Fremtid i at være kristen!
Alle taler om fremtiden. Alle ønsker en fremtid. Ingen kender fremtiden. Ingen har den. Mange siger: Fremtiden er heller ikke mere, hvad den var engang. De gruer for fremtiden.

Men kristne har al mulig grund til at glæde sig til fremtiden og tænke på den med tillid og forventning. Hvorfor? Fordi Jesus har lovet dem en fremtid, som er værd at leve for:

Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er." Joh 14,1-3.

Kristus kommer tilbage til denne jord. Han vil være sammen med os. For evig og altid. Det er en fremtid i ordets bedste betydning. Og det er noget, vi trygt kan stole på, for det er ikke en hvem som helst, der siger det til os, men det er Jesus Kristus, der var med til at skabe denne verden. Det er ham, der lover os en fremtid. Om denne Jesus står der en sætning i Bibelen, som vil kunne bekræftes af millioner af mennesker:

"Sandt er Herrens ord." Sl. 33,4.

Jesus nøjes ikke med at love, han holder også sit ord.

Det er ejendommeligt: Størstedelen af vort liv er vi optaget af at sikre vor fremtid. Selv om alt, hvad vi kalder fremtid, dog er så tvivlsomt. Hvor ofte er vi ikke allerede blevet skuffet over fremtiden? Hvor ofte er ikke alt blevet helt anderledes, end vi havde tænkt os?

Lad os se på, hvad Jesus mener, når han taler om fremtiden. Vi har intet at tabe. Vi har alt at vinde: Fremtiden.

Alt bliver nyt!
Det er ikke så underligt, at de fleste mennesker i dag ikke har særlig rosenrøde forventninger til fremtiden. Luften er forgiftet, ozonlaget ødelagt, vandet forurenet – hvad har man så i vente? Smålapperier synes ikke at kunne løse problemet.

Jesus har lovet en løsning.
Og Johannes har set det i et syn:

"Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere." Åb 21,1

Gud gør virkelig alting nyt, ikke kun himmel og jord, men også vor tænkemåde, vore følelser og handlinger.

"Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet." Åb 21,4.

Nødvendigheden af en sådan fuldstændig fornyelse står vist klart for enhver i dag. Mange sætter deres lid til en ny religion, der skulle bringe en ny bevidsthed, som f.eks. New Age, der spiller på mange strenge og i mange farver. Der er også mange positive tanker i denne bevægelse. Der lægges således vægt på, at legeme, sjæl og ånd er en enhed. Ansvaret for ens eget legeme spiller ligeledes en vigtig rolle. Men: Disse nye lærdomme bliver stående ved jeg'et, ved selvet. Ifølge dem sker fornyelsen ud fra jeg'et. Medmennesket og Gud kommer slet ikke med i billedet.

Jesus har selv advaret os mod alle former for falske frelses-forkyndere:

"Han svarede: "Se til, at I ikke bliver ført vild. For der skal komme mange i mit navn og sige: Det er mig! og: Tiden er nær! Følg dem ikke!" Luk 21,8.

Vi har bestemt brug for en ny jord. Gud, vor skaber, vil skænke os den. Han kan gøre det. Han alene.

Liv i fællesskab!
Denne nye verden beskrives i Johannes' syn som en vidunderlig skøn by:

"Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom." Åb. 21,2.

I vore ører lyder det måske mærkeligt, at det netop er en by, der skal anskueliggøre det positive ved fremtiden. Vore fornyelsestanker går nok mere på devisen: Tilbage til naturen. Men Johannes skildrer her Jerusalem som det ideelle opholdssted for menneskene. Jerusalem er centrum for den nye verden, rede til at modtage alle levende gennem sine porte, der står åbne i alle retninger.

"Og staden behøver ikke sol eller måne til at skinne for den; thi Guds herlighed har oplyst den, og Lammet er dens lys. Og folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger bringe deres herligheder til den, og dens porte skal ikke lukkes dagen lang - nat skal der jo ikke være - og man skal bringe folkeslagenes pragt og kostbarheder til den." Åb. 21,23-26.

