Jesus og hans disciple var på deres vej mod nord kommet til Betsajda Julias for at finde ro midt i den voksende storm af modstand, da en blind mand blev ført hen til ham. Da Jesus ikke ønskede at vække opsigt, tog han stille manden ved hånden og førte ham ud af byen.

Da de kom til et afsides sted, fugtede Jesus sine fingre på tungen og førte dem hen over den blindes tilklistrede øjenlåg. Så spurgte han ham, om han kunne se noget. Et øjeblik efter svarede manden: „Jeg ser mennesker; thi jeg ser nogle, ligesom træer, og de går omkring." Han opfattede skygger, som gik forbi hans øjne, og han vidste, at det måtte være mennesker, men de lignede mere de træer, som han havde set, da han i ungdommen endnu havde sit syn. Atter lagde Jesus hænderne over mandens øjne, og da han fjernede dem for anden gang, kunne han se klart.

Jesus havde tidligere helbredt mange blinde, men dette mirakel var enestående derved, at mandens helbredelse fandt sted i to etaper og ikke øjeblikkeligt. Der må selvfølgelig være en årsag til, at Jesus handlede på denne måde. Det kan være, at manden fra først af ikke havde nogen personlig tro og kun kom, fordi hans venner tilskyndede ham til det. Hvis det var grunden, var meningen med det første delvise mirakel at ændre hans vantro til inderlig tro, og først derefter blev han, som svar på sit brændende ønske, fuldstændig helbredt.

Er det ikke også sådan, at vor nådige Frelser så ofte handler mod de åndeligt blinde?

Han sender de første glimt af sandhedens lys ind i deres mørke. Når så troen vækkes og giver sig udtryk i et ønske om livsforvandling, gives der mere lys, indtil sjælen til sidst vandrer i Guds evangeliums fulde klarhed.

Men hvor modtageligt vort åndelige væsen end er, så fatter vi naturligvis i virkeligheden i dette liv kun „stykkevis". I bedste fald ser vi, som apostlen Paulus siger, „i et spejl", „i en gåde", det vil sige utydeligt, ligesom den blinde i det første stadium af sin helbredelse. Men hvis vi trofast vandrer i det lys, som Gud forunder os her på jorden, skal vi en dag „kende fuldt ud", ligesom vi „er kendt fuldt ud".

Jordens ufulkomne syn og forståelse vil smelte sammen med Himmelens fuldkomne synsevne.

Da Jesus havde befalet den helbredte mand at gå lige hjem til sit hus og ikke omtale underet, før han var draget bort, gik han selv ubemærket væk og fortsatte rejsen nordpå. Til sidst nåede han egnen ved Kæsarea Filippi, den største by i Ituræa, som lå i skyggen af Hermons bjerg, den højeste tinde i Anti-Libanon bjergene.

En overlevering vil mene, at Jesus fandt gæstfrihed hos den kvinde, som i Kapernaum blev helbredt ved at berøre sømmen af hans klædning, men da det nu var ved midsommertid, er det mere rimeligt at tænke sig, at han og hans disciple slog sig ned for natten i de tætte skove, som dækkede bjergkædens lavere skråninger.

Et skønnere sted fandt man på Jesu tid ingen steder i Palæstina! Ved foden af den høj, hvorpå byen var bygget, strømmede Jordans vande ud fra en hule i kalkstensklippen. Nu er hulens tag styrtet sammen, og utallige små bække vælder frem mellem kampestenene og de nedfaldne klippestykker, og styrter ned gennem en snæver slugt for der at forene sig med en anden bjergstrøm, Nahr el Leddan, fra Tel el Kadi på den anden side af dalen.

I klipperne omkring hulens åbning er der mange udhuggede nicher, hvor der engang stod marmorstatuer, forestillende flodens najader og skovenes dryader, for i disse skovlysninger dyrkedes Pan, grækernes gud for naturen. Dengang kaldtes dette friluftstempel Paneion efter den hedenske guddom, og omegnen bar navnes Paneas. Gudens navn kan endnu skelnes i nogle af nicherne omkring indgangen til hulen.

Da dette område af den romerske kejser Augustus blev givet til Herodes den Store, ombyggede den idumæiske konge byen, kaldte den Kæsarea og byggede et hvidt marmortempel med en statue af den „guddommelige" Augustus. Ruinerne af de tykke mure og de massive tårne, som omsluttede Herodes' by er muligvis de samme, som nu ligger overfor den moderne by og dens marker.

Da Herodes' søn, Filip, overtog Trakonitis, forskønnede han den oprindelige by og kaldte den Kæsarea Filippi for at skelne mellem den og det Kæsarea, som hans fader havde bygget på Palæstinas kyst syd for Karmel. Kong Agrippa II forandrede atter dens navn til Neronias, efter den frygtelige kejser Nero, men efter det romerske kejserdømmes nedgangsperiode vendte man atter tilbage til dens gamle græske navn Banias. I vore dage er en muhammedansk helligdom og ruinerne af en korsfarerborg føjet til resterne af den romerske vælde og grækernes sanselige natur-symboler.

