Rygtet om den underfulde standsning af stormen på søen var bragt hjem til Kapernaum af de „andre små skibe", som var fulgt med Jesus ud på søen, og man ventede spændt hans tilbagekomst. Det var en slående modsætning til gergesenerne, hvis eneste ønske var så hurtigt som muligt at få Jesus ud af landet.

Som altid, når han var i land der, var der blandt folket, der hurtigt samlede sig om ham, mange sjæleligt og legemligt syge, der straks gav sig til at bestorme ham med deres bønner.

Da Jesus i nogen tid havde helbredt og prædiket ved søen, blev han sammen med sine disciple indbudt til Mattæus-Levi, den omvendte skatteopkræver. Lige siden Mattæus var blevet omvendt, havde han ønsket, at hans kammerater skulle træffe den mand, der havde haft så stor betydning i hans liv, og han håbede, at nogle af dem måske også kunne blive hans disciple. Mesterens tilbagekomst til Kapernaum gav ham en passende lejlighed dertil, og derfor skyndte Mattæus sig at forberede et „stort gilde" og indbød alle sine embedsbrødre - - og Jesus som hædersgæst.

Mattæus' venner var overbeviste om, at han måtte være gået fra forstanden, da han opgav sin stilling i havnetoldboden for at følge den nye lærer, men da de sad til bords med Jesus og lyttede til hans vise og venlige ord, var der mange, der følte sig draget til barn på samme måde som Mattæus. Og skønt der ikke berettes om, at nogen af dem blev omvendt ved denne lejlighed, så kan vi være sikre på, at frøet, der blev sået ved Mattæus' gæstebud, bar frugt senere hen blandt disse samfundets udstødte. Begivenheden berettes også for at minde os om vort ansvar for at vidne for dem, der står os nærmest.

Farisæerne og de lovkyndige, der i Peters hus havde lidt nederlag på grund af Jesus, var stadig i Kapernaum og lurede på en ny lejlighed til at anklage ham, og da de fik at vide, at han var gået hen for at spise med "toldere og syndere", skyndte de sig af sted til Mattæus hus.

I Østen er festmåltider ikke private foretagender som dem, vi er vant til. Ofte blev de holdt i en åben gård, og det var ganske almindeligt, at uindbudne personer gik derind for at se på festen og endog tale med gæsterne.

Farisæerne og de lærde, som huskede, hvordan Jesus havde ydmyget dem forrige gang, de mødtes, gjorde ikke forsøg på at dadle ham offentligt. I stedet forsøgte de at skabe tvivl i disciplenes sind ved at antyde at det var usømmeligt for Jesus, som gav sig ud for at være en åndelig vejleder, at lade sig se i den slags selskab.

Jesus hørte deres kritiske bemærkninger, og for at blotte deres falske bekymring sagde han: „De raske har ikke brug for en læge, men de syge." Det ville være en mærkelig læge, som aldrig gik nogen steder hen, hvor der var legemligt syge, og hvor skulle man finde en sjælelæge om ikke mellem de åndeligt syge? De blev anset for at være Israels ledere, og dog skyede de dem, der trængte mest til deres hjælp!

I virkeligheden var farisæerne syndere i langt videre forstand end tolderne, som sad der, men i deres egne øjne var de i højeste grad retfærdige, og derfor kunne Jesus ikke gøre noget for at hjælpe dem. I stedet gik han til dem, der erkendte, at de var syndere, for at befri dem fra deres synd. Det var med et ironisk tonefald, at han tilføjede: „Jeg er ikke. kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse."

Hvor er der mange i dag, som ligner dem — som er tilfredse med „gudfrygtigheds skin", men er fjernere fra Gud end mangen uvidende synder. Den slags mennesker trænger til at påmindes om, at Jesus, nu som dengang, betragter hykleri som den værste af alle synder.

Det var, medens Jesus sad sammen med tolderne ved Mattæus' festmåltid, at en forstander ved den stedlige synagoge ved navn Jairus kom ind i stuen. Han kom ikke som farisæerne for at kritisere, men for at søge Jesu hjælp i sin store nød.

