Stormen på Galilæas sø!

 

Det havde været en lang dag for Jesus. Fra den tidlige morgen havde han lært folket og kæmpet med farisæerne, der altid var på færde og forsøgte at lave besværligheder. Selv efter at skarerne var gået bort, var flere, der kunne tænke sig at blive hans disciple, blevet tilbage for at tale med ham. Jesus var træt og trængte til hvile. Men det var der ingen mulighed for, hvis han tog tilbage til Kapernaum. Tidligt og sent var huset fuldt af besøgende. Derfor bad Jesus disciplene om at have en båd parat til at tage ham de elleve kilometer over vandet til den anden side af søen.

Langs næsten hele den østlige side skråner ufrugtbare høje, gennemfurede af vilde og bratte slugter, stejlt ned fra Jaulans højslette, det daværende Gaulanitis, som var tetrarken Filips rige, til bredden, så der ikke fandtes flade arealer til større byer. Med undtagelse af et par små landsbyer, hvor de bredere dale mundede ud, før de nåede søen, var kysten ganske ubeboet. Her kunne Jesus gøre sig håb om at finde et stille tilflugtssted til hvile og samfund med Faderen.

Så træt var Jesus, at han, så snart båden var undervejs, gik hen til agterstavnen og lagde sig ned med hovedet på det polstrede styrmandssæde, hvor han hurtigt faldt i søvn. Dette menneskelige træk er sikkert fortalt for at minde os om, at Jesus var underkastet alle det menneskelige legemes skrøbeligheder. Han vidste, hvad det vil sige at være fuldstændig udmattet, og søvnen var for ham lige så velgørende som for enhver anden træt slider.

Da de var et godt stykke ude på søen, blev den stjerneklare himmel pludselig formørket, og et voldsomt uvejr brød løs over dem. Uvejr er selvfølgelig langtfra noget usædvanligt på Galilæas sø. På grund af dens ejendommelige beliggenhed i bunden af den dybe hulning mellem højderne er det meget almindeligt, at der lige efter solnedgang suser kold luft ned gennem de tragtformede dale og ud over søen, så det stille vand forvandles til en sydende kedel. En rejsende, som i vor tid opholdt sig i et missionshjem ved søen, fortæller om et sådant pludseligt uvejr, som blæste ruderne ind i hans sovekammer, så glasskårene spredtes over hele sengen.

Skønt Peter og hans kammerater var hærdede søfolk, så var det den værste storm, de nogen sinde havde været ude for, og med bjergede sejl drev de snart for vind og vove. Vældige bølger slog mod bådens sider og helt ind over det hjælpeløse skib.

I deres iver for at redde sig selv glemte disciplene helt Jesus, og de begyndte som rasende at øse vandet ud. Men det var umuligt at holde trit med bølgerne, som strømmede ind. Skibet sank dybere og dybere, indtil det næsten nåede vandskorpen.

Da disciplene forstod, at deres liv var i fare, kom de i tanker om Jesus, som lå og sov fredeligt midt i elementernes rasen. De greb fat i ham, og de råbte, så de overdøvede stormens brølen: „Mester, bryder du dig ikke om, at vi går under?"

Hvilket spørgsmål at stille Jesus! Hvor det afslørede, hvor svag deres tro var! Hvis de havde stolet på ham, ville de have vidst, at intet ondt kunne ske dem, når Jesus var med i båden.

Da Jesus lukkede øjnene op, så han først på sine disciples rædselsslagne ansigter og så på de tårnhøje bølger. Han rejste sig, og idet han rakte hånden ud mod det larmende hav, sagde han: „Ti, vær stille!"

Øjeblikkeligt lagde stormen sig, de brusende bølger glattedes ud, og natten blev rolig og stille. Uvejrsskyerne trak sig bort, og stjernerne skinnede igen fra en skyfri himmel.

