Snart efter, at Jesus havde fortalt sin første gribende lignelse om sædemanden — eller snarere om de forskellige slags jord — til de skarer, der var forsamlede ved søen, havde han endnu en fortælling til dem. Den var også om bonden og hans marker, men i den var der indført et nyt træk, som straks fangede de lyttende skarers opmærksomhed.

Jesus begyndte således: „Med Himmeriget er det som med en mand, der såede god sæd i sin mark. Og mens folkene sov, kom hans fjende og såede giftigt rajgræs iblandt hveden og gik bort." Og så skete det: „da kornet voksede op og satte kærne, kunne også rajgræsset ses."

Landmændene i flokken kendte nok den skade, som ukrudt kunne gøre i deres hvedemarker. Navnlig frygtede de det giftige rajgræs, hvis frø, hvis det kom imellem kornet, kunne forårsage kvalme, krampe, ja, endog døden. „Krybende hvede" var en anden kilde til ærgrelse, for dens rødder spredte sig under jorden og filtede sig uløseligt sammen med hvedeplantens rødder, så det var helt umuligt at fjerne dem. Så landmanden tog alle forholdsregler for at være sikker på, at den sæd, han anvendte, ikke var smittet af noget af denne slags ukrudt.

Derfor var husbondens tjenere i Jesu fortælling selvfølgelig meget overraskede, da der viste sig rajgræs mellem hveden, og de gik straks til deres herre og spurgte: „Herre, du såede jo god sæd i din mark, hvorfra er da rajgræsset kommet?" Og til deres store forbavselse svarede han: „Det har et fjendsk menneske gjort."

Det var slemt nok, når rajgræsset spirede frem i markerne, fordi frøene var blæst derhen af vinden, men det var en fejg handling at komme ved nattetid og med vilje så rajgræs i sin nabos mark!

Nu lyttede folk spændt for at høre, hvordan Jesus ville gribe denne alvorlige situation i sin fortælling an. Han fortsatte: „Så spørger tjenerne ham: „Vil du da have, at vi skal gå hen og samle det fra?"

Bønderne smilede vantro. De vidste, hvor umuligt et arbejde dette ville være. Og det vidste husbonden i lignelsen også, „Nej," sagde han til tjenerne, "for at I ikke, når I samler rajgræsset fra, skal rykke hveden op tillige med det. Lad kun begge dele gro side om side indtil høsten; og i høstens tid vil jeg da sige til høstfolkene: Saml først rajgræsset fra og bind det i knipper for at brænde det, men bring hveden i min lade!"

Der blev nikket bifaldende til denne måde at behandle rajgræsset på. Jesus kendte sandelig mere til landbrug, end de havde tænkt sig.

Men hvad var det så, de skulle lære af det? Denne lignelse var vanskeligere end den første om de forskellige slags jord, og de var rådvilde.

Disciplene var også i vildrede med at forstå dens betydning, og så snart de var kommet tilbage til Jesu opholdssted, spurgte de ham derfor: „Forklar os lignelsen om det giftige rajgræs på marken," og Jesus gav sig straks til at forklare.

Den anden lignelse om Guds rige viste Satans had mod evangeliets arbejde og bebudede kirkens historie i verden fra apostlenes tid indtil den dag, hvor Kristi rige skulle grundfæstes. Det var på mange måder en sørgelig fortælling, men den ville ende med sejr.

„Den, som sår den gode sæd", sagde Jesus, „er Menneskesønnen." „Marken", hvor sæden sås, „er verden". Atter pegede Jesus således udover sin egen gerning for „Israels hus" hen til den tid, da evangeliet skulle nå til alle „folkeslag og stammer og folk og tungemål".

„Den gode sæd" eller snarere dens afgrøde, fortsatte Jesus, „er rigets børn", rajgræsset er „den ondes børn", og fjenden, som såede det, er „djævelen".

I dette livfulde billede åbenbarede Jesus, at Satan ikke alene ville forhærde manges hjerter, så at evangeliets sæd ikke kunne finde bolig i dem, men han ville også føre mange ind i kirken, der lignede „rigets børn", på samme måde som rajgræsset ligner hveden, men som i virkeligheden var „den ondes børn". Når de indefra i kirken arbejdede for Satan, ville de søge at ødelægge dens renhed, sprænge dens samfund og bringe vanære over dens skønne navn.

Hvor er alt dette gået i opfyldelse i den kristne kirkes historie! Judas trængte sig ind i disciplenes kreds, og i de første apostles levetid måtte de advare mod „falske lærere", som bringer „fordærvelige vranglærdomme ind, idet de endog fornægter den Herre, som købte dem"; mod „glubske ulve", som kommer ind og „ikke vil spare hjorden", mod „falske apostle, svigagtige arbejdere, der giver sig skin af at være Kristi apostle".

Når vi læser de følgende århundreders beretninger, forfærdes vi over at opdage, hvor stort held „fjenden" havde til at indføre falske lærdomme som billeddyrkelse, Maria-dyrkelse, påkaldelse af helgener, overtroisk brug af relikvier, bønner for de døde, fortjenstfulde gerninger, bodsøvelser osv., indtil den „tro, som engang blev givet de hellige", næsten var skjult under stadig flere falske lærdomme og syndige vaner.

