1 Mos. 32, 24-32.
Det var en ensom egn, hvor den urolige Jabbok-flod, denne vilde og klippefulde strøm, kom larmende ned over Gileads og Basans bjerge. I det stadig tiltagende mørke kunne man se det hvide skum og hvordan det blev hvirvlet hen over klippeblokkene i vadestedets lave vand. De nærliggende højder var oversået med ældgamle borge, der tidligere havde været i røver-høvdingers besiddelse. Løver og bjørne færdedes på denne vilde hede under stjernehimmelen, uden frygt for hunde eller jægere.

Men den øde egn var ikke mennesketom i sin afsondrethed. En gammel patriark havde sendt sin familie og sine tjenestefolk over floden, mens han selv blev på dens øvre bred. Den lange, trættende dag var til ende, og nattens mørke skygger lå over de fjerne højder. Hjordens brægen var hørt op med at lyde i dalen. Der hørtes ingen lyd undtagen nu og da hans egne hyrders råben. Som et lig lagen hvilede stilheden over landet.

Kort tid forinden, da »Jakob fortsatte sin rejse, - - mødte Guds engle ham.« Da han så dem, sagde han: »Her er Guds lejr!« Derfor kaldte han stedet Mahanajim.« (to skarer eller lejre). To hærskarer af himmelske væsener syntes at omringe ham og gå frem sammen med hans rejsefølge, som om de ville beskytte dem. Hans tunge sind blev lysere ved tanken om, at de himmelske sendebud vogtede over hans færd.

Nu var Jakob alene med sig selv og sin Gud. Tyve begivenhedsrige år var gået hen siden åbenbaringen af stigen og englene. På dette tidspunkt havde han haft alle sine ejendele i en grov hyrdetaske. Nu var han blevet rig. Hans mangfoldighed af hjorde bogstavelig talt fyldte dalene. Hans fåreflokke dækkede som uldne skyer bjergsidernes grønsvær. Hans hær af tjenere adlød hans mindste vink.

Nu var rejsen ved at være endt, og han var bekymret. Med mange bange anelser havde han genoplevet de ting, han havde gjort mod sin broder for tyve år siden. Han kunne ikke vende tilbage til Haran; men dog frygtede han for at møde Esau. Den uret, der for tyve år siden var gjort mod hans broder, stod bestandig for ham. En dårlig samvittighed er dog den værste ledsager i farens stund. Synder, der ikke er tilgivet, vil altid virke som en anklage.

Alene og uden beskyttelse knælede Jakob ned i sin fortvivlelse. Han var nået til et vendepunkt i sit liv. Han havde forsøgt at formilde Esaus vrede med tårer og gaver. Han havde gjort alt, hvad han kunne, for at formilde sin broder, og nu vendte han sig i sin fuldstændige hjælpeløshed til Gud. Man kunne sammenligne ham med en stor feltherre aftenen før et vældigt slag. Derude under himmelhvælvingen, i den stille nat, ville han berede sig til striden.

Jakobs tjenere berettede, at Esau var på vej for at møde ham med fire hundrede øvede mænd. Det så i sandhed ud til, at han ønskede at få hævn. Jakobs eget rejsefølge var ubevæbnet og forsvarsløst. Derfor delte han det i to flokke, så den ene kunne undkomme, hvis den anden blev angrebet. Nu var det midnat. Alt, hvad der betød noget for ham i livet, var foran ham og udsat for fare og død. Han ville være alene med Gud.

Jakob bad med tårer og inderlighed. Mens han gjorde dette, viste der sig ikke nogen natlig gæst. Pludselig mærkede han en stærk hånd på sin skulder. Han var overbevist om, at det på et sådant sted og et sådant tidspunkt måtte være en fjendes hånd. Måske var det hans vrede broder, der i tyve år havde ventet på lejlighed til at hævne sig! Jakob sprang op, brødes med sin ukendte modstander og kæmpede af alle kræfter for at kaste ham til jorden. I nattens mørke kæmpede de to om sejren, men ingen af dem syntes at kunne vinde.

Det var en frygtelig strid, der blev udkæmpet mellem Jakob og hans modstander på den fjerne Jabboks bredder. Ikke et ord blev sagt af nogen af dem under denne kamp i mørket. Den eneste lyd, der hørtes, var Jakobs dybe besværlige åndedrag. Natten er altid en ængstende tid, og den var det i dobbelt grad for denne ensomme, kæmpende mand.

Mens Jakob stred for selve livet, knugede bevidstheden om hans synd hans sjæl. Hans synder dukkede op for ham og ville lukke ham ude fra Gud. Der gik time efter time. Den lange og frygtelige kamp var ikke noget fingeret, men en virkelig og fortvivlet strid. Det syntes at måtte ende med enten sejr eller død.

Kampen blev ved hele resten af natten. »Da var der en, som brødes med ham til morgengry.« Til slut benyttede den hemmelighedsfulde fremmede sig af sin magt og fik kampen bragt til ende. »Og da han så, at han ikke kunne få bugt med ham, gav han ham et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led, da han brødes med ham.«

Nu opdagede patriarken, af hvad art hans modstander var. Han vidste, at han havde kæmpet med et himmelsk sendebud. Ingen almindelig mand kunne have besejret ham i brydekamp. Det var Kristus, »pagtens engel«, der havde åbenbaret sig for Jakob.

Jakobs hofteskål gik af led, da den Almægtige rørte ved den. Patriarken led store smerter, men han ville ikke opgive. Engelen sagde: »Slip mig, thi morgenen gryr!« Men Jakob svarede: »Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!« Det var ikke formasteligt af ham at fremkomme med denne henvendelse, men han holdt fast ved den ene, som alene kunne skænke ham det, han mest trængte til, og han ville ikke slippe ham.

