Vi er ansvarlige for vore gøremål, det er der ingen vej udenom. Men Gud overtager konsekvenserne.
En mand har siddet i fængsel i årevis, dømt for legemsbeskadigelse med døden til følge. To ansøgninger om løsladelse før tiden blev afvist. Han er forbitret over, at ingen besøger ham. Hans talrige gode venner har ladt ham i stikken.

En skønne dag ændres alt dette. Han står til mønstring i fængselsgården.
Som sædvanlig hører han kun med et halvt øre efter, hvad der bliver sagt.
Det angår jo alligevel ikke ham, mener han. Men pludselig er det forbi med hans ligegyldighed. 'I anledning af den nationale højtidsdag har præsidenten givet amnesti, som omfatter følgende personer . . .' Utroligt.

Også hans navn bliver læst op. Hvor havde han dog kæmpet for sin frihed - forgæves! Og nu får han så at sige friheden foræret.
At få amnesti betyder, at man får eftergivet en straf, man egentlig skulle afsone. Man får tilkendt en nåde, man ikke har krav på. Nåde er en fri gave.

Nåde kan derfor ikke fortjenes. Jeg modtager nåde, fordi jeg ikke selv er i stand til at gøre begået uret god igen.

Fra tidernes morgen har menneskene bestræbt sig på at få kontakt med deres Gud. Kulter, ritualer, ofringer og altre, blod og tårer, røgelse og vokslys, fromhed og gode gerninger er velkendte menneskelige forsøg på at finde en nådig Gud. Bagved alt dette gemmer sig den erkendelse, at man ikke er i stand til at klare sig selv. Hvad skal man stille op med sin forkludrede fortid, sin skyldfølelse og sin angst for fremtiden? Livet forekommer én som en ond cirkel. Findes der endnu en udvej?

Religiøse bestræbelser løser ikke vort skyldproblem. Bibelen siger dette helt klart, idet den viser os den eneste farbare vej:
"For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af." Ef. 2,8-9.

Dét er evangeliet, det gode budskab: Nåde betyder, at det er Gud, der har begivet sig ud for at møde os. Det er ikke mig, der skal 'fortjene' en nådig Gud. Han kommer til mig. Han fandt mig. Jesus Kristus siger:
"Jeg er vejen og sandheden og livet;" Joh. 14,6.

Gud vender sig til mig. Han fejer ikke min skyld ind under tæppet, men han overtager den selv. Jesus taler om dette i en lignelse. (Matt 18,23-27)

En forvalter havde oparbejdet en umådelig stor gæld hos sin konge. Han var ude af stand til at betale den tilbage. Da befalede kongen, at både manden selv og hele hans familie skulle sælges som slaver. Fortvivlet bønfaldt manden kongen om at have tålmodighed med ham, så skulle han nok betale hele gælden tilbage. Kongen fik medlidenhed med ham og eftergav ham endog hele gælden.

Rollefordelingen er helt klar. Skyldneren, det er os. Kongen er Gud. Også fremgangsmåden er til at genkende. Vi indbilder os at kunne betale vor gæld, at kunne gøre vore fejl gode igen. Vi vil købe os fri med vor fromhed, vore bønner og vore gode gerninger. Som om det slet ikke er gået op for os, at vor skyld er så stor, at den absolut ikke er til at betale.

Og Gud lader nåde gå for ret. Han har medlidenhed med os og eftergiver os det alt sammen. Da han véd, at uden ham har vi ikke den mindste chance, giver han os ikke blot tilgivelse, men han tager også hele skylden på sig.

Guds kærlighed til os er så stor, at han har ofret sin Søn Jesus Kristus for os, for at sone vor skyld. I korset erkender vi symbolet på hans kærlighed og retfærdighed. Guds retfærdighed kræver, at skylden sones, det vil sige ved synderens død. Guds nåde påtager sig skylden.

"I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde;" 1 Pet. 1,18-19

"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham." Joh. 3,16-17.

Nåde er en ubeskrivelig stærk kraft, der forandrer vort liv helt igennem.
Dette gælder ikke kun vort forhold over for Gud, men nødvendigvis også vort forhold over for vore medmennesker. Fortsættelsen af historien om kongen og forvalteren gør dette helt tydeligt, ved at vende op og ned på situationen.

Efter at forvalteren havde fået eftergivet sin gæld, mødte han en mand, der skyldte ham et minimalt beløb, som han imidlertid ikke var i stand til at betale. Da lod forvalteren ubarmhjertigt den pågældende kaste i fængsel. (Matt. 18,28-30)

Af den storstilede gave, som kongen havde skænket ham, tog forvalteren kun imod den mindste del, nemlig at han havde fået sin gæld eftergivet. De bagved liggende principper, højsindethed, nåde og kærlighed, havde han ikke fattet. Derfor lod han sin egen debitor straffe. Har man derimod selv oplevet og forstået nåden på rette måde, vil den udløse en kædereaktion, hvor man også ønsker at tilgive og gøre godt mod andre. Nåden udelukker intet menneske, men omfatter dem alle.

Den, der er blevet benådet af Gud, kan stadig blive skyldig igen. Så længe vi lever i denne verden, vil vi atter og atter have nødig at kæmpe mod synden. Vi mennesker er og forbliver ufuldkomne her på Jorden. Men det skal ikke gøre os modløse. Den, der beder om tilgivelse og gerne tilgiver andre, forbliver under nåden. Vi kan trygt stole på, at over for Gud behøver vi aldrig at stå alene med vor skyld. Vor talsmand er altid rede til at forsvare os.

"Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige." 1 Joh. 2,1.

Gælden er betalt, fortiden er overstået. Det gør os glade. Og glæden lader sig ikke skjule. Den, der har oplevet nåden, vil uvægerligt fortælle det til andre (2Kor 5,20). Jeg behøver ikke først at fortjene nåden. Og jeg behøver heller ikke frygte for, at jeg nogen sinde skal miste den igen.

"For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, og min fredspagt vakler ikke, siger Herren, der viser dig barmhjertighed." Es. 54,10.

Det eneste, jeg bør gøre, er at tage imod gaven og give den videre til andre.