Dåben er mere end en religiøs ceremoni. Den markerer, at man har taget bevidst standpunkt for et nyt liv med Jesus Kristus.
Vand er en selvfølgelighed for os i Nord- og Mellemeuropa. Vi lukker op for vandhanen, vi bader eller går ind under bruseren, vander græsplænen, bruger opvaskemaskiner og vaskemaskiner. Vore børn pjasker i store kommunale badeanstalter eller i private svimmingpools.

Men hvis vi husker på de billeder, vi har set fra mange egne i Afrika, lærer vi at tænke mere på, hvilket mirakel vandet faktisk er. Kvinder samles omkring et ildelugtende vandhul. Dag efter dag slæber de på tunge vandkrukker - ofte mange kilometer. På de afsvedne stepper ligger døde dyrekroppe, fordi der i årevis ikke er faldet regn. Vand: Det er liv, en blomstrende have, rent vasketøj, og det er også den fornemmelse - efter et forfriskende bad - at føle sig som 'født på ny.'

Når det gælder vore tanker og handlinger og følelser, kender Bibelen også til det begreb at være 'som født på ny.' I Det nye Testamente bruges renselsen med vand som et billede på menneskets nye begyndelse på livet med Gud. Det er dåben, vi taler om. Vi finder det i en samtale mellem Jesus og en højt respekteret mand:
"Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny." Joh. 3,3-7.

Jesus siger altså til dette ældre, erfarne menneske: Det er ikke alene muligt, men også nødvendigt at få en ny begyndelse med Gud, selv om du nu undrer dig over mine ord! Ifølge Jesu ord er dåben af stor betydning: Kun det menneske, der i sit liv har taget bevidst standpunkt for Gud, sådan som det kommer til udtryk i voksendåben, kan engang mødes med Gud.

Er dette tilfældet med os? Mange kristne mennesker er vel 'døbte', men de har ikke virkelig oplevet en sådan begyndelse med Gud. De blev 'døbt' som spædbørn og, uden at være spurgt, tilsluttet en kirke. Men når Gud giver dette tilbud om en ny begyndelse - hvem vil da afvise ham?

Alle de bibelske eksempler på dåb taler stik imod den praksis at bestænke spædbørn. Derimod fremhæves aspekter som: menneskets personlige tro, omvendelse til Gud, samt at dåben er et billede på en begravelse og en opstandelse. Alt dette stadfæster, at kun dåb ved neddykning kan imødekomme Ny testamentes krav og anvisning med hensyn til denne vigtige handling.

Selve ordet 'dåb' har på grundsproget den betydning at sænke noget ned i vandet, så dette går sammen over det. Også vort ord 'døbe' har noget at gøre med ordet 'dyb' og betyder derfor 'at gøre dyb,' at dykke ned.

Hver gang der i apostlenes beretninger er tale om 'dåb', må vi derfor have begrebet neddykning i tanke. Udgravninger af gamle kirker stadfæster dette:
Dåbsbassinet var altid så stort, at det kunne bruges til neddykkelse af voksne mennesker. Ny Testamentes udsagn om dette emne er som allerede nævnt helt entydige. Lad følgende to eksempler vise dette:
"Men da de nu troede, ... lod de sig døbe, både mænd og kvinder." Apg. 8,12.

"Også Johannes døbte, i Ænon ved Salem, for dér var der meget vand, og folk kom og blev døbt." Joh. 3,23.

Til slut vil vi også minde om, at Jesus selv som voksen lod sig døbe af Johannes (Matt 3,13-17 Jesu ofte citerede ord: 'Lad de små børn komme til mig - - - ' (Mark 10,14), beskriver hverken dåb eller nogen anden handling, som kunne sammenlignes dermed. Jesus velsignede børnene, men han døbte dem ikke!

