De skriftkloge i Jerusalem ventede, at Jesus ville komme op til hovedstaden til påskefesten, og havde lagt nye planer for at bringe ham til tavshed. Men da Jesus kendte deres onde anslag, drog han ikke derop. I stedet blev han i nærheden af Kapernaum, hvor han lærte og helbredte alle, som kom til ham. Da påskefesten var forbi, sendte farisæerne derfor nogle udsendinge til Galilæa for at plage Jesus.

Den vigtigste anklage mod Jesus var i farisæernes øjne hans åbenlyse ligegyldighed overfor reglerne og forordningerne i den mundtlige lov — „læbernes lov", som de hævdede var givet af Gud som en udvidelse af den skrevne lov. Disse love var af den rabbinske skole samlet til Talmud, der omfattede Mishna, eller tillægsloven, og Gemara, en fortolkning af den, og disse blev betragtet ikke blot som sidestillede med, men som endnu større autoriteter end den skrevne lov.

De sagde, at hvis man sammenlignede Skriften med vand, så var Mishna som vin, medens Gemara var en særlig ædel vin. Det var en „større synd at lære noget i modstrid med rabbinernes bud end at modsige selve Skrifterne". Og at sætte Skriften i modsætningsforhold til „overleveringerne" var lige så godt som at gå glip af sin plads i Guds rige.

Det var derfor ikke så underligt, at Jesus greb enhver lejlighed til at modarbejde „de gamles" menneskeskabte „overlevering" og til at lovprise Guds sande ords myndighed.

Spionerne fra Jerusalem fandt Jesus som sædvanligt omgivet af en skare, der søgte helbredelse og belæring, og straks kastede de sig ud i angrebet. De var bange for at anklage ham personligt, mens hans galilæiske venner var til stede, og derfor udæskede de ham gennem hans disciple. De spurgte: „Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker jo ikke deres hænder, når de skal holde måltid."

Hermed mente de ikke, at disciplene undlod at opfylde renlighedens almindelige krav, men at de ikke nøjagtigt udførte de talrige formelle afvaskninger, som var foreskrevet i Talmuds lov. En hel bog af den mundtlige lov behandlede regler for afvaskning, når man stod op om morgenen, afvaskning, når man kom hjem fra torvet, afvaskning før og efter måltider, før man bad, og ved utallige andre lejligheder. Undertiden var det kun nødvendigt at vaske fingrene, ved andre lejligheder var det påbudt at vaske sig op til håndledene eller til albuerne. Under visse forhold skulle bevægelsen ved afvaskningen foregå opad, under andre nedad. Somme tider skulle vandet hældes over hænderne; ved andre lejligheder skulle den ene hånd gnides kraftigt i den anden håndflade.

Der var ligeså nøjagtige anvisninger for afvaskning af husgeråd, sengesteder og så fremdeles, i forbindelse med til lejligheden passende bønner, -- i så høj grad, at saddukæerne plejede at sige, at farisæerne også ville vaske solen, hvis de kunne komme til det!

Ved at beskylde disciplene for at undlade at overholde alle disse mangfoldige påbud håbede farisæerne at få Jesus til at sige noget nedsættende om den rabbinske lov, som de senere kunne anvende imod ham. Men Jesus ville ikke diskutere. I stedet stillede han dem overfor en langt alvorligere modanklage: „Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld?"

Til forklaring fortsatte han: „Thi Gud har sagt: „Ær din fader og din moder," og „Den, der forbander fader og moder, skal lide døden." Men I lærer: „Hvis nogen siger til sin fader eller sin moder: „Det, du skulle have haft som hjælp fra mig, det skal være en tempelgave," så har han ingen ansvar for at hjælpe dem."

Dette var en særlig hyklerisk omgåelse af det ansvar, som det femte bud pålagde, for en sådan tilegnelse bestod ikke i den øjeblikkelige aflevering af gaven til templet. Giveren havde lov til at gøre personligt brug af den, så længe han levede, under forudsætning af, at den først var tilskrevet templet ved hans død. Således blev både Gud og forældrene narrede, og det bud, som skulle have næret den sønlige kærlighed, blev „sat ud af kraft" for deres „overleverings" skyld.

