En der spotter. 

Georg Emerson vendte sig til sin Fader og pegede ivrigt på en Annonce, han netop havde læst. Der var Forbavselse i hans Stemme, da han sagde: "Læs det, Far." Faderen tog Avisen og læste' højt; under Læsningen blev hans Tone mere og mere spottende og kynisk.

"Vantroen udfordres og tilbagevises.

Et ualmindeligt Foredrag af David Dare, en omvendt vantro. Alle Skeptikere, Spottere, vantro og Fritænkere alle Klasser af Tvivlere indbydes specielt til at overvære disse vigtige Foredrag. Det er tilladt at afbryde Taleren når som helst under Foredraget med Spørgsmål eller Benægtelser af hans Udtalelser. Hvis De er Fritænker, Agnostiker, Kætter eller Ateist, så kom, dette er specielt for dem!"

Hr. Emerson lagde Avisen fra sig med en foragtelig Mine. "Den Fyr tager Munden fuld."

"Ja, men han tager dig med, Far. Her er noget at gøre for dig," sagde Georg muntert. "Du plejer altid at stille Kristne og særlig Præster alle mulige Spørgsmål, som de ikke kan besvare. Lad os gå hen og høre denne Mand;

jeg har selvet Par Spørgsmål, jeg vil stille ham." Georgs Spørgsmål var imidlertid endnu tågede og opstået af hans Trang til at se Faderen i Virksomhed.

"Det er ikke sikkert, han bliver særlig begejstret for mille Spørgsmål, Georg," sagde Hr. Emerson selvbevidst med et let Eftertryk på Ordet "mine".

"Men Indbydelsen er særlig for Skeptikere, og han opfordrer dem jo netop til at komme med deres Spørgsmål," indvendte Sønnen ivrigt.

"ja, det ved jeg nok - det lyder jo også rigtig flot," indrømmede Hr. Emerson.

"Tror du da ikke, han mener det? Skulle det være et Fif for at få Folk til at komme?"

"Ja, noget i den Retning, jeg har aldrig før hørt om et sådant Møde. Hvis han vil følge, hvad der står i hans egen Annonce, vil det Møde helt tage Magten fra ham."

"Ja, men lad os så gå hen og konstatere det," bad Georg., "selvom det vel kunne være, du blev overrasket."

"Når du endelig vil, kan vi jo godt gå derhen. Der bliver nok fuldt Hus."

Hr. Emerson var i Virkeligheden selv blevet ivrig efter at overvære Mødet, men han skjulte det ved kun modstræbende at samtykke i at følge med sin Søn.

Georg var en vågen, videbegærlig ung Mand på tyve År, der var opdraget i en Atmosfære af religiøs Tvivl.

Hr. Henry Emerson var en stor, temmelig selvsikker Mand med almindelig Dannelse og en klar, men noget kynisk Forstand.

Mens de diskuterede den mærkelige Annonce, kom Fru Emerson og Datteren Lucy ind. Fru Emerson var en moderlig Kvinde af den Type, der holder af selv at passe sit Hjem. Lucy var en rapmundet ung. Pige på 18 År, helt igennem "moderne" og forud for sin Alder; hun forbavsede sin Fader, forfærdede sin Moder og frydede sin Broder.

"Nu diskuterer I igen Religion," lo hun, idet hun straks opfattede Faderens let krigeriske Holdning.

"Nej, der tager du fejl," forsikrede Georg hende, "det er bare Indledningen til en Diskussion, der ser ud til at blive et helt en gros Foretagende." "Religiøs Diskussion en gros!" udbrød Lucy forbløffet.

"Hvad i al Verden mener du?"

"Der er en her i Avisen, en omvendt vantro, der averterer med, at han vil tage mod alle, der kommer - på én Gang," forklarede Georg. med tindrende Øjne.

"Forklar Dem, unge Mand," sagde Lucy overlegent, "tal fornuftigt."

"Det er rigtigt, læs selv." Han viste hende Annoncen, som hun læste med stigende Forbavselse. "Hum-m. Det var en ordentlig Mundfuld. Det kan han ikke klare; det må være en religiøs Kvaksalver," fastslog hun.

"Nej, for Møderne garanteres af velstående, agtværdige Borgere, hvis Navne står her længere nede - se," sagde Georg og pegede på dem.

Lucy sendte sin Fader et skalkagtigt Blik og sagde samtidig til sin Broder: "Jeg kan se far blive så lykkelig som nogen gammel Billedstormer."