Forvanskningen af den første lære om evangeliet gik så vidt, at kirken, som skulle have været „gudsfrygtens hemmelighed", blev behersket af „syndens hemmelighed" i form af pavekirken i middelalderen.

Ved den store reformationsbevægelse befriede kirken sig i stor udstrækning for den frafaldne pavekirkes lænker, men desværre begyndte Satan snart at så nyt rajgræs som skepticisme, moderne tidsånd, udviklingslære osv., såvel som ny udsæd af det romerske rajgræs, der har bredt sig så hurtigt, at der, som profetien varslede, atter er langt mere af „gudsfrygtens form" i kirken, end der er virkelighed og kraft. Rajgræsset vokser endnu engang tæt mellem hveden!

Mange må undre sig over, hvorfor Gud har tilladt disse frygtelige forvanskninger af evangeliet at bestå i kirken. Denne lignelse giver svar på det. Den giver også svar på sådanne forvirrende spørgsmål, som hvorfor Jesus beholdt Judas i disciplenes kreds, og hvorfor Gud ikke standsede Satans onde værk: at fordærve englene i Himmelen, før synden var kommet ind i vor verden.

Efter Guds forsyn fik Satans troløsheds rajgræs lov til at vokse i Himlen, for at dets giftige frø måtte blive åbenbaret for alle engleskarerne. Jesus afslørede ikke Judas, før hans forræderi var synligt for alle. Og af samme grund tillader Gud det rajgræs, som Satan har sået i kirken, at nå sin ondskabs modenhed, for at den endelige forskel på „gudsfrygtens hemmelighed" og „syndens hemmelighed" må ses lige så klart som forskellen på hvede og rajgræs.

I århundredernes løb har der været nogle, som i modstrid med Jesu råd i lignelsen har vovet ved voldelig forfølgelse at rykke det op, som de påstod var rajgræs. Men ved deres grusomhed har de vist, at de selv ikke var lydige tjenere af den guddommelige husbond, men „den ondes børn". Og mens de foregav at luge rajgræs bort, søgte de i virkeligheden at ødelægge den rigtige hvede.

Under den uoplyste tids forfærdelige forfølgelser og myrderier var romerkirkens prælater Satans egne redskaber, medens Valdenserne, Huguenotterne og andre protestanter, som de forfulgte, var „rigets sande børn". Hvilken en advarsel ligger der ikke i disse forfærdelige misgerninger for dem, der i dag i Guds kirke måske fristes til at sætte sig til doms over deres medmennesker!

Men til trods for fjendens forsøg på at ødelægge „hveden" og udbrede „rajgræsset", så har Guds værk bredt sig fra land til land, indtil marken i dag omfatter hele jorden.

I opfyldelse af Jesu ord rummer kirken i verden stadig både de sande „rigets børn" og „den ondes børn", og alle navnene i kirkebøgerne er på ingen måde optegnede i Himmelen.

Undertiden udpeger verdens børn medlemmer af kirken og beskylder dem for hykleri og for ikke at leve op til deres bekendelse. Ofte er dette kun alt for sandt! Men i stedet for at være en årsag til fordømmelse af kirken er disse uværdige et vidnesbyrd om Guds langmodighed, da det i åndelig forstand – om end ikke i naturen – altid er muligt for rajgræs at blive til god hvede. Dette er endnu en grund til, at mennesker ikke burde forsøge sig i den opgave at sætte skel før høstens tid. For dersom det er så godt som umuligt nu at skelne, hvad der er hvad, så er det endnu mere umuligt at skelne, hvad der vil være hvede, og hvad der er rajgræs, når høsttiden kommer.

Dette betyder naturligvis ikke, at falske lærdomme og syndige handlinger ikke skulle afsløres. Guds ord er givet, som Paulus siger os, til „at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så gudsmennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning". Derfor skal det trofast prædikes, „i tide og utide", for dem, som ikke kender det, og også for dem, for hvem det ikke lykkes helt at opretholde „troen" og holde alle „Guds bud". Men den endelige dom må vi overlade til Gud og til høstens tid, når Jesus kommer for at gøre den sidste adskillelse.

På den dag, når Guds engle går ud på hans bud, vil ingen falske forsikringer narre dem, for deres adskillelse vil ikke ske efter menneskelig bedømmelse, men efter hvad der er skrevet i Himmelens bøger. Uden tøven vil engle „skille de retfærdige fra de onde, ham, som tjener Gud, fra ham, der ikke tjener ham".

„Da", sagde Jesus, „skal de retfærdige stråle!" Fordi mennesker ikke kan se, som Gud ser, har der været nogle i kirken, der i verdens øjne har „strålet", men hvis lys vil slukkes ved den sidste vurdering. På den anden side er der Guds hellige, der hverken i livet eller i døden er blevet prist eller besunget, som nu skal „stråle", når deres sande værd åbenbares i hans rige.

Hvor viist er da apostlen Peters gudgivne råd: „I skal stræbe efter at gøre jeres kaldelse og udvælgelse urokkelig," så at I, når Jesus kommer, ikke skal være mellem „knipperne", der af englene samles sammen for at brændes, men mellem hveden, der skal høstes hjem til den himmelske lade.