| |
Da disciplene vendte hjem fra deres første udsendelse med evangeliet, forestillede de sig sikkert, at således ville deres gerning komme til at forme sig, indtil deres Mester blev anerkendt som Messias, og hans rige blev oprettet. Først efter at Jesus havde forladt dem og var steget op til Himmelen, begyndte de at blive klare over, hvilket vældigt hverv de havde påtaget sig, og at erindre nogle andre ting, han havde sagt dem angående de prøvelser, som evangeliets sendebud ville komme ud for, før Guds rige kom i herlighed.
„Se, jeg sender jer som får blandt ulve," sagde Jesus advarende. De glubende ulves vilde grusomhed lignede ganske hadet hos dem, der forfulgte Jesus lige til døden, og når apostlene udførte deres hverv, kunne de ikke vente blidere kår. Satan, hvis planer var tilintetgjort ved Kristi opstandelse, ville forstærke sine angreb på kirken for at hindre dem i at udføre befalingen: „Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen."
Alligevel skulle evangeliets sendebud trods stadige angreb fortsætte deres gerning så uskyldige som lam og så blide som duer. Skønt Jesus frygtløst dadlede vantro og foreholdt syndere de uundgåelige følger af oprør mod Gud, så sagde han altid sandheden i kærlighed. Med den kærligste omhu for de uvidende og vildfarende arbejdede han for at frelse de fortabte, og med sit sidste åndedrag bad han: „Fader, tilgiv dem! thi de ved ikke, hvad de gør!" Den samme ånd skulle kendetegne hans sendebud, mens de fortsatte det værk, han havde begyndt.
Skønt disciplene skulle forkynde et fredens evangelium, som ville give dem fred i hjertet, som modtog det, så ville det også vække tvist og strid hos dem, der nægtede at høre det. „I må ikke mene, at jeg er kommen for at bringe fred, men sværd." Evangeliet skulle blive „skarpere end et tveægget sværd", og adskille nationer, samfund, ja selv familier, der, hvor dets budskab blev modtaget af nogle og forkastet af andre.
„Jeg er kommen," forkyndte Jesus bedrøvet, „for at volde splid mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder og imellem en svigerdatter og hendes svigermoder, og en mand skal få sine husfolk til fjender."
Evangeliets udfordring ville tvinge mennesker til at vælge mellem samfunds- og familietilknytning og Jesus. Og han tilføjede: „Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd, og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd."
Jesu egen familie vendte sig imod ham, og evangeliets sendebud skulle ligeledes få den skrækkelige oplevelse at se „broder overgive broder til døden, og fader sit barn, og børn skal sætte sig op imod forældre og slå dem ihjel", for evangeliets skyld. Hvor sørgeligt skulle denne profeti opfyldes, den gang hedenske familier forrådte omvendte kristne i det gamle Rom, og da „kættere" blev angivet af deres egne slægtninge i pavetidens Rom!
Mod de onde ånders og slette menneskers uophørlige stormløb kunne Guds sendebud nok virke svage og hjælpeløse, men han ville stadig være deres styrke. Han ville give dem slangers snildhed, så de kunne imødegå slangens list. Under udøvelsen af deres gerning skulle de ikke udfordre til forfølgelse, skønt de aldrig måtte gå på akkord med deres budskab for at undgå den. Ligesom Josef og Maria flygtede fra Herodes til Ægypten, og Jesus forlod Nazaret og drog til Kapernaum, da hans bysbørn vendte sig imod ham, således ville de i forfølgelsestider ofte kunne tjene evangeliets sag bedst ved at flygte til en anden by, hvor der var sjæle, der ventede på og var modtagelige for Guds kald. Hvis en dør lukkede sig for dem, ville en anden åbnes et andet sted. Men alligevel sagde Jesus, at hvis de var trofaste i deres gerning, ville de komme til at bære deres kors, som han bar sit.
