Da farisæerne og de lovkyndige var blevet skuffede' i deres forsøg på offentligt at ydmyge Jesus ved Mattæus' gæstebud, gik de vrede bort for at udfinde en ny angrebsmåde. De fandt snart på en snedig plan.

Johannes den Døber havde i nogen tid været i fængsel, og hans disciple var modløse og forvirrede. De kunne ikke forstå, hvorfor Jesus, hvis komme Johannes havde forkyndt, intet havde gjort for at skaffe ham friheden. De kunne heller ikke begribe, hvorfor han ikke lagde den samme strenghed for dagen som deres mester. Nogle gjorde allerede fællessag med farisæerne, fordi de tilsyneladende lagde større vægt på åndelig tugt.

Farisæerne så heri en lejlighed til at drive en kile ind mellem Johannes og Jesus. Dersom de kunne få Johannes' disciple til at anklage ham for ikke at opfylde Johannes' forventninger, ville Jesus hurtigt komme i vanry hos dem, der ærede Johannes som en stor profet. Ved at spille den ene ud mod den anden, kunne de således komme af med dem begge på en gang.

Muligvis var det på en af de ugentlige fastedage, som Jesus og hans disciple ikke tog del i, at farisæerne overtalte nogle af Johannes' tilhængere til at gå hen til Jesus og bebrejde ham, at han forsømte denne fromme anordning. Johannes' disciple gik i fælden, og farisæerne fulgte med for at overvære det, som de håbede ville blive et nederlag for Jesus.

„Hvorfor faster vi og farisæernes disciple," begyndte Johannes' disciple, „men dine disciple faster ikke?"

Jesus kunne godt have svaret dem med en bebrejdelse, fordi de lod sig benytte som redskaber for farisæerne. Han kunne have påvist, at i det hellige år, som var påbudt af Gud, var der kun en faste, nemlig på forsoningsdagen, og at farisæernes demonstrative ydmyghed, som havde mangedoblet den til to gange om ugen, ikke var et tegn på fromhed, men en hyklerisk handling. Men han indlod sig ikke på nogen diskussion. I kærlighed mindede han Johannes' disciple om, hvad deres mester engang havde sagt om brudgommens komme.

Johannes havde omtalt sig selv som brudgommens „ven", og ved synet af Jesus „glædede han sig meget over brudgommens røst". Men, sagde Jesus, hvis brudgommens „ven" glædede sig over hans komme, „kan så brudesvendene faste, mens brudgommen er hos dem?"

Der er mange i dag, som opfatter gravenhed og askese som fromhed. En sådan optræden kan i virkeligheden være lige så hyklerisk som farisæernes bedrøvede ansigter og højtidelige fasten. Hvis vi i sandhed er brudgommens venner, må vi være glade, og „Herrens glæde" må afspejle sig på de lykkelige ansigter og i et frejdigt sind. Andre burde kunne se, at Jesus ved sin Helligånd bor i vore hjerter.

Faste og ydmygelse af sjælen betyder selvfølgelig overordentlig meget i Guds børns liv. I Skriften sættes de ofte i forbindelse med tider, hvor man i særlig grad søger Gud. Den gode kong Josafat „blev grebet af frygt, og han vendte sig til Herren og søgte ham og lod en faste udråbe i hele Juda", engang, da der var alvorlig fare. Daniel fastede og bad i Babylon, mens han søgte at lære Guds vilje med Israel at kende. Ezra udråbte en faste „for hos ham at udvirke en lykkelig rejse" for de hjem-vendende fanger. Og i Joels dage blev folket tilskyndet til at vende sig til Herren i anger „med faste og gråd og klage".

Jesus forkyndte, at der for hans disciple ville komme tider og oplevelser, da de atter ville faste. En dag ville brudgommen med vold blive berøvet dem, og under denne frygtelige prøvelse ville de i hjerteangst faste og bede. Men deres hjerter skulle atter glædes, når han i sin opstandne skikkelse vendte tilbage og efterlod dem Talsmanden, som altid skulle blive hos dem.

Også vi kan komme til at opleve ting, hvorfra vi kun ved faste og fortvivlet bøn kan gå ud som sejrherrer. Men når befrielsen kommer, vendes sorgen til glæde over hans frelse. Glæde og ikke sorg burde være den fremherskende tone i Guds børns liv.