Han kastede sig ned foran Jesus, så hans hoved på østerlandsk vis berørte jorden, og bad ham om straks at komme til sit hus, hvor hans eneste barn, en lille pige på tolv år, lå „på sit yderste".

Denne mand kendte godt Jesus. Som en af de ældste, der bestyrede synagogen i Kapernaum, havde han ved mere end en lejlighed opfordret ham til at tale til menigheden på sabbatten, og måske har han været en af de udsendinge, som henvendte sig til Jesus for ikke længe siden for at hjælpe høvedsmanden. Nu besluttede han i sin nød at bede om Jesu hjælp for sit eget elskede barn.

Til hans store lettelse rejste Jesus sig straks fra festen, sagde gæsterne farvel og begav sig på vej gennem den smalle gade hen imod Jairus' hjem.

Mens han gik, var der i trængselen omkring ham en stakkels kvinde, der var kommet langvejs fra for at søge Jesus, men nu, da han var hende så nær, hindrede forlegenhed hende i at fortælle om sin lidelse. I tolv lange år havde hun lidt af kroniske og svækkende blødninger. Hun havde rådspurgt den ene læge efter den anden og havde fået alle de behandlinger, som Talmud anbefalede for hendes lidelse. Men trods alle de kvalmende drikke, hun havde fået, og de smertefulde operationer, hun havde gennemgået, var hendes tilstand stadig blevet værre. Nu, da hun havde brugt alt, hvad hun ejede, mistvivlede hun om nogensinde at blive helbredt, indtil hun hørte om Jesus. Straks forlod hun sin landsby for at søge hans hjælp. Hun havde håbet at kunne komme til at tale alene med Jesus, men nu, da hun var fanget ind af trængselen, vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre. Foruden en naturlig modvilje mod offentligt at omtale sin lidelse var hun klar over, at hendes tilstand formelt gjorde hende uren, og at hvis man vidste besked om den, ville hendes tilstedeværelse i mængden sikkert vække vrede og måske endog pådrage hende irettesættelser fra Jesus. Dersom hun på den anden side gik glip af denne lejlighed, mistede hun måske sit sidste håb om helbredelse.

Hun var kommet inden for rækkevidde af Jesus, da noget pludseligt faldt hende ind. Hun havde hørt om andre, som blot rørte ved Jesus, og som var blevet helbredt ved en kraft, som udgik fra ham. Hvorfor skulle hun ikke gøre det samme? „Hvis jeg får rørt, om det så kun er ved hans klæder," tænkte hun ved sig selv, „bliver jeg frelst!" og ingen ville ane noget om det.

Som alle den tids lærere, bar Jesus en tætsluttende rabbinerkjortel eller kittuna af uld eller linnedstof, som nåede ham til fødderne og var holdt sammen om lænderne af et bælte. Derover var en ydre kappe, som kaldtes en tallit, svøbt løst om ham. I denne yderklædnings fire hjørner fandtes de frynser, som Mose lov foreskrev, og som hver bestod af tre eller fire blå og hvide kvaster, der var flere tommer lange, og som skulle minde israelitterne om Guds bud.

Det ene hjørne af den tallit, som Jesus havde på, var kastet over skulderen, og kvasterne, der vår fastgjort til den, hang ned ad ryggen. Det var disse, som den stakkels kvinde fik øje på. Dette var den helligste genstand på en rabbiner. Den måtte sikkert have den stærkeste helbredende kraft.

Hun lod handling følge tanke og rakte hånden ud og rørte ved kvasterne. Øjeblikkeligt standsede hendes blødning, og hun vidste, at hun var helbredt.

Hendes hjerte fyldtes af taknemmelighed over det under, som var sket med hende, men nu vovede hun ikke at give sig til kende, for hun blev grebet af en ny frygt. Det forekom hende næsten, som om hun havde stjålet en velsignelse fra Jesus.

