Hidtil havde Jesus i sin Bjergprædiken fremstillet lovens dybe åndelige betydning og syndens sande væsen. I modstrid med farisæernes lære havde han vist, at overtrædelse af loven ikke kun består i syndige gerninger. Hjertets synder, som vrede eller begær, er ikke mindre lastefulde end handlinger som mord eller hor.

Nu går Jesus over til at forklare, at retfærdighed ligesom synd ikke består i ydre fromhed, men er en hjertets tilstand! Og i en række levende eksempler viser han modsætningen mellem farisæernes falske retfærdighed og den sande retfærdighed, som udspringer af tro på Gud, og som alene kan berettige mennesker til en plads i hans rige.

Jesus fremhævede, hvordan farisæerne påkaldte opmærksomhed ved deres retfærdighedshandlinger. Så at sige til basunklang uddelte de deres almisser i synagogerne og på gaderne, for at deres velgørenhed kunne blive offentligt kendt og vinde ros hos andre.

Mennesker kunne lade sig narre af denne opsigtsvækkende godgørenhed, men ikke Gud! „Sandelig siger jeg jer, de har allerede fået deres løn udbetalt." Og da Jesus sagde dette, benyttede han det selv samme udtryk, som den tids skatteopkrævere satte på deres kvitteringer! I menneskers flygtige anerkendelse havde farisæerne fået „fuld valuta" for deres velberegnede barmhjertighedsgerninger. Fra den himmelske Fader kunne de derfor ikke få mere.

Hvor helt anderledes er den sande godhed, der har sin rod i hjertets kærlighed! Den udøves ikke for at stilles til skue, „for at ses af mennesker". Dens løn består i modtagerens glæde og i Guds bifald, han, som ser „i det skjulte" og i sin egen time åbenlyst vil belønne.

Desuden elsker farisæerne, sagde Jesus, „at stå og bede i synagoger og på gade-hjørner". Når de særligt fastsatte bedetimer indtraf, havde de uvægerligt arrangeret at opholde sig på et eller andet iøjnefaldende sted, hvor deres højrøstede fromhed kunne blive bemærket af alle. Men denne prangende form for andagt var ikke ærlig bøn, og deres „mange ord" var ikke mere værd end de besværgelsesformularer, som hedningerne fremsagde. Farisæernes bønner blev kun hørt af mennesker, og af mennesker havde de allerede fået deres løn udbetalt.

Den sjæl, som ærligt længes efter samfund med Gud, vil tværtimod lukke sin dør i for verden, gemme sig for andre menneskers øjne og søge at blive ene med den hellige Gud. Det er sandt, at der også er brug for fælles bøn som et forenet udtryk for tilbedelse. Men fællesbøn erstatter ikke hjertets ensomme samfund med Gud. Jesus stod ofte op før daggry og fandt sig et eller andet stille tilflugtssted, hvor han i bøn kunne udøse sin sjæl for sin himmelske Fader. Og hvis vi ønsker kraft over vort liv, må vi følge hans eksempel, for det er fra den lønlige bøn, at de store flodbølger af kraften ovenfra strømmer ind i livet.

Foruden det at give almisser og bede gav også fasten farisæerne hyppig anledning til at stille deres „retfærdighed" til skue. Efter Mose lov var der egentlig kun en lejlighed i det hellige år, hvor det var folket befalet at faste, og det var på forsoningsdagen. Farisæerne havde imidlertid forøget fastedagenes antal, så der nu var ikke færre end to om ugen. Om mandagen og torsdagen påtog de sig „en sørgmodig mine", og de „gjorde deres ansigter ukendelige" ved ikke at vaske sig eller pleje deres skæg, og de strøede aske på deres hoveder. Disse ydre handlinger indbragte dem anerkendelse som overordentlig fromme mennesker, men de bragte dem ingen løn fra Gud.

Jesus sagde, at den, som af hjertet søger Gud ved faste og bøn, ikke vil stille sin hensigt offentligt til skue. Han vil ikke engang have, „at andre mennesker skal se ham faste". Men Gud vil se det, og fra Gud vil han modtage den velsignelse, han søger.

Da Jesus havde vist dem, i hvor høj grad sand gudsdyrkelse „overgik" de skrift-kloges og farisæernes hykleriske fromhed, gik han over til at vise, hvor meget guds barnets retfærdighed måtte „overgå" deres i forholdet til sine medmennesker.

