Kristus – Profetiens og historiens midtpunkt!

Blandt de først ankomne var Hr. og Fru Emerson, ledsaget af Georg og Lucy. Men der var dog allerede andre til Stede i Salen, som sad og alvorligt diskuterede de Ting, der var fremkommet i de tidligere Foredrag.

"Der bliver stuvende fuldt i Aften," sagde Lucy, idet flere og flere kom strømmende ind.

"Ja, naturligvis," svarede hendes Fader, "fra ethvert Synspunkt er dette det mest betydningsfulde Emne."

"I Rækken?" spurgte hun.

"Nej, min Ven, det vigtigste af alle Emner i Verden," erklærede han med usædvanlig alvorlig Stemme.

Georg og Lucy så på deres Far med forbavsede Blikke.

Endelig stammede Lucy: "Men - men - Far, jeg troede, du var helt igennem vantro."

"Det er jeg også; men det forhindrer ikke, at jeg indser, at intet Emne i hele Verden har større eller endog tilnærmelsesvis så stor Betydning, som Spørgsmålet om, hvorvidt Jesus Kristus levede, døde og opstod igen, som det er fortalt i det nye Testamente."

Lucy så stadig på sin Far med vantro spørgende øjne.

"Er der mange vantro, der tror som du dette, Far?"

"Praktisk talt alle. Og de førende har udtalt sig i denne Retning."

Under denne Samtale havde Fru Emerson og Georg været forbavsede og interesserede Tilhørere. Salen var hurtigt helt fyldt, og der kom stadig flere Mennesker.

"Det er min Hensigt," sagde Hr. Dare, "kun at betragte en meget lille Del af det Bevismateriale, som støtter Dagens overordentlig vigtige Emne. Mange værdifulde Bøger, hvori Sagen fremstilles, fortjener, at De læser dem.

Gennem hele sin Tjeneste viste Kristus hen til Profetierne som Bevis på hans overraskende Udtalelser. Henvisningen til Profetierne var ikke blot et Argument for at bevise, at Jesus var Messias; det var ofte det eneste Bevis. Der er mere end 300 Profetier og Henvisninger til Kristus i det gamle Testamente, der udtrykkelig er citeret i det nye Testamente som Forudsigelser, der er opfyldt på ham.

Og ingen kan sige, at disse Forudsigelser blev skrevet efter Kristi Tid, for den sidste Bog i det gamle Testamente blev skrevet 400 år før Kristus vandrede i Betlehems Gader, eller, hvis vi antager den mest kritiske Opfattelse, i det mindste 168 år før. Så der kan ikke have været nogen hemmelig Forståelse mellem det gamle Testamentes Profeter og det nye Testamentes Evangelister.

Ved Kristi første offentlige Fremtræden, henviste han til Profetien:

"I Dag er dette Skrift ord gået i Opfyldelse for eders Øjne." Luk. 4,21.

"Da sagde han til dem: I Dårer og senhjertede til at tro alt det, som Profeterne har talt." Luk. 24,25.

Og for at vise Disciplene, hvorledes de skulle studere Bibelen, "begyndte han fra Moses og Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham". 27. Vers.

Hvor meget end Fritænkerne håner Profetierne, indrømmer de, at det gamle Testamente giver mange Vink om, at en betydningsfuld Personlighed ville komme. Og de ved, at hele den jødiske Nation i flere Generationer levede i ivrig Forventning om en Messias. Og de omkringboende Folk, deres Fjender, vidste, at Jøderne nærede denne Forventning, og spottede dem for det.

Nogle af de Steder, som denne Forventning grundedes på, var Løftet om Kvindens Sæd i 1 Mos. 3,15. Erklæringen i 1 Mos. 22,18. om, i Abrahams Sæd skulle alle Jordens Nationer velsignes. Udtalelsen i 1 Mos. 49,10. om, at Silo skulle gå frem af Juda, før den Stammes Herredømme skulle svinde, at en Profet som Moses skulle komme, som det var forudsagt i 5 Mos. 18, 18. og citeret af Peter i Apg. 3,22. som opfyldt på Kristus.

