Daniel 6,1-24.
For femogtyve hundrede år siden stod det stolte Babylon i al sin herlighed som oldtidens uforlignelige dronning. Med sit kejserlige palads, sit majestætiske tempel og sine prægtige haver var den et billede på uovertruffen skønhed og ynde. Indenfor sine stængede porte, lukkede broer, tårnprydede mure og omgivet af voldgrave følte den sig tryg og sikker. Men netop denne tryghed gav de vellystige babyloniere dristighed til at udøve enhver form for sanselige glæder.

Lystbåde besejlede Eufrats klare vand eller fandt sig en ankerplads et sted ved dens skyggefulde bredder. Herskerens og fyrsternes fornemme køretøjer, trukket af skaberakklædte heste, jog i pomp og pragt gennem denne strålende hovedstads myldrende gader. Arrede krigere kørte deres stridsvogne ad de brolagte gader og ud gennem de brede porte, og derfra videre til erobringer og hæder.

I denne sletternes vellystige by levede der en gammel Guds profet. I næsten halvfjerdsindstyve år havde han stået midt i den moralske fordærvelse som en kæmpe eg i skoven. Han havde set konger bestige tronen og blive afsat fra tronen, set et rige forsvinde i forglemmelse og et andet indtage dets plads. Dog forblev den gamle mand urokkeligt tro mod sin ungdoms oplæring til retfærdighed, som han havde bragt med sig til denne by, da han for så længe siden kom hertil som fange.

Nu var den gamle statsmand øverste rigsråd i denne fjerne tids største monarki. Han var den første i riget, med myndighed over alle. Trods sit store ansvar og sine statspligter fandt den gamle hærdede mand altid tid til at lægge sine travle forpligtelser fra sig og hengive sig til bøn til Gud tre gange om dagen. Han ejede en gudsfrygt, som kunne blomstre selv i det gamle Babylon.

Man kan se den gamle mand for sig, når han forlader sit sæde i kongens råd og begiver sig ad de befærdede veje til sin bolig. Når han er kommet op ad trappen, går han straks hen til et rum, der vender mod vest. Så knæler han foran det åbne vindue, og der glemmer han sit fangenskabs ensomhed. Mens han anstrenger sine øjne for at se ud over den sandede slette, lyder der fra hans skælvende læber det bønfaldende råb: »Hvor længe, Herre, hvor længe?«

Langt, langt borte mod vest, på den anden side af den assyriske ørken, lå Jerusalem. Bag lange strækninger af sandede sletter lå højlandets skønne by. Der fandtes det hellige tempel, der nu lå i ruiner, og den indviede ark med sin lov og nådestolen, der engang strålede af Guds herlighed, var nu sikkert skjult for menneskers øjne. Jerusalem var ikke blot Daniels hjem, men også hans folks hjem, hans Guds stad.

Darius »fandt for godt at lægge riget under hundrede og tyve satraper ... og over dem satte han tre rigsråder, af hvilke Daniel var den ene ... Denne Daniel udmærkede sig frem for de andre rigsråder og satraperne, eftersom der var en ypperlig ånd i ham.« Forgæves søgte stormændene at finde en eller anden brøde hos den gamle profet, »men de kunne ikke finde nogen brøde eller brist,« med mindre det skulle være »noget i hans gudsdyrkelse.« Han var tro, ærlig og loyal, og hans indberetninger var altid pålidelige.

Disse uhæderlige mænd havde ingen mulighed for at udplyndre staten, så længe Daniel stod i spidsen for den. Hans forfremmelse betød mindre magt for dem. Derfor sagde de: »Lad os skaffe denne gamle hebræer af vejen.« Så gav de sig til at påvirke Darius, for at han skulle »udstede et konge bud og lade et forbud udgå om,« at hvem der i tredive dage bad en bøn til nogen gud eller noget menneske, til nogen anden end til ham, skulle »kastes i løvekulen.«

Uden at fatte mistanke underskrev kongen forordningen, »efter medernes og persernes uryggelige lov, som ikke kan tages tilbage.« På denne måde var loven rettet lige mod Daniel. Men den gamle hvidhårede statsminister var urokkelig. Hans lys, der i snart halvfjerdsindstyve år havde skinnet i det fordærvede Babylon, skulle ikke udslukkes nu. Herskere kan forandre sig, men ikke den gamle vejrbidte kriger. At bede havde alt for længe været hans tjeneste til, at han nu skulle opgive det, selv efter kongens befaling.

Måske er en eller anden forskrækket hebræer kommet løbende til den gamle statsminister og har sagt: »Har du hørt den skrækkelige nyhed? Har du set forordningen? Hvorfor tager du ikke en måneds tid på inspektionsrejse til Ægypten? Der er brug for dig i Memfis. Eller drag til Assyrien og bliv en tid i Ninive! Blot et andet sted end her i Babylon. Men hvis du er nødt til at blive her, så lad være med at falde på knæ i det værelse i det øvre stokværk og lad være med at lukke vinduet op i tredive dage.«

Men den gamle ængstede sig ikke, og heller ikke tog han det fjerneste hensyn til den nye lov. Han vidste, lige så godt som vi ved det i dag, at politikere altid kludrer, når det gælder Guds børn. Han kunne ikke lade sig skræmme til at svigte sin tro, og hellere ville han lide end synde. Han ville hellere kastes i løvekulen end siden hen kastes i helvede. Han mistede aldrig tilliden til Guds formål, planer eller magt.

