På Jesu tid var det skik og brug for religionens lærere at give deres disciple anvisning på, hvordan de skulle nærme sig Gud. Som man kunne vente sig, var farisæernes og de skriftkloges bønner lige så pralende og kunstlede, som deres religiøse liv var i enhver henseende. Jesus omtalte i sin Bjergprædiken deres „mange ord", og at de lod „munden løbe". Og hvis man regner efter den farisæers bøn, som gengives i evangelierne, så frydede de sig over at fortælle Gud om alle deres dyder, og i kraft af deres indbildte retfærdighed følte de, at de kunne kræve et omgående svar på deres bønner.

Jesus dadlede den forestilling, at bønnens virkning er afhængig af dens længde eller af sprogets skønhed. Han lærte, at bønnen er hjertets sprog og ikke kun læbernes og at Gud lægger mere vægt på bønnens oprigtighed end på dens ydre form og udtryksmåde.

Meningen med at bede er ikke at give Gud underretning om os selv eller endog at berette ham om vor trang, for han læser vore hjerters hemmeligheder og kender os bedre, end vi kender os selv. Det gælder ikke så meget om at åbne Himmelens forrådskammer som om at åbne døren til vore hjerter for den Gud, som venter på at komme ind og velsigne os.

Uden bøn er livet fattigt, fordi døren så holdes fast tillukket for Gud. Oprigtig bøn åbner hjertets døre på vid gab for Gud og alle hans kærligheds løfter.

Bøn består ikke så meget i at bede om Guds gaver som i at bede ham komme ind og ordne vort liv efter sin vilje.

Jesus lærte dem disse grundsætninger for sand bøn i den vidunderlige forbilledlige bøn, som han gav sine disciple, og som siden er blevet kaldt „Herrens bøn". „Vor Fader, du, som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige ; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere; led os ikke ind i fristelse; men fri os fra det onde; thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen."

„Derfor skal I bede således," sagde Jesus, og i denne enestående bøn viser han tydeligt den indstilling, hvormed vi bør nærme os til Gud, og hvad slags bønner det glæder Gud at høre og besvare. Den er kort, og dog rummer den alt, hvad vi behøver, både timeligt og åndeligt; den er enfoldig, og dog giver den udtryk for Guds frelsende nådes dyb.

Selvfølgelig kan enhver bøn, selv „Fader vor", blive til en ren og skær fremsigelse, og derfor må vi under bønnen tænke på hver sætning og bede den såvel med hjertet som med munden.

„Vor Fader, du, som er i Himlene." Farisæerne opfattede Gud som en streng lovgiver og dommer, hvis gunst man kun kunne vinde ved ængstelig, omhyggelig overholdelse af hans bud. Jesus lærte, at Gud er den alvise skaber og universets almægtige hersker, men han lærte også, at han er den guddommelige Fader, som elsker at have sine børn om sig, og hvis glæde det er at imødekomme al deres trang.

Læg mærke til, at Jesus ikke lærte sine disciple at bede: „Min Fader", men „Vor Fader". Det var for at lægge dem på sinde, at alle, som erkender Gud som deres Fader, er knyttet sammen til en familie, af hvad race eller farve eller sprog de så er, og enten de er rige eller fattige, kloge eller uoplyste. Farisæerne var ikke indstillede på at betragte tolderne som deres brødre, men Jesus kaldte en tolder til at være en af sine disciple. Farisæerne havde „ikke samkvem med samaritanerne", og de hadede romerne, men Jesus bød sine disciple, at de skulle være hans „vidner" i „Samaria, ja, indtil jordens ende"

Hvilken forskel, hvis i dag alle mennesker anerkendte Gud som deres Fader og sig selv som brødre! Det ville bortfjerne al konkurrence og strid og krig! Det ville bringe fred på jorden  i mennesker, der har Guds velbehag!

Et af de ti bud hedder: „Du skal ære din fader og din moder." Hvis vi ærer vore jordiske forældre, hvor meget mere burde vi da ikke ære vor himmelske Fader, som er al tings skaber og hersker, og holde hans navn „helligt". Vi ærer vore forældre ved at opretholde familienavnet, ved at anerkende deres myndighed og adlyde deres ord. Vi helliger vor himmelske Faders navn ved at vise ham ærefrygt i tilbedelse, ved at holde den himmelske families ære i hævd ved vor optræden og ved at adlyde hans bud. Det var forudsagt om Jesus, at han ville sige: „Jeg fryder mig over at gøre din vilje, -- - ja, din lov er i mit hjerte," og således skal det også være med alle Guds jordiske børn.

Når Guds barn føler forrettigheden og velsignelsen ved at høre til Guds store familie i Himmelen og på jorden, vil hans hjerte længes inderligt efter, at alle de fortabte, som synden har gjort til fremmede, atter skal vende tilbage, og derfor vil han stadig bede: „Komme dit rige! Ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen!" Denne bøn er ikke netop et udtryk for tillid til, at „verdens riger" engang vil blive „Guds og Kristi riger". Hvis vi virkelig mener det, betyder det en bøn om overgivelse og selvhengivelse. Den er først en bøn til Gud om at komme ind i vort liv og begynde sit herredømme i os. Den betyder også, at vi er rede til at lade os bruge af Gud, når og hvor og hvorledes han vil det, med at udbrede hans nåderige i menneskers hjerter.