„Vogt jer for mennesker," sagde han, „thi de skal bringe jer for domstole, og de vil piske jer i deres synagoger," måske helt op til „fyrretyve slag mindre end et", som Paulus måtte tåle ved mere end en lejlighed. „Også for landshøvdinger og konger skal I føres for min skyld." „I skal hades af alle for mit navns skyld."
Men når de blev stillet for retten, sagde Jesus, at de ikke skulle bekymre sig for, hvordan de skulle forsvare sig. „I skal ikke bekymre jer for, hvorledes eller hvad I skal tale; thi det skal gives jer i samme stund, hvad I skal tale. Thi det er ikke jer, som taler, men jeres Faders And, som taler gennem jer." Et sådant vidnesbyrd for jordens mægtige, som det Paulus aflagde for Felix og Agrippa, ville være en bekræftelse for evangeliet, som de måske ellers aldrig ville få at høre. Og det ville blive et „vidnesbyrd imod dem", hvis de nægtede at høre.
Der kunne komme tider, da efter Guds plan det højeste vidnesbyrd om kirken kun kunne gives ved martyrdøden. Skulle dette ske, behøvede hans folk ikke at frygte „den, som dræber legemet", for de „kan ikke dræbe sjælen". Det skulle være deres forfølgere, som havde grund til at frygte, når de stod overfor dommeren ved „ham som kan ødelægge både sjæl og legeme i helvede".
De, som afviste frelsesbudskabet og handlede ondt mod dem, der bragte det, kunne for en tid tilsyneladende leve ustraffede i deres ondskab, men ingen misgerning mod Guds tjenere eller hans sag skulle blive glemt. „Thi der er intet skjult, som ikke skal åbenbares, og der er intet hemmeligt, som ikke skal blive kendt."
Heller ikke vil Gud, som ser selv spurven falde til jorden, glemme en, som lider for Kristi sag. „Sælges ikke to spurve for en skilling?" — en sekstendedel af en denar — sagde Jesus, „og ikke en af dem falder til jorden, uden jeres Fader er med i det. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Frygt altså ikke; I er mere værd end mange spurve."
Hvis hans folk trofast kendes ved ham overfor mennesker, så lover han, at han vil kendes ved dem overfor sin Fader i Himmelen.
Hvis de mister deres liv for hans skyld, vil de frelse det for evigt i hans rige.
Gennem „mange prøvelser", men altid vejledet af Guds And og opholdt ved hans arms støtte, vil kirken således bære trofast vidnesbyrd indtil den dag, da „dette evangelium om riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme". Og Jesus forsikrer os, at på den dag vil alle de, som har holdt ud „indtil enden, blive frelst."
I de århundreder, der er forløbet, siden Jesus forberedte sine disciple til deres herlige, men farlige gerning, er alt, hvad han forudsagde med hensyn til evangeliets prøvelser og sejr gået nøjagtigt i opfyldelse.
Vi ærer de troens helte, som endnu før Bibelen var skrevet færdig, „måtte udstå spot og pisk, ja, lænker og fængsel; de blev stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, gik om i fåre- og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet, dem var verden ikke værd; de flakkede om i ørkener og bjerge og i jordens huler og kløfter".
Vi husker med taknemmelighed de talløse tusinder, der siden de første apostles tid har beseglet deres vidnesbyrd med deres blod, „og de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden".
Og vi fryder os over, at rigets evangelium trods hedenske kejsere, pavelige kirkefyrster, det mørkeste hedenskab og ugudelige diktatorer, er nået ud til jordens fjerneste egne.
Evangeliets fremgang til menneskeslægtens yderste forposter og Satans forbitrelse, fordi han ser, at han kun har „en kort tid" tilbage, forener sig om at forkynde, at den største sejr nærmer sig, at riget er „lige forestående", og at kongen „står for døren". Gud give, at han, når han kommer, må finde os i arbejde og længsel efter ham.
|
|