Da Jesus var færdig med sin lignelse om voddet, vendte han sig til sine disciple og spurgte dem: „Har I forstået alt dette?"

„Ja, Herre!" svarede de.

Disciplene havde naturligvis ikke fuldt ud forstået betydningen af Jesu lignelser, men takket være hans særlige forklaringer til dem, havde de forstået alt, hvad der på det tidspunkt var nødvendigt. Derfor godtog Jesus deres svar uden at gøre indvendinger og fortsatte med at fortælle dem, hvorfor han havde berettet om rigets store sandheder.

Han sagde: „Enhver skriftklog, som er oplært for Himmeriget, er ligesom en husbond, der tager nyt og gammelt frem af sit forråd."

Jesus er den guddommelige husbond og indehaver af alle visdommens og kundskabens og nådens skatte. Ved sin prædiken og lære påviste han stadig nye skønne ting i de ældgamle sandheder, som Gud havde betroet Israel, og det var hans tanke, at de disciple, som han oplærte, efterhånden skulle komme til at uddele „nyt og gammelt" af den guddommelige sandheds rige forråd.

Ved at betegne sine disciple som „skriftkloge" satte Jesus dem op som modsætning til dem, der blandt jøderne var kendt under dette navn, men som desværre så sørgeligt havde svigtet Gud og deres folk.

De betragtede sig som Israels rette lærere, men dog var de i virkeligheden blinde for betydningen af den „gamle" sandhed, der var fremsat i loven, profeterne og Guds gamle folks historie, og den „nye" sandhed om Guds formål med Kristus kunne de slet ikke anerkende. Ved deres vægring mod at anerkende den nye åbenbaring af Jesus afslørede de, hvor lidt de havde forstået af de „gamle" ting, som Gud tidligere havde forkyndt. Hvis de havde forstået de „gamle" ting, ville de have erkendt, at de sandheder, som Jesus forkyndte, havde det samme guddommelige udspring.

Fra den allerførste forjættelse i Paradiset om genløseren havde Kristi skikkelse og gerning været beskrevet i budskaber til patriarkerne, i helligdommens og dens ritualers forbilleder og symboler, i Davids salmer og i profeternes forkyndelse. Enhver enkelthed om hans guddommelige fødsel, hans liv og hans gerning var blevet forudsagt til de mindste detaljer i hundreder af profetier, så Jesus trygt kunne sige: „Det er dem, som vidner om mig!"

Disciplene lærte meget af Jesus om opfyldelsen af disse gammeltestamentlige forbilleder og profetier, og dog måtte han efter sin død og opstandelse irettesætte dem, fordi de ikke havde kunnet „tro alt, hvad profeterne" havde talt. „Burde ikke Kristus lide dette og så indgå til sin herlighed?" spurgte han to af dem, og senere sagde han til disciplene, som var forsamlede i Jerusalem: „Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Mose lov og profeterne og salmerne."

Disciplene tog imod den milde bebrejdelse og blev ved med kækt at forkynde, at Jesus, som af onde hænder var grebet og korsfæstet, både var „Herre" og „Kristus". Peter talte på alle andre „skriftkloges" vegne, da han i sit andet brev skrev: „Derfor vil jeg altid minde om dette, skønt I allerede kender det og er grund-fæstede i den sandhed, som er kommet til jer."

Den skæbne, som de falske skriftkloge kom til at lide ved den katastrofe, som nogle få tiår senere ramte Jerusalem og det jødiske folk, er en sørgelig advarsel om faren ved at fornægte den „sandhed, som er kommet til os". Og når den moderne jødedom er så gold i modsætning til det gamle Israels missionsiver, så er det opfyldelsen af Jesu ord: „Den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har."

Men medens det jødiske folk gik til grunde, fordi det afviste Guds „nye" åbenbaring i Kristus, så skulle den kristne kirke snart komme til at begå en lige så skæbnesvanger fejl. Der opstod nemlig lærere, som satte „det nye" i evangeliet op imod „det gamle" i pagten fra Sinai. Under foregivende af at lovprise Guds nåde erklærede de, at de kristne i fremtiden var fritaget for at adlyde loven. Men ved denne vildfarelse fra evangeliet afslørede de deres uvidenhed om Kristi nye åbenbarings sande væsen. Om ham var der profeteret, at han ville „løfte loven til højhed og ære", og han selv fremhævede udtrykkeligt: „Før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå — før det er sket alt sammen."

Disse falske lærere kunne ikke forstå, at nåden og loven udfylder hinanden og ikke bekæmper hinanden, at „lovens retfærdighed" ikke kan opnås uden evangeliet, og at nådens evangelium er uden virkning, hvis det adskilles fra lydighed mod „Guds bud". Paulus fordømte straks ved dens fremkomst denne vildfarelseslære, og i sit brev til romerne lagde han vægt på, at „lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandre efter kødet, men efter Ånden". Den moderne tids talsmænd for ikke at være under loven, som forsøger at adskille loven og evangeliet, er lige så strafværdige som dem, Paulus dadlede. I dag er Guds rette folk dem, der, som Johannes i Åbenbaringen betoner: „holder fast ved Guds bud og troen på Jesus".

Mens Jesus var sammen med sine disciple, sagde han dem rent ud, at der var meget nyt, som de ikke kunne „tåle", særligt med hensyn til kirkens prøvelser og trængsler mellem hans himmelfart og hans genkomst i herlighed. Men dette ville efterhånden blive åbenbaret for dem af Anden, som ville vejlede dem til „al sandhed".

Disse åbenbaringer fik kirken gennem de inspirerede breve, som apostlene skrev, og som nåede deres højdepunkt i „Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i en hast", og „han sendte bud ved sin engel og gav det til kende i billeder for sin tjener Johannes".

Gennem århundrederne har disse „nye ting" i de profetiske ord været „den sandhed, som er kommet til os", for hvert eneste slægtled indenfor kirken, og de har opmuntret og styrket troen hos de tiloversblevne, efterhånden som de har set genløsningsdramaets sidste begivenheder nærme sig mere og mere.

Men akkurat ligesom de falske „skriftkloge" på Jesu tid ikke kunne erkende den guddommelige plan i Jesu første komme, sådan har gennem tiderne højtstående falske lærere kun alt for ofte været ligeså ligegyldige overfor „den sandhed, som er kommet til os" ved Guds indgriben i historien. Og i vore dage, hvor hans formål hurtigt nærmer sig deres klimaks ved Jesu andet komme, er mange religiøse lærere ude af stand til at skelne „tidernes tegn" ligesom de skriftkloge og farisæerne.

Ligesom på Kristi tid er det dem, der mest højlydt bekendtgør deres „apostolske succession", som ved deres forkastelse af „den sandhed, der er kommet til os", afslører, at de hverken forstår de „nye ting" i Guds virksomhed eller de „gamle".

Derfor er Gud atter nødt til at forkaste de utro „skriftkloge", der har forrådt deres tro, og oprejse andre, der med troskab vil uddele „nyt og gammelt" til søgende sjæle.

Den sande „apostolske succession" har i vore dage, ligesom på Kristi tid, ikke de, der påberåber sig den såkaldte „historiske kirkes" myndighed, men de, der kundgør det „evige evangelium" i lyset af „den sandhed, der er kommet til os".