<PK 56/2> Jeroboams søn Nadab sad kun på Israels trone nogle få måneder. Hans onde løbebane blev pludselig afbrudt, da en general ved navn Basja stiftede en sammensværgelse for at komme til magten. Nadab og alle de af hans slægtninge, som havde krav på tronen, blev dræbt "efter det ord Herren havde talt ved sin tjener Ahija fra Silo, for de synders skyld, Jeroboam havde begået og forledt Israel til." 1Kong 15,29-30.

<PK 56/3> Således blev Jeroboams hus udryddet. Han havde indført afgudsdyrkelsen, og nu ramte Himmelens straf de skyldige. Til trods herfor vedblev de følgende konger Basja, Ela, Zimri og Omri i næsten fyrre år at følge i det samme onde, skæbnesvangre spor.

<PK 56/4> Asa var konge i Juda det meste af den tid, frafaldet rådede i Israel. "Asa gjorde, hvad der var godt og ret i Herren hans Guds øjne. Han fjernede de fremmede altre og offerhøjene, sønderbrød stenstøtterne og omhuggede asjerastøtterne og bød judæerne søge Herren, deres fædres Gud, og holde loven og budet, og han fjernede offerhøjene og solstøtterne fra alle Judas byer, og landet havde fred, så længe han levede." 2Krøn 14,2-5.

<PK 56/5> Asas tro blev stillet på meget hård prøve, da "kusjitten Zera drog ud imod dem med en hær på 1.000,000 mand og 300 stridsvogne". 2Krøn 14,9. Under denne krise satte Asa ikke sin lid til de fæstninger, han havde bygget i Juda, og deres "mure og tårne, porte og portslåer" ej heller til de "dygtige krigere" i sin veluddannede hær. 6-8. vers. Kongen stolede på Hærskarers Herre, i hvis navn Israel var blevet udfriet så underfuldt fordum. Han opstillede sin hær til kamp og bad Gud om hjælp.

<PK 56/6> De to hære stod nu opstillet over for hinanden. Det var en svær prøve for dem, der tjente Herren. Var hver eneste synd tilgivet? Stolede judæerne helt og fuldt på, at Gud kunne befri dem? Det var sådanne tanker, der optog lederne. Fra et menneskeligt synspunkt ville den vældige hær fra Ægypten feje alt bort på sin vej. Men Asa havde ikke spildt tiden med fornøjelser, mens der var fred. Han var forberedt på alle eventualiteter. Hans hær var udrustet til kamp, og han havde bestræbt sig på at lede sit folk således, at de havde fred med Gud. Skønt han havde færre soldater end fjenden, var der ingen vaklen i hans tro på den Herre, som han havde sat sin lid til.

<PK 57/1> Fordi kongen havde tjent Herren i medgangens tid, kunne han også trygt stole på ham i modgangens dage. Hans bøn viser, at han ikke var ukendt med Guds vidunderlige magt. "Herre, hos dig er der ingen forskel på at hjælpe den, der har megen kraft, og den, der ingen har," sagde han. "Hjælp os, Herre vor Gud, thi til dig støtter vi os, og i dit navn er vi draget mod denne menneskemængde. Herre, du er vor Gud, mod dig kan intet menneske holde stand." 2Krøn 14,11.

<PK 57/2> Hvert eneste kristent menneske kan med føje bede Asas bøn. Vi er også i krig. Vi kæmper ikke imod kød og blod, men imod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke. (Se Ef 6,12.) I livets strid vil vi blive stillet over for onde magter, der bekæmper retten. Vi sætter ikke vor lid til mennesker, men til den levende Gud. I troens fulde forvisning kan vi forvente, at han vil forene sin almagt med vore menneskelige anstrengelser for at forherlige sit navn. Når vi er iklædt hans retfærdigheds rustning, kan vi besejre alle fjender.

<PK 57/3> Kong Asas tro blev belønnet på en slående måde. "Da slog Herren kusjitterne foran Asa og judæerne, og kusjitterne tog flugten. Asa og hans folk forfulgte dem til Gerar, og alle kusjitterne faldt, ingen reddede livet, thi de knustes foran Herren og hans hær." 2Krøn 14,12-13.

