|
Blå mærker, vabler osv. er tegn på hudens
særlige funktion som adskillelse mellem kroppen og omgivelserne.
Huden beskytter de indre strukturer mod beskadigelse og må som
intet andet organ tage imod knubs og andre påvirkninger fra den
omgivende verden.
Blå mærker og brandsår!
Blå mærker skyldes blødninger i huden fra
beskadigede blodkar. Røde blodlegemer træder ud i
vævet og dør. Deres indhold absorberes i løbet af
nogle dage. På grund af tyngdekraftens indvirken kan blå
mærker »vandre« nedad, især hos ældre,
hvis hud er løsere.
En forbrænding er en beskadigelse af huden på
grund af for kraftig varmepåvirkning. Læsionens alvor er
afhængig af dybden af det beskadigede væv. En
førstegradsforbrænding påvirker kun overhuden og
viser sig som rødme, eventuelt med let hævelse af huden.
Et typisk eksempel er solskoldning. Ved andengradsforbrændinger
beskadiges tillige læderhuden. Overhuden ødelægges,
og der dannes en blære (vabel) på grund af
væskeudtrædning. Huden heler op, somme tider med ar, hvis
læsionen når dybt ned i læderhuden. Både over-
og læderhuden er ødelagt ved en
tredjegradsforbrænding, ligesom underhuden beskadiges. Tillige
ødelægges smertelegemerne, så huden bliver
ufølsom for smerte. Hvis mere end 50 % af legemsoverfladen
forbrændes, er chancerne for overlevelse ringe.
Førstehjælpen ved alle forbrændinger er
skylning med koldt vand, som fortsættes, til smerten
ophører. Ved udbredte andengrads- og alle
tredjegradsforbrændinger er det nødvendigt med
væsketransfusioner for at hindre kredsløbschok. Det er
vigtigt at hindre infektion. Ved tredjegradsforbrændinger, der
medfører skorpedannelse, er det nødvendigt at foretage
flere hudtransplantationer til erstatning for den ødelagte hud.
- Iglerne fandt især medicinsk anvendelse i
middelalderen, hvor de blev brugt kritikløst til en lang
række forskellige sygdomme. Man mente, at de rensede blodet for
giftige stoffer. I dag bruges igler mere specifikt til at reducere
blodansamlinger i huden.
Ved hudtransplantationer tages huden især fra
låret eller sædepartiet. Hvis hudstykket kun omfatter
overhuden og en del af læderhuden, taler man om et
delhudstransplantat. Det kan anvendes i stykker på
størrelse med en hånd eller mere. Donorstedet heler op
på samme måde som en hudafskrabning, fordi der efterlades
svedkirtler m.m., hvorfra nye hudceller dannes. Hvis transplantatet
afskæres i hele sin tykkelse, fuldhudstransplantation, kan man
ikke bruge ret store hudstykker ad gangen, fordi donorstedet skal
lukkes med syning. Fuldhudstransplantater anvendes især i
ansigtet, hvor huden tages bag øret.
I 1984 rapporterede amerikanske forskere om resultater, hvor
det lykkedes at dyrke menneskelige hudceller i vævskulturer.
På tre uger skaffes celler til dækning af 1 m' fra en
oprindelig cellemængde svarende til 2 cm'. Under
dyrkningsperioden dækkes patientens huddefekt midlertidigt med
fosterhinde eller grisehud.
Hud transplantaterne tages med særlige knive eller mere
komplicerede instrumenter. Almindelig brugt er rullekniven, der som en
ostehøvl skærer huden i den ønskede tykkelse. Huden
glattes ud, og det ønskede stykke skæres af. Det er ikke
nødvendigt at skære præcist det ønskede
areal, idet det tilpasses ved påsyningen på modtagerstedet.
En nøje kontakt mellem transplantatet og modtagerstykket er af
største vigtighed, for at transplantatet »tager«.
Døde væv, blødninger og infektioner hindrer den
livsnødvendige karindvækst fra modtagerstedet. Ofte
perforeres hudstykket med et særligt instrument, så det
omdannes til et net. Det letter kontakten og tillader sekreter af
få afløb. Efter transplantationen kan behandlingen
være enten åben eller lukket. Ved den åbne behandling
lægges der ikke forbinding, men transplantatet ligger til
inspektion, så lægen kan fjerne små blødninger
og lignende, der kan forsinke helingen. Vælges den lukkede
metode, lægges en forbinding.
Efter opheling vil transplantatet være omgivet af et ar,
og huden afviger som regel lidt i farve, mønster og kontur fra
den omgivende hud.
Den medicinske igle!
Igler blev oprindelig opsamlet fra floder af kvinder; der stod med bare
ben i vandet og ventede på, at iglerne skulle sætte sig
fast. De blev ivrigt anvendt i lægevidenskaben lige til
slutningen af forrige århundrede. Man mente, at iglerne trak
giftige stoffer ud af blodet. Også i dag finder iglen anvendelse,
endda i stigende grad, til at reducere størrelsen af blå
mærker, betændelser og opsvulmninger.
Iglerne fæstner sig til huden med et trekantet indsnit.
De menes at indsprøjte et lokalbedøvende middel, for
biddet er meget lidt smertefuldt. Tillige danner de et antikoagulerende
stof, der hindrer blodet i at størkne. Efterhånden som de
suger blod, tilfører de mere antikoagulerende stof til det
gennem munden passerende blod. De suger hurtigt og ottedobler derved
deres vægt. De trækker så væsken fra blodet og
opbevarer resten i lang tid. Seks måneder efter måltidet
kan man endnu finde røde blodlegemer; antistoffer og selv
bakterier i iglen.
Igler anvendes i dag til at mindske blodansamlinger; fx
omkring øjnene, og til at øge
blodgennemstrømningen i hudtransplantater ved plastikkirurgi.
Igler kan leve i op til 12 måneder uden et måltid. Hvis de
er meget sultne, kan de finde på at spise sig selv. Iglen er en
børste- og tentakelløs ledorm, der er tvekønnet.
Den har to sugeskåle til at fæstne henholdsvis for- og
bagkroppen til værtsdyret.
|