En interessant Del af Profetien forudsagde, at hans Gerning også skulle omfatte Hedningerne, som Jøderne hadede. Og alligevel nedskrev de også denne Forudsigelse og bevarede den omhyggeligt. Men jeg vil sætte dig til Hedningernes Lys, at de bringer min Frelse indtil Jordens Ender får vi at vide i Esajas 49,6. I Es. 60,3. siger Profeten om Guds Folk: Hedningerne skal vandre hen til dit Lys, og Kongerne hen til det Skin, som er opgået for dig.

Profetien om denne kommende Messias var fuld af forbavsende Paradokser. I Es. 9,6. fortælles os, at dette svage Barn er den almægtige Gud.

Esajas 53 sagde, at den, som skulle komme, skulle afskæres fra de levendes Land, en ung Mand uden Efterkommere, og dog skal hans Dage forlænges.

Han skal se sin Sæd så talrig, at også han selv skal blive tilfreds.

Han skal slås ihjel som en foragtet Misdæder, lægges i Graven med de onde, og dog skal hans Grav være en rig Mands.

Han skal hånes og foragtes af Mennesker og dog skal han vende mange til Retfærdighed.

Han skal selv blive regnet som Overtræder og dog gøre Forligelse for Overtrædere. Det er forvirrende Paradokser.

Så umuligt syntes det, at én Person skulle kunne opfylde alle disse Krav, at mange jødiske Ledere sagde, at der tale om to Personer. Men nu, efter at Kr1stus er kommet, opfylder han ethvert paradoksalt Krav så naturligt, at vi er ophørt med at lægge Mærke til den faktiske Modsigelse i Forudsigelserne. De forekommer os ikke engang uforenelige mere.

Det indrømmes, at visse jødiske Forfatteres Skrifter, mange Hundrede År før Kristus blev født, forudsagde, at et Medlem af den jødiske Nation, skønt ringe og ubetydelig, skulle blive en Velsignelse for hele Menneskeheden. Som vi skal give rigelige Beviser på senere, erklærer endog de mest tvivlende Spottere, at Kristus har været og stadig står langt over alle andre i Menneskeheden, en Velsignelse den største Velsignelse - for hele Menneskeheden.

Forklar det, som De vil, det er et urokkeligt Faktum, at denne ukendte Jøde fra en lille, foragtet, undertrykt Nation, på en vidunderlig Måde er blevet en Velsignelse for hvert eneste Folk på Jorden. Denne mærkelige Profeti, der syntes at være udsprunget af en Nations overmodige Indbildskhed er blevet et evigt, forbavsende Faktum.

Endvidere var Tiden for hans Komme tydeligt omtalt. Det skulle ikke alene være, før Herskerstaven gik fra Juda, men medens det andet Tempel endnu stod. Hag. 2,7-9

Men det er ikke alt: Daniel giver det nøjagtige År for Kristi Fremtræden som Messias, og for hans Korsfæstelse. Daniel 9,24-27 og Esra 7,11-26 om Tidspunktet for Befalingen, 457 f. Kr. Det er et af de bedst bestemte Tidspunkter i hele Historien.

De 69 Uger eller 483 profetiske Dage eller bogstavelige År (Se 4 Mos. 14,34 og Ez. 4, 6.) begynder i 457 f. Kr. og når til 27 e. Kr., da Kristus blev salvet som Messias af den Helligånd. (Se Joh. 1, 29-36; Luk. 3,21-22; 4,18; Apg. 4,27; 10,38; Mark. 1,14-15.)

Midten af den syvende Uge eller Syvårsperioden fører os til 31 e. Kr., da Messias skulle "afskæres".

Hvordan man end forsøger at bortforklare det, passer disse Profetier nøjagtigt på Kristi Liv og ingen andre Steder.

