Den store omvej!

 

Snart efter, at Jesus havde helbredt den syrisk-fønikiske kvinde, forlod han sit tilflugtssted i bjergene. Men da han ikke ønskede at vende tilbage til Kapernaums fjendtlige atmosfære, vandrede han nordpå med sine disciple gennem den dybe Orontes-dal, gik over de sydlige udløbere af Libanon bjergkæden og steg ned i „Syriens hulning" mellem Libanon og Antilibanon bjergene, nær ved det sted, hvor Jordan har sit udspring.

Det lille rejseselskab fulgte flodens højre bred langs søen Hulehs sivbevoksede sumpe, som i Det gamle Testamente kaldes „Meroms vande", og gik sandsynligvis over Jordan ved Jakobs døtres bro, som kaldes således, fordi patriarkens karavane, som for længe siden rejste i den modsatte retning, her atter kom ind i Kanaan fra Mesopotamien.

Da Jesus og hans disciple var kommet over broen, vandrede de gennem Gaulanitis højland, tetrarken Filips landsdel, og nåede endnu engang Galilæas søs bjergrige østkyst efter en rejse på henved 200 km fra Fønikiens grænse.

Skønt de rejste i største stilhed, og Jesus ikke havde gjort undergerninger blandt hedningerne, havde der dog samlet sig en meget stor folkeskare ved søens bred. Nogle af dem havde uden tvivl fulgt Jesus hele vejen fra det nordlige Galilæa, men mange var hedninger fra Dekapolis, der først havde hørt om Jesus af de helbredte besatte fra Gergesa.

Mens Jesus sad og talte med sine disciple på et stille sted ved søen, blev en stakkels døvstum mand bragt derhen af sine venner, som bad Jesus om at give ham hørelsen og talens brug tilbage. Mens Jesus så på den syge, „sukkede" han, ikke fordi han var blevet forstyrret i sin hvile, men af medynk, fordi han så, så elendig og hjælpeløs ud. Måske så Jesus også i ham et billede på syndens dødbringende virkning på menneskets åndelige væsen.

For at undgå at vække opsigt blandt mængden trak Jesus manden lidt til side. Så fugtede han sin finger og rørte ved mandens tunge og ører, som om han ved berøringen ville give ham mod til at tro.

Forventningsfuld så manden op på Jesus, og da han udtalte ordene: „Luk dig op!" følte han, at hans ører åbnedes, og det, der bandt hans tunge, løstes, og straks kunne han både høre og tale.

Underet kunne være gået upåagtet hen, hvis den helbredte og hans venner havde adlydt Jesu befaling om ikke at sige noget om det til nogen. Men de kunne ikke beholde en sådan glæde for sig selv, og snart hastede en stor skare hen til ham med lamme og vanføre, blinde og stumme, og alle, der kom i enfoldig tro, hvad enten de var jøder eller hedninger, blev helbredt.

Mængden så til i undren og forbavselse, mens de blindes øjne blev seende, de lamme rejste sig op, og de stumme talte, og de priste Israels Gud, som havde sendt denne vidunderlæge hen til dem. „Han har gjort alle ting vel!" udbrød de.

Da natten faldt på, sov Jesus og hans disciple under åben himmel på bjergskråningen, og næste dag helbredte han atter alle, der kom til ham. Den tredje dag viste folkeskaren stadig ikke tegn til at blive mindre. Ved denne tid var skarens forråd af mad, som de havde medbragt i tasker, opbrugt, og de begyndte at gøre sig klart, hvor langt der var til byerne, hvor de kunne købe mere. Men denne vanskelighed kom ikke bag på Jesus. Han kunne have sendt dem bort, mens de stadig havde mad nok, til de nåede hjem. Men forsætligt vedblev han med sin gerning blandt denne for størstedelen hedenske skare, for at han kunne åbenbare sin magt, ikke alene som læge for deres sygdomme, men som den, der kunne hjælpe dem i al deres nød og trang, både timelig og åndelig. Da forfærdelsen begyndte at brede sig mellem folk på grund af mangelen på levnedsmidler, kaldte Jesus derfor sine disciple til sig og sagde til dem: „Jeg ynkes inderligt over folkeskarerne; thi de har allerede været hos mig tre dage, og de har ikke noget at spise."

Disciplene huskede selvfølgelig godt, hvad Jesus havde gjort for en jødisk folkeskare for ikke ret længe siden og ikke langt derfra, men da de stadig var forblindede af deres gamle fordomme, kunne de ikke tro, at han lige så gerne ville gøre dette for hedninger. Så i stedet for at minde ham om hans tidligere undergerning, svarede de derfor: „Hvorfra skal man købe brød nok til at mætte dem alle her i en ørken?"

Jesus mærkede på deres spørgsmål, at de ikke ventede og ikke engang ønskede, at han på en underfuld måde skulle mætte disse hedninger, men han bebrejdede dem ikke. I stedet fulgte han nøjagtigt den samme fremgangsmåde, som da han mættede de fem tusinde.

„Hvor mange brød har I?" spurgte han.

Da de hørte det kendte spørgsmål, begyndte det at stå dem klart, at Jesus ville gentage sit tidligere mirakel. Hurtigt spurgte de sig for og kom tilbage med den besked, at de havde fundet „syv" brød og „nogle få småfisk" af samme slags, som den lille dreng havde haft i sin taske. Denne gang sagde de ikke: „Hvad er det til så mange?" for de vidste af erfaring, at lidt eller meget var ganske det samme for Jesus.

På hans bud lod disciplene atter skarerne lejre sig i grupper på jorden og samlede sig så atter om Jesus. Ligesom forrige gang tog Jesus brødene og fiskene og velsignede dem. Da han så gav sig til at uddele maden, så de den atter mangfoldiggøres i hans hænder. Og på hans bud bar de, de fyldte kurve fra flok til flok blandt mængden, indtil alle „var mætte".

Da måltidet var forbi, behøvede de ikke at opfordres til at samle det tiloversblevne sammen i deres kurve. Men deres forbavselse var stor, da de ikke fyldte bare tolv små rejsekurve, som forrige gang, men syv store vidjekurve, store nok til at rumme et menneske.

Det var endnu en påmindelse om, at alle mennesker alle vegne, såvel hedninger som jøder, er genstand for hans kærlighed og modtagere af hans nåde.