Når Jesus tog sine disciple hen til denne fjerne egn, var det hovedsageligt for at slippe bort fra den altid myldrende trængsel omkring ham og for at være fri for sine fjenders altid spejdende blikke, men han kunne ikke have valgt mere storslåede omgivelser til at befæste deres tro på ham og indvie dem i sin frelsesplan.

Jesus har uden tvivl siddet indenfor synsvidde af symbolerne for den tids store hedenske religioner, da han begyndte at spørge sine disciple, hvad de havde hørt folk sige om ham, når de færdedes mellem andre. „Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?"

Disciplene svarede med det samme: „Nogle siger Johannes den Døber!" Selv Herodes var en af dem, som var bange for, at dette var tilfældet, og at han var oprejst fra de døde udtrykkeligt for at bringe fordømmelse over sin onde morder.

De sagde, at der var andre, der troede, at han var „Elias", for Malakias havde forkyndt, at den profet, som var ført til himmels i en ildvogn, ville komme igen for at bane vej for „pagtens engel".

Atter andre havde tænkt sig, at han måske var „Jeremias", eller en anden af Israels profeter.

Naturligvis vidste Jesus, før han spurgte dem, at han var blevet identificeret med alle disse mennesker fra fortiden, men han lod sine disciple nævne dem alle for at komme hen til sit næste spørgsmål: „Men I, hvem siger I, jeg er?"

Lige fra begyndelsen af Jesu gerning havde hans disciple bekendt deres tro på, at han var Messias, og ved mere end en lejlighed havde de tilbedt ham som Guds egen Søn. Da mange af hans tilhængere vendte sig fra ham i skuffelse over, at han ikke passede ind i den sædvanlige opfattelse af Messias, havde de tolv af et fuldt hjerte sluttet op om Peters tillidsfulde erklæring: „Vi er kommet til den tro og erkendelse, at du er Guds hellige." Som svar på Jesu klare spørgsmål, gør Peter sig uden tøven atter til talsmand for deres ufravigelige tro: „Du er Kristus, den levende Guds Søn."

Jesus ville have, at hans disciple netop nu på dette tidspunkt skulle bekende deres tro på, at han var Guds Søn, for kun hvis de i sandhed anerkendte dette, ville de være i stand til at forstå den stedfortrædende og forsonende betydning af den død, han snart skulle dø, og hvad det var for en frelse, han snart ville sende dem ud for at forkynde.

Så snart Peter på disciplenes vegne havde udtalt denne fundamentale bekendelse af deres tro, svarede Jesus alvorligt: „Salig er du, Simon Jonas' søn! thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene. "

Med et rammende ordspil åbenbarede han derpå den livsvigtige betydning af denne bekendelse og hans del, som fremkom med den, i oprettelsen af hans kirke og rige:

„Så siger jeg også til dig," sagde han, „at du er Petrus, — (det betyder en sten,) og på denne klippe (som du har erkendt at være en del af,) vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den."

Mens Jesus talte, har han muligvis set op mod Kæsarea Filippis svære mure og tårne oppe på den klippefulde højde. De var et udtryk for det mægtigste jordiske rige, som verden havde oplevet, men kirkens grundvold skulle blive endnu mere fast og urokkelig end Roms stærkeste fæstning, for ikke engang den store modstander bag „dødsrigets porte" ville have tilstrækkelig magt til at overvinde den. Ja, Satan ville være magtesløs og ikke kunne hindre Kristus i at sprænge dets porte, når han ville sætte hans fanger i frihed.

I dag har det vist sig, hvor sande Jesu ord var, for mens der kun er ruiner tilbage af det mægtige Rom på og omkring det bjerg, hvor Kæsarea Filippi lå, har det budskab, der stammer fra Peters store bekendelse, gået sin sejrsgang ud over hele verden og har vundet disciple i alle folkeslag.

Men hvor er det alligevel sørgeligt, at denne Jesu vældige erklæring er blevet så forvansket af en enkelt gren af kristenheden, at den mener at kunne hævde at være Peters kirke og at være i besiddelse af den eneste apostolske myndighed over alle kristne, når der dog ikke ligget det mindste bevis til grund for denne hovmodige påstand.

Der behøvedes en klippe (petra) for at skaffe kirken en grundvold, men hvor klippeagtig Peter end kan have været i dette øjeblik, så var han dog kun en del af klippen eller en sten (petros). Den store klippe, hvorpå kirken hviler, er gang på gang i de profetiske skrifter betegnet som Kristus selv. Både Peter og Paulus anså profetierne om „klippen" for at gælde Kristus, mens de regnede sig selv for at være „levende stene", bygget op på den guddommelige grundvold.

Hvis Jesus ved denne lejlighed havde udnævnt Peter til fører for apostlene, ville alle evangelieforfatterne sikkert have berettet om denne betydningsfulde erklæring, men det er faktisk kun Mattæus, der fortæller det. Det er heller ikke sandsynligt, at Jakob og Johannes skulle have søgt at tilegne sig de øverste pladser i fremtidens rige, hvis de vidste, at denne værdighed allerede var givet til Peter. Og Paulus ville sikkert have været mere tilbageholdende, så han ikke offentligt havde imødegået Peter og „irettesat ham i alles påhør" på grund af spørgsmålet om omskærelse, dersom han havde været indsat til overhoved for kirken i hele verden.