I tydelige Udtalelser hos hedenske Historikere, Tacitus og Svetonius, omtales en almindelig Forventning om, at en usædvanlig Person skulle opstå i Judæa omkring den Tid, da Jesus blev født. Så stærk var denne Forventning blandt Jøderne, at mange falske Messiaser fremstod, henviste til Profetierne, og vandt mange Efterfølgere blandt dem, der ventede på Messias. Så sikre var Jøderne på, at Jesus ikke var Messias, og at Templet ikke kunne ødelægges før Messias's Komme, at de afslog alle Fredsbetingelser fra Titus i Året 70 e. Kr. og kæmpede desperate til det sidste.

Altså i Korthed: Det er uvæsentligt for mig, hvorledes De forklarer det, men forskellige Kendsgerninger står fast:

l. Århundreder før Kristus blev født forudsagde en Række jødiske Forfattere dristigt, at en af deres Folk ville blive i særlig Grad retfærdig.

2. Han skulle være Profet.

3. Han ville blive forkastet som Messias af det samme Folk, som forudsagde hans Komme, men ville blive antaget som Messias af alle andre Nationer på Jorden.

4. Han ville blive en Velsignelse for hele Menneskeheden.

5. Han ville leve på en bestemt, nøjagtigt angivet Tid.

6. Han ville blive slået ihjel.

7. Han ville dø som en forbryder.

8. Alle disse Kendsgerninger bevidnes af fremragende hedenske Forfattere.

9. Han skulle ikke alene være et meget ophøjet menneskeligt Væsen, men Gud på Jorden.

10. Ingen anden opfylder disse Enkeltheder, men Jesus gør det.

11. Sandheden i Platons System, eller Karl Marx's, eller Buddahs, eller Muhammeds afhænger ikke af Spørgsmålet, om de var gode eller slette Mennesker. Men hvis der kunne påvises én Fejl i Kristi Karakter, ville hele den kristne Lære fuldstændigt og med det samme falde sammen.

Hans Karakter står som Grundvolden for hele den kristne Bygning. Skeptikerne ved det, og dog angriber de ham ikke, men priser ham enstemmigt. Hans Karakter er så vindende, så elskværdig, så smuk, så stærk, så fuldkommen, at selvom de som Gilbert West, begynder deres Studier med den Hensigt at angribe ham, ender de med de mest begejstrede Lovprisninger, og ofte med Tilbedelse.

Kristus løber gennem det gamle og det nye Testamente, som Blodet igennem vore Årer. Han er den gyldne Tråd, der binder alle dets Dele sammen, det Lys der oplyser alle dets hemmelige Kamre, Nøglen til dets dybeste Hemmeligheder og Grundtonen til dets evige Harmoni, Hjertet i enhver af Bibelens Bøger og Profetier."

Hr. Emerson, der havde siddet stille under hele Talen, rejste sig for at tale. David Dare vendte sig med smilende Forventning imod ham.

"Hr. Dare," begyndte Hr. Emerson i en alvorlig Tone, "jeg har undladt at afbryde Dem; for jeg nærer virkelig Agtelse for Kristus og ønsker ikke at optræde i Rollen som simpel Fredsforstyrrer. Men medens Deres Beviser er interessante og vanskelige at rokke, er de langt fra overbevisende. For Eksempel 1 Mos. 3,15. Jeg vil sætte Fjendskab mellem dig og Kvinden, o. s. v., synes jeg, er en temmelig usikker Grund at bygge en Profeti om Kristus på, Og de fleste af Deres andre Eksempler forekommer mig, at være lige så utilfredsstillende.

"Jeg er enig med Dem, Hr. Emerson," svarede Hr. Dare. Der kom et Gisp fra Lucy og fra hendes Broder, hendes Fader og flere i Salen.

"De er enig med mig," udbrød Hr. Emerson. "Jeg forstår ikke."

"Jeg er alligevel enig med Dem. Enhver enkelt af de mere end tre Hundrede Forudsigelser, som peger hen til Kristus, er utilstrækkelig, til at bevise, at han var den forventede Messias. Men lad mig forklare det ved at fortælle Dem en Oplevelse:

Jeg gik for nylig forbi en Skyskraber, der var under Bygning. En mægtig Bærebjælke, der vejede mange Tons, var ved at blive løftet op i Luften i en Trosse, og på Stålbjælken sad en Mand i ubekymret Ligegyldighed. Hvis Trossen sprang, ville han blive slynget 70 Meter ned, det ville være den visse Død.