»Men så snart Daniel fik at vide, at skrivelsen var udgået, gik han ind i sit hus; i dets stue på taget havde han åbne vinduer mod Jerusalem, og han faldt på knæ tre gange om dagen og bad og priste sin Gud, ganske som han tilforn havde gjort.« Han overvejede ikke, om et andet værelse ville være lige så godt at bruge i en måned, og heller ikke pålagde han sine tjenere ikke at indlade nogen, mens han bad.

Uden tvivl huskede den gamle profet, hvordan hans tre venner for fyrretyve eller halvtredsindstyve år siden var blevet udfriet af den syv fold ophedede ovn. Han ville hellere være i løvekulen sammen med Gud end i frihed uden Gud. Han ville hellere lade sig dræbe af vilde dyr end holde op med at bede.

Det var Guds åndepust gennem det åbne vindue, som bevarede Daniel ren i sin livsførelse. Det åbne vindue var symbolsk for hans modige sjæl, og hans hjerte higede mod Jerusalem hinsides de purpurfarvede bjerge. Ved det åbne vindue glemte den gamle patriot Babylons larm og forvirring. Han hørte ikke genlyden af handel og færdsel, af afgudspræster eller tiggere. Men hans sind og blik fæstede sig ved et bestemt punkt langt borte i den vestlige horisont. Han havde åbnet sit vindue for at se hen imod Jerusalem og ikke for at se Babylon.

Spionerne fandt Daniel i bøn på den sædvanlige tid og det sædvanlige sted. Det blev straks indberettet til Darius, som blev ærgerlig over at have ladet sig narre og overliste af sine satraper og »overvejede, hvorledes han kunne redde Daniel, og lige til solens nedgang søgte han at finde en udvej til at hjælpe ham,« thi han elskede Daniel. Men da dette slog fejl, befalede han, at Daniel skulle kastes i løvekulen. Babylon havde en lov, som ikke kunne ændres, men det kunne den gamle profet heller ikke.

Vagten skyndte sig hen og fandt den gamle mand, bandt ham og førte ham bort som en slave gennem de befærdede gader. Men med rolige skridt, klart blik og frigjort sjæl vandrede han, som om hans Skaber var synligt til stede. Da de nåede kulen i byens udkant, fjernede spionerne stenen fra indgangen. Ved at høre dette brølede de sultne dyr derinde, så det gav genlyd langt bort.

Da den gamle profet blev kastet ned i løvekulen, kunne man let se de forsultne dyr. De holdt op med at brøle, og Daniels fjender troede, at han nu var bragt til tavshed for stedse. Den tunge sten blev atter anbragt på sin plads, »og kongen forseglede den med sin egen og sine stormænds seglring.« For en time siden var Daniel den første i riget; nu var han indespærret hos de glubende rovdyr.

Med tungt hjerte vendte Darius tilbage til paladset, vred på sig selv for det, han havde gjort. Han »fastede hele natten, og heller ikke ville han høre på musik; og søvnen veg fra ham.«

Men hvor forskellig var ikke Daniels nat fra den bekymrede konges. Før han havde nået bunden af løvekulen, stod en engel fra Gud foran ham, der hastigt var kommet på sine sølvskinnende vinger. Stenen og det dobbelte segl betød intet for ham. Hans nærværelse gjorde hulen lys og strålende, et sandt paradis for Guds gamle tjener.

Daniel havde aldrig i livet tilbragt en bedre nat. Han var uden frygt, for løven af Judas stamme var hos ham. Han var så rolig som en sommeraften.

Men kongen, der havde tilbragt en urolig nat, »stod op ved daggry, da det lysnede, og skyndte sig hen til løvekulen.« Han ville ikke nøjes med at sende en tjener, men i den tidligste morgenrøde kunne man høre hjulene på den kongelige stridsvogn drøne hen over den ujævne brolægning og ud til kulen i den kongelige have.

Da Darius i det tidlige morgengry nåede løvekulen, råbte han klagende: »Daniel, du den levende Guds tjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunne redde dig fra løverne?« Da han ikke var i stand til at se den gamle profet, lyttede han, syg af ængstelig tvivl. Mon han skulle komme til at høre den kendte stemme, eller blot de sultne dyrs vrede snerren.

Det var som en røst fra de døde, da han fra de usynlige dybder hørte dette venlige svar: »Kongen leve evindelig! Min Gud sendte sin engel og lukkede løvernes gab, så de ikke har gjort mig nogen men.«

Daniel var ikke vred på kongen for det, han havde gjort, men han forvissede ham om, at bønnen til Gud ikke havde voldt kongen fortræd. Der var stor jubel i de kongelige haver den morgen, da den gamle profet blev draget op fra hulen.

»Men hine mænd, som havde bagtalt Daniel, blev på kongens bud hentet og kastet i løvekulen, - - og løverne kastede sig over dem.« Med vilde skrig af rædsel faldt disse rygtesmede, der nu aldrig mere skulle komme til at bekymre Daniel, ned i de glubende dyrs åbne gab. Babylon havde udfordret Jerusalem og havde lidt et ynkeligt nederlag.

Kære læser, hvis den helbredende luftning fra Guds bjerge forgæves vifter omkring dit livs lukkede og støvede vestlige vinduesskodder, så er der noget, som er forkert. Dit vindue skulle kunne fortælle en vidunderlig historie om sejr og velsignelse. Slå skodderne op på vid gab mod det nye Jerusalem og betragt knælende med troens øjne »det sande tabernakel, som Herren selv og ikke et menneske har rejst.«