Spørgsmål om at overleve!
Familie. Mange vil sige: "Den hænger mig ud af halsen." Stadig denne overvågning, det at føle sig indfanget. Pligtbesøg, familiesammenkomster for at opretholde en tradition, der for længst har overlevet sig selv. Familien er død. Skilsmisser, forhold, der er gået i stykker, forsømte og mishandlede børn er det tydeligste bevis på dette.

Familie. Hvor mange mennesker længes ikke efter en sådan! Efter tryghed, kærlighed, efter ganske enkelt at kunne føle sig hjemme. Beviset? Fordi der på trods af al kritik stadig er mennesker, som gifter sig og får børn. Familien lever.

Familie. Hvad er det egentlig?

Ifølge ordbogen er en familie en gruppe mennesker, der er "nært forbundne med hinanden, et fællesskab af gennem ægteskab forbundne forældre og deres børn.

... Den historisk bestemte form for menneskeligt samliv".

Familie, det er fællesskab. Mennesker, der lever sammen. Som er i slægt med hinanden. De skaber en familie, dvs. fortrolig atmosfære. Familie, det er en duelighedsprøve for samlivet og for ens sociale tilpasningsevne.

Opfattelser af familien!
I dag kender vi forskellige muligheder for at stifte familie. Der er enlige fædre og mødre, som er alene om at opdrage børnene. Der er bofællesskaber, hvor man finder sammen som "storfamilier". Der er papirløse ægteskaber. Der er enlige, som adopterer børn eller lader sig kunstigt befrugte eller som lejer en anden kvinde som "rugemor" til at bære og føde deres barn. Der er barnløse ægtepar, og der er ægtepar med et eller flere børn, og meget mere i den dur.

En ny måde at tænke på har sammen med videnskab og forskning skabt mange muligheder i dag, som for bare få år siden var helt utænkelige. Giver dette så enhver ret til at stifte sin egen form for familie?

Basis Forskning!
Som grundvold for familien indstiftede Gud ægteskabet i Paradis. Mand og hustru dannede en enhed (1 Mos. 2,24). Det fremgår også et andet sted i skabelsesberetningen, hvor stærk denne enhed er:

"Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem." 1 Mos. 1,27.

Her fremstilles det meget tydeligt: Begge køn i forening danner menneskeslægten.

De supplerer hinanden. Den ene er ufuldkommen uden den anden.

Efter at Gud havde skabt menneskene, velsignede han dem og gav dem denne opgave:

"Bliv frugtbare og mangfoldige." 1 Mos. 1,28.

Det skal indrømmes, at i denne form lyder det ikke, som om der var særlig mange følelser med i spillet. Men alligevel tales der her om noget væsentligt, som efter manges mening ikke har noget med kristendom at gøre, nemlig seksualiteten. Men det er en stor fejltagelse, hvis man regner kristendommen for at være fjendtlig mod den fysiske kærlighed. Seksualiteten er en af Guds gode gaver, og de mennesker, der regner denne side af tilværelsen for "fy-fy", skaber ikke kun store fysiske problemer for sig selv og deres medmennesker, men de forkaster også en vigtig del af Guds skaberværk.

Men i spørgsmålet om seksualiteten står kristne i dag ofte på en ensom post, fordi de er imod den hæmningsløse og ansvarsløse omgang med denne gave. Seksualiteten hører til i et fast forhold, sådan som Gud har bestemt det, da han indstiftede ægteskabet. På den baggrund bliver den til noget smukt og enestående.

Troskabspagten!
Med ægteskabet indstiftede Gud en pagt mellem menneskene. Dette er vigtigt, for en pagt er mere end bare en kontrakt. Ved en kontrakt kan den ene part indgive klage, hvis den anden misligholder sine forpligtelser. I sådanne tilfælde kan kontrakten opløses. Ægteskabet derimod er et løfte, som beholder sin gyldighed, også selvom den ene af parterne ikke helt opfylder forventningerne.

Ægteskabet, det er udover kærlighed og følelser også forpligtelse. Det lyder måske ubehageligt, næsten selvmodsigende. Mange er endda overbevist om, at pligtfølelse dræber kærligheden. I nogle tilfælde kommer det måske til at passe, nemlig der, hvor man til stadighed lader den anden part forstå: Jeg bliver kun hos dig, fordi det er min pligt. For børnenes skyld. Fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal leve af. Fordi det er forkert at lade sig skille. Jeg bryder mig ganske vist ikke om dig længere, men jeg vil ikke gøre mig skyldig i noget. Derfor opfylder jeg mine ægteskabelige forpligtelser.

Selvom alt dette nok kan lyde opofrende og ædelmodigt, er en sådan holdning dog lige så egoistisk som den, hvor den ene part kræver alle sine behov opfyldt, uden at gøre det mindste for at opfylde sin partners behov.

