Mere end brød og vin!
At indbyde til et festmåltid kan godt give anledning til hovedbrud. Hvem skal jeg invitere? Hvem vil komme? Er det hele nu klar, inden de første gæster ankommer? Og derefter den store lettelse, når alt er gået godt.

Festdage er en kærkommen afveksling fra den daglige trummerum. Vi fejrer fødselsdage, en overstået eksamen, bryllup og meget andet. Det drejer sig altid om en begivenhed, hvor vi ønsker at glæde os sammen med familie og venner. Samværet spiller en afgørende rolle. Og naturligvis også mad og drikke.

Netop på disse to områder synes det, som om der mangler noget ved vore kirkelige højtider. Og dog er der i Bibelen fortalt ganske meget om måltider og fællesoplevelser. I evangelierne fortælles der også om et ganske særligt måltid: Nadveren.

Jesus indstiftede nadveren ved det sidste fællesmåltid med disciplene. Jesus spiste og drak sammen med sine venner, skønt han vidste helt bestemt, at han få timer efter skulle dø. Et afskedsmåltid? Det var det sikkert også. Men samtidig, og vel frem for alt, var det en anledning for Jesus til at sige til sine venner, hvad der nu ville komme over ham og over dem. Fremtidsudsigter, der også har betydning for os.

Traditions bevidst!
Med dette aftensmåltid begyndte noget nyt. Og alligevel knyttede Jesus denne højtid sammen med en gammel tradition, nemlig påskehøjtiden.

Lad os tage et kort tilbageblik: Israelitterne levede som slaver i ægyptisk fangenskab. Moses gik til Farao og opfordrede ham til at give folket fri. Dette nægtede Farao. Som følge heraf lod Gud ti plager komme over landet. Under den sidste af disse blev alle førstefødte mennesker såvel som dyr - dræbt. Kun israelitterne blev skånet.

Gud havde givet dem nøjagtige anvisninger på, hvordan de den pågældende nat kunne beskytte sig mod plagen: I deres huse skulle hver familie slagte et lam, spise kødet sammen med usyret brød og bitre urter, stryge lammets blod på dørstolperne og overliggeren samt gøre sig rejseklar. De huse, der var mærket på den måde, gik fri af plagen. Deraf stammer ordet påske, der betyder "forbigang".

Efter disse begivenheder gav Farao endelig Israels folk lov at drage ud. Til minde om denne Guds store befrielsesaktion havde israelitterne hvert eneste år fejret påskehøjtiden. En tradition, som Jesus også overholdt sammen med sine venner.

"Da timen kom, satte han sig til bords sammen med apostlene. Og han sagde til dem: 'Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skallide.'" Luk. 22,14-15.

Peger fremad!
Påskehøjtiden var mere end blot en mindefest. Lammet, blodet, det usyrede brød og de bitre urter peger tydeligt hen på Jesus Kristus og hans stedfortrædende død for os. Denne symbolik er brugt i mange bibeltekster Joh. 1,29; 1Pet. 1,18-19; Joh. 6,33 og 35; 1Kor. 5,8.

Da Jesus fejrede nadveren ved indledningen til påskehøjtiden, var hans død umiddelbart forestående. Det, der blev fremstillet ved højtidens forskellige symboler, skulle snart gå i opfyldelse. Ved sin død ville Jesus starte en endnu større befrielsesaktion end dengang i Ægypten. Alle mennesker skulle nu befries fra syndens slaveri. Fra nu af skulle døden ikke længere have magt over dem, der betroede sig fuldt og helt til Jesus.

Alt dette prøvede Jesus hin aften at anskueliggøre for sine venner. Han valgte meget klare og tydelige ord:

"Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: 'Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig! ' Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: 'Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.'" Luk. 22,19-20.

I vor tid!
Jesus befaler sine venner, at de skal fejre det af ham indstiftede måltid igen og igen lige til hans genkomst. De skulle på den ene side mindes korsfæstelsen, men de skulle på den anden side ikke blive stående ved døden. Jesu død betyder jo ikke afslutningen, men begyndelsen til et nyt liv, også for os. Fordi Jesus er opstået fra de døde.