Hun skulle netop til at forsvinde i mængden, da Jesus vendte sig om og spurgte: „Hvem var det, der rørte ved mig?" Fra de nærmeste lød et kor af benægtelser, og Peter, som altid tog ordet, indvendte: „Mester, skarerne trykker og trænger dig jo, og dog spørger du: Hvem var det, der rørte ved mig?" Hvordan kunne han dog beklage sig over at blive rørt ved i en sådan stimmel?

Men Jesus mente ikke mængdens tilfældige berøring, og han sagde atter: „Der var en, der rørte ved mig; thi jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig."

Da kvinden så, at hendes handling ikke mere lod sig skjule, faldt hun ned for Jesus og tilstod, hvad hun havde gjort, og hvorledes hun var blevet helbredt. Forundring bredte sig over mængdens ansigter, og de så først på den knælende kvinde og så på Jesus.

I bæven afventede hun hans irettesættelse, men i stedet for lød det milde ord „Datter" for hendes øre. Ingen andre steder i hele evangeliets beretning kalder Jesus en ydmygt bedende ved dette det kærligste af alle ord. Og da hun taknemmeligt løftede sit blik mod hans, fortsatte Jesus: „Vær frimodig, din tro har frelst dig; gå bort med fred."

Hvor Jesu rosende ord var ædelmodige! Hendes tro havde egentlig været meget ufuldkommen, for hun tænkte sig, at en eller anden tryllekraft ville udgå fra Jesu klæder, hvis hun blot kunne komme til at røre ved dem. Men skønt hendes tro var ufuldkommen, så var den oprigtig, og Jesus roste den, på samme tid som han retledte hendes begrænsede forståelse af hans væsens kraft.

Heller ikke hans sidste ord undgik hendes opmærksomhed: „Gå bort med fred!" Hun forstod, at hun ikke alene havde fundet legemlig helbredelse, men også en hjertets fred, som hun aldrig før havde erfaret. For Jesus var den legemlige helbredelse altid vejen til sjælen, og den fred, hun den dag erfarede, forblev hos hende alle hendes livs dage.

I dette mirakel skelner vi atter en lignelse om syndens håbløshed og Guds frelsende nådes vidunder. Ligesom denne stakkels kvindes sygdom er synden kronisk, besmittende og dødbringende. Menneskelig hjælp kan heller ikke nå den. Hvor er der mange, der ligesom hun er vandret hid og did og har forsøgt det ene lægemiddel efter det andet for at fordrive syndens skyld, men til ingen nytte. Men skønt synderen i sin urenhed endog kan frygte for at nærme sig Gud, så viger Gud aldrig tilbage for troens berøring. Han, som udrakte sin hånd for at røre ved den spedalske, og som belønnede den syge kvindes berøring, han vil altid byde troens hånd velkommen, når den udrækkes efter helbredelse og tilgivelse. Der er fortalt om dette under for at forvisse os om, at hvor usikker og hvor ufuldkommen vor tro end er, når vi kommer til ham, så vil han, hvis den er oprigtig, lade sin „kraft" strømme ud for at helbrede og velsigne.

Der fortælles efter den tidligere kirkefader Eusebius' vidnesbyrd, at denne kvinde for at bevare erindringen om sin helbredelse drog tilbage til sit hjem i Kæsarea Filippi og der rejste to broncestatuer, den ene forestillende hende selv, knælende foran sin velgører, og den anden Jesus, som kærligt ser ned på hende. Vi ved ikke, om dette forholder sig således. Måske blev statuerne rejst af et andet lidende menneske, som tilskyndet af evangeliernes fortælling søgte og fandt helbredelse fra den samme kilde. Hvis det forholder sig sådan, så giver det os blot et eksempel på de tusinder, der i tro har udrakt deres hænder og har fundet hjælp og helbredelse på grund af kvindens vidnesbyrd.

Hvis Gud har gjort noget stort for dig, skulle du derfor også fortælle det. Ikke fordi han behøver din tak, men dit taknemmelige vidnesbyrd kan ligesom hendes føre andre til at give bevis på, at hans berøring stadig har sin tidligere kraft.