Efter det andet mirakel med brødene og fiskene spredtes mængden i stilhed. Ved denne lejlighed var der ingen uro bagefter som efter bespisningen af de fem tusinde, for menneskemængden her var for største delen hedninger, og deres interesse for Jesus var som den himmelsendte helbreder og lærer — mere end som den forventede Messias og konge.

Da folket var gået, steg Jesus ind i en ventende båd og drog sammen med sine disciple over søen til den galilæiske bred. De styrede ikke lige mod Kapernaum, men efter Jesu anvisning rettede de kursen mod Magdala omtrent halvvejs ned ad den vestlige side af søen, hvor i dag den fattige arabiske landsby Majdel ligger.

Markus' omtale af Dalmanuta som stedet, hvor de landede, har fået nogle til at mene, at de sejlede ned til den sydlige ende af søen, hvor der er et sted, som stadig kaldes El Delhemijah, men det er mere rimeligt, at Dalmanuta har været navnet på den lille slette omkring Magdala, hvor Duernes dal munder ud ved søen.

Jesus har måske valgt at, gå ubemærket i land her hellere end ved det folkerige Kapernaum for at undgå yderligere strid med jødernes ledere, men aldrig så snart var det rygtedes, før farisæerne, sammen med saddukæerne og herodianerne, „kom derhen og begyndte en ordstrid med ham". Farisæerne er sandsynligvis kommet i største hast fra Kapernaum, mens saddukæerne og herodianerne måske er kommet fra Herodes' residens ved søen, Tiberias.

At tilhængere af disse to rivaliserende partier nu havde sluttet sig sammen om at anklage Jesus er et slående bevis på det almindelige fjendskab mod Jesus mellem folkelts ledere, for farisæerne og saddukæerne repræsenterede både politiske og teologiske yderpunkter og stod i næsten alt andet i skarp modstrid med hinanden.

Farisæerne var dybt nationale og hadede romerne og Herodes-slægten lige stærkt, medens saddukæerne og herodianerne havde sikret sig de højeste embeder i kirke og stat ved at indsmigre sig hos de fremmede herskere.

Farisæerne krævede punktlig overholdelse af de mindste enkeltheder af den rabbinske lov, mens de skeptiske saddukæere var ligeglade med det traditionsbundne hårkløveri.

Farisæerne var asketiske, mens saddukæerne var verdslige, pragtelskende og ligegyldige med hensyn til moral og til religiøse pligter.

Men skønt de både religiøst og politisk stod hinanden så fjernt som muligt, var de et i deres had til Jesus. Farisæerne var vrede, fordi han nedbrød ærbødigheden for deres „overleveringer". Saddukæerne hadede ham, fordi de var bange for, at han skulle sætte en opstand i gang, som ville fordrive deres velyndere, slægten Herodes, og berøve dem deres politiske og gejstlige magt.

Derfor forenede disse tidligere fjender sig for første gang i evangeliets beretning her i Magdala for at bekæmpe Jesus. De forsamlede sig truende omkring ham og forlangte, at han skulle give dem et bevis på sin guddommelige magt ved at vise dem „et tegn fra himmelen".

I de skeptiske saddukæeres mund var dette forlangende en hån mod al vedtagen overnaturlig magt, og set fra farisæernes standpunkt afslørede det, hvor fuldstændigt de havde misforstået de messianske profetier i Det gamle Testamente. Disse jødiske ledere så med en sådan iver hen til kongen Messias, at de ikke anerkendte „Jehovas tjener", som kom for at få mennesker til at kende Guds kærlighed og med sit liv betale prisen for menneskers frelse. De spejdede så ivrigt efter himmelske tegn på herlighedsriget, at de glemte at se de jordiske tegn på nådens rige, som var midt iblandt dem.

Profeten Daniel havde forkyndt, at „fra den tid ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik" efter hjemkomsten fra det babyloniske fangenskab „indtil Messias", ville der gå niogtresindstyve åruger. Netop den gang dette tidsrum på 483 år udløb i året 27, kom Jesus til Galilæa og „prædikede Guds evangelium og sagde: Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet."

Tredive år før, ved hans fødsel, var det glade budskab blevet forkyndt af hyrderne, som på guddommelig måde blev ført til hans krybbe, af vismændene, der kom fra et fjernt land for at tilbede ham, og af Simeon og Anna i templet, men alle disse messianske „tegn" havde de anset for at være uden betydning.

