|
En
der spotter.
Georg Emerson vendte sig til sin Fader og pegede
ivrigt på en
Annonce, han netop havde læst. Der var Forbavselse i hans Stemme,
da
han sagde: "Læs det, Far." Faderen tog Avisen og læste'
højt; under
Læsningen blev hans Tone mere og mere spottende og kynisk.
"Vantroen udfordres og tilbagevises.
Et ualmindeligt Foredrag af David Dare, en omvendt
vantro. Alle
Skeptikere, Spottere, vantro og Fritænkere alle Klasser af
Tvivlere
indbydes specielt til at overvære disse vigtige Foredrag. Det er
tilladt at afbryde Taleren når som helst under Foredraget med
Spørgsmål
eller Benægtelser af hans Udtalelser. Hvis De er Fritænker,
Agnostiker,
Kætter eller Ateist, så kom, dette er specielt for dem!"
Hr. Emerson lagde Avisen fra sig med en foragtelig
Mine. "Den Fyr tager Munden fuld."
"Ja, men han tager dig med, Far. Her er noget at
gøre for dig,"
sagde Georg muntert. "Du plejer altid at stille Kristne og særlig
Præster alle mulige Spørgsmål, som de ikke kan
besvare. Lad os gå hen
og høre denne Mand;
jeg har selvet Par Spørgsmål, jeg vil
stille ham." Georgs
Spørgsmål var imidlertid endnu tågede og
opstået af hans Trang til at
se Faderen i Virksomhed.
"Det er ikke sikkert, han bliver særlig
begejstret for mille
Spørgsmål, Georg," sagde Hr. Emerson selvbevidst med et
let Eftertryk
på Ordet "mine".
"Men Indbydelsen er særlig for Skeptikere, og
han opfordrer dem
jo netop til at komme med deres Spørgsmål," indvendte
Sønnen ivrigt.
"ja, det ved jeg nok - det lyder jo også
rigtig flot," indrømmede Hr. Emerson.
"Tror du da ikke, han mener det? Skulle det
være et Fif for at få Folk til at komme?"
"Ja, noget i den Retning, jeg har aldrig før
hørt om et sådant
Møde. Hvis han vil følge, hvad der står i hans egen
Annonce, vil det
Møde helt tage Magten fra ham."
"Ja, men lad os så gå hen og konstatere
det," bad Georg., "selvom det vel kunne være, du blev
overrasket."
"Når du endelig vil, kan vi jo godt gå
derhen. Der bliver nok fuldt Hus."
Hr. Emerson var i Virkeligheden selv blevet ivrig
efter at
overvære Mødet, men han skjulte det ved kun
modstræbende at samtykke i
at følge med sin Søn.
Georg var en vågen, videbegærlig ung
Mand på tyve År, der var opdraget i en Atmosfære af
religiøs Tvivl.
Hr. Henry Emerson var en stor, temmelig selvsikker
Mand med almindelig Dannelse og en klar, men noget kynisk Forstand.
Mens de diskuterede den mærkelige Annonce, kom
Fru Emerson og
Datteren Lucy ind. Fru Emerson var en moderlig Kvinde af den Type, der
holder af selv at passe sit Hjem. Lucy var en rapmundet ung. Pige
på 18
År, helt igennem "moderne" og forud for sin Alder; hun forbavsede
sin
Fader, forfærdede sin Moder og frydede sin Broder.
"Nu diskuterer I igen Religion," lo hun, idet hun
straks opfattede Faderens let krigeriske Holdning.
"Nej, der tager du fejl," forsikrede Georg hende,
"det er bare
Indledningen til en Diskussion, der ser ud til at blive et helt en gros
Foretagende." "Religiøs Diskussion en gros!" udbrød Lucy
forbløffet.
"Hvad i al Verden mener du?"
"Der er en her i Avisen, en omvendt vantro, der
averterer med,
at han vil tage mod alle, der kommer - på én Gang,"
forklarede Georg.
med tindrende Øjne.
"Forklar Dem, unge Mand," sagde Lucy overlegent,
"tal fornuftigt."
"Det er rigtigt, læs selv." Han viste hende
Annoncen, som hun
læste med stigende Forbavselse. "Hum-m. Det var en ordentlig
Mundfuld.
Det kan han ikke klare; det må være en religiøs
Kvaksalver," fastslog
hun.
"Nej, for Møderne garanteres af
velstående, agtværdige Borgere,
hvis Navne står her længere nede - se," sagde Georg og
pegede på dem.
Lucy sendte sin Fader et skalkagtigt Blik og sagde
samtidig til
sin Broder: "Jeg kan se far blive så lykkelig som nogen gammel
Billedstormer."
