Når Jesus ikke vandrede mellem Palæstinas byer og landsbyer, boede han altid I Peters hjem i Kapernaum. Mange gange sad han i gården og talte med dem, der kom til ham, men når skarerne blev for store, plejede han at gå ned til bredden af Galilæas sø og lære der.

Hans disciple mellem fiskerne havde lejet deres både ud til venner, men de kunne altid få fat i en, når Jesus havde brug for det, for om dagen blev der ikke fisket, og bådene blev alle sammen trukket op på strandbredden, eller også lå de for anker i nærheden af kysten.

Når han ønskede det, skød de en af dem et ganske lille stykke ud i vandet, og når Jesus havde sat sig i forstavnen, talte han til folket, der var forsamlet på bredden. En af disse lejligheder, hvor han talte ved søens bred, var efter Marias og hans brødres besøg. Det kan måske endda have været nyheden om hans families ankomst fra Nazaret, der samlede en usædvanlig stor skare og gjorde det nødvendigt for Jesus at gå ned til søbredden.

Da han satte sig i en af de sagte vuggende både, så han ud over et landskab af betagende skønhed. Bagved mængden, som trængtes på bredden, lignede det modnende korn på Genezaret-sletten et hav af bølgende guld. Bag kornmarkerne strålede de græs klædte bjergskråninger af røde anemoner, gyldne ranunkler og andre blomster i alle farver. Hist og her skaffede små kratskove skygge og læ til kvæget og fårene, som strejfede om på skråningerne. Brogede fugle kredsede i solskinnet over markerne og græsgangene eller fløj ud over søen, hvor vandfugle svømmede rundt i bugtens stille vand.

Langs med kysten kunne man se fiskere tørre og reparere deres garn, så de var parat til næste nats fisketur.

Tidligere, når Jesus prædikede, havde han ofte benyttet eksempler som liljerne på marken, fuglene i luften og andre velkendte billeder fra landet, byen og søen, men fra efteråret i hans andet prædikeår begyndte han at gøre endnu mere brug af denne form for lære i de vidunderlige lignelser, der som dyrebare ædelstene findes spredt i evangeliets senere beretninger.

De mennesker, der kom for at lytte til Jesus, var ikke ukendte med religiøse lignelser, for rabbinerne brugte jævnligt billedsprog i deres lære; men de beretninger, som Jesus fortalte, var uendeligt meget skønnere og mere levende end rabbinernes indviklede lignelser, og skarerne lyttede i betagelse til dem.

Men disciplene lagde mærke til, at Jesus efter hver fortælling plejede at sige: „Den, som har øren, han høre!" eller „Agt derfor på, hvordan I hører," og de begyndte at begribe, at der var mere i de lignelser, Jesus fortalte, end den lyttende folkeskare var på det rene med. Derfor sagde de til Jesus: „Hvorfor taler du til dem i lignelser?"

Jesu svar bestyrkede dem i den følelse, de havde med hensyn til disse fortryllende beretninger. Han svarede: „Jer er det givet at kende Himmeriges hemmeligheder; men dem er det ikke givet."

Tilsyneladende var lignelserne ganske enfoldige. Han talte om at tilså markerne og høste sæden, om at fiske i søen, om at købe og sælge på torvet, om huslige sysler som at bage brød og andre dagligdags ting. Folk nød fortællingerne og forstod deres øjensynlige åndelige lærdom. Men de dybere sandheder, Himmerigets „hemmeligheder", som de dækkede over, var skjult for deres sløvt fattende sind. Kun for disciplene blev disse forklaret, når folket var gået bort.

I Bjergprædikenen havde Jesus givet sine disciple denne advarsel: „Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal træde dem ned med fødderne og så vende sig om og sønderrive jer." Nu, da modstanden fra præsterne, de skriftklage og andre religiøse ledere voksede, valgte Jesus lignelsens form for lære for at tilbageholde evangeliets dybere sandheder fra dem, der kun ville foragte dem, mens han i fortrolighed åbenbarede disse „hemmeligheder" for dem, hvis hjerte var modtageligt. Herved opfyldte Jesus endnu en profeti om sig selv: „Jeg vil åbne min mund med lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult fra verdens grundlæggelse."

Til dem, som tror, sagde Jesus til sine disciple, skal „der gives" dybere forståelse af Guds rige, men fra dem, der afviser mine ord, „fra dem skal tages" endog den viden, de mener at have. „Derfor taler jeg til dem i lignelser: fordi de ser og dog ingenting ser, og hører, og dog ingenting hører eller forstår."

„I dem," vedblev han „opfyldes Esajas' profeti, som siger: I skal høre og høre og dog intet fatte, I skal se og se og dog intet øjne, thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørerne hører de tungt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørerne og fatte med hjertet og omvende sig, så jeg kan læge dem."

Derfor tjente de lignelser, som Jesus fra nu af fortalte, to formål. De gav enfoldige og dog skønne lærdomme, som frydede skarerne. De rummede også dyb åndelig visdom om Himmeriget, som disciplene trængte til at kende, for at de, når Jesus forlod dem, kunne være dygtiggjorte til at forsætte det værk, han havde begyndt.

Fra dette tidspunkt af sin gerning fortalte Jesus „mange lignelser", hvoraf omtrent tredive er gengivet i evangeliernes beretninger. De falder i tre tydeligt adskilte grupper. De syv første fortalte han ved søens bred ved Kapernaum på denne og de følgende dage.

Ved sammenligninger med sædemanden og sæden, hveden og rajgræsset, sennepsfrøet, surdejen, den kostbare perle og voddet fortalte han om menneskers forskellige reaktioner overfor evangeliet, om den måde, hvorpå det skal udbredes i hele verden, Satans modstand mod Guds frelsesværk og den endelige adskillelse mellem de retfærdige og de onde på dommens dag.

Den anden gruppe af lignelser, som fulgte efter Jesu forklarelse, indeholdt fortællinger som det ufrugtbare figentræ, den store nadver, den rige mand og Lazarus, farisæeren og tolderen, det bortkomne får, den tabte mønt og den fortabte søn. Disse bebudede forkastelsen af de selvretfærdige jøder, og hvorledes Guds sande Israel skulle samles.

Til sidst, hvor Golgata truende viste sig forude, fremsatte Jesus sine sidste profetiske lignelser, om de kloge og de uforstandige jomfruer, de onde vingårdsmænd og fårene og bukkene, om livsnødvendigheden af at være beredt til at møde Jesus ved hans genkomst, de retfærdiges velsignede løn, og den frygtelige skæbne, der ventede dem, der afviser evangeliet om Guds nåde.

„Sandelig siger jeg eder," sagde Jesus til sine disciple, „at mange profeter og retfærdige ønskede inderligt at se, hvad I ser, men fik det ikke at se, og at høre, hvad I hører, men fik det ikke at høre." Og så tilføjede han: „Salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres øren, fordi de hører."

Velsignede er også i dag de øjne, som ser, de øren, som hører og de hjerter, som af lignelserne forstår de ting, som hører med til deres evige fred!