Så vendte Jesus sig mod de forskrækkede disciple og sagde blot: „Hvorfor er I så bange? Hvorfor har I ikke tro?" Det første øjeblik kunne ingen af dem sige et ord. De var grebet af frygt over underet. Så gav de sig til ophidset at hviske til hinanden: „Hvem er dog han, siden både storm og sø lyder ham?" Mon de i nattens stilhed erindrede salmistens ord: „Han skiftede stormen til stille, så havets bølger tav; og glade blev de, fordi det stilhed; han førte dem til havnen, de søgte."

I Markus' beretning om uvejret findes en betydningsfuld sætning: „Der var også andre både med ham." Der har åbenbart været mange, som myldrede ud i de nærliggende både, fast besluttede på at følge Jesus, da de så ham drage bort. Nogle af dem er måske igen søgt ind til kysten, da de så uvejrsskyerne vælde frem fra bjergene. Men andre var ganske tæt ved, da stormen stilnede af. Hvor må de være blevet forbavsede, da vinden pludselig lagde sig, og søen blev stille. Men da de så henover vandet og så disciplene knæle omkring Jesus, så forstod de, at på deres læber var det samme spørgsmål, som disciplene havde istemt: „Hvem er dog han?"

Gud tillod uvejret at bryde løs den nat over Galilæas sø for at give endnu et vidnesbyrd om, „hvem" Jesus var. Allerede ved sin første undergerning i Kana havde han udøvet skabende magt ved at forvandle vand til vin. Nu i stormen på søen åbenbarede han sin fuldkomne magt over naturens kræfter. Da han, som ved sit ord havde skabt vandene, befalede dem: „Så langt og ikke videre!" var de nødt til at adlyde. Skabningen genkendte Skaberens røst.

Men hvorfor ventede mon Jesus, indtil situationen menneskeligt set var håbløs, før han lagde hånd på uvejrets vælde? Var det mon ikke for at lære disciplene noget om den fuldkomne tillid, som de ville komme til at behøve i prøvelsernes og vanskelighedernes endnu voldsommere storme, som de i den kommende tid ville blive udsat for?

Gud har aldrig lovet sine børn, at deres vej skulle blive rosenstrøet, eller at de altid skulle komme til at sejle rundt i smult vand. Tværtimod minder salmisten os om, at „den retfærdiges lidelser er mange".

Undertiden, når Jesus lader os komme i den yderste nød, kan vi på grund af vor svage tro få den følelse, at han har glemt os. Måske vi endog i vor elendighed udbryder: „Bryder du dig ikke om, at vi forgår?" Men Jesus er aldrig ligegyldig med sit folks prøvelser. Hans øre hører altid deres råb. Selv når han synes at sove, våger han over sine egne. Han er os lige så nær, som han var disciplene på søen, og så længe han er til stede, kan intet ondt ramme os.

Uvejret kan brøle omkring os, og stormen kan kaste os hid og did, men sammen med ham er vi sikre. Når han tøver med hjælpen, er det kun for at hjælpe os endnu bedre, og når vi har lært, hvad vi skal, så kommer befrielsen, idet han siger det vidunderlige ord: „Ti, vær stille!"

„Vær ikke vantro, men troende!" er, hvad Jesus ønsker, at vi skal lære af vore erfaringer. Vor bøn burde lyde således: „Jeg tror, hjælp min vantro!"

Underet med stormen på søen har endnu en betydning, når man gør sig klart, at stormen og det oprørte hav i Skriftens profetier bruges til at fremstille folkeslagenes strid. Jesus forkyndte netop, at i de sidste tider på jorden skal „folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen".

For menneskelige øjne kunne det se ud, som om civilisationen må blive lagt øde ved den storm, som netop nu blæser op fra jordens fjerneste egne; og som Jesus så levende forudsagde, er i dag manges hjerter ved at „dåne af gru og rædsel for det, som kommer over jorderige". Men midt i de sidste dages storme er Jesus stadig sit folks redning. Deres hjerter kan hvile midt i tummelen, fordi de ved, at når uvejret når sit højdepunkt, så vil han atter true 'ad stridens og syndens blæst og bølger, og tidens storme vil lægge sig i hans evige fredsriges stilhed.