Da Jesus havde retledet Johannes' disciple i deres vildfarende tanker om fastens forbindelse med fromhed, vendte han sig mod de videre følger af deres tilbagedrift til farisæernes lovlærdom. Blot dette, at Johannes' disciple kunne sige „vi og farisæerne" viste, at de havde gjort sig skyldige i den samme misforståelse med hensyn til Jesu lære som Nikodemus ved begyndelsen af Jesu gerning i Judæa. Begge parter tænkte sig, at en reform af jødedommen, en ny ånd i de gamle forskrifter, ville behage Gud.

Jesus havde for Nikodemus åbenbaret den gennemgribende forskel mellem evangeliet og farisæernes lære, da han sagde: „I må fødes på ny!" Nu erklærede Jesus overfor Johannes' disciple, at hele systemet i den jødiske religion var blevet falsk og fordærvet og måtte erstattes af en ny åndelig orden. Der kunne ikke lappes på de gamle forskrifter, lige så lidt som man ville sætte „et stykke uvalket klæde på en gammel klædning". Et nyt stykke tøj ville kun gøre hullet værre i det gamle, og på samme måde kunne hans budskab ikke væves ind i den jødiske religions tyndslidte kappe, fordi „stykket fra den nye ville ikke passe til den gamle". Jesus gav endnu et eksempel på, hvad han mente, idet han sagde: „Man hælder ikke ung vin på gamle lædersække, for så sprænges lædersækkene, og vinen går til spilde, og lædersækkene ødelægges; nej, ung vin kommer man på nye lædersække, så bevares begge dele." De gamle vin-lædersækkes tørhed og skørhed gav et meget træffende billede på den farisæiske gudsfrygts kærlighedsløse formalitet, som ikke kunne undgå at blive sprængt ved evangeliets gæring. Kun „nye" mennesker kunne rumme evangeliets nye vin, og kun i genfødte sjæle kunne dets grundsætninger gennemføres.

Den sandhed, som Jesus søgte at klargøre, var i sandhed grundlæggende. Kristi retfærdigheds hvide klædning gives ikke for at lappe på selvretfærdighedens dragt, men skal bæres som en ny klædning i stedet for vore „smudsige pjalter".

Jesus fortsatte med eksemplet med den gamle og den nye vin og fremhævede, at den nødvendige overgang fra det gamle til det nye aldrig er let. „Men ingen, som har drukket den gamle vin, vil have den unge; thi han siger: Den gamle er bedst!"

For Nikodemus var det meget svært at forlade det åndelige system, ved hvilket han var steget så højt, og det var først længe efter hans møde med Jesus, at han traf sin beslutning. Det var lige så svært for Johannes' disciple at begribe det nødvendige ved en fuldstændig adskillelse. Men Jesu disciple, som havde smagt rigets nye vin, vidste, hvilken der var bedst, med samme sikkerhed som gæsterne ved brylluppet i Kana.

Medens Jesus i sin samtale med Johannes' disciple særlig stærkt betonede uforeneligheden mellem den farisæiske jødedom og evangeliet, så skulle den sandhed, han lærte dem, finde varig anvendelse i kirkens historie.

De første kristne århundreder skæmmedes ved forsøg på at flikke evangeliet sammen med hellenistisk filosofi og de østerlandske mystiske religioner, så der fremkom, splittelser og forargelser", som apostlen Paulus måtte advare imod, og i middelalderen kulminerede disse forvanskninger ved det store romerske frafald. Derfor måtte Gud gennem reformationsbevægelsen kalde på sine sande børn, for at de skulle „komme ud" og være „adskilte".

Helt ned til den jordiske histories sidste dage, som vi nu er nået til, åbenbarer Skrifterne, at Satans sidste anstrengelse vil blive et kæmpemæssigt forsøg på atter at lænkebinde menneskers sjæle med det store frafalds lænker. Dette ser vi allerede vidnesbyrd om, ikke alene i romerkirkens stadigt tiltagende vælde i nutidens verden, men også i den stadigt voksende katolske indflydelse på de forhen protestantiske kirker. Ved enhver lejlighed betones den „historiske kirkes" krav, netop ligesom de blev det på Jesu tid, for at betvinge Guds Ands frie virken iblandt os, og mange lader sig føre bag lyset. Som Jesus tilrådede Johannes' disciple, må også vi modstå disse falske kirkers lokketoner, og stå fast i den „sandhed, som er kommet til os", hvis vi vil være sammen med Kristus i hans kommende herlighed.