Det var blevet så sent, dengang Jesus sendte skarerne i ørkenen bort, at mange ikke forsøgte at nå hjem, men sov den nat under åben himmel. Næste morgen vendte de tilbage til det sted, hvor underet var sket, i håb om at finde Jesus og for at overtale ham til endnu en gang at overveje deres tilbud om at gøre ham til konge. Til deres store forbavselse var han ingen steder at finde. De vidste, at der den foregående. aften ikke havde været andre både på stranden end den, som tilhørte disciplene, og den havde de set sejle bort uden Jesus. Derfor vandrede de i spredte grupper hen over sletten for at lede efter ham, men forgæves.

Lige da de var ved at opgive eftersøgningen, ankom nogle både fra søens sydlige ende. De ombordværende havde hørt, at en stor folkeskare havde fulgt Jesus i ørkenen, og de ville uden tvivl også gerne se ham. Da de fik at vide, at han var borte, tog de så mange som muligt med sig tilbage over søen.

Da de var kommet i land, spurgte de efter Jesus og kunne knap tro deres egne ører, da man fortalte dem, at han var inde i byen og lærte og helbredte de syge. Det kunne selvfølgelig aldrig falde dem ind, at han kunne være vandret over søen og have indhentet disciplenes båd i stormen!

Ved den tid, da de fandt Jesus, var han gået ind i den stedlige synagoge, for det var en af de dage i ugen, da den var åben for gudstjeneste. Straks spurgte de ham: „Rabbi! Hvornår er du kommen herover?"

Jesus tilfredsstillede ikke deres nysgerrighed, men vendte straks tilbage til den begivenhed, som de var opfyldt af, da de skiltes den foregående aften.

„Sandelig, sandelig siger jeg eder," sagde Jesus, „I søger mig ikke, fordi I har set tegn, men fordi I spiste af brødene og blev mætte." Det eneste, de interesserede sig for, var de materielle goder, som de mente, han havde magt til at fremskaffe. Når han havde kunnet mætte en stor skare i ørkenen, så kunne han også gøre lignende mirakler andre steder, og de ville gerne være med og få deres andel. Men de brød sig ikke om det „livets brød", hvormed han tilbød at stille deres åndelige sult, eller om „livets vand" til at slukke deres tørst.

De havde i virkeligheden fuldstændigt misforstået hans kald. De tænkte udelukkende på timelig og materiel fordel. Jesus tænkte på deres sjæle. For dem drejede det sig om befrielse fra den romerske trældom. Han var kommet for at befri dem fra syndens trældom. Derfor sagde han endnu engang til dem: „Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til evigt liv."

Jøderne blev krænkede, da han antydede, at deres motiver for at følge ham var materielle og uåndelige, og de skyndte sig at forsvare sig med en forsikring om, at de kun var alt for villige til at gøre hvad som helst for at vinde Guds hyldest. De spurgte: „Hvad skal vi da gøre for at udføre Guds gerninger?"

Ganske stille svarede Jesus: „Dette er Guds gerning, at I tror på den, han har sendt."

Hvor var det svært for disse stolte og selvsikre jøder at fatte troens betydning. Hvis han havde kaldet dem til at udføre en række vanskelige religiøse pligter, så ville de hurtigt have rettet sig efter hans befaling. Hvis han havde kaldet dem til at samles under hans fane, så ville de have været rede til at dø for hans sag. Men de var skuffede, fordi han blot ganske enkelt forlangte, at de skulle tro. De var parate til at arbejde længe og strengt for at gøre sig fortjent til frelsen. Det sårede deres stolthed at skulle tage imod den som en gave. Og alligevel var troens gerning den største gerning, de kunne udføre.

Hvor den indstilling er almindelig også i dag! Så mange er parat til at udføre alt slags arbejde — godgørenhed, bodshandlinger, alle slags fromme gerninger — i den tro, at de derved gør sig fortjent til ros fra Gud, men deres stolthed såres, når de får at vide, at de ikke kan gøre andet for at vinde frelse end at tro på „Guds lam, som bærer verdens synd!"

Sandheden er, at mange i dag, ligesom i Israel i gamle dage, er for stolte til at lade sig frelse. Det var hovmod, som først skilte mennesket fra sin skaber, og et „sønderbrudt, sønderknust hjerte" er den første forudsætning for at opnå forligelse.

Jøderne, som var forlegne over at se deres hovmod og mangel på åndelighed afsløret, søgte at dække over deres forlegenhed ved at spørge om, med hvilken baggrund Jesus gjorde krav på deres loyalitet. „Hvilket tegn gør du så, for at vi kan se det og tro dig? Hvilken gerning gør du?"

