Jesus fordømte ofte de skriftkloges og farisæernes selvretfærdighed, og derfor beskyldte de jødiske ledere ham for at nedbryde Guds lov, som de mente selv at overholde så nøje. I det næste afsnit af sin store Bjergprædiken afslørede Jesus, hvor falsk beskyldningen var. Så langt fra at føre mennesker bort fra den evige

lov viste han, at netop den var grundlaget for Guds rige, og søgte at bibringe mennesker en sand forståelse af den og dens forhold til evangeliet.

„Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne," sagde han, „jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig siger jeg eder, før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå, før det er sket alt sammen."

Det mindste bogstav i det hebraiske sprog er et „yod", som erstatter bogstavet „i", mens en „tøddel" betegner et lille fremspring, der fandtes på nogle bogstaver for at adskille ensartede skrifttegn fra hinanden. Det, Jesus derfor hævdede, var, at enhver enkelthed i loven, lige til de allermindste detailler, var af livsvigtig betydning, og at intet af dette ville mangle i hans lære.

Trods al deres berømmede ærbødighed for Guds lov havde de skriftkloge og farisæerne tværtimod fuldstændig forvansket loven og tilsløret dens betydning. På den ene side havde de indskrænket „synd" til kun at være syndige handlinger og havde begrænset „retfærdighed" til overholdelse af en' mængde smålige regler og forordninger, mens de fuldstændigt så bort fra syndige tanker og hotiver, som dog er roden til alt ondt. På den anden side havde de ved „at søge at opstille deres egen retfærdighed" ved ængstelig overholdelse af deres skikke tabt Guds sande retfærdighed af syne og også deres egen trang til nåde for at opnå den.

Det var profetisk forudsagt om Jesus, at han ville „løfte loven til højhed og ære", og dette gjorde han ved at åbenbare loven i al dens storhed og vise mennesker frem til en hjertets lydighed, der langt overgik de skriftkloges og farisæernes ydre retfærdighed. For at forklare Guds sande retfærdighed fremdrog Jesus flere af budene og påviste disse loves forvanskning, som af farisæerne kaldtes retfærdighed.

„I har hørt, at der er sagt til de gamle: „Du må ikke slå ihjel," begyndte han, „og den, som slår ihjel, er skyldig for domstolen."" Dette bud begrænsede de til det bogstavelige mord, men Jesus sagde, at dets virkelige betydning er: „Enhver, som bliver vred på sin broder uden årsag, er skyldig for domstolen." Hvorfor? Fordi mord-handlingen begynder i hjertet som en vred tanke, og hvis den tåles der, kan den flamme op til den værste voldshandling.

„I har hørt, der er sagt: „Du må ikke bedrive hor," fortsatte Jesus. Det havde de naturligvis, og da de tog loven bogstaveligt, fordømte de uden omsvøb enhver, som blev grebet i denne synd. „Men jeg siger eder," erklærede Jesus, „at enhver, som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte." Hvis den vellystige tanke får lov at bo i hjertet, kan den let ophidse sanserne til den onde handling. Den ydre handling er resultatet af den indre syndige indskydelse.

Jesus lærte dem, at synden må brydes af som knop straks ved sin begyndelse, for at den ikke skal drage hele mennesket med sig i fordærvelsen. „Hvis dit højre øje forarger dig", er det bedre, at miste dets synsevne end ved „øjnenes lyst" at ledes til fortabelse. „Hvis din højre hånd forarger dig", er det bedre at miste den end ved ubehersket begærlighed at drages mod evig undergang. Med andre ord: at forhindre tanken i at sætte sig fast i hjertet er det bedste værn mod syndige handlinger.

Med hensyn til det syvende bud gav Jesus endnu et eksempel på, hvorledes Guds lov var blevet forvansket. „Der er sagt: „Den, som skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev."" Jøderne var i forståelse hermed meget omhyggelige med at overholde skilsmisselovene. Men samtidig misbrugte de den ret til skilsmisse, som Gud under stærkt begrænsede omstændigheder havde tilladt dem, ved at kræve skilsmisse af fuldstændig usømmelige eller ganske ubetydelige årsager. Rabbi Hillels tilhængere var de mindst nøjeregnende i denne henseende, for de plejede at tillade skilsmisse på grund af manglende fysisk tiltrækning, legemlige svagheder eller endog udygtighed i hjemmet!