Georg trak sin Søster til Side og sagde
ivrigt: "Det er i Aften; går du med derhen.?"
"Går Far?"
"Ja."
"Så skal intet holde mig væk. Jeg ser
Far styre mod sit eget Fald."
"Tror du det?" udbrød Georg.
"Tror!" efterabede hun. "Jeg er sikker på det.
Tror du, nogen
ville vove at rykke sådan en Annonce ind i Avisen med Garanti af
den
Slags Folk, uden at han kendte sin - sin - Sin
"Bibel", tilføjede Georg hurtigt, idet de
skiltes for at gøre sig færdige.
Skønt Familien Emerson ankom et Kvarter
før Tiden, var det med Besvær, de fik Siddepladser i den
store Sal.
"Der er snart kun Ståpladser tilbage,"
hviskede Georg til Lucy.
"Jeg gad nok se, hvordan de har tænkt sig at
ordne sådan et mærkeligt Møde," bemærkede Hr.
Emerson og satte sig godt til Rette.
"Det får vi snart at se; for nu går de
op på Platformen," sagde Lucy, "jeg dirrer ligefrem af
Spænding.
Morley, er Mødets Dirigent. David Dare
må have et vigtigt
Budskab, siden han kan få Byens mest fremragende Læge til
at præsentere
sig."
I samme Øjeblik gik Hr. Dare, en høj,
spændstig Mand i
Trediverne, rask, men uden Spor af Selvbevidsthed frem til sin Plads
ved Siden af Dr. Morley, der gav sig til at tale med ham, medens Salen
fyldtes.
"Se," udbrød Lucy, da Hr. Dare vendte
Ansigtet i den Retning,
hvor de sad. "Hr. Dare ser alt andet end stridbar ud. Han ser så
rolig
ud, som om han sad i sin egen Dagligstue sammen med en god Ven."
"Havde du ventet, at han skulle se ud som en
blodtørstig
Gladiator? Eller at han skulle vise ydre Tegn på indre
Oprør?" drillede
hendes Broder.
"Selvfølgelig ikke," svarede hun rapt, "men
mon han har nogen
Anelse om, at der er en sydende Vulkan af Spørgsmål parat
til at bryde
ud i samme Øjeblik, han begynder?"
"I hvert Fald synes den Tanke ikke at forstyrre ham
særlig
meget. Jeg tror næsten, han ved bedre end du, hvad der venter
ham, og
at hans Ligevægt skyldes Tillid, bygget på Erfaring."
Dirigenten kaldte til Orden. Han talte med fast
stemme: "Der
vil blive holdt en Række Foredrag over Emnet "Vantroen udfordres
og
tilbagevises" her i Salen hver Søndag Aften i nogle Uger. Vor
Tid er
frem for nogen anden en Tvivlens Tidsalder. Taleren, Hr. Dare, er
selvopvokset i et vantro Hjem og har selv været ivrig
Fritænker. Han
har i Aften indbudt enhver Slags Tvivlere og giver dem frit Lejlighed
til at drage hans Udtalelser i Tvivl, ja, endog til at afbryde ham for
at fremsætte deres Spørgsmål eller
Benægtelser. Dette er et alvorligt
Forsøg på at hjælpe Fritænkere i deres
Søgen efter Sandheden om
Bibelen.
Hr. Dare vil nu fortælle Dem, hvordan han vil
gå frem."
Der gik en Bølge af spændt Forventning
igennem Tilhørerne, idet
David Dare gik frem til Talerstolen med rolig Værdighed. Han stod
nogle
Sekunner og så med sine oprigtige Øjne forskende ud over
dette Hav af
Ansigter.
"I er alle kommet her med en forkert Opfattelse af,
hvad jeg agter at gøre," begyndte han.
"Jeg tænkte det jo nok," mumlede Hr. Emerson,
mens dæmpede Udbrud af Forbavselse hørtes gennem hele
Salen.
"Nå, sådan," sagde Lucy halvhøjt,
mens Georg sad tavs.
"Ja, Tvivlere vil blive udfordret og Skepticisme
gendrevet, men
ikke af mig. Nutidens Spottere, de vantro i selve denne Sal, blev
udfordret og gendrevet for mange hundrede År siden af en, der er
uendelig meget klogere end jeg.
Det, jeg vil gøre, er at fremsætte
visse Kendsgerninger for
Dem. De får så her i Aften Lejlighed til at tage Stilling
til dem,
eventuelt drage dem i Tvivl. Da De er indbudt, ja, endog opfordret til
at afbryde Taleren når som helst med Spørgsmål eller
Benægtelser, vil
Deres Tavshed blive betragtet som en Indrømmelse af hans
Påstande. Er
det ikke fair?"