Og desuden, hvis Jesus havde givet Peter den øverste myndighed over kirken, ville han og ikke Jakob have haft forsædet ved det første apostelmøde i Jerusalem, som omtales i det femtende kapitel i Apostlenes Gerninger. Men sandheden er, at Peter aldrig gjorde fordring på at være den første inden for menigheden, og heller aldrig blev denne stilling indrømmet ham af disciplene. Ingen af de første kirkefædre gør brug af denne tekst for at give biskoppen i Rom en særstilling, og heller ikke indbefattes der nogen bekræftelse herpå i nogen af de tidlige trosbekendelser eller trosartikler. Hverken Augustin, en af den latinske kirkes største teologer, eller Jeronimus, som har oversat den latinske Vulgata, havde et sådant særstandpunkt. Det er en kendsgerning, at først i slutningen af det femte århundrede blev Kristi erklæring til Peter af pave Leo I anerkendt for at støtte hans krav på, at Roms biskop var hele kristenhedens øverste myndighed.

Jesus fortsatte med sin henvendelse til Peter som talsmand og repræsentant for de andre disciple med at skitsere kirkens fremtidsgerning. „Og jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himmelen, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene."

Naturligvis hævder Rom, at disse ord er et tydeligere vidnesbyrd om, at Peter derved indsattes til den øverste fører blandt apostlene og til den øverste myndighed i kirken, men dette var langtfra Kristi tanke.

Fordi Gud havde overgivet Israel sit hellige ord, talte farisæerne ofte om deres myndighed til at „løse" og „binde" ved at uddele Guds gaver til mennesker.

Jesus fordømte de jødiske myndigheder, fordi de ikke havde benyttet kundskabens nøgler til selv at vinde indgang i nådens rige, og fordi de havde forhindret dem, der ville derind, i at komme der. Og fordi de havde vist sig uværdige til at beholde „rigets nøgler", overgav Jesus dem til apostlene. Fra nu af skulle de være rigets dørvogtere.

Som talsmand for kirken begyndte Peter at udøve „Himmerigets nøglers magt" ved pinsefesten, da tre tusinde sjæle ved hans vidnesbyrd fik adgang til kirken. Senere blev han brugt til at indføre Kornelius og de første omvendte hedninger og også til at udelukke troldmanden Simon, som hverken havde „lod eller del" i riget.

Men det var ikke kun ham, som udøvede denne myndighed. De andre disciple fortsatte det arbejde, han havde begyndt, og Paulus blev ved Guds bestemmelse den apostel, som fik ansvaret for at åbne dørene ud til hedningeverdenen på vid gab.

Da Jesus ved en senere lejlighed henvendte sig til hele discipelflokken, benyttede han ganske de samme ord som til Peter, og efter sin opstandelse gav han lige stor myndighed til alle de disciple, som var forsamlede i det øvre stokværk: „Hvem I forlader synder," sagde han til dem, „dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet." I modsætning til de romerske kirkefyrsters fortolkning var det derfor ikke kun Peter, men alle apostlene, som var fælles om de „nøgler", som skulle åbne Himmeriget for mennesker.

Når det således viser sig, at Peters særstilling mellem apostlene er ubegrundet og sagen uvedkommende, har den videre formodning om, at Peter havde magt til at lade sin myndighed og kraft gå videre til sine efterfølgere i Rom ved den „apostolske succession" absolut intet bevis til sin støtte. For helt bortset fra mangelen på noget bibelsk vidnesbyrd om en sådan overførelse, så findes der intet virkeligt bevis for, at Peter var den første biskop i den kristne kirke i Rom.

Guds plan for den fortsatte forvaltning af ordet er ikke en mekanisk videreførelse. Gud har ikke givet betingelsesløs myndighed til noget menneske eller nogen kirke uden hensyn til deres troskab overfor Guds kald.

Jesus fratog Jødernes religiøse ledere denne myndighed, da de hørte op med i troskab at forvalte Guds ord, og gav den til andre åndelige ledere, som han havde udvalgt og beredt til deres hverv.

Denne myndighedsforandring blev selvfølgelig på det kraftigste bekæmpet af det jødiske præsteskab, men deres fortsatte krav havde slet ingen virkning på deres forkastelse. På samme måde kan enhver afdeling af den kristne kirke kun hævde at have Andens „apostolske succession", så længe den forbliver trofast mod det, som er betroet den. Af denne grund kan vi ikke lade være med at tro, at den sande „apostolske succession" gik over fra den frafaldne romerkirke til reformatorerne og deres efterfølgere, som tilbagegav kirken evangeliet om frelse ved tro alene.

Men det er sørgeligt, at mange af de store protestantiske kirker i vore dage omdannes til en afspejling af det frafaldne Rom, som de engang så modigt skilte sig ud fra. Som en følge deraf ser vi, at den sande succession atter er ved at gå over til en rest, som trofast forkynder den „nærværende sandhed" for vor tid, og som virkelig holder sig til „Guds bud og Jesu tro".