Jesus dadlede strengt en sådan omgåelse af Guds bud og erklærede: „Men jeg siger jer, at enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, han bliver årsag til, at der bedrives hor med hende; og den, som gifter sig med en frafraskilt kvinde, han bedriver hor."

Derefter henledte Jesus opmærksomheden på den anvisning, Gud havde givet med hensyn til ved visse lejligheder at aflægge ed som vidnesbyrd om højtidelige løfter til Gud eller mennesker. Sådanne eder var hellige og måtte aldrig brydes. „Du må ikke sværge falsk, men du skal holde, hvad du har svoret Herren." For at omgå dette bud og dog virke fromme opfandt jøderne endeløse formularer, der lød som eder, men som ikke på nogen måde var bindende for dem. At sværge ved Himmelen eller jorden var for eksempel ikke så strengt bindende som at sværge ved Gud selv. Men Jesus forkastede fuldstændigt den slags underfundighed; han sagde: Himmelen er „Guds trone" og jorden „hans fodskammel". At sværge „ved Jerusalem" giver heller ikke frihed for ansvar, for den er „den store konges by", og selv at sværge ved „dit hoved" er at indblande en del af Guds skabning.

Bortset fra den helt påkrævede edsaflæggelse sagde Jesus, at et løfte ikke behøver mere end et „ja, ja" eller et „nej, nej", når blot der er ærlig vilje til at holde det. Ethvert indviklet forsøg på at omgå det, „er af det onde".

Således rensede Jesus ved sin tale om Guds lov ikke alene sig selv fuldstændigt for den beskyldning, at han skulle være kommen for at nedbryde den. Han vendte sagen mod sine anklagere og afslørede, hvor forfærdeligt de havde forvansket loven, og hvor værdiløs den retfærdighed var, som de anstrengte sig sådan for at stadfæste.

Denne irettesættelse af Jesu tids farisæere er der dobbelt brug for i vore dage! Den taler stadig strengt til dem, der forveksler ydre form med den sande gudsfrygt, og den beskylder også dem for at lyve, som hævder, at Kristus har gjort lovens bogstav forældet og har befriet mennesker for dens bindende krav. Det mærkelige er nemlig, at medens farisæerne omdannede loven til et lovgyldigt ceremoniel, fordi de ikke forstod dens forbindelse med Guds nåde, så er der mange kristne, der betragter Guds nåde som frihed, fordi de ikke er på det rene med dens forbindelse med loven.

Det er i sandhed ubegribeligt, hvordan den tanke kan være opstået, at nåden har gjort loven overflødig, for Paulus forkynder jo klart, at nåden er blevet opnåelig for mennesker netop for at sætte dem i stand til at nå det guddommelige mål, som ellers ville være uopnåeligt. „Sætter vi da loven ud af kraft ved troen?" spørger han dem, der på hans tid fremkom med denne mærkelige anskuelse, og hurtigt svarer han selv: „Nej, langtfra! Vi stadfæster loven."

Senere siger apostlen i det samme brev for nærmere at forklare denne betydningsfulde sandhed: „Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Anden."

Loven er Guds evige mål for retfærdighed! Ikke et bogstav eller en tøddel berøvede Jesus den, mens han vandrede på jorden, og heller ikke ved sin død på korset. Jesus døde for at opretholde den, og hans nåde tildeles mennesker for at udslette deres overtrædelser og gives dem, for at de kan imødekomme lovens krav.

Derfor er det helt forkert at sætte Det gamle Testamente i modsætning til Det nye ved at kalde det ene en tildeling af lov og det andet en tildeling af nåde. Loven og nåden udelukker ikke hinanden indbyrdes. Den ene er Guds evige rettesnor, og den anden er den eneste kraft, hvorved mennesker kan leve op til den.

På dommens store dag vil Guds lov være den målestok, hvorefter han dømmer menneskers liv. De, som ved nåde og tro har holdt alle „hans bud", vil få retten til at spise af livets træ.