Ægteskabet er et fællesskab, der udover kærlighed er gennemsyret af gensidig tillid og gensidig agtelse. Den ene må ikke føle sig den anden overlegen. Begge er i ordets sande betydning ligeberettigede.

"Tag jer derfor af hverandre, ligesom også Kristus har taget sig af os, til Guds ære." Rom. 15,7.

Den tredje i pagten!
Gud har taget imod os, som vi er. Han har vedkendt sig os. På samme måde skal vi som ægtefæller vedkende os hinanden og stå solidarisk med hinanden.

Idet vi over for offentligheden siger Ja til vor partner, følger vi dette eksempel. Vi påtager os ansvar, erklærer os villige til at holde sammen både i gode og onde dage.

Dette forekommer så overvældende, at man godt kunne blive bange for det. Hvis det stod til os selv, kunne vi sandsynligvis heller ikke klare at leve i et godt ægteskab livet igennem. Der vil altid komme gnidninger og kontroverser. Men vi er jo heller ikke ladt alene.

Gud har indstiftet ægteskabet, og han vil også, at det skal holde. Han har lovet at stå os bi i alle vore problemer. Vi kan altid henvende os til ham. Vi kan bede til ham sammen med vor ægtefælle, vi kan gøre det alene eller sammen med venner.

Somme tider kan det næsten virke som et lille mirakel bare at få talt ud om vore vanskeligheder. Vi skulle heller ikke genere os for evt. at tale med en ægteskabsrådgiver eller en sjælesørger.

FULDKOMMEN FORANDRET I
Men der er endnu mere i dette: Gud kan forandre mennesker. Han kan gøre os villige til at tilgive hinanden. Han kan løse i op i situationer, hvor det hele er gået i hårdknude. Han kan endnu engang få kærligheden til at spire og vokse op af ligegyldighed og had. Alt dette kan dog kun ske, hvis vi ikke giver op. Hverken opgiver for vort eget eller vor partners vedkommende, også selvom han eller hun forekommer os mindre interessant end i den første forelskelse - eller fordi der kommer sider frem, som vi aldrig havde troet, der ville findes hos ham eller hende, og som vi finder uudholdelige.

Når vi ikke giver vor partner nogen chance, fratager vi også Gud muligheden for at hele det, der er ved at gå i stykker.

Børn, børn!
Da mennesket blev skabt som mand og kvinde i Paradiset, hang det sammen med den opgave, at de skulle få børn. Jesus havde selvet meget inderligt forhold til børn, og han fremstillede dem endog som eksempler for os (Matt. 18,3). Når vi har lov at regne os for Guds børn, tænkes hermed på det nære og inderlige forhold, der knytter os til Gud. Børn og det at være barn betragtes i Bibelen som noget absolut positivt.

Nu til dags ser dette lidt anderledes ud. Ofte føles børn ligefrem som en belastning. En skødehund får tit mere opmærksomhed og kærlighed end et barn. Og mange ægtepar spørger sig selv, om det i det hele taget er forsvarligt at sætte børn ind i en børnefjendsk og miljøforgiftet verden. De har meget svært ved at tage følgende udsagn fra Salmernes Bog til indtægt:

"Se, sønner er Herrens gave, livsens frugt er en løn." Sl. 127,3.

At bestemme hvorvidt vi vil have børn eller ej, er ikke noget, man bør tage let på. Ingen må føle sig presset i denne henseende. Heller ikke den ene ægtefælle. Det er en afgørelse, der altid skal træffes i fællesskab, for når der kommer børn, vil tilværelsen forandres ganske betydeligt - for begge parter.

Familie forhold!
Når der er tale om familie, tænker vi på vore børn, vore forældre eller vor ægtefælle. Dermed udtrykker vi vor samhørighed med familien, vi identificerer os med familien og dens medlemmer, men vi ejer dem ikke. Vore børn er nemlig ikke vor ejendom. De er Guds skabninger ligesom vi selv. Vi har fået dem betroet af Gud. Derfor er vi ansvarlige over for Gud for børnenes opdragelse.

Vedrørende samlivet mellem forældre og børn giver apostlen Paulus et nyttigt råd i Ef. 6,1. Her er lige så lidt plads for despotiske forældre som for ustyrlige, uregerlige børn, der forlanger, at forældrene hele tiden skal danse efter deres pibe.

Familie betyder samliv. Og samliv kræver tit et stykke hårdt arbejde, men hvor Gud er inddraget i dette arbejde, vil det også være velsignet. Han vil skænke os den nødvendige tålmodighed, kærlighed og det tilgivende sind. Paulus beskriver denne kærlighed på følgende måde:

"Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt."
Paulus' 1 Kor. 13,4-7.