<PK 57/4> Da Judas og Benjamins sejrrige hære vendte tilbage til Jerusalem, kom Guds Ånd over "Azarja, Odeds søn, og han trådte frem for Asa og sagde til ham: "Hør mig, Asa og hele Juda og Benjamin! Herren er med eder, når I er med ham; og hvis I søger ham, lader han sig finde af eder, men forlader I ham, forlader han også eder!" "Men I, vær frimodige og lad ikke hænderne synke, thi der er løn for eders gerning." 2Krøn 15,2. og 7.

<PK 57/5> Asa blev meget opmuntret af disse ord og gennemførte kort efter en ny reformation i Juda. Han "fjernede de væmmelige guder fra hele Judas og Benjamins land og fra de byer, han havde indtaget i Efraims bjerge; og han byggede på ny Herrens altre foran Herrens forhal.

<PK 57/6> Så samlede han hele Juda og Benjamin og de folk fra Efraim, Manasse og Simeon, der boede som fremmede hos dem; thi en mængde israelitter var gået over til ham, da de så, at Herren hans Gud var med ham. De samledes i Jerusalem i den tredje måned i Asas femtende regeringsår og ofrede den dag Herren ofre af byttet, de havde medbragt, 700 stykker hornkvæg og 7000 stykker småkvæg. Derpå sluttede de en pagt om at søge Herren, deres fædres Gud, af hele deres hjerte og hele deres sjæl". "Og han lod sig finde af dem og lod dem få ro til alle sider." 2Krøn 15,8-12 og 15.

<PK 57/7> Asas lange og trofaste kongegerning blev plettet af nogle fejl, som blev begået i perioder, hvor han ikke stolede ubetinget på Gud. Ved en bestemt lejlighed gjorde Israels konge indfald i Judas rige og indtog Rama, en befæstet by, som kun lå en halv snes kilometer fra Jerusalem. Asa søgte at redde sig ved at slutte forbund med kong Benhadad af Syrien. Kongen blev strengt irettesat, fordi han ikke stolede på Gud alene i denne nødsituation, Profeten Hanani overbragte Asa dette budskab:

<PK 58/1> "Fordi du søgte støtte hos aramæerkongen og ikke hos Herren din Gud, skal aramæerkongens hær slippe dig af hænde! Var ikke kusjitterne og libyerne en vældig hær med en vældig mængde vogne og ryttere? Men da du søgte støtte hos Herren, gav han dem i din hånd! Thi Herrens øjne skuer omkring på hele jorden, og han viser sig stærk til at hjælpe dem, hvis hjerte er helt med ham. I denne sag har du handlet som en dåre; thi fra nu af skal du altid ligge i krig!" 2Krøn 16,7-9.

<PK 58/2> I stedet for at ydmyge sig over for Gud på grund af sin fejl blev Asa "fortørnet på seeren og satte ham i huset med blokken, thi han var blevet vred på ham derfor. Asa for også hårdt frem mod nogle af folket på den tid". 2Krøn 16,10.

<PK 58/3> "I sit ni og tredivte regeringsår fik Asa en sygdom i fødderne, og sygdommen blev meget alvorlig. Heller ikke under sin sygdom søgte han dog Herren, men lægerne." 2Krøn 16,12. Kongen døde i sit en og fyrretyvende regeringsår og efterfulgtes af sin søn Josafat.

<PK 58/4> To år før Asas død begyndte Akab at regere i Israels rige. I hele hans regeringstid oplevede landet et besynderligt og frygteligt frafald. Hans fader Omri, som havde grundlagt Samaria, "gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og handlede endnu værre end alle sine forgængere", men Akabs synder var værre. Han "gjorde endnu flere ting, hvorved han krænkede Herren" som om det " ikke var nok med, at han vandrede i Jeroboams, Nebats søns, synder". 1Kong 16,33. og 31. Han nøjedes ikke med at tilskynde folket til at deltage i de ceremonier, som fandt sted i Betel og Dan, men dristede sig til at indføre den værste form for hedenskab, idet han erstattede den sande gudsdyrkelse med ba'alsdyrkelse.