„I har hørt, at der er sagt: „øje for øje og tand for tand,"" påmindede Jesus sine tilhørere. På det tidspunkt, da denne erklæring blev givet til Israel, blev der af enevældige herskere i de omkringboende folkeslag ofte idømt frygtelige straffe selv for små forseelser, og blodsudgydelse blev i reglen gengældt med renter. Men for Israels vedkommende havde Gud bestemt, at en forbrydelse ikke måtte straffes hårdere, end den fortjente.

Farisæerne var på Kristi tid stolte af deres nøjagtige overholdelse af lovens bogstav, men de afslørede, hvor deres liv var blottet for kærlighed, ved at kræve deres ret til den sidste hvid. Hvis deres hjerte havde rummet nogen kærlighed til overtræderen, ville de have været rede til at mindske rettens krav og endog til at tåle uretfærdighed, hvis der på denne måde kunne opnås en forsoning.

Lad os for eksempel tænke os, sagde Jesus, at en fjende „giver dig et slag på den højre kind". Retfærdigheden ville kræve gengældelse efter den samme målestok! Men et sandt Guds barn ville vende den anden kind til, så at modparten måtte føle sig beskæmmet over sin voldshandling.

Efter jødisk lov kunne det forlanges af en skyldner, at han gav sin underklædning eller kjortel i pant for betaling af gæld, men kappen, den ydre klædning, kunne ikke afkræves ham; hvis det hændte, ville den ved mørkets frembrud blive sendt tilbage for at værne ejermanden mod kulden.

En farisæisk skyldner ville passe på, at der ikke blev berøvet ham mere, end loven tillod. Men Faderens sande barn ville frivilligt tilbyde også sin kappe i oprigtig vilje til at betale sin gæld, og derved ville måske hans kreditor lade sig formilde, så et godt forhold kunne genoprettes.

Det var en af romernes skikke i de undertvungne lande at tvinge raske og rørige mænd og også deres dyr til at optræde som lastdragere ved transport af forsyninger fra sted til sted. Det var på grund af denne skik, det blev forlangt af Simon fra Kyrene, at han skulle bære Kristi kors. I almindelighed begrænsede romerne den slags påtvungen tjeneste til en romersk mil, men selv dette harmede de stolte jøder, og deres uvillighed gjorde, at romerne endnu mere bestemt krævede lydighed. Men hvis de undertvungne jøder muntert havde tilbudt at bære deres byrder endnu en mil, ville forholdet mellem jøder og romere uden tvivl være blevet bedre, og venlighed ville have vist sig stærkere end had.

Det er netop sådan, at Gud i sin kærlighed handler mod syndige mennesker. „Han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige" uden persons anseelse. Jesus elskede verden, selv om den ikke „tog imod ham", og for dem, der til sidst naglede ham til korset, bad han: „Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør." Hvis derfor Guds kærlighed lever i hans børns hjerter, vil de også elske deres fjender og bede for dem. „Thi hvis I (kun) elsker dem, der elsker jer - -" sagde Jesus, „gør ikke også tolderne det samme? Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så?" — „Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt imod dem, der hader jer, og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn."

Således sammenlignede Jesus de skriftkloges og farisæernes foregivne retfærdighed med den virkelige retfærdighed, der genspejler Guds væsen i hans børns liv.

Han viste, at farisæernes form for religion ikke alene var uden værdi, men også en krænkelse af Gud. Mennesker kunne lade sig føre bag lyset af den, men Gud, som ikke ser på det ydre, men på hjertet, kaldte den ved dens rette navn: „hykleri". Betegnelsen „hykler" anvendtes på Kristi tid om de maskerede skuespillere i de græske skuespil, der anstillede sig som de personer, de skulle forestille. Ved at kalde farisæerne ved dette navn erklærede Jesus, at de, trods alle deres forsikringer, kun spillede en rolle for at gøre indtryk. Deres gudsfrygt var ikke ægte.

Jesus understregede, at sand fromhed ikke består i en række ydre forordninger, men er virkningen af hjertets forhold til Gud. Det, Gud søger i sine børns liv, er ikke en form for gudfrygtighed, men en genspejling af sit eget væsen. „Så vær I da fuldkomne," sagde Jesus, „som jeres himmelske Fader er fuldkommen."