot nogle, men alle disciplene var vidner til den.

Nej, løftet blev opfyldt en uge senere på Forklarelsens bjerg, da de tre disciple, som stod Kristus nærmest, i et syn fik lov at se deres herliggjorte Herre for at stadfæste deres tro og for at indgyde tillid i alle dem, der senere ville blive kaldet til at følge Jesus på korsets vej.