Skønt Jakob ikke mere kunne brydes, kunne han holde fast! Et af hans lemmer var ubrugeligt. Han havde kun et rask ben at stå på; men alligevel holdt han med fortvivlelsens mod fast på sin angriber. Skønt han et øjeblik før havde været så stærk og uovervindelig, kunne han nu blot magtesløs og grædende klamre sig til sin guddommelige modstanders hals. Han ville nu være sikker på ved bøn og tårer at vinde det, hans menneskelige styrke ikke havde formået.

Da Gud havde betvunget Jakob, sejrede Jakob over Gud. Således er det kun, når vi overgiver os til Gud, at vi virkelig kan sejre. Hvis disse ord: »Jeg slipper dig ikke, hvis ikke - -« bliver sagt i anger og tro, er de stadig den åbne vej til velsignelse. Kraften gemmer sig nu som altid i lønkammeret. Og hvad vi end klynger os til for at få kraft, må det være stærkere, end vi selv er. Jakob havde ikke mødt sin værste fjende, men sin bedste ven.

Engelen sagde til Jakob: »Hvad er dit navn?« Og han svarede ydmygt: »Jakob!« Engelen ville, at patriarken skulle indrømme, at hans navn var Jakob - eller bedrageren -, før han gav ham det nye navn, Israel, eller den, der sejrer! Hvad er så dit navn, Jakob eller Israel? Hvis det er det første, så lad Gud gøre det til det sidste. Patriarken kunne ikke komme ind i det forjættede land som Jakob, men kun som Israel. Og det kan vi heller ikke!

Engelen gav ham denne forsikring: »Dit navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret!« Dette var for Jakob et bevis på, at han havde fået tilgivelse. Mennesker ser op til en sejrherre, for han har adgang til tronen og indflydelse på kongen. Jakob fik ridderslaget ved bækken Jabboks bred. Denne oplevelse blev for ham den egentlige omvendelse. Vi kan ikke opnå det nye navn uden kamp.

Fra denne time var Jakob et nyt menneske. Hans tidligere liv havde været forbitret af tvivl, forvirring og anger. Men nu havde han fået forsoning med Gud, og hans sjæl fyldtes af fred. Dette var begyndelsen til de lyseste og bedste dage i hans lange og begivenhedsrige liv. Som Jakob var han gået over bækken Jabbok, men han vendte tilbage som Israel.

Den gamle patriark spurgte engelen: »Sig mig dit navn?« Men han svarede: »Hvorfor spørger du om mit navn?« Og han velsignede ham der.« Gud velsignede Jakob på det samme sted, hvor han havde gjort ham halt. Jakob opnåede Isaks velsignelse ved et bedrag, men Guds velsignelse fik han ved at tro.

Jakob var ikke længere bange for at møde Esau, som han i tyve år havde frygtet for. Mens han brødes med engelen, var et andet himmelsk sendebud blevet sendt til Esau. I en drøm havde han set sin broders fortvivlelse i landflygtigheden, og hans sind var blevet mildere overfor ham. Jakob havde vundet sejr over sin broder, dengang han vandt sejr over sig selv. Som halt kunne han bedre gå Esau i møde, end han havde kunnet det med sin fulde førlighed.

»Og Jakob kaldte stedet Peniel, idet han sagde: »Jeg har skuet Gud ansigt til ansigt og har mit liv frelst.« Esau og hans krigerskare var blevet overvundet ved Peniel, da Gud forvandlede en fjende til en ven. Kampens nat blev efterfulgt af en forsoningens dag. Hvis der i dag fandtes mere kamp med Gud, ville der findes mere kraft overfor vantro slægtninge.

Da den gamle patriark havde modtaget velsignelsen, vendte han tilbage til sine kæres telte. »Og solen stod op, da han drog forbi Peniel, og da haltede han på hoften.« En sådan oplevelse, som den Jakob havde haft, vil komme til at sætte sit præg på ethvert menneske. Ingen kan gennemgå hårde kampe uden at blive mærket af striden.

I livets kampe kan der ikke vindes sejre, hvis der ikke er blevet stridt. Herrens kaldelse gælder strids-mænd. Paulus havde sin torn i kødet, og Jakob kom til at halte. Det forjættede land, som flyder med mælk og honning, ligger hinsides sorgens ørken. De bedste hære består af frivilligt mandskab, og det er kun soldater, der får pension, når krigen er endt.

Tre gange havde patriarken set englene. Første gang var i Betel, hvor stigen med de strålende skarer havde givet ham forbindelse med Himmelen. Derefter ved Mahanajim, hvor han så de lysende hærskarer ledsage sig. Dette var ikke nogen natlig drøm, men et klart og tydeligt syn ved fuldt dagslys. Og til sidst var ved Peniel pagtens engel kommet ham så nær, at han mærkede berøringen af en levende hånd på sig selv og så ham ansigt til ansigt.

Ved Betel sø Jakob englene. Ved Mahanajim mødte han englene. Og ved Peniel kæmpede han med engelen. Betel var Guds hus. Mahanajim symboliserede Guds hærskarer. Og ved Peniel så han Guds ansigt. Hvert af disse steder blev en helligdom, og ved hvert af dem holdtes der bøn.

Skønt Jakob blev ved med at være halt til sin dødsdag og gik halt i sin grav, var han altid den sejrende. Og Gud åbenbarede ham den fremtid, der ventede hans efterkommere. Han havde noget langt bedre end jordisk rigdom at skænke dem. Hvad var dette ikke for et testamente! Ikke et testamente som dem, man skriver. Slet ikke! Men han havde allerede beriget sine tolv sønner med en arv, der var mere værd end jordegods. Hans sidste ord var : »Begrav mig hos mine fædre.« Gid Herren måtte give os Jakobs håb og trøst!