Den foregående eftermiddag havde de været rede til at hylde Jesus som deres konge på grund af underet med brødene og fiskene. Nu forsøgte de at forringe det til at være et utilstrækkeligt grundlag for hans fordringer. Ja, han havde ganske vist forsynet fem tusinde mand med et måltid af byg brød og fisk ude i ørkenen, men Moses gav Israel „brød fra Himmelen" gennem fyrretyve år i Sinais ørken. Hvis Jesus ville bevise, at han var større end Moses, måtte han gøre større ting end Moses.

Hvis Jesus havde ønsket det, kunne han let have givet jøderne et ydre „tegn" for at vise dem, at han uden sammenligning var større end Moses, men han var ikke kommet for at tvinge menneskesjæle. Langt hellere ville han vinde deres hjerter. Derfor søgte Jesus tålmodigt at få dem til at begribe deres åndelige nød. Gud havde måske givet dem „brød fra Himmelen" i form af manna for at mætte deres legeme, men, sagde han: „Min Fader giver jer nu det sande brød fra Himmelen." Dette sande brød „er ham, som kommer ned fra Himmelen og giver verden liv".

Den manna, som Gud ved Moses' hånd uddelte, imødekom kun deres legemlige trang. Når de havde spist den, blev de snart sultne igen. Skønt den for en tid opholdt deres liv, døde de dog i ørkenen. Men „Faderen" tilbød dem i Jesus det „sande brød fra Himmelen", som ville give dem evigt liv.

Men jøderne, som stadig tænkte materielle tanker om en eller anden særlig virkningsfuld „manna" fra Himmelen, bad ham hurtigt, ligesom den samaritanske kvinde: „Herre, giv os altid det brød!" Så ville de i sandhed have fået det bevis, de forlangte. Hvis han ville gøre det, så kunne han være sikker på deres tilslutning.

Da Jesus så, at de med vilje misforstod hvert af hans ord, sagde han ganske klart og tydeligt: „Jeg er livets brød! Den, som kommer til mig, skal ikke hungre, og den, som tror på mig, skal aldrig tørste."

Jøderne var godt kendt med tanken om at „spise" åndelig lærdom og „drikke" undervisning, Jeremias havde blandt de bibelske forfattere, sagt om Guds ord: „Dine ord blev fundet, og jeg åd dem," og en af lærdommene om mannaen i ørkenen var, som Moses viste dem, at „mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund". Men Jesus talte ikke blot om at „spise" hans ord eller hans lære, men om at spise ham selv. Således viste han dem klart, at han ikke alene var en „lærer, kommen fra Gud" for at tildele frelsens ord. Han var selv „det levende ord". Guds væsen var åbenbaret i den legemliggjorte Kristus, og hvis de ville eje livet, måtte de have del i selve hans væsen.

„Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen," sagde han atter. „Om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden."

Hånligt spurgte jøderne hinanden: „Hvordan kan han give os sit kød at spise?"

Jesus tog hurtigt til genmæle: „Sandelig, sandelig siger jeg eder, — — den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik."

„Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig og jeg i ham. Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer."

Gennem denne omtale af sit kød og blod åbenbarede Jesus for første gang det endelige offer på Golgata, hvorved han ville genoplive den døende menneskehed. Hans kød og blod er liv for dem, der fatter den fulde betydning af hans offer. Gennem dem får den døende del i den guddommelige natur og får nyt liv ved Guds søns guddommelige liv. Så kan han med Paulus sige: „Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig."

Jesus kunne ikke have sagt det tydeligere. Jøderne havde været blinde for deres egentlige behov. Det brød, de ønskede af Gud, var timelig velstand; det liv, de sukkede efter, var fornyelse af det jordiske liv. Det, de trængte til, og som Jesus steg ned fra Himmelen for at bringe dem, var åndelig genfødelse, som ville skænke dem et evigt liv.

Mens Jesus forklarede om sit kald, læste han skuffelse og had på sine tilhøreres ansigter, og han foreholdt dem højtideligt, hvad der ville blive følgen af deres vantro.

„Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig," sagde han, „og den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort. - - - Og dette er hans vilje, som sendte mig, at jeg ikke skal miste noget af alt det, som han har givet mig."

De kunne godt prøve at retfærdiggøre sig og betvivle hans myndighed, men Faderen havde udsendt ham fra Himmelen for at opsøge sine sande børn. De ville tro på ham og følge ham. Ikke en eneste ville undlade at tage imod ham, og ikke et af Guds sande børn ville han forkaste. „Også I har set – – og dog tror I ikke." Dermed viste de, at de ikke havde nogen del med ham eller med hans Fader. Jøderne forstod tydeligt, hvad Jesus mente, og gav sig straks til harmfuldt at protestere indbyrdes. Hvilken ret, udbrød de, havde denne mand til at hævde, at han var kommet ned fra Faderen i Himmelen, og at kun de, som sluttede sig til ham, var Guds børn? „Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis fader og moder vi kender?" — fattige folk fra Nazaret! „Hvordan kan han da sige: Jeg er kommet ned fra Himmelen?"