Og hvad så?
Den, der fuldt bevidst lader sig døbe, er kristen. Det betyder ganske vist ikke, at vedkommende nu ikke mere har nogen problemer med synden. Den, som tror det, befinder sig på vildspor. En kristen er udsat for de samme fristelser og indre kampe, som andre mennesker. Alligevel er hans stilling grundlæggende forandret ved dåben: Han har skiftet 'lejr', har stillet sig på Guds side (Kol 1,13) og har derigennem også fået et ændret forhold til synden. (Rom 6,12: 14)

I Det nye testamente hører dåben og menigheden sammen. Dåben er den troendes Ja til Gud, et løfte som han eller hun giver i overværelse af Kristi menighed og dermed over for offentligheden. Men der ligger endnu mere i det:

Med dåbshandlingen optager menigheden den ny søster/broder som medlem.
"For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme." 1 Kor. 12,13.

Den døbte er kommet ind i en familie, der holder af ham, tager del i hans sorger og glæder og som han kan støtte sig til. Den der er døbt, behøver ikke mere stå alene med sine bekymringer. Vedkommende vil også selv tage sig af andre menneskers bekymringer og fortælle om det, han har oplevet med Jesus Kristus.

"Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste." Kor. 5,17-18

"Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!" Kor. 5,20.

Når det gælder dåben må vi imidlertid huske, at ifølge Ny Testamente er dåbens ydre handling, neddykkelsen, i sig selv ikke fyldestgørende, selv om den er udført korrekt. Den ydre handling må være udtryk for en indre troens overbevisning. Jesus siger:

"Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes." Mark. 16,16.

Uden en personlig tros-overbevisning er enhver dåbshandling meningsløs. Det er selve forholdet til Kristus, der gør dåben til mere end en ceremoni. Men når Kristus er med i det, bliver dåben begyndelsen til et nyt, meningsfyldt liv.

Når et menneske har mødt Jesus Kristus, føler det sig tilskyndet til at stille sig helt på hans side. I og med dåben gør han eller hun sig selv til Jesu ejendom.

"Mens de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde:
"Se, dér er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?' 'Men da de kom op af vandet, bortrykkede Herrens ånd Filip, og hofmanden så ham ikke mere; han fortsatte sin rejse med glæde." Apg. 8,36-39.

Hofmanden glædede sig over sit nye liv. Men han er ikke den eneste:
"Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse." Luk. 15,7.

Når Jesus siger, at nogen bliver - født på ny - eller ordret: født ovenfra, dvs. fra Himmelen, så vil ikke alt blive ved det gamle. Dåben giver anledning til en stor forandring i et menneskes liv. Hans måde at tænke,
tale og handle på har fået en ny retning. Gennem dåben bekender han sig til denne nye livsstil.

Da Peter havde holdt sin pinseprædiken, læser vi i Apg. 2,37-38.
"Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: 'Hvad skal vi gøre, brødre?' Peter svarede: 'Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave."

Peter nævner her to ting: Omvend jer, dvs. slå ind på en ny kurs! Lad jer døbe!
Dette er klare ord, som måske ikke lyder så behageligt i vore øren. Men begge dele hører sammen; Omvendelse og dåb. Den, der lader sig døbe uden at have bestemt sig for at leve for Jesus Kristus, udfører kun en tom religiøs ceremoni.

Dåben er dog mere end bare en kursændring og at slå ind på den rette vej.
Paulus bruger billedet af en begravelse for at beskrive den radikale forandring, der sker i hele ens liv:
"Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved
Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden." Rom. 6,3-7.

Den, der i dåben symbolsk er død sammen med Jesus Kristus, har gennem ham fået fuldkommen tilgivelse for sin skyld.
Der med skænker Gud os i Kristus en fortid, der er helt overvundet. Derfor er dåben en glædelig begravelse.
På samme tid betyder den symbolske opstandelse i dåben, begyndelsen på et nyt liv med Jesus Kristus.

"Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus." Rom. 6,11.

Dette billede omfatter således begge dele; Begravelse og opstandelse, det gamle og det nye menneske. Dette er dåbens væsen.
Paulus erklærer endog at det menneske, som begynder at leve sit liv med Gud, vil blive beseglet med Helligånden. (Ef. 1,13) At blive beseglet betyder, at Gud har sat sit stempel på os og derved markeret at vi er hans ejendom. Man behøver ikke mere famle omkring alene, men er forbundet med den stærkeste magt, nemlig med verdensaltets Skaber. Derfor er det for snæversynet bare at betragte dåben som en troens starthjælp. Den er langt mere; Den er en hjælp for den kristne hele livet igennem.