Jesus Kristus - Håb og anstødssten: Hvem er han i virkeligheden?
Han lever for dig
Der er et mylder af mennesker i Jerusalem. Højtiden står for døren. Der er liv og røre alle vegne - men pludselig bliver der stor opstandelse. En romersk henrettelseskommando driver med prygl og slag en fange gennem de snævre gader. Under romernes forbandelser slæber en forpint skikkelse sig fremad. På sin ryg bærer han et tungt trækors. Uden for byen bliver han naglet til korset, henrettet sammen med to forbrydere.

Hvem er denne mand? Jesus fra Nazaret, søn af fattige folk. Indtil sit tredivte år var han tømrer. Derefter i tre og et halvt år omvandrende prædikant. Hans taler og undergerninger havde tiltrukket store skarer. Nu hænger han her. Ingen vil mere kendes ved ham. Alt synes at være forbi.

Hvad var det mon, der havde bragt ham på korset?
Hans disciple nærer forhåbninger til ham, som imidlertid ikke bliver opfyldt (Luk. 24,21) Jøderne betragter ham som gudsbespotter, og hedningerne foragter hans budskab. (1Kor. 1,23)

Hans folk synes, han er for svag, fordi han ikke jager romerne ud af landet, (Matt. 22,17-21) men også fordi han færdes blandt de udstødte, fattige og foragtede. Og han græder ved en vens grav. Han forekommer dem at være indbildsk, fordi han hævder at have været til før Abraham. (Joh 8,57)

Hans modstandere slæber ham for domstolen. Men det at han ikke rigtig passer ind i et bestemt skema, kan vel ikke være tilstrækkelig grund til at dømme ham til døden!

Hvor finder de da til sidst en grund til at skaffe sig af med ham?

Efter et resultatløst retsmøde besvor ypperstepræsten ham:
"Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?'

Jesus svarede ham: 'Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.' Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: 'Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?' De svarede: 'Han er skyldig til døden." Matt. 26,63-66.

Der findes spændende beretninger om historiske personligheder. Med hensyn til Jesus Kristus kommer der yderligere noget usædvanligt til: Hans liv er forudsagt på en ganske enestående måde. Igennem århundreder har profeter beskrevet enkeltheder af hans liv. Her er nogle eksempler:

1. Fødestedet er nævnt
2. Han vil få en forløber. (ca. 700 år f. Kr).
3. Syge bliver helbredt.
4. Han skal drage ind i Jerusalem med kongelig værdighed.
5. Han vil give sit liv for Verdens synder.
6. Den nøjagtige sum for forræderiet.
7. Han død på korset. (1000 år f. Kr.)
8. Opstandelsen.

Forudsigelse
Gamle Testamente

1. "Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage." Mika 5,1
2. Es 40,3
3. Es 35,5.6
4. Zak 9,9
5. Es 53,4-6
6. Zak 11,12.13
7. Sl 22,7-9, og 15-19
8. Sl 16,10

Opfyldelse
Ny Testamente

1. "Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.  Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde." Luk 2,4-6
2. Matt 3,1-3
3. Matt 11,1-6
4. Matt 21,1-5
5. 2Kor 5,21
6. Matt 26,15; 27,7
7. Joh 19,17.18
8. 1Kor 15,3-8

Jesus selv henviser til disse forudsigelser: Lukas Evangeliet 24,27

Disciplene erkendte i ham:
"Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne." Joh. 1,45
Begyndelsen før begyndelsen Profeterne forud forkyndte den mands fødsel og liv, der som Jesus Kristus
skulle indgå i historien. Men dette var ikke hans begyndelse. Jesus forsikrede sine tilhørere herom:

"Jeg er, før Abraham blev født." Joh. 8,58
Dermed lader han os forstå, at han eksisterede før Abraham, og dette stadfæstede han i en speciel bøn kort før sin lidelse og død:
"Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til." Joh. 17,5.

Her skuer Jesus tilbage til den samhørighed, han havde med Faderen fra evighed af, og han er klar over, at han efter sin opstandelse atter skal have dette samfund med Gud.
Kristus var fra begyndelsen af 'hos Gud.' Som Guds Søn var han også Verdens skaber.

"Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden." Hebr. 1,1-2

Kristus er den enestående, den forudsagte, den evige Guds Søn og verdens skaber.
Usædvanligt var også hans liv som menneske. Han mødte enhver uden fordomme og gav alle de samme muligheder. Hans ubestikkelighed var kendt. Han skelnede mellem stat og kirke, mellem forretning og religion. (Matt 22,21)
Joh 2,13-17) Som hos ingen anden var der hos ham fuldstændig harmoni mellem liv og lære. Han blev ingen noget skyldig. Han var uden synd. Men det hindrede ham ikke i at omgås syndige mennesker og at pleje kontakt med dem.

Han var til for dem. Han sad til bords sammen med berygtede personer. Fuld af kærlighed og medfølelse helbredte han de syge. Han havde omsorg for de svageste i samfundet. Gennem hele sit liv tjente han menneskene. Netop derved viste han os, hvordan Gud er og hvordan hans holdning er over for os
mennesker. Jesus sagde:
"Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk." Joh. 1,18

Jesus siger:
"Den, der har set mig, har set Faderen." Joh. 14,9.
Sådan var hele Jesu liv en åbenbaring af Gud, den klareste og tydeligste åbenbaring, der er skænket til os mennesker.
"Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig." Joh. 14,6.

Så betydningsfuldt som Jesu liv i og for sig allerede var, så var hans død endnu mere afgørende for os mennesker. Til sine disciple sagde Jesus:
"Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag." Luk. 9,22

"For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange." Mark. 10,45

Ifølge disse ord betragtede Jesus ikke sin død som den almindelige afslutning på et menneskeliv. Heller ikke som tegn på, at hans livsværk havde været forgæves.
Men hans død var det forudsagte, nødvendige mål, som hans jordeliv styrede frem imod. Hans død var det stedfortrædende offer, som muliggjorde alle menneskers forløsning gennem alle tider. Kun derved, at Jesus tog vor skyld på sig, kan vi på ny blive forligt med Gud. Gud ske tak, at han tog initiativet til at gøre det for os, som ingen anden kunne have gjort.

Dette er det virkelige evangelium, det gode budskab: Jesus er død for os!
Men mere endnu: Ved sin opstandelse har han besejret døden og graven! Jesus lever. (Matt 28,1-8) Som en slags advokat eller talsmand træder han nu frem for Gud på vore vegne.

"Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os." Rom. 8,34.
"Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem." Hebr. 7,25.

Men en teoretisk erkendelse vedrørende Jesus, hans død, opstandelse og hans tjeneste som vor mellemmand er ikke nok. Evangeliet kommer os først til gode, hvis vi betror os til Jesus som til en nær ven, stoler på hans tilsagn og følger hans anvisninger. Først da er han blevet vor personlige forløser. Vi vil erfare hans hjælp i alle livets anliggender. Nu kan vi vedkende os vor skyld og dens følger. Vi oplever evangeliets befriende virkning og Gud Faders nærhed.

Jesu liv på Jorden, hans død, opstandelse og himmelfart er nu fortid. Hans virksomhed som vor forsvarer er nutid. Når det gælder fremtiden, har han givet dette løfte:
Kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er." Joh. 14,3.

Dermed begynder den synlige oprettelse af Guds rige, et liv uden synd, lidelse eller død, (Åb 21,2-4) et liv sammen med Jesus Kristus.