Det allermest vidunderlige ved denne by er, at her bor Gud. Hos menneskene. Og han vil blive hos dem. Der bliver ingen adskillelse mere.

"Han skal bo hos dem, og de skal være hans folk." Åb. 21,3.

Alt på rette plads!
Jesus kommer tilbage til denne Jord. Han har talt meget med sine venner om det. Genkomsten er midtpunktet i den kristne tro. Tanken om Jesu genkomst giver mod og kraft til at leve på denne Jord.

Højt og tydeligt!
Da Jesus blev født, var det kun få mennesker, der vidste noget om det. Hans liv og hans død blev heller ikke betragtet som særlig opsigtsvækkende. Når Jesus kommer igen, bliver det helt anderledes:

"Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, også deres, som har gennemstunget ham." Åb. 1,7.

Bibelen har mange udsagn om, hvorIedes Jesus kommer igen: Alle skal se det (Åb. 1,7; Apg. 1,9-11), alle mennesker skal høre det (1 Thess. 4,16; Matt. 24,31), og de vil blive overvældet af begivenheden (Mark. 13,26; Luk. 9,26; Matt. 16,27; 25,31). Jesus kommer igen med kraft og herlighed (Matt. 24,30). Bibelen kender intet til en hemmelig bortrykkeIse. Intet menneske kommer uden om Jesu genkomst. Mange ville sikkert ønske, at denne dag aldrig oprandt (Matt. 24,30), for genkomsten betyder også dom (Joh. 3,17-19). Men for alle, som sætter deres lid til Gud, er Jesu genkomst startskuddet til fremtiden.

Om denne fremtid skriver Paulus i sit brev til Timoteus:

"Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst." 2 Tim. 4,8.

Færdig!
Ofte hører man den bebrejdelse, at de kristne går alt for meget op i fremtiden, og at de for længst har mistet forbindelsen til virkeligheden. Man bebrejder dem, at de finder det meget nemmere bare at lægge hænderne i skødet og vente på den store løsning udefra, indtil der langt om længe sker noget. Indtil Jesus kommer igen.

Heldigvis rammer denne bebrejdelse i langt de fleste tilfælde helt ved siden af.

Den, der virkelig har indset, hvad det betyder at være en kristen, kan ikke trække sig tilbage og lade verden sejle sin egen sø. Kristne mennesker lever her og nu.

Det er deres opgave. Her betragter de sig som ansvarlige. De betragter det som deres opgave at bebo og dyrke jorden (1 Mos. 3,23). Fremtidshåb har intet med virkelighedsflugt at gøre.

Inden sin korsfæstelse gav Jesus menneskene en opgave. De skulle bringe evangeliet ud, og de skulle haveomsorg for deres medmennesker. Her er to områder, som ikke kan skilles ad. De kristne fortæller deres medmennesker, at der stadig er en fremtid, og de fører Guds kærlighed ud i praksis, når de har omsorg for deres medmenneskers problemer og sorger.

Begynd blot!
I Mattæus 25 skildrer Jesus billedligt, hvordan det vil være ved hans genkomst. Når han kommer, "skal han sætte sig på sin herligheds trone" og sige:

"Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt. Thi jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer af mig; jeg var nøgen, og I gav mig klæder; jeg var syg, og I så til mig; jeg var i fængsel, og I besøgte mig." Matt. 25,34-36.

Her taler Jesus ikke om dem, der til daglig plejer at slå om sig med fromme talemåder. Han taler om de mennesker, der praktiserer kristendom - umiddelbart og uden bagtanker. Det er bemærkelsesværdigt, at disse mennesker ikke engang er sig bevidst, hvad de har gjort for Jesus. Matt. 25,37-39.

"Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre der, har I gjort imod mig." Matt. 25,40.

Her er ikke tale om en krampagtig opfyldelse af pligter og påbud, og heller ikke om nogen kamp for at sikre sig en plads på den nye Jord. Disse mennesker gør simpelt hen, hvad der bør gøres, som noget ganske naturligt. Og der er meget at gøre. Visheden om, at Jesus kommer igen, giver os kraft til at gå i gang med opgaven. Det er bedre at leve i forventning end i resignation. Vi har nemlig en fremtid!