Da Bjælken var bragt på Plads, blev Trossen med Manden ridende på Løkken sænket for at bringe en ny Byrde op. Mens den næste Bjælke blev bundet fast, pegede jeg på de små Stålstrenge, som Trossen var sammensat af og sagde til ham: "Er De ikke klar over, at ikke én af disse mange små Tråde, som denne Trosse består af, ville kunne bære en Hundrededel af en sådan Vægt?"

Han så foragteligt op og ned ad mig. "Ved De virkelig ikke, at selvom én af disse her Tråde ikke kan løfte ret meget, så kan de tilsammen løfte en Bjælke, der vejer ti Gange så meget som denne her; og ved De ikke, at hvis der blev vundet tilstrækkelig mange af disse små Tråde sammen, ville de kunne løfte et helt Bjerg?" Han gik roligt ud på den store Bjælke, gav et Signal, og blev svunget til Vejrs, idet han hånligt vinkede til mig.

De mange profetiske Tråde enkeltvis ville ikke bevise meget; men vævet sammen i et Reb af Beviser, bliver de et Bånd, der er umuligt at bryde. Der skal blive vævet flere Tråde ind i vort Bevisreb.

Når De skal vurdere Jesu Indflydelse i Historien, tænk så på Forskellen mellem Jesus og alle Morallærere og Filosoffer. At samle alle de forskellige Filosoffers kloge og gode Forskrifter og udskille og kassere alle Fejl, al grov Umoralskhed og al tåbelig Overtro i deres Lære, ville have været et stort Arbejde. Men at en enkelt Person, ukendt med disse Filosoffer, og ganske ulærd i menneskelig Visdom, i direkte Modstrid med, hvad der var Sæd og Skik i hans eget Land, skulle kunne udforme et filosofisk System.

der så indlysende er alle andre overlegent, kræver hvert eneste Menneskes flittige Opmærksomhed."

Hr. Emerson rejste sig. "Mener De dermed, at Filosofferne var tåbeligt overtroiske og Morallærerne selv umoralske?"

"Netop. Det er det, jeg mener," sagde Hr. Dare. "Ingen hedensk Morallærer har nogen Sinde talt imod de herskende Laster og Fordærvelsen i sin egen Tid og sit eget Land. Ingen hedensk Morallærer har søgt at holde den umenneskelige og frygteligt blodige Gladiatorkamp I Tømme; ingen har talt imod Begær, eller mod Mord på Slaver og Børn, der er blevet udsat, eller Offentlighedens Oprettelse og Beskyttelse af Bordelvæsenet. De mest forfærdende, uanstændige Svirelag blev åbent praktiseret som en Del af deres hedenske Religion, og selv de største Filosoffer og Morallærere sagde aldrig et Ord imod det."

Hr. Emerson rejste sig igen. "De kan dog sikkert Ikke sige disse hårde Ting om Platon, Sokrates, Aristoteles og Seneca. De var i hvert Fald ikke skyldige i de Ting, De nævner."

Taleren rystede på hovedet. "Det gør mig ondt at måtte sige, at de var det. Platon ikke alene tillod overdreven drikken ved de skændige Bacchusfester; både han og Aristoteles lærte, at der burde findes Midler til at forhindre, at svage Børn fik lov til at leve. Platon, Cicero, Epictetus og andre berømte Filosoffer rådede folk til at fortsætte deres Forfædres Afgudsdyrkelse. Diogenes og Sokrates indskærpede og praktiserede den mest dyriske Lyst, og Cato anbefalede unge mænd at besøge Bordeller. Platon anbefalede Prostitutionen og mente, at soldater ikke skulle holdes tilbage fra selv den mest uanstændige og unaturlige sanselighed. Og sådanne Ting opmuntredes og beskyttedes af Staternes Love. Solon, den store Lovgiver, forbød kun Begær hos Slaver. Zeno, Stoicismens Grundlægger, Cato, den, Smykke, og Seneca, Nerotidens store Morallærer, var alle Selvmordere.