Under nadveren fornemmer vi på en særlig måde, at Jesus altid er hos os. Vi spiser brødet og drikker af vinen for derved at vise, at vi tager imod det offer, han har bragt for os. Følgende er vigtigt at have i tanke: Idet vi bryder brødet og drikker af vinen, gentager vi jo ikke korsfæstelsen. Jesus skal ikke dø for os igen og igen. Han har en gang for alle overvundet døden. Siden da lever vi i en ny pagt, har et nyt forhold til Gud.

Den pagt, som Gud havde sluttet med sit folk ved udgangen af Ægypten, havde slået revner. Det var menneskene, der ikke havde holdt pagten. Derfor lovede Jesus at slutte en ny pagt, som skulle være bæredygtig og bestandig (Jer. 31,31-34). Med sin død beseglede Jesus denne pagt. Han gør vejen fri til Gud, idet han aftvætter vore synder. Det er ægte befrielse!

Fællesskabs oplevelse!
Siden den nye pagt er der intet mere, som skiller mellem os og Gud. Forbindelsen er genoprettet. Vi har samfund med ham.

Vi skal ikke udelukke nogen fra dette fællesskab. Da Jesus rakte bægeret videre, drak de alle deraf (Mark. 14,23). Fællesskab med Gud betyder også fællesskab med hinanden. Paulus siger det meget tydeligt:

"Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er den ikke fællesskab om Kristi blod?

Det brød, som vi bryder, er det ikke fællesskab om Kristi legeme? Fordi der er et brød, er vi et legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i det ene brød." 1 Kor. 10,16-17.

Ved den tilgivelse, vi har modtaget, er vi også i stand til at tilgive andre. på den måde viser vi i praksis, hvad det vil sige at have del i Jesus. "Vi er frelst for at leve med Gud; vi er befriet, for at vi skal vise medmenneskelighed."

Vi er alle på samme trin!
Hvor dybt og alvorligt Jesus tager denne medmenneskelighed, viser han ved et praktisk eksempel: Inden fællesmåltidet, nadveren, tvætter han sine venners fødder. Vi må prøve at gøre os klart, hvad dette vil sige: Jesus, læreren og mesteren, udfører slavearbejde. For Peter er dette ufatteligt. Han stritter imod med hænder og fødder:

"Peter sagde: "Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder." Jesus svarede: "Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig."" Joh 13,8.

Peter synes slet ikke, han kan bære, at hans herre skal fornedres på denne måde. Men Jesus overbeviser ham:

Lidt senere forklarer Jesus hele discipelflokken, hvad denne handling betyder:

"Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: "Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: En tjener er ikke større end sin herre, og en udsending ikke større end den, der har sendt ham. Når I ved det, er I salige, hvis I gør det." Joh 13,12-17.

Jesus har givet os et eksempel. Han har anskueliggjort det meget tydeligt, at over for Gud står vi alle på samme trin. Ingen må føle sig hævet over de andre eller bedre end de andre. Og fordi Jesus Kristus ikke følte sig for god til over for sine elever og venner at udføre en tjeneste, der efter den almindelige mening lå langt under hans værdighed, har vi også al mulig grund til at møde vore medmennesker med kærlighed og respekt og underordne os hinanden. Her er ikke tale om falsk beskedenhed. For Jesus drejer det sig om den oprigtige holdning over for andre, over for vore medmennesker. Ved fodtvætningen i forbindelse med nadveren kommer denne holdning symbolsk til udtryk. Det er endnu en grund til, at vi praktiserer den også i dag.

En glædelig begivenhed!
Endnu engang: Nadveren skal ikke blot minde os om, at Jesus er død for os. Paulus siger:

"For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer." 1Kor 11,26.

Jesus er opstanden. Han lever. Og han har givet os det sikre løfte, at han kommer igen. Derfor er nadveren ikke en dyster sørgehøjtidelighed, men den peger fortrøstningsfuldt mod fremtiden. Den er en anledning til at glæde os.

Vi er alle gæster. Jesus indbyder os til en glædeshøjtidelighed. En forsmag på det, vi endnu har i vente:

"På dette bjerg skal Hærskarers Herre holde festmåltid for alle folkene, ... døden opsluges for evigt. Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt, han fjerner spotten mod sit folk fra hele jorden, for Herren har talt. På den dag skal man sige: Han er vor Gud, vi satte vort håb til ham, og han frelste os. Han er Herren, ham håbede vi på, lad os juble og glæde os over hans frelse." Es 25,6 og 8-9.