Georg trak sin Søster til Side og sagde ivrigt: "Det er i Aften; går du med derhen.?"

"Går Far?"

"Ja."

"Så skal intet holde mig væk. Jeg ser Far styre mod sit eget Fald."

"Tror du det?" udbrød Georg.

"Tror!" efterabede hun. "Jeg er sikker på det. Tror du, nogen ville vove at rykke sådan en Annonce ind i Avisen med Garanti af den Slags Folk, uden at han kendte sin - sin - Sin

"Bibel", tilføjede Georg hurtigt, idet de skiltes for at gøre sig færdige.

Skønt Familien Emerson ankom et Kvarter før Tiden, var det med Besvær, de fik Siddepladser i den store Sal.

"Der er snart kun Ståpladser tilbage," hviskede Georg til Lucy.

"Jeg gad nok se, hvordan de har tænkt sig at ordne sådan et mærkeligt Møde," bemærkede Hr. Emerson og satte sig godt til Rette.

"Det får vi snart at se; for nu går de op på Platformen," sagde Lucy, "jeg dirrer ligefrem af Spænding.

Morley, er Mødets Dirigent. David Dare må have et vigtigt Budskab, siden han kan få Byens mest fremragende Læge til at præsentere sig."

I samme Øjeblik gik Hr. Dare, en høj, spændstig Mand i Trediverne, rask, men uden Spor af Selvbevidsthed frem til sin Plads ved Siden af Dr. Morley, der gav sig til at tale med ham, medens Salen fyldtes.

"Se," udbrød Lucy, da Hr. Dare vendte Ansigtet i den Retning, hvor de sad. "Hr. Dare ser alt andet end stridbar ud. Han ser så rolig ud, som om han sad i sin egen Dagligstue sammen med en god Ven."

"Havde du ventet, at han skulle se ud som en blodtørstig Gladiator? Eller at han skulle vise ydre Tegn på indre Oprør?" drillede hendes Broder.

"Selvfølgelig ikke," svarede hun rapt, "men mon han har nogen Anelse om, at der er en sydende Vulkan af Spørgsmål parat til at bryde ud i samme Øjeblik, han begynder?"

"I hvert Fald synes den Tanke ikke at forstyrre ham særlig meget. Jeg tror næsten, han ved bedre end du, hvad der venter ham, og at hans Ligevægt skyldes Tillid, bygget på Erfaring."

Dirigenten kaldte til Orden. Han talte med fast stemme: "Der vil blive holdt en Række Foredrag over Emnet "Vantroen udfordres og tilbagevises" her i Salen hver Søndag Aften i nogle Uger. Vor Tid er frem for nogen anden en Tvivlens Tidsalder. Taleren, Hr. Dare, er selvopvokset i et vantro Hjem og har selv været ivrig Fritænker. Han har i Aften indbudt enhver Slags Tvivlere og giver dem frit Lejlighed til at drage hans Udtalelser i Tvivl, ja, endog til at afbryde ham for at fremsætte deres Spørgsmål eller Benægtelser. Dette er et alvorligt Forsøg på at hjælpe Fritænkere i deres Søgen efter Sandheden om Bibelen.

Hr. Dare vil nu fortælle Dem, hvordan han vil gå frem."

Der gik en Bølge af spændt Forventning igennem Tilhørerne, idet David Dare gik frem til Talerstolen med rolig Værdighed. Han stod nogle Sekunner og så med sine oprigtige Øjne forskende ud over dette Hav af Ansigter.

"I er alle kommet her med en forkert Opfattelse af, hvad jeg agter at gøre," begyndte han.

"Jeg tænkte det jo nok," mumlede Hr. Emerson, mens dæmpede Udbrud af Forbavselse hørtes gennem hele Salen.

"Nå, sådan," sagde Lucy halvhøjt, mens Georg sad tavs.

"Ja, Tvivlere vil blive udfordret og Skepticisme gendrevet, men ikke af mig. Nutidens Spottere, de vantro i selve denne Sal, blev udfordret og gendrevet for mange hundrede År siden af en, der er uendelig meget klogere end jeg.

Det, jeg vil gøre, er at fremsætte visse Kendsgerninger for Dem. De får så her i Aften Lejlighed til at tage Stilling til dem, eventuelt drage dem i Tvivl. Da De er indbudt, ja, endog opfordret til at afbryde Taleren når som helst med Spørgsmål eller Benægtelser, vil Deres Tavshed blive betragtet som en Indrømmelse af hans Påstande. Er det ikke fair?"