Kort sagt, alle de Ting, som disse Mænd, Oldtidens Blomst, gjorde og opmuntrede til, kan ikke fortælles for en blandet Forsamling som denne, ja ikke for nogen Forsamling."

"Men de lærte mange smukke Ting." påstod Hr. Emerson.

Indrømmet. " svarede Hr. Dare. "Det er netop det, jeg vil have frem. Disse Mænd var anerkendt som de største i den hedenske Verden, og det bedste, som disse, de bedste, kunne give i deres Liv og Lære, var så elendigt, at Menneskeheden var ilde faren dermed.

Men det indrømmes af vantro, som jeg senere skal bevise, at Kristus, der var uden nogen verdslig Uddannelse, så langt distancerer alle Filosoffer og Morallærere, at de får en ynkelig Andenplads.

Hr. Emerson rejste sig atter. "De har fremført udmærkede Beviser på, at Kristus opfylder det gamle Testamentes Krav og Forskrifter; men det er dog ikke noget Bevis på, at den kristne Religion blev grundlagt af ham."

"Lad os da ganske kort undersøge, hvordan det forholder sig med Kristendommens Grundlæggelse. At den eksisterer og derfor på en eller anden Måde må være opstået, vil ingen benægte.

Der kan kun blive Tale om to Teorier om dens Oprindelse - enten blev den grundlagt af Bedragere og løgnere eller af Kristus.

Udbredelsen af denne nye Religion var et meget farligt Foretagende lige fra første Begyndelse. For Jøderne var Kristendommen ikke alene i Strid med deres ældgamle Tro, men også med den Opfattelse, hvorpå de byggede deres Håb og Fortrøstningen.

De ventede på en Messias, der skulle befri dem fra Romerne. Blot Tanke om, at denne Forventning skulle skuffes, vakte deres Raseri. Hele den kristne Lære var dem ny og modbydelig.

Guds Riges Udbredelse til Hedningerne var et Begreb, som var fremmed for Jøden, og som snarere ville gøre ham til Modstander af den nye Religion end vinde ham for den.

Og endnu værre var det, at Jesu Efterfølgere måtte anklage Jøderne for et grusomt, uretfærdigt Mord. Dette alene gjorde deres Gerning vanskelig og farlig.

Kristendommens Efterfølgere angreb den herskende Magt, Rom, og gjorde enhver anden eksisterende Religion til sin Fjende. Den benægtede dristigt, fra første Færd og uden Forbehold enhver Del af den hedenske Mytologi, og Eksistensen af enhver af de tilbedte hedenske Guder. Den indgik ikke noget Kompromis. Den kunne kun sejre ved at vælte hver Statue, hvert Alter, hvert Tempel, hver Gud, der havde Forbindelse med hedenske Religioner.

Kristendommen var ikke blot en ny Religion ved Siden af de tusind andre, der allerede eksisterede; den var en dristig Anklage mod alle andre Guder som falske, al anden Tilbedelse som tom, tåbelig og bedragerisk.

Tænk på en anden Ting. De gamle anså Religionen for et Statsanliggende - ikke egentlig forbundet med den, men som en integrerende Del af den. Derfor var ethvert Forsøg på at omstyrte Statsreligionen at betragte som et Angreb på selve Staten og hjemfaldent til Dødsstraf. Og de første Kristne vidste dette.

Desuden var alle de daværende Religionssystemer meget gamle. Fra de ældste Tider havde deres Præsteskab, deres Pengemidler, deres Ritualer, og deres prægtige Templer været Vidner om deres Magt. Billedhuggerværker, Malerier, Arkitektur og Musik, alt bidrog til deres Udsmykning, Pragt og Indflydelse.

Disse Religioner havde en Mængde Fester, til hvilke Folket ivrigt hengav sig. Deres Religion var, siger Gibbon, vævet ind i ethvert Forretningsforhold, enhver Forlystelse, i det offentlige og det private Liv, ja i alle Samfundets Foretagender.