„I hyklere," sagde Jesus, „med rette har Esajas profeteret om jer og sagt: „Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.""

Overfladisk set handlede de, som om det var deres højeste ønske at ære Gud og lyde hans bud, men under dette skin af fromhed var deres hjerter egenkærlige og onde.

Så vendte Jesus sig fra farisæerne til folkeskaren og fuldstændiggjorde sin afsløring af deres foregivne fromhed ved at udbryde: „Hør mig alle, og forstå! Hvad der gør mennesket urent, er ikke noget af det, der udefra kommer ind i mennesket, men hvad der går ud af mennesket, det er det, der gør mennesket urent."

Farisæerne blev rasende over, at Jesus således havde ydmyget dem overfor folket, og de skyndte sig bort, så Jesus sammen med sine disciple kunne vende tilbage til det hus, hvor de boede. Da de var blevet ene, begyndte disciplene at spørge, om det nu også var klogt offentligt at true sådanne indflydelsesrige mænd. "Ved du, at farisæerne blev forargede, da de hørte, hvad du sagde?" sagde de ret forfærdede til ham.

„Lad dem kun være!" svarede Jesus. „Enhver plante, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode. — De er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften."

Men Peter var stadig ikke tilfreds. Hvad mente Jesus med den lignelse, han havde talt til folket? „Ikke det, der går ind i munden, gør mennesket urent, men det, der går ud af munden, det gør mennesket urent."

„Er I stadig så uforstandige?" spurgte Jesus som svar på hans spørgsmål. „Forstår I ikke, at intet, som ude fra kommer ind i mennesket, kan gøre det urent? Thi det kommer ikke ind i hans hjerte, men i maven og „går ud" igen:'"

Men „indefra, fra hjertet udgår der onde tanker, utugt, tyverier, mord, ægteskabsbrud, havesyge, ondskab; svig, løsagtigehed, ondt øje, bespottelse, hovmod, hidsighed, - - Det er den slags ting, som gør mennesket urent, men at spise med uvaskede hænder gør ikke mennesket urent".

Rabbinerne mangfoldiggjorde forordningerne for at sikre sig mod, at der skulle blive nogen urenhed tilbage på dem, og de gjorde loven om ren og uren føde indviklet ved mange tilføjede krav for at vide sig sikre for, at de ikke spiste noget, som kunne være besmittet med noget urent; men de tog ingen forholdsregler for at holde sig fri for onde tanker eller for at undertrykke den kritik eller løgnagtige bagtalelse, som de lod komme over deres læber. Hvis de havde haft rene hjerter, ville de ikke have haft grund til at frygte nogen ydre besmittelse.

En ydre korrekt form, som ikke har nogen forbindelse med det indre liv, er ikke alene værdiløs, den er også slet. Mennesker kan lade sig narre af det ydre, men Gud kender, hvad der er „indeni mennesket" og dømmer efter hjertets tilstand.

Under middelalderens åndelige mørke forlangte det pavelige præsteskab ligesom farisæerne lydighed overfor kirkens traditioner, mens de forsømte evangeliets store grundsætninger, og det var mod denne Roms tomme formalitetsdyrkelse, at reformatorerne protesterede og forsøgte atter at lægge hovedvægten på hjertets renhed og den enkeltes hellighed. Den stadige nødvendighed herfor er i dag øjensynlig, når vi lægger mærke til den profetiske angivelse af de sidste dages mest fremherskende synder. „Du skal vide," siger apostelen Paulus, „at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, - - de har gudfrygtigheds skin, men for-nægter dens kraft."

Sådan åbenbarer den åndelige farisæisme sig i vore dage, og vi må være på vagt overfor den og adlyde formaningen om afgjort at „vende os bort" fra den.

Den eneste sande Gudsfrygt er den, der har sit udspring i et hjerte, der er renset og fornyet ved Guds frelsende nåde, og som finder udtryk i et ydre liv efter Guds vilje og lov.