"Jo, jo, gå videre," lød det utålmodigt fra en Del af Tilhørerne.

"Deres Spørgsmål må nødvendigvis være begrænset til de Emner, der behandles. Disse Foredrag er bygget op i logisk Rækkefølge, og hvis De vil overvære hele Rækken, vil mange uvedkommende Spørgsmål, som kunne fremkomme, blive taget op senere.

Jeg vil gå ud fra den Antagelse, at vi alle er Tvivlere, jeg selv indbefattet. Men vi er ærlige Forskere, Opdagelsesrejsende, som søger at lære Sandheden om denne mærkelige dominerende, forstyrrende Bog, der er kommet os i Hænde - Bibelen. Jeg er blot Deres Leder på denne vor Opdagelsesrejse.

Og husk dette: Jeg skal ikke benytte noget Materiale, vi ikke alle er enige om. Vi vil gå fremad sammen eller slet ikke. Hvis en Påstand ikke antages af enhver, vil den straks blive forkastet; vi vil gå frem samlet.

Og endvidere: Jeg siger Dem på Forhånd, at jeg har i Sinde at gå Skridt for Skridt fra Vantro til Kristendom. Jeg indbyder Dem til at finde Svagheder i denne Proces. Jeg er lige så ivrig efter at finde dem, som De er. Jeg er lige så ivrig efter at få Hjælp fra Dem som efter at hjælpe Dem. Denne Sag er alt for alvorlig for mig til, at jeg tør risikere at tage fejl. Jeg beder indtrængende om Hjælp fra alle. Søg efter Mangler ved mine Ræsonnementer, og vær ikke bange for at påpege dem. Og hvis De ingen finder, antager jeg, De heller ikke vil være bange for at drage den uundgåelige Slutning deraf." Hr. Dare standsede et Øjeblik for at give Tilhørerne Tid til at få fat på hans Plan.

"Det er nu et Vovestykke," udbrød en.

Vanvittigt, umuligt," spottede en anden.

"Fair i alt Fald forudsat han holder, hvad han lover," bemærkede Hr. Emerson. Hans Mening deltes åbenbart af de fleste tilstedeværende. Men der var imidlertid kun få, der var overbevist om, at den Mand, der stod foran dem, virkelig mente, hvad han sagde.

"Ja vel, vi er enige så langt. Videre," råbte en dyb Røst fra Baggrunden af Salen.

David Dare tog en lille Bog i blødt Skindbind i højre Hånd og holdt den frem mod Tilhørerne. "Her er en Bog, som hedder Bibelen. Der er fremsat enestående Påstande om den. Dens varme Tilhængere går så vidt, at de hævder, at den er Guds Ord. Ja, Millioner har med Glæde lidt en pinefuld Død, hellere end de ville nægte dette eller ringeagte dens Lære. Og andre Millioner står i dette Øjeblik rede til at følge deres Eksempel.

Vi, som er her, er jo alle Tvivlere; men en Bog, for hvilken Millioner er døde, og, som nye Millioner er rede til at dø for, bør undersøges. Vi vil gerne undersøge den, men er den åben for Spørgsmål?

Giver den Adgang til Undersøgelse?

Hvordan skal vi prøve en Bog, som der fremsættes så store Påstande om?

Hvor skal vi begynde?

Hvilken Del er mest sårbar?

Kan den rose sig af Egenskaber, der gør den forskellig fra enhver anden Bog i Verden?

Lad os vende os til Bogen selv og se. Her læser jeg:

Prøv alt, behold det gode. 1 Thess. 5,21.

Er der nogen til Stede, som er uenige med dette?

Hr. Dare ventede lidt på Svar; men der kom intet.

"Godt, vi er altså enige så langt. Kom, og lad os gå i Rette med hinanden, siger Herren. Esajas 1,18.

Selv den mest skeptiske vil indrømme Rimeligheden i denne 1ndbydelse. Læg Mærke til, at der står "Gå i Rette med hinanden." Men Gud giver først sine Grunde, så vi kan prøve dem. Er der nogen, der finder Fejl ved det?" Hr. Dare ventede lidt på Svar; men der var ingen.

"Hvordan skal vi prøve denne Bog?

Har dens Forfattere givet os nogen Midler i Hænde, som vi kan bruge til at bevise dens Påstande med?