Det fremgår tydeligt af Plinius og Martial, at de Kristnes Død var virkelige Martyrier; det vil sige, at de kunne have frelst deres Liv ved at tage Del i hedenske Handlinger.

Og skulle Kristi Efterfølgere, når han selv blev slået ihjel, kunne undgå en lignende Skæbne, især i Betragtning af, at han selv havde sagt, at Døden ville blive deres Skæbne?

Men trods dette var der ikke den mindste Tilbøjelighed til at trække sig tilbage, selv under den frygteligste Tortur.

Der må gives en passende Forklaring på disse Virkninger. Når Folk i Tusindvis lider frygtelige Pinsler og den visse Død, hellere end blot at fortsætte deres tidligere Levevis for at bevare Livet, må der være en Årsag som må forklares. Og utallige Millioner har ment, at Kristus er tilstrækkelig Årsag. Selv vantro indrømmer det, som vi skal se.

Endvidere stemmer alle Beretninger om Kristendommens Oprindelse overens. Både kirkelige og verdslige Forfattere siger det samme: Kristus blev slået ihjel i Jerusalem efter den romerske Guvernør, Pontius Pilatus's Befaling. Ingen samtidig eller senere Forfatter modsiger denne Beretning. Selv de jødiske Historikere har intet i modsat Retning.

Hverken Plinius i det første Århundrede, Celsus i det andet, Porphyrus i det tredje, eller Julian i det fjerde, tvivlede i mindste Måde på Bibelens Tilforladelighed eller antydede, at de Kristne tog fejl med Hensyn til de Forfattere, hvem de tilskrev det nye Testamente.

Men dette er den mærkelige Historie, alle disse Forfattere er enige om: I Tiberius Cæsars Regeringstid oprettede en Del Mennesker en ny Religion i Verden. og i Udførelsen af disse Bestræbelser mødte de frivilligt store Farer, påtog sig store Anstrengelser, led uhørte Pinsler, alt for Historien om, at en død Mand, der var blevet henrettet som forbryder, var opstået igen. Og denne mærkelige Beretning har revolutioneret Historien, forandret mægtige Riger, og forvandlet Millioner af Menneskers Liv til det bedre.

Hvis de Mennesker, der bragte denne forbavsende Beretning, ikke var oprigtige, var de, de største Løgnere og Narre, der har levet. De var Kæltringer, hvis eneste Hensigt det var at lære andre Ærlighed, og som kun havde Udsigt til at komme til at lide en grusom Død, afskyet af alle.

Aldrig i hele Verdenshistorien har Mænd, Kvinder, ja selv Børn frivilligt påtaget sig Savn, uophørlige Besværligheder, stadige Farer og med Glæde fundet sig i Tabet af Hjem og Fædreland, i at blive pisket og stenet, i lange grufulde Fængselsophold, ja i at blive revet i Stykker af Løver eller brændt blot for at bringe en Beretning ud til Folk, som de vidste, var falsk, eller som de troede måske var falsk. Ingen har nogen Sinde lidt alt dette for nogen anden Sag end den kristne Religion. Ingen lider alt dette undtagen for, hvad de i dybeste Alvor tror på. Disse Kendsgerninger er så velkendte, at de ikke benægtes af nogen, og de kan heller ikke bortforklares.

Selv de voldsomste Skeptikere indrømmer de gavnlige Virkninger af Kristi Liv som den mest betydningsfulde Indflydelse, der nogen Sinde vil komme til denne Verden."

Hr. Emerson rejste sig endnu en Gang. "De har gentagne Gange henvist til, hvad De ville bevise med de vantro; men De har endnu ikke givet os Vidnesbyrd fra nogen af dem. Hvornår får vi disse Beviser?"

Nu når vi har holdt en kort pause svarede Hr. Dare. "Og jeg vil bede Dem, Hr. Emerson, om at læse disse Henvisninger fra vantro Forfatteres Bøger, så at De kan overbevise Dem selv og Forsamlingen om, at Citaterne er fra de vantro, som jeg siger, og at de ikke er citeret forkert. De vil alle være fra de Originale bøger."