"Jo, jo, gå videre," lød det
utålmodigt fra en Del af Tilhørerne.
"Deres Spørgsmål må
nødvendigvis være begrænset til de Emner,
der behandles. Disse Foredrag er bygget op i logisk
Rækkefølge, og hvis
De vil overvære hele Rækken, vil mange uvedkommende
Spørgsmål, som
kunne fremkomme, blive taget op senere.
Jeg vil gå ud fra den Antagelse, at vi alle er
Tvivlere, jeg
selv indbefattet. Men vi er ærlige Forskere, Opdagelsesrejsende,
som
søger at lære Sandheden om denne mærkelige
dominerende, forstyrrende
Bog, der er kommet os i Hænde - Bibelen. Jeg er blot Deres Leder
på
denne vor Opdagelsesrejse.
Og husk dette: Jeg skal ikke benytte noget
Materiale, vi ikke
alle er enige om. Vi vil gå fremad sammen eller slet ikke. Hvis
en
Påstand ikke antages af enhver, vil den straks blive forkastet;
vi vil
gå frem samlet.
Og endvidere: Jeg siger Dem på Forhånd,
at jeg har i Sinde at
gå Skridt for Skridt fra Vantro til Kristendom. Jeg indbyder Dem
til at
finde Svagheder i denne Proces. Jeg er lige så ivrig efter at
finde
dem, som De er. Jeg er lige så ivrig efter at få
Hjælp fra Dem som
efter at hjælpe Dem. Denne Sag er alt for alvorlig for mig til,
at jeg
tør risikere at tage fejl. Jeg beder indtrængende om
Hjælp fra alle.
Søg efter Mangler ved mine Ræsonnementer, og vær
ikke bange for at
påpege dem. Og hvis De ingen finder, antager jeg, De heller ikke
vil
være bange for at drage den uundgåelige Slutning deraf."
Hr. Dare
standsede et Øjeblik for at give Tilhørerne Tid til at
få fat på hans
Plan.
"Det er nu et Vovestykke," udbrød en.
Vanvittigt, umuligt," spottede en anden.
"Fair i alt Fald forudsat han holder, hvad han
lover," bemærkede
Hr. Emerson. Hans Mening deltes åbenbart af de fleste
tilstedeværende.
Men der var imidlertid kun få, der var overbevist om, at den
Mand, der
stod foran dem, virkelig mente, hvad han sagde.
"Ja vel, vi er enige så langt. Videre,"
råbte en dyb Røst fra Baggrunden af Salen.
David Dare tog en lille Bog i blødt Skindbind
i højre Hånd og
holdt den frem mod Tilhørerne. "Her er en Bog, som hedder
Bibelen. Der
er fremsat enestående Påstande om den. Dens varme
Tilhængere går så
vidt, at de hævder, at den er Guds Ord. Ja, Millioner har med
Glæde
lidt en pinefuld Død, hellere end de ville nægte dette
eller ringeagte
dens Lære. Og andre Millioner står i dette Øjeblik
rede til at følge
deres Eksempel.
Vi, som er her, er jo alle Tvivlere; men en Bog, for
hvilken
Millioner er døde, og, som nye Millioner er rede til at
dø for, bør
undersøges. Vi vil gerne undersøge den, men er den
åben for Spørgsmål?
Giver den Adgang til Undersøgelse?
Hvordan skal vi prøve en Bog, som der
fremsættes så store Påstande om?
Hvor skal vi begynde?
Hvilken Del er mest sårbar?
Kan den rose sig af Egenskaber, der gør den
forskellig fra enhver anden Bog i Verden?
Lad os vende os til Bogen selv og se. Her
læser jeg:
Prøv alt, behold det gode. 1 Thess. 5,21.
Er der nogen til Stede, som er uenige med dette?
Hr. Dare ventede lidt på Svar; men der kom
intet.
"Godt, vi er altså enige så langt. Kom,
og lad os gå i Rette med hinanden, siger Herren. Esajas 1,18.
Selv den mest skeptiske vil indrømme
Rimeligheden i denne
1ndbydelse. Læg Mærke til, at der står "Gå i
Rette med hinanden." Men
Gud giver først sine Grunde, så vi kan prøve dem.
Er der nogen, der
finder Fejl ved det?" Hr. Dare ventede lidt på Svar; men der var
ingen.
"Hvordan skal vi prøve denne Bog?
Har dens Forfattere givet os nogen Midler i
Hænde, som vi kan bruge til at bevise dens Påstande med?
|