<PK 58/5> Han ægtede "Jesabel, en datter af zidoniernes konge Etba'al" som var Ba'als ypperstepræst, og "dyrkede Ba'al og tilbad ham. Han rejste Ba'al et alter i ba'alstemplet, som han lod bygge i Samaria". 1Kong 16,31-32.

<PK 58/6> Akab indførte ikke blot ba'alsdyrkelsen i hovedstaden, men på Jesabels tilskyndelse byggede han også hedenske altre på mange høje. Her drev præsterne og andre, som var knyttet til denne forføreriske form for af gudsdyrkelse, deres nedrige virksomhed i ly af omliggende lunde. Til sidst dyrkede næsten hele Israel Ba'al. "Aldrig har der været nogen, der som Akab solgte sig selv til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne, fordi hans hustru Jesabel forledte ham dertil; han handlede såre vederstyggeligt, idet han holdt sig til afgudsbillederne ganske som amoritterne, dem, Herren drev bort foran israelitterne." 1Kong 21,25-26.

<PK 58/7> Akab var næsten blottet for moralsk styrke. Hans ægteskab med en, som dyrkede afguder og samtidig var både handlekraftig og temperamentsfuld, blev katastrofalt både for ham selv og nationen. Han var skruppelløs, havde ingen høje begreber om retfærdighed og lod sig let påvirke af den beslutsomme Jesabel. Han var egenkærlig af naturen og var derfor ikke i stand til at værdsætte Guds nåde imod Israel eller sin egen pligt til at vogte og vejlede det udvalgte folk.

<PK 59/1> Israel vandrede langt bort fra den levende Gud og fordærvede sin vej for hans åsyn under kong Akabs ryggesløse styre. Deres ærbødighed og gudfrygtighed havde været i aftagen igennem flere år, og det så ikke ud til, at der var nogen, der burde vove livet og stå frem og hæve røsten imod den rådende gudsbespottelse. Frafaldets mørke skygge hvilede over hele landet. Der var statuer af Ba'al og Astarte overalt, og der blev stadig flere afgudstempler og offerlunde, hvor folket tilbad menneskers hænders værk. Luften var besmittet af røgen fra ofrene til de falske guder, og på høje og i dale kunne man høre de berusede, hedenske præster råbe, når de ofrede til solen, månen og stjernerne.

<PK 59/2> Jesabel og hendes ugudelige præster lærte folket, at afgudsbillederne var guddomme, som ved deres mystiske magt beherskede jorden, ilden og vandet. De sagde, at alle himmelens velsignelser de rindende bække, flodernes levende vandstrømme, den milde dug og regnen, som forfriskede jorden og fik markerne til at yde deres rige afgrøder skyldtes Ba'al og Astarte. Gud, som skænker alle gode og fuldkomne gaver, blev ladet helt ude af betragtning. Folket glemte, at høje og dale, floder og kilder var i den levende Guds hånd han, som havde magt over solen, himmelens skyer og alle naturkræfterne.

<PK 59/3> Herren lod gentagne gange trofaste sendebud advare den frafaldne konge og det frafaldne folk, men uden resultat. Det var forgæves, at de inspirerede sendebud forsvarede Herrens eneret til at være Israels Gud, og at de ophøjede de love, som han havde betroet dem. Folket blev revet med af afgudsdyrkelsens pragtopbud og fængslende rivaler; de fulgte i kongens og hoffets spor og kastede sig ud i en sanselig gudsdyrkelses berusende, nedværdigende glæder. I deres blindhed og dårskab forkastede de Gud. Det lys, som Gud i sin nåde havde givet dem, var blevet mørke. Det fine guld havde mistet sin glans.

<PK 59/4> Ak, hvor var nu Israels herlighed! Guds ejendomsfolk havde aldrig før været ude for et sådant frafald. Der var "450 ba'alsprofeter" og tillige "400 asjeraprofeter." 1Kong 18,19. Intet mindre end Guds mirakuløse kraft kunne redde nationen fra fuldstændig undergang. Israel havde med vilje forkastet Gud, men i sin barmhjertighed elskede Herren stadig de mennesker, der var blevet ledet i synd, og nu ville han sende folket en af sine største profeter. Ved dennes hjælp ville mange blive ført tilbage til deres fædres Gud.