Jesus kunne have åbenbaret dem den guddommelige legemliggørelses hemmelighed, hvorledes han havde givet „afkald" på sin herlighed for at komme syndige mennesker nær. Men han gjorde det ikke, fordi folket var fast besluttet på ikke at tro på ham. I stedet for gentog han sin fordømmelse af deres vantro. „Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham," sagde han, og „enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig." Hvis de virkelig var oplært af Gud, ville de komme til ham! Men de hungrede og tørstede ikke efter retfærdighed, og derfor kom de ikke, så de kunne have modtaget livets ord.

Mens han talte, fulgte hans gennemtrængende blik nøje folkeskaren og ligesom tvang dem til at tage parti for eller imod ham. Den sørgelige beretning fortsætter: „Af den grund trak mange af hans disciple sig tilbage og vandrede ikke mere med ham." Derved afslørede de deres sande karakter, deres kødelige ønsker og deres egenkærlige bevæggrunde. De forlod ham, fordi de i deres sørgelige blindhed ikke forstod, hvad de mest af alt trængte til.

Også dette er også verdens tragedie i dag. Hvis kirken ville blande sig i politik, beskæftige sig med økonomisk planlægning og prædike om sociale reformer, så ville den blive populær; men når den forkynder det evige evangelium om åndelig genfødelse og forudsiger, at denne verdens riger skal forgå for at give plads for Guds rige, er der alt for mange, der betegner dette som „overjordisk" eller hånligt omtaler dens lære som „luftkasteller" og utålmodigt vender sig bort.

Men ikke desto mindre er det stadig sandhed, at det, verden mest trænger til, ikke er frigørelse fra undertrykkelse og tyranni og befrielse for legemlig overlast og elendighed, omend dette har sin store betydning indenfor den guddommelige plan, men menneskeslægtens åndelige genfødelse.

Jøderne mente, at Jesu budskab ikke vedkom deres forhold, og de fleste mennesker hævder i dag, at kirkens lære er dem uvedkommende. Jesu tale var dengang så „hård" at tage imod, at kun få ville „høre" den. Og det er det samme i dag. Dog er åndelig genfødelse det eneste, der kan frelse den enkelte. Det er også kun den, der kan frelse verden.

Mens Jesus med sorg så skarerne spredes og forsvinde, vendte han sig mod sine nærmeste disciple, der stod og hviskede ængsteligt indbyrdes. „Vil I også gå bort?" spurgte han. Han stillede dem ikke dette spørgsmål, fordi han tvivlede om deres trofasthed, med undtagelse af Judas. Han vidste, hvad deres svar ville blive, og han ville have, at de skulle afgive dette vidnesbyrd for at styrke dem, der endnu vaklede.

Som sædvanligt overtog Peter rollen som ordfører. „Herre! Til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord. Og vi er kommet til den tro og erkendelse, at du er Guds hellige." Peter og hans venner kendte af erfaring den glæde og fred, som havde fyldt deres liv, siden de havde fulgt Jesus, og intet kunne rokke deres tillid til, at han i sandhed var „Kristus".

„Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv?" sagde Jesus. Men bedrøvet tilføjede han, idet han så ud over den lille flok: „Og dog er en af jer en djævel!"

Disciplenes ansigter må have været alvorlige, mens de stirrede på hinanden og prøvede at finde ud af, hvem der ville vise sig at være forræder mod Mesteren.

Ved denne tid havde Judas selv ingen tanke om at forråde Jesus, men han havde været den første til at kritisere Jesus, fordi han ikke tog imod mængdens hyldest i Betsaida, og det forvirrede ham stadig mere, at han nægtede at samle folket til korstog for frihed og uafhængighed.

Hvis han havde været villig til at lytte, ville Jesu ord have kunnet standse hans utilfredshed. Men han fik sig selv til at tro, at hans kritik var til det bedste for deres sag. På den måde vedblev troløshedens frø at vokse, indtil han traf den skæbne-svangre bestemmelse: at forråde Jesus i hans fjenders hænder.

Deres sørgelige skæbne, der efter at have fulgt Jesus i nogen tid, vendte om og „ikke mere vandrede med ham", og Judas' endelige og endnu frygteligere frafald understreger den højtidelige advarsel om, at vi kun „har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste".

Disse begivenheder taler navnlig til dem, som lever i historiens sidste krisetid, når „kærligheden" igen vil blive „kold hos de fleste", og kun en rest vil stå fast i troskaben. Gud give, at vi på den dag, ligesom Peter, må være så „sikre" på Jesus og hans plan med vort liv, at vi kan holde ud i de mørkeste timer og være „med ham" på hans herligheds- og sejrsdag.