Forud for Jesu tilsynekomst i Judæa havde Johannes den Døber prædiket som en nøjagtig opfyldelse af profetien, og Johannes havde vidnet om, at Jesus var „Guds lam".

Jesu lære og de dermed følgende undergerninger betegnede ham ligeledes uimodsigeligt som „den forjættede", ham, profeterne så nøje havde beskrevet.

Der havde i virkeligheden været en overflod af „tegn fra Himmelen", som for eksempel englenes sang, duens tilsynekomst, og Guds vidnesbyrd ved Jesu dåb, men alt blev fejet til side og afvist. Det var derfor ganske naturligt, at Jesus, da de bad om flere tegn, strengt satte dem i rette for deres hovmodige hjerters blindhed.

Farisæerne var meget stolte af deres dygtighed til at læse og fortolke himmelens synlige „tegn". Om aftenen plejede de at se op mod himmelen og sige: "Det bliver smukt vejr, thi himmelen er rød!" Om morgenen gik de gerne ud af huset og sagde: „I dag bliver det uroligt vejr, thi himmelen er rød og mørk."

Når skyerne hang lavt over Hermons bjerg, forudsagde de regn, og de kendte tegnene på, at den tørre sirokko-vind nærmede sig fra den østlige ørken. De hævdede endog at kunne forudsige, hvordan vejret ville blive i de kommende måneder, efter hvordan røgen så ud, når den steg op fra templet ved løvhyttefesten. Hvis den drejede mod nord, forudsagde de megen regn, hvis den gik sydpå, fik man tørt vejr. Hvis den gik mod vest, ville hele landet komme til at sørge.

Farisæerne pralede meget af al denne vejrkundskab, som i bedste fald kun havde tidsbegrænset værdi, men de var fuldstændig blinde for de åndelige tegn om Messias, som man anså dem for at spejde efter.

„I hyklere," udbrød Jesus, „himmelens udseende forstår I at tyde, tidernes tegn derimod ikke."

„En ond og utro slægt kræver tegn," fortsatte han, men de skulle kun få et tegn, som den ikke havde bedt om, nemlig „profeten Jonas' tegn". De søgte en mægtig konge, som kunne knuse deres fjender og føre Israel ind i sit rige, men Gud sendte dem Jonas' budskab for at advare dem om, at hvis de ikke omvendte sig fra deres overtrædelser, ville domme komme over dem. Hvis de angrede ligesom niniviterne, ville Gud være dem lige så barmhjertig, som han var mod Ninive, men hvis de ikke gjorde det, ville ødelæggelsen ikke lade vente længe på sig.

„Mænd fra Ninive skal stå op ved dommen sammen med denne slægt og bringe fordømmelse over den," sagde Jesus endnu mere skarpt ved en anden lejlighed, „thi de omvendte sig ved Jonas' prædiken; og se, her er mere end Jonas."

„Profeten Jonas' tegn" havde også en anden betydning, som senere skulle åbenbares. For ligesom Jonas var „tre dage" indeni den store fisk, før han blev befriet, sådan ville det mest strålende tegn på, at Jesus var Messias, være hans herlige opstandelse efter „tre dage og tre nætter i jordens skød."

Den sidste betydning var jøderne ikke i stand til at vurdere på dette tidspunkt, og de var for stolte til at anerkende nogen sammenligning mellem niniviterne og dem selv. Rasende over krænkelsen, men ude af stand til at finde på noget virkningsfuldt svar, vendte de ham ryggen og drog bort.

Dette møde overbeviste Jesus om, at han intet kunne udrette overfor de jødiske ledere, som fulgte ham i hælene, hvor han end gik. Derfor vendte han sammen med sine disciple tilbage til båden, og de sejlede nordpå langs søens kyst.

Da de kom forbi Kapernaum, har disciplene sikkert set længselsfuldt på husene, som lå i klynger ned til søens bred, for det var flere måneder, siden de havde set deres hjem og familie. Men Jesus bød dem at sejle videre, og snart gik de i land ved den nordlige ende af søen, ikke langt fra det sted, hvor de fem tusinde blev bespist.

