Underet med brødene og fiskene, som dannede højdepunktet for Jesu gerning den vidunderlige dag i ørkenen, overbeviste mængden om, at han måtte være den forventede Messias. Mange havde hørt hans samtale med Johannes' disciple, da de rent ud spurgte ham: „Er du den, som kommer?" og nu begyndte de ivrigt at sige indbyrdes: „Han er i sandhed den profet, der kommer til verden!" for ingen andre end han kunne gøre sådanne tegn.

Så strømmede de alle som en frem for at erklære ham for deres befrier og konge.

Disciplene var lige så ophidsede som folket ved den dramatiske vending, sagen havde taget. For dem så det ud til, at det rige, som Jesus så ofte havde talt om, var ved at blive til virkelighed, og de ventede spændt på, hvad han ville gøre.

Stor var deres skuffelse, da han vendte sig til dem og bød dem hurtigt gå tilbage til båden og gøre sig rede til at drage bort, medens han sendte skarerne bort.

Først kom de med mange indvendinger. De kunne ikke fatte, at han ikke benyttede sig af mængdens begejstring. De følte det, som om han lod en strålende lejlighed til at sikre sig folkets tilslutning gå fra sig.

Men Jesus „nødte" dem, og til slut vendte de tilbage til bredden, meget imod deres vilje og stadig knurrende.

Mængden var lige så utålmodig, da Jesus vinkede dem bort og fik dem til at sprede sig. De ledende søgte endog at tage ham med magt for at udråbe ham til konge. Men Jesus bød dem gå bort, og lidt efter lidt forsvandt den skuffede folkeskare i det begyndende tusmørke.

Da alle var forsvundet, ventede disciplene, at Jesus skulle komme ned til dem, men i stedet vendte han sig mod bjergene, og de vidste, at han var gået hen for at bede i ensomhed.

Jesus trængte til samfund med Faderen, fordi han var kommet til et vendepunkt i sit jordiske liv. Han vidste, at folket opfattede Messias som en mægtig befrier, der ville frigøre Guds folk fra deres lange trældom, og at flertallet af dem, der fulgte ham, havde gjort det i tillid til, at deres håb nu skulle gå i opfyldelse. Han havde forsøgt at vise dem, at hans hverv bestod i at frelse dem fra deres synder og ikke fra det romerske åg, men de var så besatte af håbet om national befrielse, at de holdt fast ved deres misforståelse. Selv disciplene faldt det svært at erkende, at han måtte være den lidende tjener, før han kunne blive den mægtige konge.

Jesus havde overfor denne store folkeskare roligt afslået at påtage sig ledelsen af et korstog for national befrielse, og han havde set deres begejstring svinde bort i skuffelse. Han vidste, at skuffelsen inden længe skulle forvandles til had, som ville forfølge ham lige til døden.

Da mørket faldt på over bjergene, skimtede Jesus de skygger, der allerede var begyndt at falde på hans jordiske vej, og i ensomhed med sin Fader bad han for sine forblindede disciple og om styrke til at gå den tunge vej, som lå forude og skulle føre ham til korset.

Disciplene ventede indtil mørkets frembrud på, at Jesus skulle vende tilbage, men han kom ikke. Så bestemte de sig til at drage bort, fordi de mente, at Jesus ville gå ovenom søen og møde dem i Kapernaum. De var stadig bitre over den forspildte lejlighed og det var deres hensigt atter at vende tilbage til sagen, når de igen mødte ham.

Ikke så snart havde de hejst sejlene, før den friske vind gik over til vild storm, som snart piskede vandet til skummende bølger. Hurtigt fik de sejlene bjerget, for at båden ikke skulle kuldsejle, og gav sig til møjsommeligt at ro op mod de voldsomme bølger.

Der var ikke mere end en halv snes kilometer tværs over den nordlige ende af søen, men „i den fjerde nattevagt" eller ved tretiden om morgenen var de ikke kommet mere end halvvejs over og var dødtrætte af kampen mod vind og vove. Pludselig kom en hvid skikkelse til syne i mørket og gik forbi dem på vandet.

De mente, at det måtte være en ånd, som varslede ulykke og død, og de skreg af rædsel. Men til deres store overraskelse og lettelse lød en klar og kendt stemme gennem stormens larmen: „Vær frimodige! Det er mig, frygt ikke!" Så de, at det ikke var nogen anden end Jesus!

Hele den frygtelige nat igennem havde de troet, at de var alene på den stormpiskede sø. Erindringen om underet i ørkenen var blegnet for deres sind, og det var, som om Jesus var forsvundet fra deres liv. Men fra det sted, hvor han bad, havde Jesus været vidne til deres kvalfulde rejse gennem natten. På grund af deres utålmodighed og vantro havde han tilladt stormen at indhente dem, og han havde ventet til den sidste nattevagt, da deres kræfter var ved at slippe op, med at vise dem, hvor hjælpeløse de var uden ham. Da de i deres dødsangst glemte deres verdslige ærgerrighed og råbte om bistand, kom han dem til hjælp, og deres hjerter svulmede af ydmyg taknemmelighed og kærlighed.

Som sædvanlig var Peter den første, der tog til orde. Han skyndte sig over i den side af båden, der var Jesus nærmest, og bad, om han måtte komme ud til ham på vandet.

„Kom!" svarede Jesus, og den impulsive discipel sprang over rælingen og stod på vandet.

Tillidsfuldt gjorde han et par skridt frem uden at bryde sig om vinden, der rev i hans tøj, eller om det piskende skumsprøjt. Men da en stor bølge rejste sig mandshøj foran ham og for et øjeblik skjulte Jesu skikkelse, svigtede hans tro, og han følte, at han begyndte at synke.

„Herre, frels mig!" råbte han forfærdet. Straks var Jesus ved hans side, og Peter var frelst i hans arme. „Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?" sagde Jesus mildt bebrejdende, mens han førte den skælvende discipel hen over vandet til skibet. Da de var steget ind, lagde vinden sig lige så pludseligt, som den var opstået, og disciplene „undrede sig ved sig selv over al måde" og fortsatte rejsen i smult vand til den anden bred.

Hvor disciplenes oplevelser på den stormfulde nat på Galilæas sø er typiske for vort eget liv! Når mørket falder på, og stormen bryder løs over os, kan vi komme til at føle os glemt og alene. Men hele tiden venter og våger Jesus. Selv om vi måske ikke kan se ham, følger hans blik os altid, og vi er altid indenfor hans magts og kærligheds rækkevidde.

Måske venter han til den sidste nattevagt med at lære os noget, vi trænger meget til, men så snart vi har lært det, kommer befrielsen, og vi føler atter glæden og velsignelsen ved hans nærhed.

Der ligger også for os en advarsel i Peters angstfulde oplevelse. Det er i de åndeligt opløftede øjeblikke, når Gud har gjort noget vidunderligt for os, at vi er mest tilbøjelige til selvovervurdering og anmasselse, hvis vi blot et øjeblik mister ham af syne, som vi skylder vor frelse. Peter trængte til at lære noget om ikke at stole på sig selv og altid at være afhængig af Jesus, men han måtte ud på endnu dybere vand, før han til slut lærte det.

Kun når vi bliver ved med at „se hen til Jesus" og helt stoler på ham, vil vi blive støttet og holdt oppe midt i livets storme, indtil vi hviler trygt i hans arme i hans evige rige.