Da Jesus gennem indledningen til sin forbilledlige bøn havde ledet disciplenes sind til beskuelse af Guds væsen og det uendelig store virkefelt for hans planer, bød han dem derpå at bede: „Giv os i dag vort daglige brød", fordi han ville have dem til at forstå, at skønt Guds magt er verdensomfattende, uendelig og evig, så glemmer han ikke det daglige behov for det mindste af sine børn.

Denne bøn er en anerkendelse af, at Gud er kilden til alle vore velgerninger, og at når vi i tro udrækker vore hænder for at modtage, så venter han kun på at give. Alt for mange modtager Guds gavmilde omsorg for deres legemlige behov uden nogen følelse af taknemmelighed eller blot anerkendelse af kilden til deres liv. Oprigtigt at bede: „Giv os i dag vort daglige brød", er taknemmeligt at erkende med salmisten, at Gud åbner sin hånd og „mætter alt, hvad der lever, med, hvad det ønsker".

Denne bøn gælder heller ikke alene det timelige brød! Moses forkyndte: „Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund." I denne bøn beder vi derfor også Gud om at give os livets åndelige brød til at nære vor sjæl.

Gud gav i ørkenen israelitterne manna hver dag på samme tid, for at de aldrig skulle kunne glemme kilden til alle deres velsignelser. Jesus befaler også os dagligt at fremføre vore bønner, for at vi altid må huske, at alle gode gaver, både åndelige og timelige, kommer fra ham.

Fra menneskets daglige næring går Jesus over til det daglige behov for frelsende nåde. Han lærer os at bede: „Forlad os vor skyld!" Selv om vi af hjertet har overgivet os til Kristus, så mister vi ham dog alt for tit af syne, vi slipper hans hånd, og vi synder! Gud bedrøves over vore fald, men i sin barmhjertighed har han sørget for, at „hvis vi synder, har vi en talsmand — Jesus Kristus den retfærdige", og hvis vi bekender og ærligt angrer vor egensindighed, så „er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed."

Gud sætter kun en betingelse for at tildele os sin tilgivende nåde, og det er, at vi tilgiver dem, som synder imod os. Vi skal sige: „Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere." Vi kan kun vente, at Gud vil tilgive os vore synder, hvis vi viser et tilgivende sind overfor dem, som krænker os. Jesus sagde jo i en af saligprisningerne: „Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed."

Til bønnen om syndsforladelse føjede Jesus en bøn, som har undret mange: „Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde." Det må dog være Satan og ikke Gud, som leder i fristelse! Men hvis vi gør os klart, at ordet „fristelse" i virkeligheden betyder „prøvelse", så forstår vi betydningen. Gud leder ikke i fristelse, men han kan finde det formålstjenligt at føre os gennem prøven og prøvelsens opdragelse.

Jesus tilkendegiver i sin bøn, at det er fuldstændig rigtigt at bede Gud skåne os for prøvens og prøvelsens kalk, for i en sådan bøn ligger der enkendelse af manglende selvtillid og et ønske om ikke at svigte i prøvelsens stund. Selv Jesus bad i Getsemane om, at den dybeste lidelses kalk om muligt måtte gå ham forbi. Men han føjede til denne bøn: „Dog ikke som jeg vil, men som du vil!" Hvis der ikke var anden mulighed. så var han villig til at underkaste sig sin Faders vilje. Og skønt vi på samme måde har lov at bede: „Hvis det er muligt, så skån mig for prøvelser," så burde vi tilføje: „Men hvis det er til mit eget bedste, at jeg skal prøves, så kom du mig til hjælp, for jeg ved, at alene kommer jeg til at svigte." Hvis vi på den måde indrømmer vor egen svaghed og bønfalder om hans styrkende nåde, kan vi være sikre på, at han vil give os styrke til at udholde enhver nødvendig prøvelse.

Denne bøn kan måske have en endnu dybere betydning! Skønt det er sandt, at Gud ikke leder nogen i fristelse, så kan det, hvis vi modstår hans tilskyndelse, blive nødvendigt for ham en tid at overlade os til Satan, for at vi kan lære, at overtræderens vej er streng. Apostlen Paulus taler om en uforbederlig synder i Korint, som måtte „overgives til Satan, så hans legeme kan gå til grunde, for at ånden kan frelses på Herrens dag." Når vi beder denne bøn, bønfalder vi derfor om, at Gud trods vor egensindighed ikke vil slippe os, men bære over med os, indtil vi helt har overgivet os til hans vilje.

I slutningen af sin bøn fremfører Jesus tre årsager til, at vi med tillid kan se hen til Guds besvarelse på alle vore bønner. „Thi dit er riget og magten og æren i evighed!" Gud søger indvånere til sit herlighedsrige, og han længes efter at gøre os værdige til at dele det med ham. Ham tilhører al magt til at frigøre mennesker fra mørkets rige og bringe dem ind i hans kære søns rige. Frelsen er Guds højeste ære og hæder, og det er hans vilje, at vi i al evighed skal „forkynde hans guddomskraft, som kaldte os fra mørket til sit underfulde lys".

Når vi ender vor bøn med „Amen" — „det skal ske" — indvier vi helt os selv til Gud og beder ham af hjertet om her i dette liv at være alt det for os, som vi trænger til, og til sidst give os del og sted i hans fuldbragte værk.