Jesus havde ikke sagt ret meget på vejen, for de jødiske lederes voksende had gjorde ham tung om hjertet, men da hans disciple samledes om ham på bredden for at høre, hvad han havde tænkt sig, sagde han til dem: „Ser til, at I tager jer i vare for farisæernes og saddukæernes surdej!"

Et øjeblik troede disciplene, at Jesus advarede dem mod at købe brød hos en farisæer eller en saddukæer, for i skyndingen havde de glemt at tage mad med på rejsen. Men mens de hviskede sammen, afbrød Jesus dem: „Hvorfor taler I om, at I ikke har brød? - - Husker I ikke de fem brød til de fem tusinde, hvor mange kurve, fulde af stykker, I da tog op? Og da jeg brød de syv brød til de fire tusinde, hvor mange kurve fulde af stykker, tog I da op?"

Da forstod disciplene, at han ikke talte om timeligt brød, men at han advarede dem mod „farisæernes og saddukæernes lærdom". For disse to førende retninger indenfor jødedommen var typiske for den hjertets og sindets tilstand, som gjorde så mange blinde for deres tids „nærværende sandhed".

Farisæerne var så optaget af overholdelsen af ceremonielle regler og forordninger, at de i Jesus ikke kunne erkende nådens og sandhedens kilde. Saddukæerne var så stærkt påvirkede af de hedenske filosofiers skepsis, at de betvivlede enhver påstand om tilstedeværelsen af noget overnaturligt, mens de herodianske saddukæere, som man ser af deres navn, var fuldt optaget af at indsmigre sig hos Herodes og deres romerske overherrer for at tilfredsstille deres trang til rigdom, anseelse og magt, så de slet ikke ænsede de åndelige rigdomme, som Kristus søgte at bringe dem. Følgelig var hverken farisæere, saddukæere eller herodianere i stand til at erkende forsynets værk iblandt dem, før det var for silde.

Ved at sammenligne farisæernes hykleri og saddukæernes verdslighed med surdejens virkning betonede Jesus den fare, der ligger i at tillade nogen af delene at vinde det mindste fodfæste i hjerterne. For ligesom surdej „gennemsyrer det alt sammen", vil den slags egenskaber udbrede deres dårlige indflydelse og virke nedbrydende på hjerte og liv på helliggørelsens vej.

I de forløbne nitten hundrede år har det menneskelige hjerte kun forandret sig lidt, og farisæernes, saddukæernes og herodianernes sjælelige og åndelige karakteregenskaber er stadig alt for almindelig forekommende. Apostlen Paulus forkyndte, at i de sidste tider ville mange lade sig nøje med „gudsfrygts skin", og ikke have noget ønske om evangeliets „kraft" i deres liv. Og der er i vore dage alt for mange af den slags åndelige farisæere.

Moderne saddukæisme ytrer sig ved den i vor tid tiltagende nye tidsånd, som sætter videnskabens såkaldte „beviste" afgørelser op mod Bibelens åbenbarede sandheder.

Og er mon ikke de embedshungrende herodianere repræsenteret af en mangfoldighed af mennesker, hvis liv går hen i forfængelig søgen efter verdslig rigdom, høj stilling og indflydelse, så de glemmer at skaffe sig de åndelige værdier som nåde og fællesskab med Kristus og hans folk?

Jesu indtrængende advarsel lyder derfor i vore dage stadig til hans disciple om at „vogte sig" for verdslige forbindelser, overdreven kærlighed til ejendom, stilling og magt, tom ydre form og al „verdslig visdom og tomt bedrag", som er i modstrid med det, Gud har åbenbaret for mennesker. For har de først en gang vundet indpas i hjerte og sind, vil de som en surdej sprede deres fordærvende gift overalt, ødelægge hele troslivet, forhærde hjertet og vende sjælen bort fra at søge efter det himmelske.

Skulle Jesu ord trænge til yderligere bekræftelse, behøver vi blot at tænke på Judas' sørgelige eksempel, han, som ved at tolerere den verdslige ærgerrigheds onde surdej i sit hjerte led skibbrud trods sine erfaringer og fuldendte sin troløshed ved at blive redskabet til Kristi tilfangetagelse og død.

Kun ved at underkaste os den guddommelige lutring af vort liv for ethvert spor af hykleriets, uretfærdighedens og vantroens surdej kan vi bevares „lydefri" indtil den dag, da Herren kommer for at hente sine egne.